’Alpha’: ’Titane’-instruktørs nye body horror er blasfemisk skøn – og dybt frustrerende
FILM. Femårige Alpha (Ambrine Trigo Oaked) sidder på gulvet med en sort sprittusch og forbinder onkel Amins mange stiksår med streger, som forsøger hun at forvandle hans arrede arm til et stjernebillede.
Amin (Tahar Rahim) løfter hånden, lader en mariehøne flyve og hvisker: »I’ve caught something«. Vi ved, han ikke taler om insektet.
Klip til slut-80’erne, til tonerne af Portisheads ‘Roads’, til en lejlighed hvor franske teenagere ryger, snaver og svajer rundt i tågen. Her får trettenårige Alpha tatoveret et stort A i overarmen med en nål, der er alt andet end steril.
Det er både oprør, identitet og muligvis en dødsdom. For udenfor breder en aids-lignende, blodbåret sygdom sig: en epidemi, der langsomt forvandler de smittede til marmor, hvor huden knækker eller smuldrer, mens de hoster støv ud af lungerne.
Hvor Ducournau i Guldpalme-vinderen ’Titane’ skabte et mekanisk univers af metal og krop, vender hun sig her mod det organiske.
’Alpha’ er en film af knagende ånder og porøst, næsten helligt kød. Kroppene bliver til Apollon-skønhed og død på samme tid. Æstetiseringen af det syge er både frastødende og dragende: på én gang blasfemisk i sin skønhed og et forsøg på at eviggøre ofrene gennem en mytologisering af deres dødelige kroppe.
Blandt de marmorerede kroppe arbejder Alphas mor (Golshifteh Farahani) som læge. Mens hun i panik forsøger at få testet Alpha med den betændte tatovering, dukker onkel Amin igen op. Herfra begynder tid og sted at flyde sammen, og filmen bliver et levende ekko af Edgar Allan Poes digt ’A Dream Within a Dream’, som Alpha undervises i af sin engelsklærer – hvis partner gennemgår samme skæbne som Amin og måske Alpha selv.
Filmens centrale spørgsmål er da også, om Alpha faktisk er syg, eller om hun og moren bearbejder et traume. Hvad er virkeligt, og hvad er et ekko?
Indimellem rammer filmen direkte i mellemgulvet. Da klassekammeraterne opdager, at Alpha måske er smittet, flygter de fra hende. Til svømmetimen rammer hun bassinets kant efter at være blevet trykket under vandet af en klassekammerat. Blodet breder sig i vandet, og børnene svømmer panisk væk fra hende, som var hun giftig. Her spiller Ducournau på de helt rigtige, kropslige tangenter. Stigmatiseringen er så fysisk, at det næsten gør ondt.
Også i en klaustrofobisk scene, hvor væggene i Alphas værelse rykker sig tættere og tættere ind mod Amin og Alpha, bliver sygdommen gjort fysisk: som om traumet presser sig direkte ind i deres luftlommer.
Den stærkeste scene er det blålige nattekram mellem Alpha og Amin på Alphas værelse. Foldet ind i hinanden kan de her for en stund forsones med alt, der har pint familien. De smelter sammen, traumerne forvandles til varme, hvis de bare holder fast længe nok. Her er Ducournau ren, uforfalsket og rørende.
Problemet er alt det imellem. Filmen bevæger sig mellem 80’erne og 90’erne, mellem virkelighed og hallucination, mellem metafor og konkret misbrugshistorie, men uden at vælge retning. Amin er både levende og død, til stede og et erindringsbillede, men filmen serverer det uden rytme, så man til sidst famler efter et fortællemæssigt holdepunkt.
Selv hospitalets kaotiske første scener med ligposer og paniske patienter forsvinder senere, som om epidemien opgiver at være en pointe.
Mélissa Boros er rørende som Alpha, og Tahar Rahim leverer en fysisk nedbrudt præstation, der er svær at bære synet af. Men ’Alpha’ vil alting på én gang: det fremmedgørende, immigrationstraumerne, den iranske folkesang, der går i arv fra mor til datter, den røde vind, der ifølge familiens overtro kan drukne sygdommen.
Symbolerne står i kø og ender med at udvande hinanden. Filmen smuldrer som det marmorerede kød mellem fingrene. Poesien bliver til støj, de hallucinatoriske billeder mister retning, den følelsesmæssige kerne fordufter.
Kort sagt:
’Titane’-instruktør Julia Ducournaus nye film er sanselig og hypnotisk, men også frustrerende. Mélissa Boros’ dragende udstødte teenager og Tahar Rahims lidende onkel kvæles i tidsspring og symbolsk overlæs.