’Titane’: Vild Guldpalmevinder er afsporet WTF-filmkunst af højeste oktan
Alting flyder i franske Julia Ducournaus fortjente Guldpalmevinder ’Titane’: Blod. Køn. Kropsvæsker. Og motorolie.
Filmen føles som en billedstorm af nye ideer og ny skønhed: en visuel knytnæve, som konstant overrasker, pirrer og vækker afsky. ’Titane’ er umulig at tage blikket fra. Selv når den stikker en syl direkte i øjet på én.
Ubehaget hænger i luften fra filmens første scene: Lille, alvorlige Alexia sidder på bagsædet af en bil, mens far (spillet af den franske provo-instruktør Bertrand Bonello) drøner ud af motorvejen. Alexia imiterer bilens motorlyde i et vrængende monotont leje og sparker taktfast i ryggen på førersædet til farens store irritation. Han vender sig om for at irettesætte datteren, og bilen brager det næste øjeblik direkte ind i autoværnet. Begge overlever – Alexia med en indopereret titaniumplade over højre øre som blivende markør for det transformerende møde mellem metal og kød.
Da hun bliver udskrevet, er det ikke forældrene, hun krammer og kysser, men deres bil. En på én gang tragisk og uhyrlig sorthumoristisk gestus, der perfekt indkapsler Ducournaus inderligt-groteske filmstil.
At den formfuldendte, vilde og ømme ’Titane’ bare er Julia Ducournaus anden spillefilm er faktisk ikke til at forstå. Men omvendt er der også en klar vision at følge fra Ducournaus kortfilm ’Junior’ (2011), hvor pubertetens forræderiske krop bliver iscenesat med bodyhorror-effekter og fintfølt coming-of-age-optik.
Spillefilmdebuten ’Raw’ (2016), ligeledes med ’Junior’s Garance Marillier i hovedrollen, dyrker også genremikset med stor effekt. Heri er det det blodtilsølede kannibalgys, der møder coming-of-age: Den unge, generte kvinde Justine, der er vegetar, starter på dyrlægeskole, og pludselig åbner en verden sig for hende, hvor smagen for råt kød og kødets lyst synes umiskendeligt forbundet.
I ’Titane’ fører Alexias begær også hende og tilskueren ud af nye veje.
Næste gang vi møder Alexia (Agathe Rousselle) i ’Titane’ er hun en ung kvinde. Arret, der snirkler sig over øret som et mystisk tegn, bærer hun med stolthed. Med kameraet i ryggen skridter hun fokuseret igennem en bilmesse, hvor mændene savler i lige store mængder over de toptunede motorer og kvinderne, der twerker tæt op af det nypolerede krom.
Alexia skifter tøj og iklædt stormaskede, neongrønne strømpebukser og en bikini i guldlamé vrider hun sig på kølerhjelmen af en flammebemalet Cadillac: en parringsdans sat til tonerne af The Kills’ lystfuldt guitarvrængende ’Doing It To Death’. Kameraet følger og er fuldt fokuseret på Alexia, og det er hendes blik og lyst, der drager og hiver os ind.
Så snart showet er overstået, og Alexia er hoppet ned fra kølerhjelmen, står mændene i kø efter en autograf. En særlig ivrig fan griber fat i hendes arm bagfra, og det giver et tydeligt sæt i hende. Sådan griber Ducournau hver en chance til at vække uro og sætte billeder på kvindens udsatte og ofte sårbare færden i verden.
Manden følger også efter hende ud på parkeringspladsen, hvor han tigger om bare ét enkelt kys. Det får han så, med ruden rullet ned, men – og her bekender Ducournau og ’Titane’ kulør som den udsplattede hævnfantasi af en chokfilm, den er – Alexia jager en lang syl lige ind i øret på den ubehageligt insisterende unge mand, så blodet sprøjter, og spyttet skummer ud af munden på ham.
Derpå går Alexia ind i messehallen igen og har, ja, hvad der bedst kan beskrives som samleje til lystfuldt klimaks med den flammende Cadillac.
Og det viser sig snart, at den påtrængende fyr på parkeringspladsen hverken er Alexias første eller sidste offer. Med politiet i hælene må hun tænke kreativt – og mærkeligt nok håber man på det bedste for den her seriemorder, hvis foretrukne mordvåben er den lange, sylelignende nål, hun også bruger til at holde håret på plads i en knude.
Alexia transformerer sig selv til den unge mand Adrien; en dreng, der år tilbage forsvandt, og hvis far, brandmajoren Vincent (Vincent Lindon), stadig holder fast i håbet om at finde ham i live. Entré Alexia/Adrien, der med viklede bryster og en ubelejligt voksende mave (frugten af Alexias autoerotiske møde!), kortklippet frisure og en selvpåført brækket næseryg træder ind i Vincents brede far-favn.
’Titane’ er både skrevet og instrueret af Ducournau selv og føles som en forædling af de inspirationskilder, ideer og æstetiske udtryk, hendes tidligere film også bar rundt på. David Cronenbergs udforskning af sex, vold og teknologi med kroppen som omdrejningspunkt, især i ’Crash’ (1996), en indlysende inspiration, mens særligt Claire Denis’ sensuelle blik for maskuline fællesskaber i ’Beau Travail’ (1999) ligeledes føles tæt beslægtet med Ducournaus iscenesættelse af brandmændenes fester, hvor de uniformsklædte unge mænd danser sammen, og Adrien forsøger at passe ind.
Debutanten Agathe Rousselles Alexia/Adrien er en åbenbaring. En fysisk udmagrende og hudløs præstation, som du nærmest får blå mærker på egen krop af at se på. Overfor Rousselle har den franske veteran Vincent Lindon velsagtens aldrig været bedre. Lindons vejrbidte læderhud a la Iggy Pop tager sig i visse scener nærmest infernalsk rødglødende ud. Pumpet op på steroider, konstant på grådens rand. Totalt martret af tabet af sin søn og den flig af håb, han finder i Alexias Adrien.
Lydmæssigt rammer ’Titane’ også en nerve. Jim Williams mikser nervepirrende synthflader a la 1980’ernes horror, buldrende pauker, glasklare klokkespil og messende munkekor i et lydlandskab, der sætter sig decideret ubehagsvækkende lige i mellemgulvet. Og som modpol og et tiltrængt kram leverer The Zombies 1960’er-groove’ende ’She’s Not There’ et forløsende pusterum, da Vincent byder den fortabte søn Adrien op til fjollet dans i køkkenet.
Som både ’Junior’ og ’Raw’ er ’Titane’ også queer i sit dna. Måske ikke altid udtalt, men i en suggestiv og symbolsk understrøm, der sætter helt nye billeder på følelser og forhold knyttet hertil.
Det handler om kroppens utøjlelige begær efter noget ’andet’ – råt menneskekød, skinnende krom, motorolie mellem benene. Om kroppen, der forråder, og den brutale vold, man gør på den. Om søgen efter og konstruktionen af sig selv – og sin egen familie.
Kort sagt:
Julia Ducournaus ’Titane’ er årets must-see (hvis du altså tør kigge ud imellem fingrene).