’Centrum’: Spontan dansk ungdomsserie med prominente gæster fanger livet under coronalockdown

’Centrum’: Spontan dansk ungdomsserie med prominente gæster fanger livet under coronalockdown
Alex Høgh Andersen gæsteoptræder i 'Centrum'.

»Den mest aktuelle ungdomsserie nogensinde«, lyder instruktør Jonas Risvigs egen beskrivelse af ’Centrum’ – nyeste skud på stammen af originale danske filmeksperimenter som ‘Karantænefilmene’ og ’The Seclusion Dogma’ under landets coronanedlukning.

No-budget-webseriens aktualitet ses på flere planer. For det første foregår fiktionsfortællingen under netop coronakrisen, så den unge målgruppe kan spejle sig i hovedpersonernes frustrationer: Alting bliver aflyst, og man må ikke samles, kramme og kysse, når man har allermest lyst til det.

For det andet vil Risvig gerne have, at seerne tager del i produktionen. Det er i hvert fald meningen, at den igangværende fortælling, som hverken har en slutdato eller et fastlåst antal afsnit, skal udvikle sig efter publikums ønsker. Med Youtubes indbyggede afstemningsfunktion kunne man i afsnit 4 eksempelvis stemme på to løsninger til spørgsmålet: »Hvad skal Luna gøre for ikke at blive ensom?«.

Fremover skal teenagepublikummets deltagelse tages til næste niveau, hvor de selv skal producere nye afsnit med filmholdets hjælp. Til inspiration er der blevet uploadet frit tilgængelige dokumenter med (smitteforebyggende) retningslinjer, grafikskabeloner, udstyrsspecifikationer samt manuskripter for udgivne og fremtidige afsnit.

Risvig og resten af det lille filmholds idéer og ambitioner er prisværdige og ambitiøse, og man kan kun håbe, at publikums kreativitet vil få frit løb i den nærmeste fremtid.

Indtil videre er fortællingen dog blevet udarbejdet af et fast hold unge filmfolk og skuespillere. Silje Havmøller Schmidt, Annemone B. Camphausen og Erik Schmidt udgør det centrale cast som 16-årige Luna, Agnes og William, der dagligt mødes udendørs i coranatiden. Derudover medvirker der i hvert afsnit en ny, kendt gæsteskuespiller såsom Alex Høgh Andersen, Andreas Jessen og Marie Boda.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den grundlæggende seriefortælling er måske ikke helt lige så revolutionerende som det publikumsinddragende koncept. Men det er en fin, lille historie om at udvikle relationer i en ellers fastlåst tilværelse. Med sine lækre, håndholdte billeder i varme farver og sommerlig musik fra Cyd Williams og Eloq kunne serien godt have haft hjemme på DR3.

Veninderne Luna og Agnes taler om løst og fast, TikTok og kærlighed. Agnes er blevet sendt hjem fra efterskole, hvilket giver hende mulighed for at genoptage forholdet til William, der måske, måske ikke også stadig har følelser for hende. Luna slås med nogle mere alvorlige problemer. Hendes forældre drikker hele tiden og råber ad hinanden, hvorfor hun er hjemme så lidt som muligt. Men det er begrænset, hvor man kan tage hen under corona-lockdown.

’Centrum’ fanger fint den ambivalente barriere mellem de gamle bedsteveninder. Samtalen flyder, men der er også ting, som ikke bliver sagt. Agnes snakker lidt for meget om sine efterskoleveninder og glemmer at spørge ind til de problemer, som Luna ikke deler lige så åbent. Heldigvis genfinder Luna kontakten med barndomsveninden Maja, som også har haft vanskeligheder på hjemmefronten og dermed nemmere kan sætte sig i hendes sted.

Idet alle afsnit på grund af smittefaren er optaget udenfor, er der ting, man ikke kan vise. Vi kommer aldrig hjem til Lunas dysfunktionelle familie, og et kys er fundet sted mellem to afsnit. Benspændet understreger effektivt den besynderlige situation, som både hovedpersonerne og publikum står i. Hvor man godt kan mødes, men helst ikke komme hinanden alt for nær.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det føles en del mindre naturligt, at der i hvert afsnit tropper en ny karakter op mere eller mindre ud af det blå for så ikke at vise sig igen efterfølgende.

Hvor ’Centrum’s teenageportrætter synes meget troværdige, er nogle af gæsterollerne mere karikerede. Mick Øgendahl og Thomas Korsgaard spiller henholdsvis en ugidelig dansklærer på vinindkøb og en vildt akavet præst, der overvejer at sige sit arbejde op. Jeg kan godt se, at de to voksenkarakterer skal fungere som korte, komiske indslag, men at præsentere dem som fuldstændigt ligeglade med deres arbejde er måske ikke det mest solidariske eller sandfærdige postulat i disse krisetider.

Gæsterne giver dog uden tvivl serien lidt blikfang, og det føles da også som et friskt pust, når eksempelvis Thor Farlov fra Citybois i første afsnit giver den gas som Williams mere end flabede storebror Mathias.

Her opstår også ’Centrum’s måske sjoveste øjeblik, da William truer Mathias med at fortælle moren, at han ryger. Det gør ikke det store, at hovedplottet hijackes, når det sker med komiske og overdrevent selvoptagede replikker fra Farlov a la: »Du bliver aldrig ligesom mig!«.


Kort sagt:
Jonas Risvigs webserie ’Centrum’ giver en troværdig skildring af teenagetilværelsen under corona-lockdown, mens de til tider overdrevne bikarakterer sørger for farverige indslag. Og hvem ved, med seernes deltagelse kan serien måske blive til noget helt særligt.

Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.

’Centrum’. Serie. Hovedforfattere: Jonas Risvig, Cecilia Sardou. Medvirkende: Silje Schmidt, Anemone Camphausen, Erik Schmidt, Marie Boda, Alex Høgh Andersen, Andreas Jessen, Mick Øgendahl. Spilletid: 8+ afsnit á 10 min. Premiere: Nyt afsnit på Youtube hver tirsdag og torsdag.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af