’Enten/Eller’: En socialist og en liberalist forelsker sig i ny ungdomsserie på Xee
Maja, en socialistisk ungdomspolitiker, har en roommate, og alt, hun siger, er fornuftigt. Også da hun fortæller politikerspiren, at det egentlig ikke burde være et problem, at hun er begyndt at date en gut med nogle helt andre holdninger end hende selv.
Så uenige er vi jo heller ikke i Danmark.
Men okay, Maja og William, de elskende ungdomspolitikere i ’Enten/Eller’, er trods alt aktive i Liberalisterne og SL (åbenlyst baseret på Liberal Alliance og Enhedslisten), de mødes midt under valgkampen, og så duellerer de endda i Aftenshowet, bevæbnet med bitre stikpiller.
På den baggrund har Xee-serien egentlig en sjov præmis, som den endda trækker hårdt op: Williams garderobe bugner af blå skjorter, han studerer på CBS og råber »lavere skatter«, hvis man vækker ham om natten. Maja er vegetar, socialt indigneret og deltager jævnligt i aktivistiske handlinger rettet mod ’systemet’.
De har plantet flaget i hver deres ende af det politiske spektrum, men de finder vej til de samme lagener efter en bytur og bliver forelskede, som de næppe har været det før.
Det er aldrig kedeligt at følge det tumultariske forhold i ’Enten/Eller’, en Xee-serie rettet mod et ungt publikum, og man har lyst til at se videre, når valgaftenen nærmer sig, og gloserne bliver slebet brutale.
Problemet er bare, at meget lidt af det er troværdigt.
Især portrættet af det politiske miljø, som William og Maja færdes i, virker langt fra virkeligheden. Det er svært at forestille sig, at William, en CBS-studerende, der mødes med sin læsegruppe, selv efter valget er udskrevet, skulle være toprådgiver for en spidskandidat, og det bliver ikke mindre sært, da Troels Lybys liberale spydspids vil have ham med på tv-billederne, mens han lancerer et integrationspolitisk strammerforslag.
Det står ikke meget bedre til i den røde lejr. Majas opgør med de hardcore aktivister i eget parti er præget af infantil kampretorik, og da hun får ordet til en valgfest, er det første, man tænker, at det aldrig ville være sket uden for fiktionen.
Når serien så faktisk nikker til virkeligheden, er det gerne på en lidt kluntet måde, ikke mindst da Lybys partileder beder om flere penge fra en virksomhedsejer, en mand, der har købt et cykelhold sammen med »Bjarne«, akkurat som Saxo Bank-stifter og Liberal Alliance-støtte Lars Seier Christensen.
En række gode biroller omgiver Maja og William, ikke mindst den rapkæftede højrehånd i Liberalistisk Ungdom og Majas roommate, den jordbundne, jyske voice of reason, men portrættet af de unge ildsjæle lider under seriens begrænsede budget. Måske var det for ambitiøst at lade handlingen foregå under valgkampen, for hverken valgfester, pr-udflugter eller tv-begivenheder ligner noget fra en afgørende politisk slutspurt.
Også debatterne mellem William og Maja udfolder sig på et niveau, hvor floskler færdes. I Aftenshowet diskuterer de SU, og William siger, at hans parti vil fjerne to milliarder fra uddannelsesstøtten og »føre dem ind i erhvervslivet«. Hvad betyder det? Lavere selskabsskatter? Det er ikke til at vide. Til gengæld føles det lidt, som om man bliver talt ned til.
Det er en skam, at hovedpersonerne ikke får lov til at udfolde deres ideologiske ståsted, særligt analysen af, hvilke politiske værktøjer der gør borgere stærke og frie. William og Maja peger jo på mange af de samme problemer, mens de løsninger, de foreslår, er vidt forskellige. Debatten er bare for sporadisk til at blive interessant.
’Enten/Eller’ spiller i stedet på den umulige romances patos, og hovedrolleindehaverne, Nikolaj Dencker Schmidt og Emilie Kruse, er faktisk i stand til at bære den langt ad vejen. Man tror på dem, når de kigger forelsket og alligevel modstræbende på hinanden, også selv om det forstyrrer, at en atmosfærisk indiesang altid bryder ud, når de kysser.
Det er det, ’Enten/Eller’ har: Den har hjerte. Til gengæld kunne den godt have brugt en del mere politisk indsigt – og en flig af realisme.
Kort sagt:
Xee-serien ’Enten/Eller’ om forelskelse på tværs af partiskel er aldrig kedelig, men den lider under et utroværdigt portræt af det politiske miljø.