’The Curse’: Ny serie er ’Klovn’ på steroider – og du vil enten elske eller hade den
To smukke og tynde middelklassedanskere bliver interviewet til TV-Avisen på en strand i Grækenland under sommerens hedebølge. De siger, det næsten ikke er til at holde ud at ligge der på stranden i 45 graders varme. At de virkelig er bekymrede for klimaet, og at politikerne burde gøre noget.
Hvad med dem selv, vil journalisten vide?
»Vi bliver jo nok nødt til at tage af sted senere på året næste gang«, svarer de to smukke hyklere.
Det er særligt for vores politisk vakte tid, at vi er så optagede af at have de rigtige holdninger, men langt, langt de færreste af os handler i overensstemmelse med dem.
Den uovertrufne nye dark comedy-serie ’The Curse’ svier særligt for de af os, der på den ene side taler om minoriteters rettigheder, mens vi på den anden side aldrig har talt med de muslimske piger i klassen.
Vi vil så gerne være gode mennesker. Det modsatte er ikke til at holde ud, at se sig selv som en armhulebehåret, moderne Marie Antoinette, svøbt i privilegier, fast fashion og ’Free Palestine’-papskilte.
Men vi fortjener en forbandet serie, der kan få os til at stege i vores eget økologiske fedt.
’The Curse’ er skabt af Nathan Fielder fra ’Nathan for You’ og ’The Rehearsel’ og Benny Safdie, den ene halvdel af brødreduoen bag ’Good Time’ og ’Uncut Gems’.
Den blander Fielders nicecore cringe-komik med Safdies ekstremt stressende undermåler-historier, og det kunstneriske møde mellem de to visionære auteurs er intet mindre end genial ubehagelighed. Man tror ikke, det kan blive meget bedre (eller værre), men Emma Stone, der er højaktuel med ’Poor Things’, spiller den kvindelige hovedrolle. Selvfølgelig har A24 co-produceret.
Det nygifte ægtepar Whitney (Emma Stone) og Asher Siegel (Fielder) lever af at opkøbe boliger på tvangsauktion, istandsætter dem Blackstone-stil og sælge dem langt dyrere for en stor profit. Det ødelægger lokalområder og presser lokalbefolkningen ud på et sidespor.
Men parret Siegel vil ikke indse, at de er hjerteløse kapitalister. De laver i samarbejde med Ashers barndomsven og (måske?) tidligere mobber Dougie (Benny Safdie selv) en tv-pilot til et program, Flipanthropy, om ægteparret, der opkøber huse, »klimaoptimerer dem« og samtidig finder beskæftigelse til de gamle lejere og butikker til den pressede, amerikanske forstad. Programmet har en tone som en mellemting mellem ’Queer-Eye’ og ’Hammerslag’ for alternativister.
Med andre ord: De performer godhed. Modtagerne for godheden, indbyggerne i Española, svarer med ligegyldighed. I en scene, der er så pinlig, at man har lyst til at græde, er en kræftsyg latinamerikansk kvinde ret ligeglad med, at hendes søn har fået et job i Siegel-parrets gentrificerede kaffebar.
Det fixer Dougie ved at sprøjte mentol ind i øjnene på hende under optagelserne, så det ser ud, som om der falder taknemmelige tårer.
Den performative godhed får det selvfølgelig til at gå helt galt for vores hvide frelsere.
Asher instrueres af Dougie til at købe sodavand af en fattig, sort pige, som sælger dem på en parkeringsplads. Men han har kun en 100-dollar-seddel i pungen, som han giver hende for rullende kameraer, og hun jublende tager imod. Da han efterfølgende vil have pengene tilbage igen og hæve 20 dollars og give hende i stedet, kaster hun en forbandelse over ham.
Alting går det ned ad bakke for ægteparret, måske mest af alt fordi, de er nogle inkompetente og privilegerede røvhuller – men de tror i tiltagende grad på skolepigens forbandelse. Hun er jo også afroamerikansk, og er der ikke noget med voodoo-magi?
Nathan Fielder er ekspert i eksperimenterende reality. I gennembruddet ’Nathan for You’ hjalp han i karakter som en socialt akavet version af sig selv virksomheder på rette køl. Det førte til absolut ikoniske afsnit, såsom det virale Dumb Starbucks.
Serien er filmet overvågende, gennem snavsede vinduer og nøglehuller, så det leder tankerne tilbage til Fielders make-over program, mens afsindigt stressende oktavmusik skaber samme uro, som man kender fra Safdie-filmene.
Når vi langsomt zoomer ind på det forløjede og hykleriske ægtepar, peger det samtidig også på beskuerne. Hvad ville vi selv få øje på, hvis vi på samme måde overvågede os selv? Gør vi, som vi siger? Er vi gode mennesker?
Ew. Ubehageligt.
Kort sagt:
’The Curse’ er ’Klovn’ på steroider. I Nathan Fielders og Benny Safdies ’The Curse’ forsøger de rige også at være gode og woke, og klovnemusikken er skiftet ud med foruroligende stresstoner og overvågende fotografering. Det er fantastisk forfærdeligt.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.