Med DR-serien ‘Ulven kommer’ vil Maja Jul Larsen udfolde en kriminalsag inden for hjemmets fire vægge

En socialrådgiver tvangsfjerner to børn i DR’s dramaserie ’Ulven kommer’. Men hvad tænker forfatteren bag, Maja Jul Larsen, om at udkomme med en serie, hvor vi ikke ved, hvem der taler sandt, midt i en MeToo-sag, hvor vi bliver skolet i at tro på ofrene?
Med DR-serien ‘Ulven kommer’ vil Maja Jul Larsen udfolde en kriminalsag inden for hjemmets fire vægge
'Ulven kommer'. (Foto: Marin Juul og Art Director: Line Durhuus Dahlström)
STREAMING TOGETHER

I åbningsscenen i ‘Ulven kommer’ ser 14-årige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) sin mor og stedfar i en intens sexakt gennem dørsprækken til soveværelset. Dagen efter bliver hun kaldt til side af sin dansklærer, der har indkaldt kommunalarbejder Lars Madsen (Bjarne Henriksen) til at tale med hende om skolestilen ‘En dag i mit liv’, hvori Holly beskylder sin stedfar for at have begået grov vold på hende.

Efter samtalen er Lars Madsen ikke i tvivl. Det er ikke sikkert for Holly og hendes lillebror at vende hjem, så han tvangsfjerner midlertidigt børnene, mens kommunen og politiet undersøger, hvad der er op og ned i sagen. En sag, der dog ikke er så lige til, da Hollys mor, stedfar og lillebror på det kraftigste tager afstand fra anklagerne, som Holly ikke kan føre bevis for.

DR’s nye dramaserie er ikke for sarte sjæle. Den tager fat i den altødelæggende tragedie, det er, når anklager om vold – sande eller falske – splitter en familie ad. Og samtidigt sætter den fokus på socialrådgiveres meget vanskelige job, når de skal vurdere, om børn skal tvangsfjernes fra deres forældre.

Bag ’Ulven kommer’ står 38-årige Maja Jul Larsen, der var en af de centrale forfattere på ’Arvingerne’ og nu har fået nøglerne til sin egen store DR-søndagsserie. Hun fortæller, at det ikke mindst var fascinationen af socialrådgiverens magtfulde, men også meget komplicerede job, der drev hende til at skabe fortællingen.

»Jeg blev ret optaget af socialrådgivernes funktion. Deres opgave er både at være hjælpere og samarbejdspartnere med en familie, og samtidigt skal de kontrollere, om noget er galt. De skal på én gang både være hjælpere og politimænd. Og de har jo magten til at fjerne folks børn, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. Det er et helt vildt ansvar at stå med. Virkeligheden er sjældent sort-hvid. Det er, som det er her (i serien, red.), at familier kan have meget forskellige opfattelser af, hvad der foregår i deres hjem. Jeg blev enormt fascineret af det arbejde, og jeg synes, det indeholdt noget drivkraft at lave dramatik over«.

Maja Jul Larsen med prisen for ‘bedste serie’ ved til Zurich Film Festival i 2020. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Hvordan har du researchet emnet?
»Jeg har brugt fire år på research og på at skrive den. Jeg gik bare i gang fra en ende af. Jeg var gravid med mit første barn, og jeg stæsede rundt til socialrådgivere, børn der var blevet anbragt, deres familie og børneadvokater, som vi også møder. Jeg prøvede ligesom at få et overblik over socialsektoren. Så jeg har talt med rigtigt, rigtigt mange mennesker. Og den historie vi fortæller, vidste jeg ikke rigtigt eksisterede, inden jeg gik i gang. Jeg vidste ikke, hvordan det foregår, når man laver en tvangsanbringelse: Det her med at forældrene kan lægge sag an. Det synes jeg var et interessant grundlag for dramatik«.

Hvilke perspektiver vil du gerne bringe frem om socialanbringelse?
»Jeg tror, at den almene dansker kender mest til de ekstreme sager. Tønder-sagen og andre skandalesager. Men langt de fleste sociale sager er jo helt almindelige mennesker med forældre, der elsker deres børn og gør det så godt, som de kan – og så måske alligevel har nogle udfordringer. Så det har været mit ærinde at afmystificere det lidt og få det hen et sted, hvor du og jeg og alle mulige andre kan identificere os med, hvordan det vil føles, når socialsystemet kommer ind i vores liv«.

Tidligere på året udmeldte regeringen i en omdiskuteret beslutning, at de ville gøre det nemmere at tvangsfjerne børn. Hvad har det betydet for din motivation for at lave serien?
»Vi er jo enormt glade for, at seriens tematik kommer op i tiden. Men jeg vil sige, at vores serie vil vise, hvor svært et arbejde det er. Socialrådgivere er ofte en meget udskældt gruppe, men er du gal, hvor står de også med nogle svære dilemmaer. Så jeg håber, at den kan lægge op til en diskussion, og at man reflekterer over, hvordan det er at få fjernet sit barn«.

Ud fra de tre første afsnit ved vi ikke, om Hollys anklager er sande eller falske. Hvorfor har du valgt at fortælle historien på den måde?
»Jeg tænkte, at der var en oplagt mulighed for at lave en kriminalsag inden for hjemmets fire vægge. Og en stor del af spændingen er langt henad vejen, at vi ikke ved, hvem der taler sandt, og hvem der lyver. Så sammen med socialrådgiveren er vi detektiver i den her familie. Og sammen med ham kan vi tolke: ’Hvorfor gør hun sådan?’, ’Hvorfor har de sex nu?’ Eller: ’Hvorfor bliver hun aggressiv over det her?’ Man bliver opmærksom på, hvordan karaktererne agerer«.

Christine Albeck Børge i rollen som Dea. (Foto: Michella Bredah).

Dea tager instinktivt sin kærestes parti, da hendes datter beskylder stedfaren for grov vold. Er det normalt, at voksne stoler mere på hinanden end på børnene i sådanne sager?
»Det er spændende, at du spørger om det. Inden for socialsektoren kan man sige, at det er noget nyt, at man er begyndt at lytte så meget til børnene. Og det er helt klart noget, der knytter sig specifikt til Dea. Det er så voldsomt, det han (socialrådgiver Lars Madsen, red.) kommer med, så hun reagerer på, at familien bliver anklaget for noget, der er så slemt. Det er enormt grænseoverskridende for hende, at han dukker op på hendes arbejdsplads og stiller spørgsmålstegn ved de her ting. Så i første afsnit reagerer hun meget i affekt. Dea vil have sin familie samlet. Hun vil ikke have, at systemet blander sig i hendes privatliv«.

DR’s dramachef, Christian Rank, har udtalt, at det har været sværere end vanligt at overbevise udlandet om en serie om »kommunale gange«. Hvilke tanker har du gjort dig om at formidle et emne som det her til danskerne søndag aften i bedste sendetid?
»Den er faktisk blevet solgt til mange lande (og den vandt en pris for serie ved Zürich Film Festival i weekenden, red.). Og det lader til, at folk bliver hooked, når man præsenterer serien på den måde, at det er en 14-årig pige, der skriver en stil om, at der er grov vold i hjemmet. Og at hendes forældre og hendes lillebror benægter, så vi ikke ved, hvem der taler sandt. Det grundlæggende mysterium, der ligger i det, kan vi mærke virker.

Det er klart, at man vil se serien af forskellige årsager. Noget, der også er fascinerende for mig som forælder, er, at den her serie undersøger, hvornår man er en god nok forælder for sine børn. Alle forældre har magtesløse dage, hvor de får råbt lidt for højt og revet lidt i en arm, og hvad de nu gør. Og man må sætte pris på, at der ikke er nogen fra kommunen, som står og kigger en over skulderen. Så den grundfrygt, man pludselig oplever sammen med Dea og Simon med at blive kigget på, det tror jeg er noget, mange mennesker kan sætte sig ind i«.

Hvordan har I researchet jer frem til børnenes oplevelse af sådan en sag? Børn må vel alt andet lige være sværere at udspørge end voksne om så ømtålelige emner?
»Vi har faktisk talt med en del børn. Ikke i Theos alder, men teenagere. Og jeg kan sige, at dele af historien er ret inspireret af en bestemt teenager«.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Bjarne Henriksen. (Foto: Michella Bredah)

Serien spiller til dels på, at Holly måske-måske ikke lyver. Samtidigt lander den i en tid med MeToo, hvor det er ildeset at så tvivl om ofrenes troværdighed. Hvilke tanker har du gjort dig om det?
»Det er spændende, at den rammer ned i den verserende debat. I de her sager er du jo nødt til at kigge på, hvem der taler sandt. Der er jo ikke nogen, der er i tvivl om, at hvis en pige skriver sådan en stil, så er der noget, der skal arbejdes med. Det behøver ikke altid at være lige præcis det, der står i stilen, der er i vejen. Derudover synes jeg, det er en vigtig ting at vise, hvordan det føles, når man er et barn og bliver udsat for, at folk ikke tror på en. For sådan er det også i virkeligheden. Og som dramatiker prøver jeg ikke at forholde mig moralsk til det, men at vise, hvordan mekanismerne er i virkeligheden«.

Hvorfor har du gjort det så svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert?
»Det er noget af det, der har været rigtigt sjovt at arbejde med, men også svært i klipningen hele vejen igennem. Det har været vigtigt for os at finde en balance, hvor man hele tiden er i tvivl. For mig er det spændende, at vi skifter synspunkt hele tiden, så når man tænker ’nu tror jeg nok, at jeg har regnet den ud…’, og så hopper man over og fortæller lidt mere om en anden karakter. Det er ikke en spænding, jeg har fundet på. Det er sådan, det er i virkeligheden. Det er det, der gør socialrådgivernes job sindssygt svært.

Socialarbejderen Lars har en voldssag fra sin fortid, hvor en mor og hendes børn bliver slået ihjel, for sådan er det også i virkeligheden. Der er en kvinde, der bliver slået ihjel en gang om måneden, og de fleste mord sker i hjemmet. Det er den frygt, han går med. Men det, jeg gerne vil fortælle med det, er, at socialarbejdere også bare er mennesker. De kommer med alt, hvad de har i fortiden, og det maler deres blik, så de kan jo ikke være 100 procent objektive«.

‘Ulven kommer’ får premiere på DR 11. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af