Mens alle konventionelle indspilninger ligger i dvale, går filmskabere interessante nye veje her i begrænsningernes tid.
Det er eksperimentet ’The Seclusion Dogma’ et glimrende eksempel på: Her har fem instruktører fra produktionsselskabet New Land fået til opgave at lave en lille film om det samme tema: Den ensomhed eller afsondrethed, som menneskeheden har pålagt sig selv som følge af den altomfattende pandemi.
De fem instruktører – Daniel Kragh-Jacobsen, Nadia Marquard Otzen, Jan Gleie, Casper Balslev og Tore Frandsen – fik en række dogmer, de skulle arbejde ud fra i projektet:
De havde alle den danske stjerneskuespiller Danica Curcic til rådighed i et studie i halvanden time, inklusive forberedelser. De fik fem minutters 16mm-celluloid at filme på. De skulle holde to meters afstand til alle på settet – og huske at spritte hænder (naturligvis!). Og de skulle derefter overlade materialet til en klipper, der ud fra én e-mail fra hver instruktør fik frie afsprittede hænder til at forvandle indspilningerne til det endelige produkt.
Det er der kommet en række overraskende, bevægende og underfundige film ud af, som vi her kan præsentere for verden for første gang.
I Casper Balslevs legende sag må en loppende version af skuespilleren finde nøglen til et smukt antikvarisk skrin – en vaskeægte McGuffin! – dybt inde i sig selv, helt bogstaveligt.
Daniel Kragh-Jacobsen har skrevet et ærligt, rørende brev om coronatiden til sin far, som Curcic læser op for faren over telefonen. Måske sønnen kun kunne få det sagt gennem skuespilleren som medium. Curcic bliver så rørt, at hendes stemme knækker. Hvis det da ikke er skuespil.
Tore Frandsen lader i halvandet minuts sorthvid på underspillet humoristisk vis Curcic stå ansigt til ansigt med en af karantænelivets potentielle udfordringer: Gammelklumpet mælk.
Hos Nadia Marquard Otzen er skuespilleren overstadigt festklædt iført palliet-kjole og blond paryk og helt klar på at holde solitær og selvelskende dansefest til sangen ‘Vacation From Love’, inden glansbilledet krakelerer.
I Jan Gleies knitrende lange stumfilmsindstilling må vi se selv tænke os til, hvem en tørklædeklædt Danica Curcic taler til i det klaustrofobiske, ‘Jeanne D’Arc’-agtigt nærbillede. Sine venner på Zoom? Sig selv?
Filmene viser, hvordan afgrænsninger ofte kan afstedkomme spændende kunst, som vi på dansk jord tidligere har set det med dogme-bølgen i 90’erne og Jørgen Leth/Lars von Triers ’De fem benspænd’, der fremelskede stor originalitet ud fra en række nøje formulerede regler.
Man må i øvrigt sige, at Danica Curcic er blevet den ængstelige coronatids danske skuespilleransigt. Hun har også lagt sit betragtelige talent til en af Teater Republiques coronamonologer, skrevet uafrysteligt af Anna Bro.
Se de fem film herunder – og læs instruktørernes kommentar til deres respektive måde at angribe konceptet på:
#1: Casper Balslev
»Min film er en visuel fortolkning af den sindstilstand, vi befinder os i. Den usynlige fjende er derude, den påvirker vores sind og vores krop. Den kan være farlig, den kan bare at være en ’kløe’. Vi må gå en masse igennem, mens vi venter på vaccinen. Hvis denne nogensinde kommer. Mit mål var at lave en historie, med en start, en midte og en slutning. Et effektivt stykke drama, Danica kunne leve sig ind i.
#2: Daniel Kragh-Jacobsen
»Jeg skrev brevet, fordi jeg gerne ville fortælle min far noget, men det var først, da jeg havde skrevet det, at jeg forstod, hvad det var. Jeg er nervøs for, at du vil grine af mine problemer, men jeg ønsker, at du ser dig selv spejlet. Bare en lille smule«.
#3: Tore Frandsen
»Dogmet, der blev sat for denne produktion, begrænsede scenen mere, end jeg nogensinde har prøvet før. Det gav en slags kampgejst og inspiration, som var vildt sjovt at løbe afsted med. Da udfordringen blev givet til fem meget forskellige New Land-instruktører, var det vigtigt at finde lidt af mig selv i scenen. Jeg får personligt en del hyttekuller af den isolation, vi alle er i for tiden. Jeg synes, det var interessant at lave en meget simpel suspense-scene, der afspejler en slags kamp mellem det gode og det onde. Isolationen mod friheden… Rådden mælk mod Danica«.
#4: Nadia Marquard Otzen
»I og med arbejde blev aflyst, og vi alle var mærket af en ny og mærkelig virkelighed, blev skaberlysten vakt i et forsøg på at få noget mening ud af denne absurde situation. Den vanvittige kontrast af at være sammen om det her – men alligevel alene. Fælles i ensomhed. Restriktioner er fantastiske for den kreative proces. Tvinger dig til at tænke ud af boksen. Til det her eksperiment skabte Danica og jeg en kvinde i blåt og satte spørgsmål ved de masker, vi påfører os blandt mennesker, og ved sårbarheden bagved, når ingen kigger«.
#5: Jan Gleie
»Danica er placeret i et hjørne, bag vægge, isoleret uden visuel kontakt med sine omgivelser. Og mens hun undlades enhver retningsbestemt vejledning, observeres hun. I dette strakte øjeblik af stilhed, i afsondrethed, pålægges vi at blive en reflekterende deltager«.