Opdatering 21.33: CPH:DOX-festivalen har netop oplyst over for Soundvenue, at de arbejder på en mindre, digital version af festivalen. Festivalen bliver altså ikke afholdt med fysiske visninger, men en del af programmet vil blive digitalt tilgængeligt. Mere info følger.
Onsdag i næste uge, 18. marts, skulle årets største filmbegivenhed på dansk jord, CPH:DOX-festivalen, være skudt i luften.
I aften har regeringen imidlertid udsendt nye retningslinjer som reaktion på den hidsigt spredende corona-virus, og her hedder det blandt andet, at alle arrangementer med over 100 personer samlet frarådes. Statsminister Mette Frederiksen varslede endvidere, at man arbejder på, at retningslinjerne kan ophæves til lov hurtigst muligt. Myndighederne anbefaler desuden, at alle så vidt muligt holder sig for sig selv – og eksempelvis arbejder hjemme – de næste 14 dage.
CPH:DOX-festivalen meldte tidligere på aftenen ud, at man arbejdedede på en tilpasset version af festivalen, som ville blive annonceret på fredag. Det var imidlertid før aftenens pressemøde, og selvom de endnu ikke selv har bekræftet, at årets festival må aflyses eller udskydes helt (de har – forståeligt nok – endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse), så er der umiddelbart kun én konklusion: En af verdens vigtigste dokumentarfestivaler må aflyses i denne ombæring.
Festivalen vil utvivlsomt udvise fuld forståelse for myndighedernes beslutning. Selvom det virker som den helt rigtige beslutning, skærer det stadig i hjertet, at så mange menneskers benhårde arbejde gennem et år går til spilde.
Vi får se, om festivalen kan udskydes til eksempelvis efteråret, men det vil utvivlsomt føre til store ændringer i programmet.
Men ingen tvivl: Bedre safe than sorry.