’The Beast in Me’: Claire Danes spiller, så både underlæben og Netflix-skærmen dirrer
SERIE. Det hele lugter lidt af lykkelig og længe ventet reunion, når ’Homeland’-medskaber Howard Gordon og the one and only Claire Danes nok engang slår seriepjalterne sammen.
Eller … nok snarere af en ulykkelig og tungsindig genforening med paranoia og neuroser i ascendanten, sådan som de har for vane.
For i den nye psykologiske thrillerserie ’The Beast in Me’ kaster de sig nok engang over et visuelt lækket karakterstudie af menneskets mørke afkroge, når den prisbelønnede og bestsellende forfatter Agatha ’Aggi’ Wiggs (Claire Danes) er i gang med kunsten over dem alle: at skabe den svære toer.
Og den er rigtignok svær. For en personlig krise for år tilbage og en familiær ulykke har placeret hende i en isoleret tilstand og i sit livs største blokade.
Men da ejendomsmogulen Nile Jarvis (Matthew Rhys) – lowkey mistænkt i sin ekskones forsvinden – pludselig bliver hendes nabo, og uhyggelige ting begynder at ske i nærområdet, vækkes Aggies blod- og skrivelyst. Hun beslutter sig for at nedfælde hans biografi – samtidig med at hun forsøger at opklare den medieovervågede mordgåde.
Instant bog-hit much?
Ja, for folk elsker som bekendt true crime og heksejagende gossip, og med det som tematiske omdrejningspunkter forsøger den nervepirrende serie at tegne komplekse portrætter af komplekse fænomener – og af (misvisende?) fjendebilleder.
Det er ganske interessant, og ’The Beast in Me’ lægger ret solidt og spændingsfuldt fra land, men ulig seriens eget ønske ender den dog med – blandet andet gennem et meget svulstigt og symboltungt billedsprog – at være overtydelig i sin dom af god versus ond.
Øv. For Claire Danes leverer en magnetisk (og til tider klaustrofobisk) pragtpræstation som forpint kvinde i sorg, og præcis som i sin glansrolle som ’Homeland’s Carrie Mathison spiller hun, så både underlæben og skærmen dirrer.
Matthew Rhys – stjernen fra en anden hædret spionserie, ’The Americans’ – er ligeledes et vaskeægte skuestykke og åbenbart mester i den kvalmende vekselvirkning mellem selverklæret misforstået magtmand og creep – tænk på hans ikoniske ’Girls’-besøg som ubehagelig blotter-professor tilsat lidt skør dans til ’Psyko Killer’ og betagende varme.
Sidstnævnte gør det svært ikke at udvikle sympati for måske/måske ikke konedræberen – særligt når hans og Aggis liv og spejlbillede sammensmeltes mere og mere.
Og det er egentlig dét, man gerne vil se: Et yin/yang-kammerspil primært bestående af de intense hovedfigurer, der drikker hård spiritus og taler om emner som hævn, skyld og selvtægt.
Men sideløbende fylder historier om en magtdemonstration af et forhadt, fallisk byggeri og Niles’ uomtvistelige daddy issues. Begge dele tapper rigtignok ind i seriens overordnede tema om kontrol over eftermæle og (nedarvede) traumer, men de tager desværre pusten fra serien.
Det samme gør et yderligere plot om nogle FBI-agenter, der lider af den trælse tendens, at deres personlige liv blandes ind i deres arbejde, så de hele tiden står i interessekonflikter. Men det er jo en slags krimi, så politifolk skal da være med, ik?
Næ, ikke nødvendigvis. Faktisk er ’The Beast in Me’s største fejl, at den sommetider kommer til at træde direkte ind i de letkøbte klicheer og fortærskede forestillinger, hvorved whodunnit-elementet gradvist ødelægges. Og selvom Netflix-thrilleren momentvis forsøger at spørge mere hvorfor end hvem eller hvordan, så er særligt de to sidste afsnit i al deres forudsigelighed decideret svære at komme igennem.
Men altså … A for effort, for skuespillet og for slutteligt at spørge klogt: Kan man nogensinde skrive sig fri af sin egen tragedie og sit indre beast?
Kort sagt:
’The Beast in Me’ er, som reunions er flest: Spækket med høje ambitioner, gode spørgsmål og dramatiske typer – alligevel går man en smule skuffet og undervældet derfra.