Vi har igennem flere år ventet på, at DR og TV 2’s duopol på dansk seriefiktion af et vist niveau for alvor blev brudt, og det skete i 2020 som en kærkommen nyhed i et alt for sofabundet år.
For godt nok sidder de to store kanaler på fire ud af fem spots nedenfor, men for første gang vel nærmest nogensinde var der reel kamp om top 5-pladserne, og der skal så absolut også lyde et skud ud til Xees række af anbefalelsesværdige ungdomsserier med ’Limboland’, ’Cold Hawaii’ og selvfølgelig den nyeste sæson af Jesper & Julies ’29’ (’32’) som højdepunkterne. Xees serier, der i år også talte gode takter i ’Junglen’ og ’Enten/Eller’, har skåret en niche af varme, sjove og i sidste ende også ganske bevægende fortællinger om, hvordan det er at være ung i Danmark, og vi håber, de holder kadencen oppe.
At de så akkurat ikke klemmer sig ind i top 5, siger noget om, at vi har haft det velsagtens bedste danske serieår gennem tiden.
5. ’Centrum’
Jonas Risvig begik med Youtube-ungdomsserien ’Centrum’ årets mest løfterige serieprojekt af flere årsager:
Han blev med sin impulsive corona-inspirerede fortælling kroneksemplet på, hvordan der ud af krisetider kan affødes idérige historier, som sætter nye standarder. Han skabte uden om alle store aktører et veritabelt hit i den selv for DR svære målgruppe i slut-folkeskole/efterskole-/gymnasiealderen (på efterskoler blev ’Centrum’ dyrket i ’Skam’-lignende proportioner).
Og han viste, at det er en tom kliché, at indhold skal være flashy, støjende, hurtigt og ultrakort, før man fastholder de unges interesse. ’Centrum’ var således en fortælling om kærlighed, venskab og andre helt almindelige ungdomsissues, som i store træk bestod af unge mennesker, der sad og snakkede på en kantsten.
Iscenesættelsen troværdig og følsom, båret af naturalistiske præstationer fra Silje Schmidt, Anemone Camphausen, Erik Schmidt og Martha W. Hart-Hansen i de bærende roller. Og selvfølgelig hyggeligt forsødet af stjernecameos med alle fra Orgi-E til Alex Høgh Andersen, ArtigeArdit, Benjamin Hav og Fanny Bornedal.
4. ’Alfa’
Det hele var ikke socialrealisme i årets danske tv-udbud, og gudskelov for det: Milad Avaz satte trumf på med en behjertet thriller af amerikansk forbillede, som leverede stærke karakterer og bundsolid spænding i historien om den unge investeringsrådgiver Adam, der lader sig friste af at gå i sin døde gangsterfars fodspor, mens hans retskafne politibror får til opgave at optrevle selvsamme gangsterspor.
’Alfa’ var spækket med filmisk flotte sekvenser og decideret nervepirrende scener, hvor særligt en velspillende Andreas Jessens Adam sidder i saksen. Og der var varme og menneskelighed i hans forhold til de to barndomsvenner (spillet af talenterne Ari Alexander og Besir Zeciri), der blev loyalt indrulleret i Adams impulsive, pengelugtende spil.
Indimellem kammede både action og karakteropbygning over, men lad os nu ikke hænge os i petitesser. Milad Avaz har været så fræk at planlægge serien til at køre i fire sæsoner, og sæson 1 sluttede på en gevaldig cliffhanger. Så TV 2, gør jeres borgerpligt og giv manden en kæmpe pose penge, så han kan styre denne lækkerbisken af en familiethrillerserie i mål.
3. ’Ulven kommer’
Med fortællingen om en socialmedarbejder, der opløser en familie på grund af mistanke om vold i hjemmet, fandt DR ind til kernen af, hvilke serier de kan løfte på forbilledlig vis, som ingen kommercielle aktører ville røre med en ildtang.
Der var nerve, twists og spænding i historien om Holly, der skriver en stil om stedfarens vold, som Bjarne Henriksens socialrådgiver handler resolut på, belært af fortidens fejl. Men talte Holly sandt? Eller skjulte hun blot en anden sandhed?
’Ulven kommer’ var båret af ualmindeligt stærkt skuespil i de bærende roller, særligt Flora Ofelia Hofman Lindahl som tvetydig forskræmt teenager og Peter Plaugborg i en fysisk kraftpræstation som stedfaren. Man burde have barberet et par afsnit af, for hen over midten følte man, at man havde set det hele før og blev holdt unødigt hen, men serien kulminerede så til gengæld mod slutningen. Og sidste afsnits åndeløse spænding, hvor alt bliver forløst, og man alligevel sidder smårystet tilbage, var den bedste time i årets danske seriefiktion.
DR får tiltagende kritik for manglen på humor i deres efterhånden mange gravalvorlige serier om tunge emner, og der er generelt noget om snakken. Men lad det ikke gå ud over Maja Jul Larsens langt hen ad vejen mesterlige serie med stærk lokal forankring og høj international klasse.
2. ’Efterforskningen’
Det var et på papiret nærmest umuligt projekt, Tobias Lindholm skulle løfte, da han satte sig for at lave en tv-serie ud af det uhyggelige og komplet meningsløse mord på Kim Wall. For hvilket større perspektiv var der at ridse op foruden at snage videre i Peter Madsens uhyrligheder?
Desto mere imponerende var det, hvad Lindholm – i tæt samarbejde med Kim Walls forældre og efterforskningsleder Jens Møller – lykkedes med over seks afsnit: Han fik os nemlig til at vende både blikket indad og væk fra morderen og hen mod dels efterforskernes hårde arbejde som udtryk for Danmark som et grundlæggende velfungerende samfund i kontrast til Madsens psykopati, dels Kim Walls tilgang til livet og journalistikken og altså dels en nødvendig selvransagelse hos både medier og menigmand med trang til at dyrke tragedien, som var det en true crime-fortælling på Netflix.
TV 2-serien var indimellem en smule repetitiv, men der var også en pointe i at vise, at selv en forbrydelse med en så oplagt morder ikke fører til en klokkeklar dom uden stor præcision og vedholdenhed i efterforskningsarbejdet. Den gjorde krimipræmissen til en antikrimi med andet end banal spænding som endemålet.
’Efterforskningen’ vil stå tilbage som et essentielt dokument i historiebøgernes kapitel om Ubådssagen.
1. ’Muldvarpen’
Mens DR og TV 2’s to store fiktionsserier på de foregående pladser havde fødderne solidt plantet i en genkendelig virkelighed og i store træk flot vægtede naturalistisk troværdighed over trangen til dramaturgiens optrapning, fortalte årets største danske serieoplevelse en historie, som man ville synes var alt for usandsynlig, hvis den altså ikke var sand.
Mads Brügger dukkede ud af det blå op med en historie, som han har arbejdet løbende på i årevis, og hvor den helt almindelige førtidspensionerede kok Ulrich Larsen på Brüggers vegne infiltrerede sig hele vejen til afsløringen af lyssky nordkoreansk våben- og narkohandel og korruption.
Ulrichs ridt mod toppen i den internationale nordkoreanske venskabsforening får en til at tabe kæben, mens man bider negle undervejs. Og Brügger iscenesætter herligheden med spiongenrebevidste træk af John Le Carré og James Bond i kombination med hans sans for absurd komik og skæve indfald.
Hele affæren er så langt ude, at man undervejs tænker, at det kunne blive en fantastisk spillefilm, indtil man sunder sig og indser, at ingen spillefilm vil kunne komme i nærheden af virkelighedens billeder og personager: Den uforlignelige tidligere fremmedlegionær og jetset-pusher Jim Latrache-Qvortrup, som foranlediget af Brügger tager rollen som mystisk rigmand. Den sleske spanier Alejandro Cao de Benós, der ublu lover handler af de mest gedulgte slags. Og selvfølgelig den skaldede filmskaber selv, der i det maskefaldende crescendo til sidst dukker op som en trold af en æske i et af den slags øjeblikke, enhver dokumentarist – heck, enhver journalist – drømmer om.
Alle er de larger than fiction. Og med til at gøre ’Muldvarpen’ til en uforglemmelig bedrift.