’Muldvarpen’: Mads Brügger bliver bare en bedre og bedre filmskaber

5 6
’Muldvarpen’: Mads Brügger bliver bare en bedre og bedre filmskaber
STREAMING TOGETHER

Ud af det blå hiver Alejandro Cao de Benós en mikrofondetektor frem og demonstrerer ivrigt dens formåen i lokalet under sit møde med Ulrich Larsen.

»Hvis du bar en mikrofon nu, ville den bippe«, siger den suspekte spanier, og få øjeblikke senere bimler den løs. Danskeren holder gode miner til slet spil og virker alment nysgerrig på det lille device. Til sidst bliver han reddet af gonggongen. Men, slår Larsen fast: Sådan én må vi da altid have med, en af de gode.

Scenen er som taget ud af en John Le Carré-fortælling. Ulrich Larsen er nemlig miked up, som man siger i den verden, som den førtidspensionerede, skaldede kok imod alle odds er trådt ind i som muldvarp for Mads Brügger i Nordkoreas mest gedulgte forretningslag.

Larsen var så begejstret for ’Det røde kapel’ fra 2009, hvor Brügger infiltrerede Nordkorea under dække af at ville sætte en teateropsætning op i hovedstaden Pyongyang, at han skrev til filmmageren og foreslog, at han kunne hjælpe med det videre arbejde for at afsløre landet som den slyngelstat, det er.

I første omgang melder han sig uskyldigt ind i Venskabsforeningen mellem Danmark og Nordkorea, men gennem årene stiger han i graderne, og efter et årti er han endt som betroet væbner for formanden for den internationale venskabsforening for Folkerepublikken: Førnævnte, mikrofonsnusende Alejandro Cao de Benós, som viste en vis rødhåret dansker rundt på dennes første tur til det kommunistiske diktatur for mange år siden, og som Brügger altid har mistænkt for urent trav.

Ulrich Larsens opgave bliver at skaffe penge til et Nordkorea, der er ramt på finanserne af FN’s sanktioner, og Brügger opfinder derfor til lejligheden en rigmand, der ser ud og lyder som en James Bond-skurk: Den ulasteligt klædte, velfriserede og storskrydende Mr. James, spillet af den tidligere jetsetkokainpusher Jim Latrache, som Brügger har mødt ved et tilfælde nogle år forinden.

Karismatiske Latrache er et fund til rollen. Han spiller den så macho-stort, at ingen tør tro på, at han er et påfund. Han tager storgrinende imod på sin yacht, beder sin underdanige danske forbindelse Ulrich om at lave Bloody Marys under møderne og ser i det hele taget ud til at nyde situationer, som ville få de fleste andre til at bede deres fadervor.

Ulrich Larsen (th. ) med Alejandro Cao de Benós. (Foto: Jonas Berlin).

Ulrich og Mr. James og et umage makkerpar, der på hver deres måde gør det, der er blevet et af dokumentarskaberens specialer: Gemmer sig in plain sight. Mr. James ved at give den hele armen som storskrydende mangemillionær, Ulrich som den uanseelige Mr. Nice, som ingen kunne drømme ville have los cojones til at gå fjendens ærinde. Man sidder med åben mund og polypper, når Ulrich får lov til at filme under lyssky møder i Nordkorea, fordi han har udmærket sig som en så betroet allieret.

Det er et storpolitisk spil af de ganske ubegribelige, de to danskere lægger krop til. De rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing for at få en handel i stand, der involverer Nordkoreas assistance til at bygge en underjordisk fabrik for at fremstille våben og metamfetamin, ulovlig indsmugling af olie, køb af en afrikansk ø og forbindelser til regimet i Syrien. Det er chokerende at få en så håndgribelig fornemmelse af, hvordan Kim Jong-uns socialistiske velvære er bygget på en hærdet svingom med alskens kriminalitet på det sorte marked.

Den utrolige historie udrulles med Mads Brügger længere i baggrunden, end vi er vant til fra hans tidligere film – her som lun fortæller og som dukkeføreren, der trækker i trådene på sikker (?) afstand af begivenhederne med sine to undercover-soldater i marken.

Men på mange måder fortsætter ’Muldvarpen’ det maskefald, han begyndte i ’Cold Case Hammerskjöld, hvor han indså, at hans mange gimmicks ikke rakte, da tingene spidsede til. Ulrich og Mr. James er instruktørens eget dobbeltansigt, den tålmodige skaldede nørd og den facadebevidste, frygtløse agent provocateur, og når serien – effektivt, om end måske lidt for underspillet – fokuserer på konsekvenserne af Ulrichs årelange maskespil på privatfronten, er det sandsynligvis også en form for selvportræt, vi ser.

Og for alle os andre kilder ‘Muldvarpen’ på et helt barnagtigt niveau dagdrømmen om at sige farvel til støvsugning og madpakker for at leve livet farligt i en højere sags tjeneste.

Den tidligere jetsetkokainhandler Jim som Mr. James. (Foto: Joakim Hauge Vocke)

Spiontemaet betoner Brügger ved at lade Jim og Ulrich blive debriefet af en tidligere engelsk MI5-agent, der frames, som var hun M for agent 007.

Med denne elegante interviewramme beviser Mads Brügger, at han med årene er blevet en mere og mere selv- og træfsikker dokumentarist. Modet, forklædningerne og de dristige idéer har han haft siden sine unge dage som skrivende journalist, men med ’Cold Case Hammerskjöld’ og nu ’Muldvarpen’ har han nået et nyt stilistisk niveau. Hans leg med spiongenrekoderne i begge projekter er frydefuldt eksekveret.

Til forskel fra nogle af hans tidligere afdækninger – som den rasende underholdende, men i sidste ende også uforløste bog 11.11.11 – kulminerer ’Muldvarpen’ med det tætteste, Brügger nogensinde er kommet på en smoking gun. Og med en sjældent tilfredsstillende konfrontation set i lyset af, at Alejandro Cao de Benós i en af Muldvarpens mange skjulte optagelser har ytret sit glødende had til den bedrageriske danske filmmand. Finalen er et vigtigt hak i reversen for en instruktør, som man nogle gange kan mistænke for at være mere interesseret i den gode fortælling end i sandheden – hvis han nu skulle vælge.

Min fornemmelse er, at Mads Brüggers position som dokumentarist har en tendens til at blive underkendt herhjemme, måske fordi filmene i en årrække har virket som en sidegesjæft, måske fordi han som offentlig person på sociale medier og omegn er en polemisk og polariserende skikkelse.

Jeg tøver dog ikke med at kalde ham tidens mest interessante danske dokumentarinstruktør, for hvor finder man ellers en filmskaber, der som et gadekryds mellem Sacha Baron Cohen og Alex Gibney laver journalistiske afsløringer af internationalt format, sætter sig selv på spil og samtidig har en distinkt personlig stil? Dansk dokumentar har de seneste år på velgørende vis rejst ud i verden, men som regel for at lave film i den vedkommende og let forudsigeligt humanistiske afdeling. Heroverfor kaster Brügger sig hovedkulds ind i de mest betændte globale konflikter som en tyr ufortrødent buldrende mod et vejrende rødt flag. Og selvom det ikke altid går godt, er det altid mindeværdigt – som hos andre af vores største instruktører.

Det er på tide at sætte pris på Brügger som auteur og påskønne hans samlede værk, fra ’Danes for Bush’ til ’Det røde kapel’, ’Ambassadøren’, ’Cold Case Hammerskjöld’ og nu ’Muldvarpen’, der hører til de mest provokerende, dristige, overraskende og originale dokumentarfilm produceret herhjemme.

Det var da én god ting, lukningen af Radio24syv førte med sig: Brügger fik mere tid på hånden. Hvad kan det ikke blive til?


Kort sagt:
De journalistiske afsløringer er til at tage og føle på i Mads Brüggers nye Nordkorea-film, der kan ses over tre afsnit på DR. Men det er den stilsikre omgang med spionkoderne og det umage makkerpar i centrum, der gør, at ‘Muldvarpen’ også vil være seværdig om 20 eller 30 år.

’Muldvarpen’. Dokumentarserie. Instruktion: Mads Brügger: Spilletid: Tre afsnit af 35-55 min. Premiere: Kan ses på DR TV.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af