’Danmarks sønner’: Vild og virtuos debutfilm om Danmark efter et terrorangreb
Integrationspolitik har afgjort valg på valg siden årtusindeskiftet. Og debatten, der har affødt over 100 stramninger bare i denne regeringsperiode, har sat sine spor i det danske samfund.
Men den har ikke ligefrem sat sine spor i dansk film.
Derfor lander ’Danmarks sønner’ på et knastørt sted. Her er endelig en film, der tromler ind på en af de heftigste politiske kamppladser – og gør det helt uden berøringsangst. Vi følger de mennesker, politikerne snakker om, indvandrere i triste boligkomplekser, men vi følger også dem, der skruer op for retorikken på Christiansborg.
Den højreradikale statsministerkandidat Martin Nordahl spæner frem i meningsmålingerne, efter en islamistisk terrorhandling har taget livet af over tyve mennesker på Nørreport Station. Han taler om de fremmede, og han taler om, at de skal ud.
Imens lader unge Zakaria sin computer krydsklippe mellem Nordahls hadtaler og de lidelser i Mellemøsten, der drev hans familie på flugt – og som han tilskriver de vestlige samfund.
Efter en løbetur må han se Nordahls fraser blive forstørret på murene i sin boligblok: »Skrid hjem,« står der med bloddryppende versaler i hans boligkompleks, og på jorden ligger to grisehoveder. De er plantet af den højreradikale bande Danmarks sønner, som får næring af Nordahls dunderretorik, og snart bliver Zakaria indlemmet i en blodig kamp mod både de danske nynazister og Borgens højreradikale politikere.
Det er ikke bare en befriende præmis i et dansk filmlandskab, der sjældent tapper ind i den politiske dagsorden – og endnu sjældnere provokerer i processen. Den debuterende instruktør, Ulaa Salim, forløser den også med en uhæmmet selvtillid, som man sjældent ser under vores himmelstrøg. Der er ikke meget, der er underspillet her: Flammer i slowmotion garneres med klassisk musik, kirkeklokker ekkoer bag fængselsmurene, og flere gange ser Salim stort på fortællereglerne.
Det er tungt og alvorligt, men også kådt og vildt stiliseret. Og det har sin charme.
Men den egentlige grund til, at Salim – i hvert fald i filmens første halvdel – slipper afsted med de vilde bask med vingerne er, at duoen Zaki Youssef og Mohammed Ismail Mohammed får lærredet til at vibrere.
Debutanten Mohammed rammer med præcist underspil en brudzone i Zakaria, så man mærker både drengen og manden i ham. Man tror på manden, når han siger, at han er blevet trådt for meget på til at blande sig uden om bandekonflikterne. Samfundets polarisering har trukket det ekstreme frem i ham. Og man tror på drengen, når han længselsfuldt kigger på sin mor før sin første terrorhandling.
Det er næsten et mirakel, at de patosindsvøbte scener, hvor Zakaria i afbræk fra volden leger med sin lillebror i modlys fra solen, ikke virker kunstige. Og det skyldes især Mohammed.
Også Zaki Youssef leverer et blivende indtryk som Zakarias mentor Ali, en mand, hvis indre splittelse vokser sig bred, i takt med at den politiske retorik efterlader alle omkring ham i ekstremer. Ulaa Salim kaster Youssef rundt i snart sagt samtlige dramatiske yderpunkter, men han er aldrig andet end overbevisende.
Selv ikke han kan dog forhindre filmen i at kollapse mod slutningen. For nok er det i første omgang friskt, at Salim smider hæmningerne og skildrer de politiske krige og særligt dem mellem boligblokkene uden mådehold, men der er en grænse. Og den grænse træder ’Danmark sønner’ over. Ja, den hamrer forbi den.
Det handler ikke så meget om stilen som om handlingen. Der kommer simpelthen et punkt, hvor det bliver umuligt at tro på det, der sker, selv inden for filmens univers. Hændelserne er for vilde, sammentræffene for belejlige.
Det er en skam, fordi den virkelighed, filmen skildrer, er så rigeligt intens i forvejen.
Når Rasmus Bjergs højreradikale partileder ender som en parodi på de politikere, han er modelleret efter, virker det unødvendigt, mest af alt fordi de budskaber, der cirkulerer i dagens integrationsdebat, dårligt behøver at blive forstørret i dramaets tjeneste.
Det mest ærgerlige er dog, at filmens iver efter at chokere skader dens præcision, særligt i miljøtegningerne. Tag fremstillingen af Rigspolitiets efterforskningsarbejde, der formidles lidt løst og sjusket, nærmest som om selve researchen var mangelfuld.
Budskabet er antiekstremistisk – vold avler vold, had føder had – men hvor Ulaa Salim har held med at give den første halvdel af filmen en befriende vildskab, så tangerer sidste akt det umodne.
Derfor kan det være fristende at stemple ’Danmarks sønner’ som forfejlet, særligt hvis man sammenligner den med Fenar Ahmads anderledes fokuserede ’Underverden’, der udspiller sig i et lignende miljø. Men filmen indeholder så mange virtuose scener, så meget sjæl og kantet talent, at den ikke bare kan affejes med et skuldertræk.
Den gør indtryk på godt og ondt. Og så er den lige så tiltrængt, som den er uperfekt.
Kort sagt:
’Danmarks sønner’ er vild og voldsom – og i sidste ende alt for meget. Men hvor er det forfriskende at se en talentfuld dansk instruktør kaste sig hovedkulds ind i en af de største politiske kamppladser: integrationsdebatten.