’Junglen’: Zaki Youssefs lovende hangout-serie går en svær balancegang
»Jeg hører ikke rigtigt radio. Jeg prøver at undgå at høre det kommercielle metervare-hitfabriks-lorte-pop-pis«, siger Saba i første scene af ’Junglen’ til en smilende pige, som netop har udtrykt stor begejstring for Ed Sheeran.
Replikken lægger stilen an for den balancegang, som hovedpersonen forsøger at gå i den nye serie hos Xee. På den ene side tager han afstand fra de populære musikere, han slet ikke mener har samme originalitet som ham selv. På den anden side kan han med det lovligt aggressive svar ikke skjule, at han samtidig er bitter og misundelig over ikke, som dem, at blive anerkendt som musiker.
Rapperen Saba er nemlig indbegrebet af en has-been. For 10 år siden udgav han sit debutalbum, der blev modtaget ganske pænt og kastede et hit af sig. Men siden har hans karriere stået stille. For at kunne opretholde en løs musikerlivsstil har han i stedet taget et uoverskueligt lån i den fancy københavnerlejlighed, hans far engang købte til ham.
Zaki Youssef er hovedrolleindehaver og hovedforfatter bag ’Junglen’, der er instrueret af den talentfulde dokumentarist Nitesh Anjaan (’Dreaming Murakami’). Youssef er ikke en has-been, men står snarere over for sit helt store gennembrud efter en nuanceret hovedrollepræstation i ’Danmarks sønner’ og med rollen som Assad i den kommende Afdeling Q-film ’Marco effekten’. Alligevel har han hentet en del inspiration til serien fra sit eget liv.
Sabas to roomies, Bash og Tykke, spilles således af Zaki Youssefs virkelige venner, Besir Zeciri og Wahid Sui Mahmoud, ligesom hans egen far, Salah Youssef, spiller Sabas ditto. Måske har det betydning for den gennemgående hangout-stemning, der præger ’Junglen’. Selvom Saba godt kan være lidt sortsynet, er de to velmenende roomies – og ikke mindst skuespillerne bag – hele tiden gode til at holde humøret højt.
Bash er en smånaiv og umådeligt energisk skuespilleraspirant, der viser sit talent frem ved at fremføre herligt tåkrummende, ’Scarface’-inspirerede gangstermonologer. Han tør at tro på sit eget talent, i en sådan grad, at han ikke er bleg for at sige: »Åh shit, jeg fik kuldegysninger af mig selv«.
Tykke er lejlighedens moralske anker, der altid tager opvasken, men han bliver også til en nervøs, lille mus, når han skal springe ud i nye ting. Iværksætteren kommer imidlertid op i ham i det meget morsomme andet afsnit, hvori han til en firmafest forsøger at sælge en mobil røvskyller til tilfældige toiletgæster med pitchen: »Hvad ville du gøre, hvis der var nogen, der lagde en lort på dit køkkengulv?«.
De får snart selskab af den up-and-coming sangerinde Sassy (Josephine Abeba), som både bliver Sabas flirt og mulige vej tilbage på scenen. På vejen dertil optræder et udsnit af den danske musikbranche, heriblandt Lord Siva, Andrew Moyo og Danni Toma, der bringer komisk friskhed til universet.
Desværre kan de ikke modvirke, at ’Junglen’ mister noget af pusten undervejs. Serien starter ellers lovende med fire underholdende afsnit, hvor vi lærer hovedpersonerne og en lang række skæve sidekarakterer (heriblandt en fantastisk veloplagt Christopher Læssø) at kende. Men anden halvdel føles noget langstrakt. Det skyldes måske, at der ikke er nok på spil i det todelte hoveddrama om Sabas comeback og forhold til Sassy – eller at konflikterne ofte opstår af den samme mekanik: Sabas dårlige beslutninger.
Zaki Youssef går, ligesom sin hovedkarakter, en svær balancegang ved at have en relativt usympatisk person i centrum af fortællingen. Selvcentrerede Saba er lang tid om at lære af sine fejl, hvilket måske er meget menneskeligt, men også en kende trættende at overvære.
Selvom alt ikke spiller i ’Junglen’, er det alligevel forfriskende at se en serie, hvor hele hovedcastet består af brune danskere, uden at den kendsgerning i øvrigt fylder det store i fortællingen. Man kan kun glædes over, at der efterhånden gives mere plads til nye og hidtil underbelyste stemmer i de danske serier.
Kort sagt:
Zaki Youssefs nye serie har god hangout-stemning og mange sjove sidekarakterer, men taber også noget af pusten i anden halvdel, hvor dramaet halter.