Er den danske serieguldalder endegyldigt forbi?
Tanken strejfer én, når man samler op på et dansk serieår, der var mere pauvert end længe.
Det stop for produktionen af danske serier, som TV 2, Viaplay og Netflix nedlagde i en periode sidste år (lang historie), begynder at kunne mærkes, i samklang med at streamingtjenesterne generelt har skåret ned for det danske indhold.
HBO Max lukkede deres europæiske kontorer, og tjenestens ambitioner om at producere dansk indhold er skudt i sænk. Viaplay er i konkurstruende krise og vil lave en brøkdel af det, de engang varslede, blandt andet fordi de dyre egenproduktioner er noget af det, der har bragt dem i uføre. Og Netflix kigger i højere grad mod Sverige og Norge, end de gjorde for nogle år siden.
Imens har DR udliciteret ungdomsserierne i P3-regi (hvilket foreløbigt har haft en klar konsekvens: der er færre af dem!), og de første danske produktioner fra Disney+ og Prime Video lader vente på sig, blandt andet på grund af usikkerhed om det såkaldte kulturbidrag (en slags skat på streamingtjenester i Danmark).
Så mens alle for nogle år siden skulle lave deres egne danske serier – hvilket de bedste år resulterede i et sandt overflødighedshorn af spændende serier – er bolden lige nu spillet tilbage hos DR og TV 2. Der i det mindste greb den flere gange i årets løb, som vores top 5 af årets største danske serieoplevelser herunder da også bevidner.
5. ‘Carmen Curlers’ sæson 2
Der var lagt et enormt arbejde i første sæson af ’Carmen Curlers’, der ikke bare var flot og velspillet, men også betrådte nye dramatiske veje for en bred søndagsserie og gik ud med både et brag og en abort.
Og selvom anden sæson af naturlige grunde ikke havde samme tonale nyhedsværdi, leverede skaberen Mette Heeno i år en både flot og underholdende fortsættelse, der beviste ’Carmen Curlers’ potentiale som større dramatisk univers.
Lige som tingene endelig var ved at lykkes på curlerfabrikken, bankede der nemlig flere og større problemer på end nogensinde før i form af både arbejdsulykker, sabotage og plagiat. Alt imens Carmen-fabrikkens narrativ om ‘arbejdspladsen som en familie’ gav syrligt genlyd i nutidens mest kritiserede arbejdspladsretorik.
Christian Tafdrups onde rival blev sendt til psykiatrisk tælling som prøveklud for de berygtede LSD-eksperimenter, når tingene stak mest af. Og Nina Rask entrerede som den flirtende folkesanger, der fangede Birthes datter Kathrine ind under sin aktivistiske anti-Vietnamkrigeriske vinge i endnu et flot særafsnit, hvor stortalentet Morten Agerholm Jensen ikke behøvede mere end en mikroskopisk birolle for, at serien pludselig var nervepirrende.
Det var dog med finaleafsnittets højspændte togtur til Italien, at der blev bundet rørende sløjfe på første sæsons største kærlighedshistorie om Frans og fotografen Benjamin. Der blev anden sæson rigtigt rørende og alle timerne værd.
4. ’Ikke et ord’
Årets mest uventede danske serieoplevelse kom dumpende ind fra højre på YouSee midt i november og føltes som et velkomment alternativ til TV 2’s simultant kørende ’Oxen’, der havde svært ved at turnere en replik, hvor ordene ikke snublede over hinanden ud af de ellers gode skuespilleres læber.
Anderledes troværdighed var der i scener, spil og miljø i miniserien om mordet på en ung mand i den lille provinsby Vesterløv. Træneren (Jacob Cedergren) i den lokale brydeklub – byens stolthed – kommer under mistanke, dagen efter hans hustru (Josephine Park) har indrømmet en affære.
Snart pibler hemmelighederne frem i den lille by. Det lyder jo ganske velkendt, og opbygningen er da også mere interessant end afdækningen til sidst. Men man indfanges af de fint skildrede relationer mellem både børn og voksne, og der er tydeligvis kræset for at skabe en specifik, ikke uhumoristisk dialog, der viger uden om flosklerne.
Og så er overkommelige fire afsnit altså også et plus i en tid, hvor alt for mange serier trækker deres mysterier i langdrag.
Kan ses på YouSee. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Killjoy’
Forventingerne var i top, da duoen How To Kill a Dog rykkede fra prisbelønnede teaterforestillinger som’Lolita for altid’ til streaminglandskabet med ’Killjoy’. Og de blev indfriet i en serie, der tog kendte tematikker op, men i den grad også fik den specielle extravagance til at ose ud af skærmen.
Emma Sehested Høeg spillede hovedrollen som den unge designstuderende Nanna, der kører med klatten, og hvis tøj altid matcher, indtil hendes verden falder fra hinanden i erkendelsen af, at hun har faket samtlige af sit livs orgasmer. Pludselig er hendes velkuraterede virkelighed et bedrag, og hun går fra hvileløs til frådende og desperat i jagten på forløsning. Og vejen dertil tog det dramatiske, komiske og deprimerende lige alvorligt.
Serien prædikede ligestilling i soveværelset, skævede ’Fleabag’-forvirret ind i kameraet og slap afsted med hele dynen på grund af stor chancevillighed og ekstrem karisma fra samtlige involverede. Og da klimakset til sidst kom, var det rødglødende, sjovt og vovet.
Kan ses på TV 2. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Huset’
For 10 år siden ville man ikke have troet, at DR ville turde turnere en benhård fængselsserie i bedste søndagssendetid.
Men statsradiofonien gik hele vejen inden for murene med fortællingen om det lukningstruede Huset, spækket med moralsk betændte vagter, brutale fanger og et utal af uskrevne regler. Alt sammen voldsomt stærkt iscenesat af den fængselserfarne ’R’-instruktør Michael Noer og ’Shorta’-skaber Frederik Louis Hviid.
Kim Fupz Aakeson stod bag serien, baseret på hans egen bog, og der blev fupzet lovlig meget igennem i de oversymbolske private historier om alle de tremmer, der holder mennesker låst, fra Charlotte Fichs kamp med sin demente mand til David Denciks skabshomoseksuelle badmintonentusiast.
Det sammenstød mellem hårdkogt fængselsrealisme og pligtskyldig søndagsseriemetaforik landede ikke altid lige elegant, men ’Huset’ skal have point for at skabe en mørk, rå og illusionsløs serie, der langt fra leflede for det brede publikum.
Kan ses på DR. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’Dansegarderoben’
Årets bedste serie var en kompleks størrelse.
En forening af folkedramaet og folkekomedien, der tog et retrospektivt MeToo-oprør på vegne af Cirkusrevyens dansepiger i 1970’erne.
Den udspillede sig i kulissen af Dyrehavsbakkens hvile for masserne, sparkede ikke nedad og var både elegant, brutal, sexet og sjov. Den hev bukserne af hedengangne mandlige revylegender, som måtte hoppe rundt som pauseklovne og gav den kendte »hvad skal vi med kvinder«-pibe en anden lyd.
På den måde tog serien hele den brede palet af de politiske 70’ere ind i et nyt årtusind og samtlige af årtiets fællesskaber fra poncho til pailletkjole under kyndig komisk behandling, så det gav genlyd i nutiden.
Den forvandlede ovenikøbet den tværskandinaviske darling Jakob Oftebro til et nederdrægtigt dumt svin af en misbrugende, manipulerende, voldelig ægtemand bag al den ydre charme.
Den gjorde de enkelte kvinder til hele mennesker og symboler på samme tid. Marie Bach Hansen førte an, men imens dansede samtlige af ensemblets karakterer, vakt til live af skuespiltalenter i alle aldre, rundt med deres egne tilpasningsvanskeligheder i forhold til tidens spørgsmål om kønsroller, seksualitet, passion og politik.
Det hele var samtidig hjemsøgt af legendespøgelser fra Dirch Passer til feministisk digtede scener, hvor Lisbeth Dahl, Lily Broberg og Ghita Nørby udviste søstersolidaritet i baglokalet og diskuterede alderssexismen i de to sidsnævntes kommende ‘Matador’-roller – mor Katrine og datter Ingeborg med 11 års mellemrum.
En retroaktiv feministisk håndsrækning a la Tarantinos ’Once Upon A Time in Hollywood’ og Pablo Larrains ’Spencer’.
Med ’Dansegarderoben’ viste Louise Mieritz og Ditte Hansen et nyt gear i deres evner som serieskabere uden for det egensatiriske ’Ditte og Louise’-univers. Og resultatet byggede en bro mellem fortid, nutid og fremtid, der var lige så veleksekveret, som den var medrivende og en pointe.
Kan ses på TV 2. Læs Soundvenues anmeldelse.