’The Studio’: Seth Rogens serie er den ultimative satire over det moderne Hollywood – med nærmest flabet mange stjerner på besøg
»I got into this job because I love movies. And now I feel like it’s my job to ruin them«.
Denne paradoksalt tragiske erkendelse bliver ytret af den nyudnævnte studieboss Matt Remick (spillet af Seth Rogen) i den nye Apple TV+-serie ’The Studio’. Som tro filmnørd gør den ondt. Endnu mere i lyset af, at selv samme ord engang rent faktisk blev sagt af en højtstående Hollywood-chef til Seth Rogen og hans faste arbejdsmakker Evan Goldberg.
Det positive er, at de herrer Rogen og Goldberg har taget denne præmis og spundet en af de skarpeste satirer og mest akkurate skildringer af hurlumhejhuset Hollywood set i mange, mange år. Først og fremmest er ’The Studio’ da også et produkt af en kæmpe kærlighed og omsorg for filmmediet.
Matt Remick er den historiebevidste filmbuff, der vil gå langt for at optage på rigtig film og bifalder herostratisk besværlige one take-scener. Den auteurvenlige chef, der vil lave den næste ’Annie Hall’ eller ’Rosemary’s Baby’ eller »some great film that wasn’t directed by a fucking pervert«. Den nostalgiske romantiker, som tror oprigtigt på, at prestigefilm og box office-succes er forenelige størrelser.
Matt Remicks problem? At han er kommet til magten 30-40 år for sent i en tid domineret af store filmfranchises og af film skabt ud fra såkaldt IP, altså allerede eksisterende karakterer eller universer. Såsom Barbie. Eller den smilende maskot fra saftgiganten Kool-Aid. Netop en film om sidstnævnte får Remick påduttet som sin første opgave i spidsen for det fiktive Continental Studios af den grøntsagsjuicedrikkende, solariebrune og helt igennem politisk tonedøve CEO Griffin Mill (spillet perfekt skruppelløst af Bryan Cranston).
Joken over nutidige filmatiseringer baseret på brætspil, legetøj, apps og lignende kunne være stoppet der. Men som med så meget andet i ’The Studio’ er det gennemtænkt og veludført ned til hver en finurlig og fyrstelig morsom detalje.
Remicks højre hånd og faste buddy Sal (Ike Barinholtz) har egentlig fundet en gangbar løsning til at instruere Kool-Aid-filmen i Nicholas Stoller (’Bros’, ’Bad Neighbours’). Men så kommer selveste Martin Scorsese i egen høje person ind fra siden og vil lave en film om massakren i Jonestown. Et lys går op for Remick, da han kommer i tanke om, at de vist nok drak forgiftet Kool-Aid som led i kultens masseselvmord i 1978.
Badabing: Matt har købt rettighederne og konstrueret en 250 millioner dollars dyr Scorsese-film om Jonestown-massakren med Steve Buscemi i hovedrollen, der som eneste krav skal bære titlen ’Kool-Aid’.
Hvad kan gå galt?
Gennemgående for afsnittene i ’The Studio’, der fortæller hver sin afrundede historie, er den tragikomiske oplevelse af at se en elefant brage ind i en glasbutik af nykker og neurotiske filmfolk, hvor alt fra Ron Howard til Olivia Wilde giver den som besværlige karikaturer over sig selv.
Skulle man pitche serien, ville det være noget i stil med ’Entourage’ og ’Tropic Thunder’ møder de virtuose lange indstillinger og den hektiske screwball-stil fra ’Birdman’.
Jeg kunne dog ikke lade være med også at tænke på de pinefuldt velturnerede setup-payoffs fra gode ’Klovn’- eller ’Curb Your Enthusiasm’-afsnit i Remicks uheldssvangre vold mod det, han elsker højest. En anden oplagt reference er Robert Altmans noget mere sortsynede Hollywood-hudfletning ’The Player’ (hvis hovedkarakter sjovt nok hedder Griffin Mill). ’The Studio’ er meta-meta på samme overskudsagtige niveau.
Som i afsnittet ’The Oner’, hvor Remick vralter uanmeldt ind på settet til optagelserne af en slutscene i den anerkendte indie-instruktør Sarah Polleys seneste film. Scenen skal skydes i et langt one take og ovenikøbet i den gyldne time, hvilket afsnittet 1:1 skildrer ved at være optaget i – hvad der foregiver at være – et one take i den gyldne time.
Eller i afsnittet, hvor en forsvunden filmrolle i Olivia Wildes ’Chinatown’-kopi med Zac Efron udvikler sig til en detektivhistorie i bedste noir-stil med Matt, der af terapeutiske årsager indtaler beskrivende kommentarer på sin telefon som en anden hardboiled voice over.
Men ’The Studio’ er ikke bare fortræffelige insiderjokes, et komisk supercast med blandt andre Kathryn Hahn og Catherine O’Hara og et overflødighedshorn af celebrity-cameos på grænsen til det arrogant flabede, som da Charlize Theron går ind og ud af billedet på et splitsekund.
Med ’The Studio’ har Seth Rogen og Evan Goldberg genskabt den vilde buzzen og de bagvedliggende mekanismer i både henrivende og horrible Hollywood, som man ellers kun kan drømme sig til ved at læse historisk 70’er-gossip i Peter Biskinds ’Easy Riders, Raging Bulls’ eller mere aktuelt lytte til podcasten ’The Town’, som endda optræder i serien.
Ét er, at godt 80-85 procent i ’The Studio’ ifølge Rogen og Goldberg er en sandfærdig skildring af Hollywoods tumultariske mikrokosmos. Noget andet er, hvordan de filmisk tager os med på ét langt forrygende ride skudt on location med ét kamera og i laaange og imponerende sømfrie skud gennem sets og over de solbeskinnede filmstudier tilsat det eminente og konstant afvekslende miks af udsyret jazz, 30’er-big band og marchtrommer fra komponisten Antonio Sanchez.
Det nærmer sig perfektion, uden hashhovedet Seth Rogens notorisk bralrende pølle- og penishumor er forstummet. Den er blot mere doseret og afstemt end nogensinde før. I stedet mærker man som sagt en oprigtig omsorg for det moderne Hollywood, der, som det nævnes, »føles som et gravsted snarere end et tempel«.
Da Sal på et tidspunkt siger til Matt om one takes, at »oners are so stupid. It’s a director jacking off while making everyone else’s lives miserable«, er det den urokkelige filmtro i Rogen, som kanaliseres gennem Remick-karakteren med devisen om, at »the oner is the ultimate cinematic achievement. It’s like the perfect marriage of artistry and technicality«.
På samme måde kunne man sige, at ’The Studio’ er den noget nær perfekte treenighed mellem stort kunstnerisk ambitionsniveau, rammende satire og en dyb kærlighed til filmmediet.
Med serien, lavet for en Silicon Valley-baseret streamingtjeneste, redder Seth Rogen ikke det moderne Hollywood. Men som med de bedste satirer sætter han et spejl op for tidens kunstneriske og værdimæssige lavpunkter i filmbyen, så man som studieboss (forhåbentlig!) får lyst til at ændre kurs.
Kort sagt:
’The Studio’ er en både forrygende morsom og skarp dissekering af det moderne Hollywood med alle dets hyperkommercielle faldgruber og dens filmromantiske fanebærere. Ren guf for cinefile, A24-fanboys og alle andre dødelige.