Danske instruktører laver opfindsomme karantænefilm til Facebook – her er de fem bedste

»Dare to suck«, lyder mantraet for corona-eksperimentet Karantænefilmene. Det lever de anbefalelsesværdige færdige resultater heldigvis ikke op til.
Danske instruktører laver opfindsomme karantænefilm til Facebook – her er de fem bedste
'En syg affære' – karantænefilm nummer 9.

Det står allerede ulideligt klart, at kulturbranchen, ligesom mange andre dele af samfundet, lider hårdt under den nationale nedlukning. Selvom vi alle hellere havde været coronakrisen foruden, har den dog også affødt nogle interessante løsninger og kompromiser – som for eksempel den stadig igangværende digitale udgave af dokumentarfestivalen CPH:DOX, der er blevet en filmbegivenhed for hele landet.

Et andet spændende projekt, som er stablet på benene af flittige filmfolk under samfundets delvise lockdown-dvale, er ’Karantænefilmene’. En række filminstruktører med dansk, grønlandsk og færøsk baggrund har, på Andrias Høgennis initiativ, brugt regeringens smitteforebyggende retningslinjer som et kreativt benspænd. Med mantraet »Dare to suck« har de på blot to uger lavet 13 kortfilm, som løbende er blevet lagt op på projektets Facebook-side og nu også er samlet på et website.

Holder det selvforklejnende mantra så stik? Ikke just. De sparsomme midler og den begrænsede tidsramme kan selvfølgelig ses på nogle af filmenes mindre polerede udtryk. Men flere af værkerne løser også udfordringen på vellykket vis.

Det kan bestemt anbefales at tjekke hele samlingen ud. Vil man starte med højdepunkterne, har jeg her udvalgt de bedste titler. På meget forskellig facon rammer de denne uvante situation ind i sjove formeksperimenter og rørende historier.

Philip Faber-inspireret skønsang

Da meget af vores sociale samvær nu skal foregå digitalt, er det oplagt at lade de korte fortællinger udspille sig i videochats som Zoom og FaceTime. To af Karantænefilmene går planken ud ved, i stil med ’Searching’, netop udelukkende at være optaget på en computerskærm. Med skarp komik demonstrerer de, at internetkomsammener trods alt har utilstrækkeligheder holdt op mod den virkelige verden.

I karantænefilm nummer et, ’Der er ikke andre’, føler en desperat dj (William Halken) sig nødsaget til at ringe nære og fjerne venner op for et akut pengelån, og han er nu kommet til sidste navn på listen: Maiken (Mathilde Lundberg).

Som om forespørgslen ikke var svær nok i forvejen, forpurres samtalen gang på gang af en dårlig internetforbindelse, hvorefter hovedpersonen må begynde forfra på den tåkrummende dialog.

Fortællingen er yderst effektivt sat sammen af instruktør Andris Høgenni, der har vundet både en Robert og en pris i Cannes for kortfilmen ’Ikki illa meint’. Nøje placerede hints på pc-skærmen fortæller om karakterernes relation – og forklarer, hvorfor Maiken stod sidst på lånelisten.

I Hannah Elbkes ’En syg affære’ (karantænefilm nummer ni) mødes to par også over videochat med et (som udgangspunkt) mere hyggeligt ærinde: At surprise-fejre Annas (Sofie Jo Kaufmanas) 30-års fødselsdag. Allerede inden opkaldet småskændes ’gæsterne’ Beate (Jela Natius Abildgaard) og Simon (Alexander Clement) imidlertid, fordi sidstnævnte ikke har taget bukser på, og stemningen bliver tiltagende akavet i løbet af filmen, da en hemmelighed kommer op til overfladen.

’En syg affære’ forløber lidt mindre stringent end relativt kompakte ’Der er ikke andre’, men fortællingen holdes til gengæld godt op af skuespillerne. Især Jesper Ole Feit Andersen (’29’) er virkelig sjov som Annas kæreste Tomas, der er så sød, at det næsten er anstrengende. Undervejs byder han både på farverige drinks, et engelsksproget kærlighedsdigt og Philip Faber-inspireret skønsang.

Afsprittede hænder foran gravstedet

To af karantæneprojektets mest rørende dokumentarer vender kameraet mod de skæbner, der er hårdest ramt af isolationsperioden. Har man lidt for meget ubegrundet selvynk over den rastløse tilværelse som hjemmegående, virker de som modgift.

Laura Hancocks ’Karantæne liv’ (karantænefilm nummer fem) er et følsomt portræt af instruktørens egen mormor Aase, som ikke bare er begrænset af den nuværende hjemmeisolation, men også på den lange bange udfordres i dagligdagen som følge af en hjerneblødning.

Det gør ondt at overvære hendes besvær med at udføre små opgaver, som at rive et stykke af staniolrullen, og man får lyst til at give hende en hjælpende hånd, når hun har tekniske problemer med sin smartphone. Samtidig får vi små indblik i hendes følelsesliv, når hun med grådkvalt stemme taler om sine kærlighedsforhold og forhåbninger om himmerige. Portrættet indrammes med flotte scener i begyndelsen og slutningen af filmen, hvor farvede lamper og projektorer forvandler Aases soveværelse til en stemningsfuld drømmeverden.

En svær tid i livet bliver også sværere i den tolvte karantænefilm, ’Et sidste øjeblik’ af Anna Eline. Instruktøren dokumenterer begravelsen for et ældre familiemedlem, der havde coronalignende symptomer. »Det har været den mest mærkelige påske nogensinde«, siger præsten meget rigtigt under ceremonien, hvor kun en lille gruppe pårørende må være til stede på grund af smittefare.

Med en spilletid på lidt over fire minutter er dokumentaren kun et flygtigt portræt af de medvirkende, som optræder navne- og (for de flestes vedkommende) ansigtsløse.

Alligevel gør den et ganske stort indtryk. Åbningsscenen viser eksempelvis på en lavmælt, men virkningsfuld måde, hvordan den underlige verdenssituation trænger sig på, når kameraet hviler tålmodigt på hænder, der sprittes af foran gravstedet.

Dommedagsdigt og droneskud

Undtagelsestilstanden kan nogle gange give følelsen af, at apokalypsen nærmer sig. Det bliver der sat ord, billeder og musik på i karantænefilm nummer fire af dokumentarinstruktør Sebastian Cordes.

Den titelløse film ligger sig et sted mellem dokumentar og fiktion og minder i sin udformning lidt om Jóhann Jóhannssons ’Last and First Men’. Også her bliver en fiktiv fremtidsfortælling nemlig formidlet af en voiceover (indtalt af Sicilia Gadborg), mens billedsiden prydes af smukke billeder fra virkelighedens verden, der i sig selv pludselig føles som en science fiction-film.

Monologen er baseret på en tekst af Peter-Clement Woetmann, der beskriver den ambivalente følelse af at være helt alene i verden, samtidig med at man også er del af et uendeligt, digitalt netværk af mennesker. Fortællerens stemme forenes med hypnotiserende, elektronisk underlægningsmusik og lækre droneskud, der svæver over et (næsten) mennesketomt Danmark. Og som kronen på værket indledes den dommedagsvarslende film med et citat fra ingen ringere end Gnags.

Det er imponerende, hvad Cordes og de andre karantænefilminstruktører har nået at lave på bare to uger. Lad der endelig dukke flere interessante eksperimenter op fra undergrunden, mens vi venter på, at samfundet (samt store og små filmprojekter) åbner igen.

Alle karantænefilmene kan ses på projektets Facebook-side og website.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af