’The Rehearsal’ sæson 2: Nathan Fielder har skabt det ultimative reality-monster
Nathan Fielder har med anden sæson af ’The Rehearsal’ igen, igen skrevet tv-historie. Han har skabt et show, man aldrig har set før. Det ultimative realityshow.
Som en klassisk toer er alt større, vildere, mere underligt og med meget mere på spil.
Udgangspunktet er stadig Fielders idé om, at man kan forbedre sin egen færden i verden ved at gennemspille forskellige scenarier, før de finder sted. Med ekstrem dedikation og detaljegrad – og god hjælp fra HBO’s åbenbart bundløse bankboks – skaber Fielder fuldstændigt virkelighedstro sets, hvor øvelserne kan folde sig ud. Og så har han med sin egen såkaldte ’Fielder-metode’ skabt en hær af amatørskuespillere villige til at stalke og imitere hvem som helst.
Hvor det i første sæson udviklede sig til en absurd øvelse i familiesamliv med Fielder i en uventet og aparte hovedrolle, tager anden sæson afsæt i Fielders observation af et genkomment mønster i forbindelse med flystyrt: En fatal dårlig kommunikation mellem kaptajn og co-pilot.
Det viser sig, at rollespil er blevet foreslået som et forsøgsmiddel, men afvist af de amerikanske fly- og trafikmyndigheder. Fielder ser det som en ideel mulighed til at afprøve rollespilsprojektet gennem sine alternative metoder. Eneste benspænd: Fielder har fået penge af HBO til at lave en komedieserie, hvilket harmonerer dårligt med denne sag om liv og død.
Fielder udtrykker sine moralske kvababbelser med tanke på sin egen rolle som kendt klovn. For han er jo rigtig nok mest kendt for med utroligt akavet selvsikkerhed at præsentere bizarre business-ideer i ’Nathan For You’ og i det hele taget disrupte glansbilledet af amerikansk populærkultur med sin deadpan-seriøse tilgang ud, hvor ingen har begivet sig før, senest med ’The Curse’.
»You might think you can revolutionize aviation, but you can’t take that thought seriously. Cause no one else will. Not the NTSB, not the FAA, not HBO«, som han i en klassisk tør voiceover fortæller.
Alligevel beslutter Fielder sig for at gå til opgaven med et oprigtigt ønske om at gøre en forskel og får genskabt Houston Lufthavn med 70 tro statister trænet i Fielder-metoden til at kopiere piloter, stewardesser, passagerer, butiksansatte m.m. Og så stikker det ellers af.
Hvis man tror, at ’The Rehearsal’ bruger sine seks afsnit i en flysimulator, kan man godt tro om.
Det vil være en skam at afsløre for meget. Men selv om det lyder tosset, giver det hele mening, når Fielder i sin søgen efter svar laver sit eget ’Idols’-agtige talentshow kaldet ’Wings of Voice’ med rigtige piloter som dommere. Eller når han selv gennemlever den kendte pilot Sully Sullenbergers – som blev udødeliggjort af Tom Hanks i filmen ’Miraklet på Hudsonfloden’ – liv fra barnsben i en række grotesk mareridtsagtige scener med Fielder som pattesuttende baby. Og så lærer Fielder gudhjælpemig også at flyve et kæmpe Boeing-fly!
Fielder er en mastermind i tilrettelæggelse og tv-koder. Hopper man tilfældigt ind i et afsnit af ’The Rehersal’, kunne det på overfladen i kameraindstillinger, klipning og på den dramatiske lydflade ligne et hvilket som helst realityshow.
Fielder formår dog hele tiden at tweake det velkendte og gøre det til sin egen frigjorte bastard ved at blande genrer (hvornår har man sidst set et datingprogram og et talentshow kombineret i et halvtimes afsnit?), en pludselig komisk klipning eller ved hjælp af det skæve karaktergalleri af mennesker, der er gået helhjertet med på legen.
Meget af humoren ligger netop i Fielders evne til at ”caste” personer, som den ældre kvinde, der tænder på tanken om Einstein, eller den selvblinde transfobiske pilot, som ikke forstår, at han er blevet smidt ud af samtlige dating-apps og Instagram for sin bramfrihed.
Dertil sidder man gennemgående med en blanding af forundring, forvirring og betagelse over Fielders grænseoverskridende dedikation, hans verdensmesterskab i akavet smalltalk og de tematisk vilde afstikkere, man aldrig ser komme.
Men det er også gennem Fielders vanvittige fabuleringer over fiktionen som rum til at udtrykke vores sande jeg, at han rammer ind til kimen af øjenåbnende viden. Ind til reelle svar på mysteriet om den livsfarlige kommunikation i cockpittet.
Som da han i første afsnit kæder en følelsesmæssigt umoden pilots relation til sin langdistancekæreste sammen med problemet med ikke at turde udtrykke sine holdninger til en flykaptajn. Eller da han drager Evanescences komisk alvorstunge nu-metal-anthem ’Bring Me to Life’ – som Sully Sullenberger måske, måske ikke hørte, før han tog sin altafgørende beslutning og reddede en masse menneskeliv – ind i en refleksion over, hvordan (især mandlige) piloter er skræmte over at vise svaghedstegn og frygter at gå i terapi (»maybe every captain needs to find their own Evanescence«).
Decideret rørende bliver det, da Fielder peger på sin egen fejl fra den første sæson, hvor en lille faderløs dreng blev overbevist om, at Fielder var hans far. En leder for et autismecenter forklarer Fielder, hvordan hans øvelser har haft stor betydning for mange børn og roser hans faderevner. Sekvensen slutter med, at man ser autistiske børn øve sig i det kaotiske lufthavnsliv i Fielders konstruktion.
Man kunne selvfølgelig også se det som endnu en af Fielders mange manipulationer med os seere. Fielder som Mikael Bertelsen og Mads Brüggers sinistre fætter. For handler det hele i virkeligheden ikke mest af alt om Fielder selv? Et hundedyrt sociopsykologiske legeland, som jeg kaldte det i første sæson, til ære for, at usikre Fielder kan føle sig anerkendt?
Tanken ligger hele tiden og rumsterer under overfladen. Af og til popper den tydeligt frem, som da Fielder giver sine statister noget ’Summit Ice’-merchandise, der blev skabt til et nu fjernet ’Nathan For You’-afsnit på grund af brandets fokus på Holocaust-oplysning, og bruger det som springbræt til at forestille sig en samtale på Paramounts hovedsæde som en naziborg.
Til slut kommer man for alvor i tvivl – eller også gør Fielder os bevidst i tvivl – om seriens reelle agenda, da han i forbindelse med sin pilotuddannelse kommer i tvivl om sin egen mentale tilstand og sine mulige diagnoser. En tvivl, man som beskuer af Fielders Spock-agtige mediepersona altid har siddet med. Som en af mange fascinerende uafkodelige ingredienser i masterplotteren Fielders maltraktering af vores skel mellem virkelighed og fiktion.
Men hey, manden flyver et fly! Og på vejen dertil har han skabt det mest uvirkelige virkelige realitymonster.
Kort sagt:
’The Rehearsal’ er ikke ’Love is Blind’, ’X-Factor’, ’Beast Games’ eller ’Ekstrem hjemmeservice’. Det er alt det og meget mere sat i sin egen parallelle virkelighed: Nathan Fielders verden, en surreel spejling af vores handlemønstre, som på mærkværdig vis rammer noget mere livsbekræftende og tankevækkende end de fleste serier om virkelige mennesker.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.