Klokken har sneget sig en smule over mødetidspunktet, da Zaki Youssef træder ind i lokalet på det management, som han har været tilknyttet som skuespiller i fire år. Han er fint klædt på i hvid skjorte og sorte habitbukser og hilser venligt med et stort smil, der spreder varme i de brune øjne. Han kommer lige fra sin vens vielse på Rådhuset, forklarer han.
Som bare 16-17 år gammel drog Zaki Youssef på Europaturné med sit eksperimenterende undergrundsband Æter. Sammen med bandkollegaerne havde han forinden selv ringet rundt i netværket og bedt diverse kontakter om at hooke dem op med et spillested henover sommeren. Youssef arbejdede som opvasker i to-tre måneder, inden bandet splejsede om et folkevognsrugbrød, indrettede sig med madras og sampler og tog på turné i to måneder.
»Det var den fedeste sommer«, husker Youssef.
»Vi var i Frankrig, Italien, Tyskland og Belgien. Vi kom tæt på folk og mødte alle mulige, fordi vi selv var med til at sætte op og alt sådan noget«.
Året efter kaldte endnu en turné på Youssef. Denne gang gik turen til USA som rapper og beatboxer sammen med en tysk producer, som Youssefs daværende kæreste arbejdede med. Folkevognsrugbrødet blev skiftet ud med to kæmpe tourbusser, og tourplanen inkluderede 35 stater på halvanden måned.
»Der var sørget for alt i tourbusserne med spillekonsoller, dvd’er og studie, og alt udstyr blev sat op for os, så vi bare skulle møde op to minutter før og sige tjek i mikrofonen. Vi var på turné med Ministry. Når de kom ud efter koncerterne, var der afspærringer, så de ikke blev overvældet af fans, og jeg kan bare huske, at jeg tænkte: Så fedt er det måske heller ikke. Der var en fyr, der dyppede vores mikrofon i mintvand hver dag, så den duftede af pebermynte. Det var totalt tjekket og vildt sjovt at opleve. Men på mange måder var den første turné federe, fordi vi selv lavede det hele«.
For Zaki Youssef er ungdomsoplevelserne med Æter på mange måder kendetegnende for den multikunstner, han kan kalde sig i dag. Som dramatiker, komponist, rapper og skuespiller har Youssef gennem de seneste 20 år selv skrevet, komponeret og medvirket i størstedelen af det tv, musik og teater, der ikke kun har givet ham smør på brødet, men også anerkendelse i form af anmelderroser og priser. Berømmelsen og det store gennembrud har derimod ladet vente på sig. Indtil nu.
En moderne serie
Sidste år debuterede Zaki Youssef på det store lærred i Ulaa Salims debutspillefilm ‘Danmarks sønner’, som skaffede ham en Robert- og Bodilnominering. 2. august er han aktuel med sin helt egen selvironiske serie på Yousees kanal Xee: ‘Junglen’.
I serien spiller Youssef selv Saba, der hittede som rapper for ti år siden og stadig tror, han er en af de helt store, men også indser, at han nu må yde en større indsats for at få det comeback, han tror, hele verden venter på. Et comeback, som mødet med den talentfulde Sassy (Josephine Abeba) måske kan bane vejen for.
Ikke mindst handler ‘Junglen’ om venskabet med Sabas to venner, som han bor i københavnerkollektivet Junglen med, Bash og Tykke, spilles af Youssefs virkelige venner Besir Zeciri og Wahid Sui, ligesom hans egen far også spiller Sabas far. Youssef har skrevet serien med Babak Vakili, der måske er bedre kendt som rapperen Bobby Shams. I instruktørstolen sidder den talentfulde dokumentarinstruktør Nitesh Anjaan.
»Jeg vil gerne lave en moderne serie, der handler om alt muligt, hvor det at være brun dansker er en del af det, uden at være definerende. Det er en historie om venskaber, familie, kærlighed, karriere og drømme«, begynder Youssef, da han har sat sig overfor og tanket op med kaffe.
»Rent personligt har jeg selv altid lavet musik og rappet, men jeg begyndte at tænke, om jeg er ved at være for gammel til det. Man kan jo godt være en 60-årig jazzmusiker, men kan man være en 60-årig rapper? Og kan man blive ved med at tro på, at det vil lykkes at bryde igennem en dag, hvis det hele tiden bare har været lunkent?«.
Eventyrlig legeplads
‘Junglen’ er bare et af flere projekter, som Zaki Youssef har haft travlt med som skuespiller det seneste år. I efteråret indspillede han Thomas Daneskov Mikkelsens kommende spillefilm ‘Vildmænd’ sammen med Rasmus Bjerg, og han er netop blevet færdig med at skyde Martin Zandvliets filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimi ‘Marco Effekten’ i hovedrollen som Assad. Filmen er første reboot af de populære Afdeling Q-film med et nyt hold skuespillere, som udover Zaki Youssef inkluderer Ulrich Thomsen i rollen som Carl Mørck.
Det har været fedt for Youssef at medvirke i filmen, fortæller han, men han kan godt mærke, at han aldrig før har beskæftiget sig med noget så stort som ‘Marco Effekten’. Han har altid kunnet gøre mere eller mindre, hvad han har haft lyst til, men nu er han pludselig blevet en del af et stort apparat.
»Rigtig mange ting i min karriere er kommet, fordi folk har spurgt mig: ‘Hey, kunne du tænke dig at lave musik til en moderne ballet?’, og først bagefter spørger folk så, om jeg har tænkt over, hvor stort det er at lave musik til ‘Othello’ på Det Kongelige Teater. Sådan har det også lidt været med ‘Marco Effekten’ og ‘Junglen’. I starten tænkte jeg bare: ’Åh sygt, jeg får lov til at lave min helt egen serie og tage alle mine venner med’, og så først bagefter kommer tanken: ’Der er nogen, der skal se det og bedømme det på et tidspunkt’. Men jeg prøver ikke at fokusere for meget på det, for jeg tror kun, det er en bremseklods«.
Han læner sig tilbage i stolen.
»Jeg bliver ikke så let duperet eller imponeret. Også fordi jeg hele tiden har en følelse af: Hvem ved? Måske går det vildt dårligt og bliver et flop, og så skal livet jo gå videre. Jeg tror altid, jeg har haft det sådan, at det ikke er det, min lykke eller glæde afhænger af. Jeg går i højere grad efter nogle projekter, som, jeg synes, er interessante. Jeg er gået efter at kunne leve af de ting, jeg laver, men jeg er aldrig gået efter ting, der skulle blive store«.
Rollen som Assad er fed, synes Youssef, fordi rollen er etnisk, men også alt muligt andet. Som en undtagelse i dansk film er det underordnet, at karakteren er indvandrer. Han er bare en politimand og Carl Mørcks kollega. Og så er det i øvrigt også en drengerøvs-ting for Zaki Youssef at prøve at være med i en stor produktion og lave stunts, action og skyde.
»Det er også det der med, at man så måske lige pludselig får mulighed for at lave endnu flere ting, som er rigtig fede«, siger han.
»Jeg har aldrig haft en drøm om at blive skuespiller. Det kom ligesom bare til mig, og så syntes jeg, det var vildt sjovt. Jeg ser det meget som en legestue, hvor jeg kan få lov til at spille en helt anden. Jeg har lige lavet filmen ‘Vildmænd’, hvor jeg fik lov til at komme til Norge og gå rundt oppe i fjeldene og se alle mulige vilde ting. For mig er det et eventyr. Det er ikke for at sidde og sige, at jeg har en utrolig høj kunstnerisk standard, og at det skal være på et virkelig dybt plan. Det skal bare være sjovt for mig«.
Professionelt dampbarn
Zaki Youssef har altid haft et behov for at udtrykke sig og fortælle historier. Faktisk er det en nødvendighed for ham, konstaterer han. Han er født i 1979 som søn af en dansk feministisk mor og en ægyptisk far og voksede op i det udsatte boligområde Birkholm i Herlev. I skolen titulerede han sig som ‘professionelt dampbarn’, hvilket allerede dengang var et forvarsel om hans i dag produktive kludetæppe af en karriere.
Youssef har spillet musik og skrevet tekster, så længe han kan huske og var i sine unge dage også en tur forbi Akademiet for Utæmmet Kreativitet. I en årrække var han en markant kunstner på den danske rap-scene. Hans anmelderroste første soloalbum ‘MusikMozaik’, som udkom i 2001, fik ham blandt andet nomineret til bedste nye rapper til Danish HipHop Awards. Som musiker har han turneret i USA, Afrika, Mellemøsten og Europa, og i 2008 udgav han sit andet album ‘Life, Love & Resistance’.
Skuespillet og dramatikken er han mere eller mindre snublet ind i på andres opfordring. Med tiden har han blandt andet komponeret musik til balletten ‘Othello’ på Det Kongelige Teater og været tekstforfatter på satireprogrammet ‘Det slører stadig’. I 2011 modtog Zaki Youssef Reumert Talentprisen for stykket ‘Præmieperker’ på Det Kongelige Teater, som han selv skrev og spillede hovedrollen i. Fire år efter havde den delvist selvbiografiske blanding af monologer, stand up og musik ‘Jeg hører stemmer’ premiere på Teater Sort/Hvid og Det Kongelige Teater. Forestillingen blev efterfulgt af den satiriske monolog ‘Der var et yndigt land’ fra 2018, begge skrevet og fremført af Youssef selv.
En brun Christian 4.
Roller i serierne ‘A-klassen’, ‘Rita’ og ‘The Looming Tower’ er det også blevet til. Alligevel fik dansk film først øje på multitalentet efter knap 20 år på de skrå brædder, da Zaki Youssef landede sin første hovedrolle som politibetjenten Ali/Malik i ‘Danmarks sønner’.
»Jeg har overhovedet ikke haft det sådan, at jeg bare skulle have en hovedrolle i en film. Men så skete det ligesom, og det var da vildt fedt«, siger Youssef.
»Jeg har lavet kortfilm før med blandt andre Ulaa (Salim), men det var sindssygt fedt at få lov til at lave en hel film, hvor man arbejder intenst i tre-fire måneder og skaber en rolle, der forhåbentlig kommer til at fremstå nuanceret og menneskelig. Personligt kunne jeg klart bruge meget af mig selv, fordi jeg også er halv/halv og vokset op i den der kulturelle hybrid. For mig var det mest spændende ved rollen, at han er et menneske, som er i tvivl, og som forsøger at leve i begge verdener, men kommer frem til, at det ikke kan lade sig gøre. Generelt synes jeg, det er spændende med mennesker, som tvivler, for det har jeg altid selv gjort«.
Har du kunnet fornemme, om den rolle har gjort noget for din karriere?
»Jeg ved ikke, hvordan jeg fik rollerne i ‘Marco Effekten’ og ‘Vildmænd’, men jeg kunne da forestille mig, at det, at instruktører og producere kan se, at jeg kan bære en hel film og ikke bare lave en lille sketch her og der, helt sikkert har gjort noget. Men altså, lige nu har jeg ikke noget at lave, til hvem ved hvornår. Det skifter sygt meget i denne her branche, og hver gang man ikke har noget at lave, begynder man at få en eksistentiel tvivl, om det overhovedet er det, man skal, eller om man skulle blive avisbud i stedet«.
Du har selv skrevet meget af det, du har lavet tidligere og ofte taget udgangspunkt i dig selv og dit eget liv: Hvordan har det været at arbejde med andres materiale og leve dig ind i en karakter?
»Jeg ville faktisk gerne spille noget, der er endnu længere væk fra mig selv. Jeg er virkelig ked af, at jeg nok aldrig kommer til det, men jeg vil sygt gerne lave en periodefilm fra 1700-tallet, hvor man skal have paryk på og en puderkvast og lære at ride på hest og slås med sværd og skabe en helt anden verden«.
Hvorfor tror du aldrig, du kommer til det?
»Altså, er det et seriøst spørgsmål?«.
Han griner.
»Man kan da håbe, at der pludselig kommer nogen, der er lidt mere visionære eller ligeglade, men jeg føler stadig, at Danmark på det punkt er langt bagefter England og USA. Hvis man har en sort Hamlet i England, er der måske et par tosser, der tænker: ’Hvad er det for noget?’ Men resten er sådan: ’Fungerer det? Er det ikke ligegyldigt? Er han god som Hamlet? Er historien og opsætningen veludført?’ Who gives a fuck-agtigt. Der føler jeg slet ikke, at vi er i Danmark endnu, så jeg ved ikke, om det sker i min levetid. Måske jeg på min 90-års fødselsdag får opkaldet: ‘Vi tænkte, at du skulle spille Christian 4.’«.
Zaki Youssef former fingrene som en telefon, fører hånden op til øret og svarer skingert som en bævrende Onkel Anders fra ‘Far til fire’:
»Hva’?! Ja, det vil jeg meget gerne. Endelig!’«.
Positiv udvikling
Selvom rollen som Christian 4. lader vente på sig, kan Zaki Youssef skrive klassikere på cv’et som titelrollen i Peter Langdals opsætning af Mozart og da Pontes ‘Don Juan’ på Betty Nansen Teatret og rollen som Jacob i Christian Lollikes version af Holbergs ‘Erasmus Montanus’ på Aarhus Teater.
Gennem årene har Youssefs oplevelse været, at dansk teater er mere eksperimenterende end den danske filmbranche er, når det handler om at tænke og caste ud af boksen. Han gætter på, det kan skyldes, at der i teatrets verden er en fælles konsensus om, at kun fantasien sætter grænser, og at det hele bare er leg og illusion.
»Hvis man tager en rolle som for eksempel Christian 4., tænker folk typisk, at han jo var en hvid mand. Men en hvid skuespiller leger jo også bare, at han er Christian 4., ligesom jeg ville gøre. Etniciteten skal ikke mudre eller forvirre historien, men hvis det ikke står i vejen for den, forstår jeg ikke, at det skal være sådan. Det er jo ikke, fordi jeg sidder og tænker: Det er Christian 4., fordi det er en hvid skuespiller. Jeg ved godt, at det er Henning Jensen«.
Han klukker.
»Det værste er, når folk også har det sådan med opdigtede karakterer. Vi er klar på, at James Bond er en opdigtet karakter, ikke? Er det ikke lige meget, om han er brun eller hvid? Jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der kan gå op i, hvilket køn eller hvilken farve skuespillerne har. Jeg synes bare, det er sjovt, hvordan det også kan lege med vores idéer om virkeligheden. Hvis det var en kvinde, som spillede Christian 4., ville jeg også lige studse over det, men hvis jeg så stykket, og det fungerer, ville jeg da være totalt ligeglad«.
Zaki Youssef anser selv ‘Junglen’ for at være »totalt revolutionær« i dansk tv- og filmsammenhæng, fordi størstedelen af de medvirkende har anden etnisk baggrund end dansk, uden at det handler om det – og dermed fjerner fokus fra, at serien primært er en historie om mennesker.
For bare fem år siden troede Youssef ikke, at han ville få lov til at lave en serie som ‘Junglen’. Den dag i dag tror han faktisk heller ikke, at det var lykkedes ham at sælge idéen, hvis han for eksempel havde pitchet den til Danmarks Radio. Han forbløffes over, hvor få rulletekster der udgøres af medvirkende med anden etnisk baggrund end dansk i DRs store dramaserier, og at det altid skal kommenteres og være en ting i fortællingen, når karaktererne har indvandrerbaggrund.
På trods af det øjner Youssef en positiv udvikling i horisonten både globalt og nationalt. Den øgede bevidsthed, internettets mange nye platforme og en nyuddannet talentmasse af skuespillere, manuskriptforfattere og instruktører med anden etnisk baggrund end dansk, har gjort det nemmere at gå udenom det etablerede og udfordre filmparnasset, som har svært ved at slippe frygten for at skræmme provinspublikummet væk, fordi deres generation ikke selv voksede op i en verden, hvor naboerne, kollegaerne eller vennerne hed Hassan, Ali og Zaki .
Få farveblinde castings
Det glæder Youssef, at nutidens unge får mulighed for at spejle sig i et mere mangfoldigt persongalleri på både skærmen og det store lærred, end han selv havde mulighed for som barn og ung. Han forstår godt, at det for andre skuespillere ligeledes kan være frustrerende at blive sat i bås som for eksempel dullen med de store bryster eller det sjove, tykke sidekick. Forskellen er i følge Youssef, at den form for typecasting ikke har de samme politiske og samfundsmæssige konsekvenser, som når især filmbranchen gentager fremstillingen af indvandrere som værende primært taxachauffører, kioskejere og kriminelle.
»Det handler mere om, hvad det er for et billede, vi bliver ved med at vise af en specifik gruppe, end at det er et personligt problem for mig som skuespiller«, siger han.
»På et personligt plan tænker jeg: Hvad så hvis jeg får børn? Hvornår stopper det? Nu har jeg levet med de her ting hele mit liv, men hvad hvis min søn eller datter kommer hjem og siger: ‘Nu er jeg blevet kaldt perker i skolen’. Jeg tror ikke, der er brug for mere polarisering. Jeg har ikke lyst til at blive ved med at fremstille os så endimensionelt«.
Har du sagt nej til roller?
»Jeg har helt sikkert sagt nej til roller. Jeg har personligt intet imod at spille kriminel, for rigtig mange af mine yndlingsfilm handler om kriminelle, men jeg synes, den primære forskel er, at de også er andet end bare kriminelle. Hvis de kun er kriminelle, synes jeg, de er fuldstændig overdrevent uinteressante. De kan godt være kriminelle, hvis de også er en far, søn, bror, kæreste eller chef, for så begynder vi at snakke om et menneske«.
Hvornår har du sagt nej?
»Det har været til sådan noget, hvor jeg havde tre replikker eller to scener, hvor jeg bare skulle stå og være stereotyp indvandrer. Jeg spillede jo Said i ‘Rita’, som på papiret også var totalt stereotyp. Han passede sine forældres kiosk og solgte noget hash i baglokalet, men grunden til, at jeg syntes, den rolle var fed, var fordi, rollen udfoldede sig, og så havde han alt muligt andet inde bagved. Jeg ville have det på samme måde, hvis jeg for eksempel blev bedt om at spille homoseksuel, for det dækker jo kun over, hvem man har lyst til at have sex med«.
Kan dit lidt sene gennembrud måske også skyldes, at der først nu er begyndt at komme flere komplekse og interessante roller med anden etnisk baggrund, som du har lyst til at spille?
»Helt sikkert. Sådan en film som ‘Danmarks sønner’ var jo aldrig blevet lavet, hvis det ikke havde været for Ulaa. Det er, fordi han har gået på Filmskolen og har lært at lave film, at han kan komme ud og lave sit eget produktionsselskab og gøre det på sine egne præmisser. Det så man ikke for 20-25 år siden. I dag er der færre og færre undskyldninger for ikke at inkludere indvandrere, for der findes flere dygtige uddannede skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere med anden etnisk baggrund, så på den måde har branchen helt sikkert rykket sig«.
Har det været frustrerende for dig i din karriere, at branchen så anderledes ud førhen?
»I stedet for at sidde og vente på, at nogen gav mig noget, har jeg altid sørget for at lave mine egne ting. Men jeg har da helt klart været irriteret og frustreret over, hvor få castings jeg har været til, som har været farveblinde, hvis jeg overhovedet har været til nogen«.
Som skuespiller har du jo også kunnet bruge din baggrund kunstnerisk…
»Det er det evige dilemma. Ville jeg havde været foruden at være vokset op med en blandet baggrund i Danmark og i socialklasse fem eller bare generelt alle de nederen ting, jeg har oplevet i mit liv, hvis det havde medført, at jeg havde levet et dejlig nemt omkostningsfrit liv, men så til gengæld ikke havde haft den drivkraft, som jeg har? Det er jo et vildt svært spørgsmål. Når jeg møder andre i film- og teaterbranchen, som primært er fra en helt anden socialklasse end mig, kan jeg godt tænke, at jeg måske har fået flere historier med mig, fordi jeg har oplevet nogle flere skæbner og dramatiske ting«.
Har du nogensinde i baghovedet, om du bliver castet, fordi du skal udgøre en kvote eller tiltrække et bestemt segment?
»Ja, hundrede procent. Men på det punkt er jeg totalt ligeglad. Der var en, der sagde til mig, at alle jo får deres chance på grund af et eller andet. Det vigtige er så, om man leverer, når man har fået den chance, og det føler jeg, jeg gør. Jeg gider ikke skamme mig over noget, for jeg føler, jeg har et talent, der retfærdiggør det, og hvorfor skal kvinder og folk med anden etnisk baggrund altid stå til regnskab for deres arbejdsposition, når andre ikke skal?«.
Lang vej igen
Fremtiden er pt. uvis for Zaki Youssef, men det forhindrer ham ikke i at have masser af drømme om, hvad der skal ske. Han vil gerne sejle jorden rundt en dag, skrive en bog og en spillefilm og instruere noget, som han ikke selv spiller med i. Så vil han også gerne lave noget mere musik og medvirke i en ægyptisk film og en amerikansk storfilm. Privat ville en børneflok ikke være af vejen på et tidspunkt. Et lille fodboldhold med en reserve.
For nylig arbejdede Youssef som pædagogmedhjælper, fordi der var lavvande i kassen. Det ser han absolut ingen skam i, hvis det til gengæld hjælper ham til at bevare sin kunstneriske integritet i en branche, hvor reklamer og underholdningsprogrammer lokker med hurtige penge. Men lige nu venter det store folkelige gennembrud på den anden side af 2020. Den spirende filmstjerne gyser lidt ved tanken.
»Jeg håber rigtig meget, at jeg stadig bare kan sige, hvad jeg mener og ikke lader mig dupere af det. Men det er klart, at jeg er nervøs for, at jo flere der får en mening om mig, jo hårdere bliver det at stå fast og sige: Jamen, det er sådan, jeg er, koste hvad det vil. Hvis man aldrig nogensinde siger noget højt eller kun taler om vejret, er det jo rimelig let ikke at blive uvenner med nogen, men det har jeg aldrig rigtig kunnet. Jeg synes, der sker for meget rundt omkring i verden, til at man kan holde kæft«.
Du er nået hertil som skuespiller på trods af alle de udfordringer, du har mødt på vejen, vågner du aldrig op om morgenen og tænker…
»Kæft, hvor er jeg sej? Nej, slet ikke. Jeg tror, det er et religiøst citat, men min far sagde til mig, at når det kommer til materielle ting, skal man kigge på dem, der har mindre end en selv, så man kan føle sig taknemmelig. Og når det kommer til viden og ting, man har udrettet, skal man kigge på dem, der har meget mere viden, og som har udrettet meget mere, så man kan føle sig ydmyg og tænke: Jeg har stadig lang vej igen. Og det forsøger jeg at gøre«.
Zaki Youssef tager et sug af sin cigaret og smiler igen over hele hovedet.
»Så nej, jeg vågner ikke op og tænker: Fuck, hvor er jeg fed. Jeg tænker mere: Sygt mand, jeg er 40 og har ikke lavet mere«.