KOMMENTAR. Mindst to politibetjente bør kigge efter nyt job – og muligvis også i deres e-boks efter en indkaldelse til retten.
Det er den mest håndfaste konklusion, man kan drage efter de to nye afsnit af ’Den sorte svane’, der har ramt TV 2 Play her til morgen. I hvert fald hvis programmets umiddelbart grundsolide bevisfremførelse står til troende.
Første sæson ramte Danmark som en tsunami fra en vindstille dag 29. maj sidste år, og det siger næsten sig selv, at ingen efterfølger vil kunne leve op til den følelse af at overvære en skelsættende journalistisk dokumentar, som med dramaturgisk panache, visuel kvalitet, et out of this world-dristigt svindelnummer og et karaktergalleri som taget ud af en Guy Ritchie-film blev et nationalt samlingspunkt i månedsvis.
Siden har debatten om programmet rullet nærmest uophørligt, og særligt Berlingske har forsøgt at beklikke TV 2’s troværdighed ved blandt andet at afsløre, at Amira Smajic arbejdede for politiet, sideløbende med at hun afslørede kriminelle gerninger for Mads Brügger & co., hvorfor hun ikke blot var faldet tilbage i den kriminelle gryde, som sidste afsnit af serien antydede.
TV 2 har affejet det meste kritik uden at ville gå særligt meget i detaljer om forløbet, og min frygt forud for de to nye afsnit var, at det ville ende i internt mediefnidder mere relevant for ’Presselogen’ end politikerne. ’The Wire’s dårligste sæson var som bekendt den, der fokuserede på medierne.
Men heldigvis er den del, som omhandler journalisterne selv, kun et middel til at rette projektørlyset mod de nye afsnits egentlige skurk: politiet.
Eller nærmere bestemt de kildeførere i National Enhed for Særlig Kriminalitet – bedre kendt som NSK – der har haft til opgave at håndtere Amira Smajic.
»Justitsmord«
Med Mads Brügger tilbage som pædagogisk indførende fortæller og interviewer i seriens køligt blåtonede univers fokuserer første nye afsnit på, hvordan Smajic sendte fortrolige oplysninger om journalister og deres kilder videre til politiet. Andet afsnit udruller, hvordan Smajic efter sigende fik hjælp af sine politikontakter til at undgå en potentiel retsforfølgelse.
Jeg tror egentlig, at de fleste danskere fint forstår, at politiet nogle gange må træde uden for dydens smalle sti, når de skal have væsentlig information ud af meddeleres omgang med det kriminelle miljø. At ordensmagten ikke altid kan balancere på juraens højhellige line, når det kommer til at fælde forbrydere, som selv ingen midler skyr for at styre uden om paragrafferne.
Men det, vi ser i afsnit 6 og 7 af ’Den sorte svane’, er alligevel hårrejsende.
Vi taler om politifolk, der:
– Opmuntrer Amira Smajic til at overvåge terrorforskeren Tore Hamming, som blandt andet er kendt for at have et godt netværk i Al-Qaeda, når han er på besøg hos samme produktionsselskab, som Smajic arbejder for.
– Bifalder, at hun i skjul tager billeder fra en journalists personlige notesbog og stjæler indholdet fra en journalists harddisk spækket med fortrolige filer.
– Og (allermest inkriminerende) instruerer Smajic i at lyve i retten, så hun slipper for at blive impliceret i en sag om skattesvindel.
Man får den tanke, at betjentene pjækkede fra politiskolens juralektioner for at se amerikanske krimier i stedet, og en pensioneret dommer og retspræsident, en tidligere PET-mand med årtiers erfaring i kildeføring og en norsk ekspert i politimetoder kigger da også forfærdet på indicierne i de to afsnit.
På tværs bringer de vurderinger som »Stasi-agtigt«, »justitsmord«, »forvanskning af beviser«, »ukultur«, »overgreb mod pressen« og »direkte sygt« til fadet.
En presset mand
Hvis man vil vide, hvordan en presset mand med forgæves medietræning ser ud, skal man bare overvære interviewet med NSK’s øverste direktør Lasse Boje Nielsen i slutningen af hvert afsnit. Han ville svare, at han ikke ønsker at kommentere konkrete påstande, om så Mads Brügger spurgte, om han hedder Lasse til fornavn. Og den klump i halsen, han så tydeligt synker undervejs, er det mest sigende af hans udsagn.
Få timer efter premieren på afsnittene kunne flere medier meddele, at Justitsministeriet har indkaldt til møde, og at retsordførere fra flere partier er oppe i det røde felt. Mon ikke Boje Nielsen får en rigtigt spændende dag på kontoret.
Og mon ikke der kommer til at rulle hoveder. Spørgsmålet er blot, hvor mange og hvor langt oppe i systemet.
For skal man pege på en svaghed ved ’Den sorte svane’ – det nye såvel som det gamle – er det, at serien mest fanger fisk fra den nedre del af fødekæden. De systemiske konsekvenser af sæson 1 har været relativt små holdt op mod den gigantiske forargelse, der fulgte i kølvandet, og ansvarsplaceringen efter de nye afsløringer kan meget hurtigt ende hos enkelte brodne kar i politiets rækker.
Men der er absolut grund til at undersøge, hvor gennemgribende dette tvivlsomme forhold til almindelig retssikkerhed er hos den udøvende magt, og hvor mange der egentlig kendte til kildeførernes håndsrækning til Amira Smajic, så hun ikke endte med Sorteper.
Uanset hvad der sker herfra, er dét i sig selv et aftryk, der siger spar 2, særligt efter en tid, hvor politiets metoder har været uheldigt i fokus, blandt andet i den ligeledes meget omtalte DR-dokumentar ’Forfulgt af politiet’.
Således føles ’Den sorte svane: The Sequel’ bestemt også som mere end en fodnote. De nye afsnit kan selvfølgelig ikke måle sig med første omgangs spektakulære skjult kamera-setup, der gjorde de komplekse cases forståelige og suspensespækkede for danskere af enhver slags.
Men det er en fortsat både spændende og foruroligende optrevling af råddenskab bag det danske samfunds pæne facade, som har større slægtskab med førnævnte ’The Wire’, end man havde fantasi til at forestille sig.
Og Amira selv?
Hun medvirker ikke i nye optagelser, men fremstår i de nyafslørede lyd- og tekstbidder så komplet uforudsigelig, upålidelig og umanerligt dygtig til at sno sig, som vi kender hende.
Hvilket om ikke andet tjener som en udmærket reminder for alle, hun hvisker i øret på – fra journalister til filmfolk, der drømmer om at forvandle hendes historie til fiktion.
‘Den sorte svane’ kan ses på TV 2 Play.