’Ulven kommer’: Spillet er uhørt godt i DR’s nye søndagsserie
Danmarks Radio hiver søndagsunderholdningen ned fra skyerne og planter den solidt nær køkkenvaske og kommunekontorer i ’Ulven kommer’.
Her er der ingen præster, der ser genfærd og bryder ud i djævelsk tungetale, og der er – trods titlen – ingen metaforiske ulve på provinsvejen.
Hvor serier som ’Herrens veje’, ’Når støvet har lagt sig’ og ’Fred til lands’ var pakket med symbolik og eksistentielle temaer, er ’Ulven kommer’ et jordbundent stykke socialrealisme fra det grå hverdagsdanmark.
Lyder det kedeligt? Det er det ikke.
Spørgsmålet, serien stiller os, er velkendt: Taler barnet sandt?
14-årige Holly skriver en danskstil, hvor hun anklager sin stedfar for grov vold, og det får hendes lærer til at kontakte kommunen. Socialrådgiver Lars Madsen (Bjarne Henriksen) får sagen, og inden dagen er omme, har han fjernet Holly og hendes lillebror Theo fra forældrene.
Men har han handlet for hurtigt?
Forældrene bryder sammen og ligner nogle, der slet ikke kan forstå, hvorfor de har fået fjernet deres børn. Holly har, siger de, før haft en noget skødesløs omgang med sandheden, og noget tyder på, at de har en pointe.
Omvendt har Simon to voldsdomme til sit navn og en fysik, man nødigt ville udfordre i et barslagsmål.
Han er en facetteret skikkelse, som man forstår trods hans fejl og dunkle sider. Til tider lader han sig styre af sit iltre temperament, og da han river sin kone i håret, er det, som om man får et kig ned i en brønd så buldermørk, at man tænker, at denne mand kunne have slået sine børn.
På den anden side virker han troværdig, når han afviser, at det er tilfældet, og man føler med ham, når han magtesløst bliver mistænkeliggjort af systemet.
Tilsvarende synes man nok, at Bjarne Henriksens socialrådgiver handler overilet, da han efter et par korte møder insisterer på, at børnene skal fjernes fra deres forældre. Men man forstår også, at han for alt i verden vil beskytte børnene og på ingen måde vil handle for sent – hvilket han, viser det sig, har gjort før.
De rige portrætter gør ’Ulven kommer’ til et forbilledligt indspark i den aktuelle debat om tvangsfjernelser, et socialpolitisk felt, propfyldt med svære valg, slørede grænser og kolossale menneskelige konsekvenser.
Når missionen lykkes, skyldes det et uhørt velspillende cast.
Som Simon er Peter Plaugborg et kraftværk, der suger linsen til sig, tydeligst i scenen, hvor han afhøres i et kommunekontor blandt mænd og kvinder med højere status end ham selv og blotter et virvar af vrede, sorg og afmægtig desperation under de ord, han ikke kan finde ud af at sætte sammen.
Bjarne Henriksen brummer sig igennem sine linjer med vanlig troværdighed, og børneskuespil fås ikke finere end det, Flora Ofelia Hofman Lindahl og Noah Storm Otto præsterer. Førstnævnte som pigen bag anklagerne, der med rystende krop ser ud til konstant at ransage sine egne handlinger og moral, og sidstnævnte som broren, der i stigende grad gør oprør i savnet af sine forældre.
Man tilgiver derfor, at karaktererne en gang imellem tager beslutninger, der giver revner i realismen, og at bymiljøet – hvad end vi befinder os i børnehaven, til fodboldtræning eller til grillfest – ikke beskrives lige så overbevisende som de hovedpersoner, der befolker det.
I sidste ende er det store spørgsmål dog, om ’Ulven kommer’ er i stand at bevare fremdriften i plottet, mens den dykker længere ind i mennesker og system.
Der er en tendens til, at spændingen aftager en smule, i takt med at vi lærer Holly og hendes forældre at kende, og efter tre afsnit sidder man med en ret klar idé om, hvordan de næste afsnit vil forløbe.
Håbet er, at ’Ulven kommer’ også vil tage chancer, måske endda vil tage røven på os et par gange undervejs, så det socialpolitiske drama forbliver elementært medrivende.
For nok gør det indtryk, første gang et nærbillede afslører en gryende tvivl i Bjarne Henriksens ansigt, men femte gang har det ikke helt samme effekt.
Hvis serien formår ikke bare at nuancere en væsentlig debat, men også at holde os naglet til sofapuderne gennem alle afsnit, kan ’Ulven kommer’ ende som en serie, der sætter et varigt aftryk.
Kort sagt:
DR genetablerer jordforbindelsen med ’Ulven kommer’, et yderst velspillet og vedkommende stykke socialrealisme.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.