‘The Nightingale’: De grumt udpenslede voldtægter kan retfærdiggøres i ’The Babadook’-instruktørs nyeste film
Ondskaben har mange ansigter.
I Jennifer Kents skarpe debutgyser ‘The Babadook’ tog ondskaben form som et gruopvækkende monster fra en anden verden. I instruktørens opfølger, ‘The Nightingale’, iklæder den sig en – langt hen ad vejen – mere grufuld og menneskelig skikkelse.
I ‘The Nightingale’ er monstrene ikke overnaturlige, men helt almindelige: Hvide uniformerede mænd med lidt for meget magt mellem hænderne. Deres ofre er kvinder og sorte, og motivationen for deres handlinger frygtelig banal: Frustration, (magt)liderlighed, fordomme og dumhed driver ondskabens karavane i en gribende fortælling fyldt med vold, smerte og afmagt.
Filmen, der nu knap to år efter verdenspremieren endelig kan streames i Danmark, udspiller sig i en trøstesløs britisk straffekoloni i Tasmanien, hvor den arrogante løjtnant Hawkins (Sam Claflin) leder en deling fordrukne soldater med hjælp fra den moralsk anløbne sergent Ruse (Damon Herriman).
I en hverdag, langt fra hjem og fyldt med drabelig landrydning, forsødes soldaternes tilværelse med servering og smukke sangindslag fra den irske, tidligere straffefange Clare (Ailing Franciosi), som er frigivet af løjtnanten, og derfor – efter hans logik – står ham i evig gæld. Gælden betaler hun med både stemme og krop. Jævnligt forgriber den gerrige Hawkins sig på den irske sanglærke, der holder mund for ikke at sætte sin ægtefælle og sit barns sikkerhed over styr.
Den stiltiende accept får imidlertid en brat ende. Hawkins’ ambitiøse frustrationer fører en aften til en massevoldtægt – fremstillet så grusomt, at den ved visninger har ledt til udvandringer – der frarøver Clare, hvad hun har kær. Med intet at miste hyrer hun en sort guide (Baykali Ganambarr) og begiver sig på ud på de farlige ’vildes’ territorier for at tage hævn over den forbryderiske løjtnant, som i ledtog med medsammensvorne har sat kursen mod den nærmeste større by for at score sig en forfremmelse.
Clares færd tager i første instans form af hævntogt, men viser sig at være mere og andet. Den lange vej mod byen byder på mere ophobet frustration end egentlig forløsning. Selv når retfærdighedens blod – efter flere grafiske voldshandlinger – lejlighedsvist drypper, er tilfredsstillelsen kun flygtig og efterlader sig blot spor af mareridt. Og hvad nytter det egentlig at slå et par enkelte brodne kar ihjel, når den hvide mands ondskab har slået rødder i landet?
Men hvor sød hævn udebliver, opstår i stedet et slægtskab mellem Clare og hendes aboriginal-guide, Billy. Over aftenbål udveksler de fortællinger om hjerteknusende tab og synger sange fra deres hjemstavn. Sangene er deres eneste våben mod ondskaben og tænder gnister af håb og modstand i en ellers knugende mørk fortælling.
Franciosi leverer blændende spil, men undervejs er det alligevel Ganambarr i rollen som Billy, der stjæler opmærksomheden. Da hævnens time oprinder, overtager han handlingen, men aldrig perspektivet, der forbliver forankret hos Clare. Selvom aborigine Billy forvandler sig til primær aktør, bliver han på sin plads som birolle. Og det kan ikke andet end at skurre en smule i en film, der trods alt handler om at blive frarøvet alt – sit land, sin krop, sin stemme – med magt.
Flere har kritiseret ‘The Nightingale’ for den grafiske skildring af vold og voldtægter. Uden dem ville filmen imidlertid miste noget af det, der gør den vigtig. Når virkeligheden er ualmindeligt grum, skal fiktionen også nogle gange afspejle det. Nogle gange skal vi konfronteres med ondskabens alt for menneskelige ansigt. Også selv om det er ubehageligt, grimt og frustrerende banalt.
Kort sagt:
‘The Nightingale’ er en nødvendigt grum og grafisk fortælling om vold, hævn og afmagt under en britisk koloni, anno 1825.