10. ‘Severance’ sæson 2
Vi havde næsten haft alt for lang tid at glæde os i, da anden sæson af ‘Severance’ endelig landede efter tre års ventetid. Som præmie fik vi introens blærescene af den kaleijdoskopisk spurtende Mark S.
Derefter gik det lidt mindre stærkt. The work was mysterious and important, hørte vi tidligt, men det føltes i seriens første halvdel måske lige mystisk nok, og det var ikke helt let at nyde alle afsnit ligeligt.
Online-konspirationsteoretikerne konspirerede derudaf, og det talte i sidste ende til styrken ved ‘Severance’s-universet, hvor sindrigt det sætter hoveder i kog, når det menneskelige og umenneskelige møder hinanden på uforudsigelig vis (selvom ingen viste sig at være geder eller kloner … endnu!).
Trægheden til trods levede ‘Severance’s anden omgang stadig voldsomt højt på sin genrededikation, visuel overlegenhed, intense skuespilpræstationer og en unik grad af kreativ omhu. Og da vi endelig begyndte at få nogle svar, mindede serieskaberne Dan Erickson og Ben Stiller os om, hvor vildt topniveauet er – fra det uforglemmelige ‘Chikhai Bardo’-afsnit og finaleafsnittets blod, heartbreak og hornorkester.
Kan ses på Apple TV+ – læs Soundvenues anmeldelse.
9. ‘Svanesang for en blogger’
Selvom influencere af og til virker som samfundets største fetich, er der ganske få film og serier, som har nailet at skildre dem som andet end fladpandede selfiemaskiner.
I hvert fald indtil den norske perle ‘Svanesang for en blogger’, der bogstaveligt talt skar stereotypen op med en skalpel og gav os den 18-årige hovedpersons nærfatale brystoperation fra første parket!
Mere præcist fulgte vi den skræmmende frygtløse teenager Celina, født og opvokset i Nordnorges svar på Tørrøvelse, der i starten af 00’erne skaber bloggeralteregoet Selina Isabelle, som er både dum, modig, sjov og fascinerende.
Undervejs sammenstykkes en rammende grundfortælling om vores århundredes måske mest forhadte kvindetype med mindelser om alle fra Katherine Diez til Fie Laursen til den virkelige norske blogger Sophie Elise Erichsen, som har været konsulent på serien.
Udover at vende det moralske spejl i alle de rigtige retninger er ‘Svanesang for en blogger’ også en originalt fortalt sort komedietragedie, der forstår internettet som historisk periode. Altsammen fascinerende deprimerende og pakket ind i millennialpink.
Kan ses på DRTV – læs Soundvenues anmeldelse.
8. ‘Adults’
Mange har haft travlt med at erklære komedieserien for død de seneste år, hvor de mest hypede såkaldte komedier – fra ‘Atlanta’ til ‘The Bear’ – ofte har budt på meget lidt at grine af. Men at dømme ud fra årets første halvår er der håb for komedien igen, hvilket adskillige serier på denne liste bekræfter, og med ‘Adults’ får man en serie, der både er meget genkendeligt komedieserieagtig i traditionen efter ‘Friends’ og måske især ‘New Girl’, men som stadig føles frisk.
Ben Kronengold og Rebecca Shaws serie handler om fire roommates, der for nylig er gået ud af college: Samir, Billie, Anton og Issa og sidstnævntes kæreste Paul Baker. De bor i New York-bydelen Queens i Amirs forældres hus, mens forældrene er bortrejst, og deres liv og dilemmaer er det perfekte billede på 20’ernes vægelsind og smålige følelser. Som når man er misundelig på en gammel klassekammerat, der bliver kendt, fordi han har været udsat for et overgreb …
‘Adults’ er et godt bud på en ny generationsserie, som langt fra er så ofte tåkrummende og intellektualiserende som ‘Girls’, men er godt gammeldags sjov i moderne øjenhøjde.
Kan ses på Disney+ – læs Soundvenues anmeldelse.
7. ‘Overcompensating’
Hvor svært kan det egentlig være at tage springet fra hjembyens omvandrende guldstjerne til et college, hvor man bare skal highfive de rigtige fraternity-fyre og knalde de rigtige piger for at være sikret social status som overmenneske?
Rigtig svært, hvis man som ’Overcompensating’-hovedkarakteren Benny under sit Abercrombie & Fitch-modeludseende og perfekt indøvede frasering af bro og high five-teknikker har helt vildt svært ved at indrømme for nogen, at man egentlig er til mænd og hader alt macho – inklusive sport.
Serieskaber og hovedrolleindehaver Benito Skinners egen vej fra onlinefænomen til en lysende stjerne på komedieseriens himmel var i modsætning til Bennys rejse overskudsagtig og stilsikker. En sjov og kærlig version af en ellers klassisk grundfortælling om at finde sig selv midt i det amerikanske collegevanvid.
Ikke mindst med uundværlig hjælp fra Charli XCX (ikke Puth!) såvel som alle de storspillende granvoksne teenagere, der alle indgik i en højkomisk kompot af 2010’er-markører. Sæson 2, we only threw this party 4 u.
Kan ses på Prime Video – læs Soundvenues anmeldelse.
6. ‘#1 Happy Family USA’
Der er næppe nogen komiker, der har skildret livet som amerikansk muslim efter 9/11 bedre end Ramy Youssef. I den herhjemme groft oversete ‘#Happy Family’ fører han sporet videre fra sit enestående ‘Ramy’-afsnit om samme begivenhed. Og får galgenhumor, musical og samfundskritik til at gå op i en usandsynligt høj enhed.
Denne gang hedder hovedpersonen ikke Ramy, men Rumi Hussein. En 12-årig med et upassende crush på sin endnu mere upassende klasselærer og en drøm om at passe ind på den ret hvide New Jersey-skole Gabagool School (en af mange vidunderligt, latterlige detaljer). Hvilket dog bliver umuligt, da han pænt sagt lider en social død efter terrorangrebet på World Trade Center og invasionen af Irak.
Mens Rumi bliver behandlet som byldepest i skolen, bliver hans mor udspioneret i moskeen. Faren Hussein Hussein kaster sig til gengæld ud i en desperat kontramission om at få hele familien til at fremstå som perfekte amerikanerdengser, og det ville være forfærdeligt trist, hvis det ikke var så sjovt.
Man griner heldigvis med seriens meget ægte hjerte, ligesom man gyser over de uhyggelige paralleller til virkelighedens 2025-USA. ‘#1 Happy Family’ er frygteligt aktuel, men udretter heldigvis også en art poetisk retfærdighed med sin genopfindelse af 00’ernes grove satiretradition a la ‘South Park’ og ‘The Simpsons’.
Denne gang er det bare tidligere uhørte stemmer, der fører den hånlige maskinpistol.
Kan ses på Prime Video.
5. ‘The Agency’
Spiongenren har kronede dage i serieland, hvor ’The Day of the Jackal’, ’Black Doves’ og den eneste sæson ’Slow Horses’ alle var seværdige binges i genren for skæg og blå briller i årets første halvår.
Men bedst af alt var nu Jez og John-Henry Butterworths både stilistisk delikate og sublimt komplekse-uden-at-være-overdrevent-forvirrende ’The Agency’.
Serien bygger på den anerkendte franske serie ’The Bureau’ og handler om Michael Fassbenders knalddygtige CIA-agent Martian, der kaldes hjem fra Etiopien til bureauets London-afdeling med en lillebitte brist: Han er blevet forelsket i den lokale kvinde Sami (Jodie Turner-Smith).
Han kastes hovedkulds ind i en kompliceret sag med en forsvunden muldvarp i Belarus, og tålmodigt, men konstant spændende samler alle trådene sig i et spind af magtspil, politik, gedulgte motiver og efterretningsbogens bedste tricks.
’The Agency’s univers er iskoldt i bedste ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’-stil, men finder samtidig varme i Martians besværede forhold til sin teenagedatter, og Fassbender er vanligt sublim i den svært afkodelige spionrolle.
Kan ses på SkyShowtime – læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘Hacks’ sæson 4
Det var muligvis ‘The Studio’, der løb med den store opmærksomhed som årets vildeste branchesatire, men den blev åndet i nakken af ‘Hacks’, som på fjerde sæson var i topform med sit backstage-glimt af et af Hollywoods mest mandestyrede formater: late night-talkshows.
Selvom vi har set den centrale Ava vs. Deborah-duo hade og elske hinanden frem og tilbage i fire sæsoner, var begge følelser skåret ind til benet med en helt ny gravitas.
Hvor ‘Hacks’ altid har været en fornøjelig komedieserie og garant for at sætte ild til alliancerne til sidst, viste den nu, hvor høje ambitioner den har i foreningen af humor og ægte konflikt og drama.
Det ville ikke mindst have været et væsentligt kedeligere halvår på tv-fronten, hvis vi ikke havde stiftet bekendtskab med den tidligere assistent Kaylas nye assistent, LinkedIn-stjernen Randi fra Queens (spillet af Robby Hoffman), foruden den nok bedste fiktive TikTok-celebrity nogensinde i form af Julianne Nicholsons Dance Mom, hvis forfald fra forlegen Føtex-klædt canadier til røvhulscokesugende enfant terrible var et uforglemmeligt godt bekendtskab.
Kan ses på Max.
3. ‘The Studio’
Med alt fra ’Entourage’ til ’The Comeback’ og ’The Franchise’ er det ikke, fordi man som sådan har gået og savnet serier om filmindustrien.
Men så kom ’The Studio’, Seth Rogen og Evan Goldbergs satiriske kærlighedsbrev til den branche, de selv har navigeret gennem i mere end to årtier. Apple-serien, hvor Rogen selv spiller en mellemlederproducer, som (ufortjent) forfremmes til studiechef, var en skarp parodi på Hollywoods værste, mest kyniske, stjerneleflende og selvhøjtidelige sider, samtidig med at den levede højt på sine for genren sjældne filmiske ambitioner med lange takes og en meta-legende stil.
’The Studio’ fandt en ret så perfekt balance mellem insider-jokes, besnærende autentiske arenaer som Golden Globes og CinemaCon og Rogens velkendte stoner-humor med Bryan Cranstons svampetrip i de sidste afsnit som et latterkrampende højdepunkt.
Og så har vi slet ikke nævnt perlerækken af geniale cameos med Martin Scorsese, Zoë Kravitz, Greta Lee og Dave Franco i spidsen. If you know, you know hvor sjov ’The Studio’ var, men selv hvis du ikke ved det, er serien herlig komedieunderholdning frem til sidste cut!
Kan ses på Apple TV+ – læs Soundvenues anmeldelse.
2. ‘The Rehearsal’ sæson 2
Er det en fugl? Er det et fly? Er det et fuldstændig uventet eksperiment, der ændrer på vores opfattelse af moderne luftfart?
Der skal meget til at rykke på vores grundopfattelse af noget så alment som en flyvemaskine, men komiker Nathan Fielder gør sig også mere umage end de fleste andre (normale) mennesker i anden ombæring af mesterværket ‘The Rehearsal’.
I kølvandet på formatets første og ligeledes medrivende grænsesøgende sæson fik Fielder en stor pose penge af HBO, som den astronomisk ironiske serieskaber besluttede at bruge på noget, han (formentlig) mente alvorligt: At skabe bedre kommunikation mellem piloter for at undgå flystyrt (?!).
At afsøge det inden for en ramme, streamingtjenesten kunne acceptere som en “komedieserie”, krævede dog nogle krumspring, der var uhørte selv for ham (som at onanere i et fly), men heldigvis også voldsomt underholdende.
Vi kan aldrig gå gennem en lufthavn igen uden at forsøge at spotte ikke-konverserende co-piloter. Sætningen »Diet Pepsi, please« har fået en ny betydning, ligesom den amerikanske helt Kaptajn Sullys legendariske nødlanding i Hudson-floden nu er uigenkaldeligt forbundet til Evanescences ‘Bring me to Life’ og dets nøjagtigt 23 sekunder lange omkvæd.
Til sidste minut rystede Fielder twists og tricks ud af ærmet, og i finaleafsnittet, havde man for en gangs skyld intet andet valg end at klappe, da flyet endelig landede.
Kan ses på Max – læs Soundvenues anmeldelse.
1. ‘Adolescence’
Serieverdenen bugner af underlødig krimi, publikumsleflende plottwists, udspekulerede franchise-håb og alskens spinoff- og reboot-materiale.
Så hvor er det dog bare fuldkommen fantastisk, at årets bedste, mest omtalte og mest sete serie landede fuldkommen ud af det blå, uden nogen havde identificeret et mesterstykke på forhånd.
Blot fire timelange afsnit, hvert fortalt i ét utroligt take, skulle der til, for at en hel (vestlig) verden talte om manosfære og toksisk maskulinitet med udgangspunkt i fortællingen om den 13-årige brite Jamie, der anholdes for mordet på en pige fra skolen.
’Adolescene’ havde en klar, og på sin vis lidt pædagogisk tematisk pointe, men den føltes ikke belærende, fordi man så effektivt og øjeblikkeligt blev suget ind i den lille families sammenbrud i kølvandet på den ufattelige forbrydelse. Og fordi serieskaberne Jack Thorne, Stephen Graham og Philip Barantini arbejdede så flot med ellipser og overraskende vinkler i deres fire meget forskellige nedslag.
Første del af 2025 har været rig på nye sæsoner af ventede kvalitetsserier som ’The Last of Us’, ’The White Lotus’, ‘The Bear’ og ’Squid Game’, men ingen nåede ’Adolescence’ til sokkeholderne.
Nogle gange kan det bare betale sig at satse på det nye og friske.
Kan ses på Netflix – læs Soundvenues anmeldelse.