Journalist og dokumentarist Mads Brügger udgav i 2009 dokumentaren ’Det Røde Kapel’, hvor han med en teatertrup infiltrerede og udstillede Nordkorea. Han har været uvelkommen i landet siden.
En af filmens største fans var den førtidspensionerede kok, Ulrich Larsen, der kontaktede Brügger og foreslog, at han blev muldvarp i den dansk-nordkoreanske venskabsforening.
Det blev starten på en 10 års undercovermission, der også kommer til at involvere den tidligere fremmedlegionær og jetsetkokainpusher Jim Latrache-Qvortrup, som Brügger får til at spille den hovedrige forretningsmand Mr. James.
Brügger, Larsen og Latrache-Qvortrups arbejde i DR-serien ‘Muldvarpen’ afslører Nordkoreas gedulgte adfærd med våben- og narkohandel samt brud på FN’s sanktioner mod landet.
Efter de tre nervepirrende afsnit sidder man tilbage med en lang række spørgsmål, som vi ringede til Mads Brügger for at få svar på.
Hvor meget tid og arbejde har Ulrich og Jim lagt i arbejdet med undercovermissionen?
»Jeg har ikke holdt styr på, hvor meget tid de har brugt på det hver især. Det er ret begrænset, hvor meget fysisk kontakt vi har haft med hinanden af sikkerhedshensyn. Det meste kommunikation imellem os har været digitalt og telefonisk. De har selvfølgelig været på de rejser, som fremgår af filmen, men det egentlige tidsforbrug har jeg ikke styr på, andet end at det for Ulriks vedkommende har stået på i mere end 11 år og for Jim noget mindre«.
Hvilke råd gav du dem undervejs til at være overbevisende som undercoveragenter, ud over dem vi ser i dokumentaren?
»I dokumentaren ser man en flig af en briefing, jeg giver dem, inden de tager til Nordkorea, som er den vigtigste briefing, hvor jeg gør det klart for især Jim – Ulrich ved det godt, for han har været der før – at når man er i Nordkorea, skal man holde sig på dydens smalle sti. Det sidste, man skal gøre, er at forsøge at løbe om hjørner med nordkoreanerne, altså forsøge at lave skjulte optagelser og sådan nogle ting. Det kan udvikle sig i en meget farlig retning, hvis man bliver opdaget.
Jeg har ikke kunnet instruere dem som sådan. Jeg har arbejdet med at lave en spillemanual til dem, altså ’hvad skal vi opnå her?’, ’hvad for nogle porte skal vi igennem?’, ’hvad er vigtigt at få på bånd?’ og så fremdeles«.
Var der gange, hvor du tænkte, at det var uforsvarligt, hvad du bad de her to mennesker om at gøre?
»Jeg var bekymret over, at Jim tog til Beijing, som jeg også forklarer om i filmen. Det er risikabelt i forhold til de kinesiske myndigheder. Men engang imellem skal man jo vove pelsen som journalist og dokumentarist. Og det er vigtigt at understrege, at jeg har ikke presset dem til at gøre noget. Ulrich er jo selv kommet til mig, og det har været helt evident for alle, at hvis man ikke havde lyst til at fortsætte, så kunne man også trække i håndbremsen. Jeg havde aldrig kunnet finde på at lægge et pres på Jim eller Ulrich og tvinge dem til at gå til yderligheder på mine vegne. Det er ikke sket«.
Tror du, Ulrich er i fare i dag?
»Det er et meget teoretisk og meget praktisk spørgsmål, og jeg vil helst ikke diskutere Ulrichs sikkerhed offentligt, andet end at vi tager den meget alvorligt«.
Så du kan ikke komme nærmere ind på, hvilke forholdsregler I tager?
»Nej, for det vil indirekte betyde, at jeg ikke tager Ulrichs sikkerhed alvorligt«.
Ved du, hvad Ulrich har fortalt sin kone gennem sin tid som muldvarp?
»Hun har selvfølgelig vidst, at han var med i en venskabsforening med noget om Nordkorea. Men Ulrichs kone er et menneske – og dem er der jo masser af – som ikke interesserer sig synderligt meget for Nordkorea, så det har hun egentlig ikke tænkt så meget over, og det kan man ikke bebrejde hende. Bortset fra det har hun, som det også fremgår i filmen, vidst meget lidt om, hvad Ulrich foretog sig i denne venskabsforening.
Hun har også vidst, at han har været ude og rejse, men ikke så meget mere end det, og det har været for at beskytte hende for unødige bekymringer, men også for at beskytte Ulrich i forhold til projektets sikkerhed. Det kan jo være, at hun kender nogen, som kender nogen, og jeg synes også, at det at skulle tage hende i ed og kræve tavshed af hende ville være en yderligere komplikation. Vi har været meget opmærksomme på, at så få som muligt vidste, hvad der foregik«.
Er han stadig sammen med sin kone i dag?
»Han er stadig sammen med hende, og alt er godt«.
Har der været perioder igennem forløbet, hvor Jim eller Ulrich har været tæt på at træde ud af projektet?
»Det kan jeg med glæde og stolthed melde, at det har der ikke været«.
I en nervepirrende situation hiver Alejandro en mikrofondetekter frem og vimser den omkring Ulrich, der har en optager på sig. Lavede I nogle ændringer i forhold til aflytning og skjult kamera efter den episode?
»Vi gør det, at vi fra da af vælger tid og sted for, hvornår Ulrich er sammen med Alejandro. Vi vælger hotellet og hotelværelset, og vi sørger for, at der er sikkerhedsfolk lige rundt om hjørnet i tilfældet af, at der skulle ske noget alvorligt, altså hvis Alejandro opdager, at muldvarpen ikke er, hvem han siger, han er«.
Hvad tror du, der ville være sket, hvis Ulrich eller Jim var blevet afsløret undervejs?
»Det er et meget hypotetisk spørgsmål, som jeg helst ikke vil begive mig ud i. Det vigtige for mig har været, at hvis de for eksempel satte sig for at undersøge, hvem muldvarpen er, ville de finde ud af, at han er den, som han udgiver sig for at være: Han er en førtidspensioneret kok fra Danmark. Og hvis de slog oplysninger på Jim op, så ville de finde ud af, at han er en tidligere storkriminel, og det er ikke nødvendigvis diskvalificerende, set med nordkoeanernes øjne, at han har den fortid. Måske er det i virkeligheden et plus«.
Hvornår vidste I, at det var den rette tid til at afsløre missionen?
»Det gør vi efter Cambodja, fordi det har været sådan en eskalerende proces, hvor det gradvist er blevet vildere og vildere og vildere. Man bliver jo også godt vant som instruktør, når de gang på gang kommer hjem med mere og mere opsigtsvækkende optagelser.
Optagelserne fra Cambodja er enestående og dokumentarisk set enormt væsentlige og interessante, men på en eller anden måde forekommer de lidt som ’endnu en dag på kontoret’, fordi jeg nu har så mange optagelser med nordkoreanske våbenhandlere, som for år tilbage ville være noget, jeg kun turde drømme om. Og så tænker vi, at nu skal vi til at stoppe. Også fordi, som jeg siger i filmen, vi kan heller ikke køre den længere ud. Så skal Jim gennemføre en egentlig våbenhandel«.
Hvordan fik du kontakt til den tidligere MI5-agent?
»Dels skulle jeg løse et praktisk problem i forhold til, at hvis det var mig selv, der havde debriefet Ulrich og Jim, så ville det jo være mærkeligt, hvis jeg sad og talte engelsk med to danskere. Derudover er britisk efterretningstjeneste noget nær det fineste inden for efteretningens verden, man kan forestille sig. Det er lige en kry finere end de andre, og det tilføjer, i forhold til universet, et vis raffinement, at det er en engelsk efterretningsofficer, som ydermere taler et enormt smukt engelsk. Derudover er det jo et nærmest hypermaskulint univers. Der mangler en stærk kvindelig karakter i filmen, så efter megen søgen faldt jeg over Annie Machon, som er alt det, jeg turde håbe på og mere til, og som gør en særdeles god figur, synes jeg«.
I en scene lufter Alejandro sit åbenlyse had til dig over for Ulrich, Hvad gik gennem hovedet på dig, da du så de optagelser?
»En ting er, at jeg skal have smadret ansigtet, men at jeg også skal styrtes ned i en mineskakt, synes jeg lige er groft nok. Og så var jeg selvfølgelig glad for, at Alejandro ikke var med, da vi filmede ’Det røde kapel’. Det var tydeligvis ikke gået særlig godt, hvis han havde været der«.
Har du gennem årene ellers opsnappet noget omkring, hvordan du bliver set på i Nordkorea?
»Da jeg var i Nordkorea første gang, oplevede jeg – og det tror jeg i virkeligheden også var en af grundene til, at de gav os lov til at lave ’Det røde kapel’ – at nordkoreanerne var enormt begejstret for, at jeg ligner Lenin. De kaldte mig Super-Lenin, fordi jeg er højere, end Lenin var.
Efter ’Det røde kapel’ sendte ambasadøren i Stockholm en fax til DR, hvor der stod, at forskellen på et menneske og en hund er, at en hund ikke har nogen samvittighed. Ergo – nu gengiver jeg det fra hukommelsen – er jeg en hund, en køter, forbandet være ham, udråbstegn. Hvilket jeg tager som et udtryk for, at jeg ikke er en ven af huset længere«.
Tager du selv nogle sikkerhedsforholdsregler i dag?
»Jeg går op i sikkerhed for alle, der indgår i filmholdet, selvfølgelig mig selv inklusive. Og det kan godt være, at det i filmen virker, som om vi er nogle glade vovehalse, der tager let på sikkerhed og bare valser rundt, som det nu passer os, men vi tager sikkerhed meget alvorligt«.
Hvad er den vildeste detalje omkring forløbet, som ikke er kommet med i den endelige dokumentar?
»Der er mange vilde detaljer, som er taget ud af filmen. Noget af det mere kuriøse er, at jeg har en optagelse af den nordkoreanske førstemand på ambassaden i Stockholm, Hak Choi Ri, som er ham, der afleverer tegningerne til anlægget til Ulrich i filmen. Han ringer til Ulrich og taler om, at han gerne vil have, at Ulrich skaffer tyresæd fra Danmark, altså tyresæd fra forskellige danske kvægracer, inklusive en beholder til at transportere sæden i.
Det skal så til ambassaden i Stockholm, og derfra vil Hak Choi Ri sende det til Nordkorea, hvor jeg tror, det skal indgå i et avlsprogram af en eller anden art. Men det er simpelthen så mærkelig en samtale, at hvis det også havde været med i filmen, så havde folk tænkt: ’Det her kan simpelthen ikke være sandt’.
Der er også et virkelig intenst øjeblik i Uganda, hvor de skal ud og flyve med helikopter, som man ser i filmen. Der går de igennem en metaldetektor i lufthavnen, og der har Jim sin mikrofon, som sidder i inderlommen i jakken. Nordkoreanerne er lige bag ved ham, og metaldetektoren slår ud på den, og der er han jo mesterlig til at improvisere og til at overleve på en lille margin. Så vender han sig om og åbner blazeren og peger på den og siger ’telephonecharger’ til nordkoreanerne – og tager den af og ligger den ned på rullebåndet, så lufthavnspersonalet kan nærstudere den, og så sker der ikke mere end det«.
Hvilken proces er i gang nu – hvad tror du, filmen kan føre til?
»Det har jeg meget svært ved at vurdere. Jeg er jo virkelig glad for og stolt af, at FN fatter interesse for filmen. Vi har indledt en dialog med dem om at dele de oplysninger, vi har med dem. Også oplysninger, som ikke fremgår af filmen. Vi har jo mange timers optagelser, en masse dokumenter, mails og så videre, som ikke har været anvendt, men som sikkert kan være ekstremt interessante for FN. Så hvis vi kan bidrage til at forstærke sanktionerne mod Nordkorea og i det hele taget hjælpe FN, vil jeg være meget glad«.
’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ kan ses på DR TV.