’Last and First Men’: To år efter sin død debuterer Jóhann Jóhannsson med tryllebindende sci-fi-film
CPH:DOX. ’Last and First Men’ bekræfter, hvad vi allerede vidste: Vi mistede en stor kunstner i 2018, da 48-årige Jóhann Jóhannsson gik bort.
Den to gange Oscar-nominerede islandske musiker komponerede dragende scores til Hollywood-film som ’Teorien om alting’ og Denis Villeneuves ’Arrival’, ’Sicario’ og ’Prisoners’.
To år efter sin død debuterer Jóhannsson nu som instruktør, ser man bort fra hans kortfilm ’End of Summer’ fra 2013. Og med ’Last and First Men’, som blev færdiggjort af blandt andre filmens fotograf Sturla Brandth Grøvlen, viser han sig som en talentfuld filmmager.
Fortælleformen bringer mindelser om Chris Markers 28 minutter korte mesterværk ’La Jetée’, hvori en tidsrejsende kærlighedshistorie bliver formidlet næsten udelukkende med stillbilleder og en alvidende fortællerstemme. Jóhannsson bruger på lignende vis få, men suggestive virkemidler til at konstruere sin science fiction-fortælling, der er baseret på Olaf Stapledons roman fra 1930.
Det visuelle udgangspunkt er sorthvide, grynede 16mm-optagelser af futuristiske skulpturer og bygninger i det tidligere Jugoslavien. Kameraet glider roligt omkring de rå betonflader, som er ladt helt til sig selv, omgivet af en skyet himmel og store, øde naturlandskaber.
De kolde billeder viser ingen tegn på liv. Det gør lydsiden til gengæld.
»Lyt tålmodigt«, siger Tilda Swintons rolige stemme pludselig. Hun fortæller, at hun tilhører en højtudviklet menneskerace to milliarder år ude i fremtiden. Hendes monolog er udsendt til os fortidsmennesker via et ustabilt signal, der nogle gange afbryder filmens flydende billedside.
’Last and First Men’ er et poetisk afskedsbrev – ikke bare fra Jóhann Jóhannsson, men også fra menneskeheden, der i fremtiden, selvom man har fundet kilden til udødelighed, trues med udslettelse.
Mennesket er blot en mikroskopisk del af det uendelige univers, lyder det melankolske budskab. Alligevel fremstår det ganske beroligende og terapeutisk, når det fremlægges i den dvælende film.
Man omfavnes med kølige hænder af Jóhannssons underlægningsmusik, der med knitrende støj, strygere og korsang fornemt understøtter det mystiske fremtidsopkald og også får lov at imponere på egen hånd, når Swintons stemme forstummer.
Det er ærgerligt, at ’Last and First Men’ på grund af coronavirussen foreløbigt ikke bliver vist i biografer herhjemme, for det har Jóhannssons svanesang bestemt fortjent. Det skyldes selvfølgelig filmens æstetiske kvaliteter, men også at den kræver et rum til fordybelse, fordi den ikke underholder på klassisk vis.
Ser man den i hjemlige omgivelser, som det er blevet muliggjort via den nye onlineudgave af aflyste CPH:DOX, kan det derfor være en god idé at gemme mobilen og andre forstyrrende elementer væk på forhånd. Så er man klar til at lade sig tryllebinde.
Kort sagt:
To år efter sin død debuterer mesterkomponisten Jóhann Jóhannssons som instruktør med en meditativ og smuk science fiction-film om menneskets undergang, der har Tilda Swinton med som fortæller.