’Limboland’ sæson 1: Dansk ungdomsserie er beviset på, at Frederikke Dahl Hansen gør alt sindssygt seværdigt
Det allerbedste ved ungdomsserier er, at her er der som få andre steder i fiktionen albuerum til at fejle og famle og falde. Det hører sig ligesom den forvirrede ungdom til. Og når du ikke længere tilhører målgruppen, er blevet nogle-og-tredive og stadig famler derudaf, har du ungdomsserierne til at spejle dig i og fortælle dig, at det altså er helt okay.
Tag bare nogle af topskuddene fra de seneste år: ’29’, ’Doggystyle’, ’YesNoMaybe’, ’Ondt i røven’ og ’Noia’. Her er der sådan cirka ingen, der har styr på noget som helst. Hverken parforhold, venskab, dating, seksualitet, boligsituation eller et galopperende misbrug. Således også Xees nye serie ’Limboland’; et komediedrama, hvor tre veninder i midt-20’erne forsøger at navigere rundt i mere eller mindre samtlige problemer, vi kender fra førnævnte serier. Den overvældende mængde af de problemer får desværre også troværdigheden til at ryge en tur af og til undervejs. Hvor meget lort kan tre unge kvinder komme ud for og udsætte hinanden for i løbet af en sommer i København?
På Vesterbro i København genoptager veninderne Freja (Frederikke Dahl Hansen) og Nadja (Angela Bundalovic) deres gamle venskab med Katrine (Emma Sehested Høeg) til en dødssyg gymnasiegensynsfest (hej, ’29’). Under en hvad-laver-I-alle-sammen-nu runde, hvor Freja tydeligvis er ved at gå til i skam over, at hun ’bare’ gør rent på et reklamebureau, springer Katrine til og redder hende ud af pinen. Katrine er i øvrigt en slags sexpositiv, feministisk influencer, der optager efter-sex interviews med sine partnere og smider dem op på Instagram, imens kinderne endnu er røde. Hun er impulsiv i tiende potens og har festtasken fuld af receptpligtig Ritalin til at holde hendes ADHD i skak.
Det study drug – lige dér i tasken – viser sig en for stor en fristelse for den eksamens- og præstationsstressede Nadja, der netop har fået 4 i Retsmedicin og allerede ser sin fremtid styrte i grus. Hun får jo altid 12. Angela Bundalovic (’The Rain’) er med flakkende blik og præcis pagehårs-frisure øjeblikkelig genkendelig som lige nøjagtig dén type.
Og nu vi er ved afhængighed, så bugner Frejas tøjskab med alt, alt for meget og alt, alt for dyrt tøj, som hun gemmer sin egen følelse af utilstrækkelig inde under. Katrines SoMe-tilstedeværelse begynder også at køre af sporet, da hun for rullende Aftenshowet-kamera opfordrer folk til at sende hende seksuelle udfordringer; #sexchallenge. Og alt det her er altså bare begyndelsen på en nedtursspiral for de tre Vesterbro-veninder i ’Limboland’.
Rikke Louise Schjødt, der er amerikansk filmuddannet, har med seriedebuten ’Limboland’ først og fremmest skabt et udstillingsvindue, hvor særligt to af dansk film- og tv’s kæmpetalenter, Frederikke Dahl Hansen og Emma Sehested Høeg, får plads og lov til at spille sig derud, hvor det bliver sådan rigtigt interessant. To hvirvlende tornadoer af tics og tossede ordstrømme, der aldrig stopper med at overraske.
Men hvor ville jeg ønske, at der skete sådan cirka 50 procent mindre i ’Limboland’ end tilfældet er.
Til sammenligning købte jeg for eksempel 100 procent ind på det moralske mørkevand og misbrugsspiralen i Camilla Ramonns DR-serie ’Noia’ tidligere i år. Et forfriskende bud på en ungdomsserie, der vedkender sig dramaet og ikke viger uden om den tunge trøsteløshed med unødige komedieindfald. Her indtog Dahl Hansen også hovedrollen på fornemste vis – med farvet hår, misbruger-blik og blegede øjenbryn, så hun var nærmest ukendelig. I ’Limboland’ er hendes herlige, sardoniske øjenbryn tilbage. Og hurra for dem. De sætter deres egen, skælmske streg over alt, hvad Freja famler rundt med i serien.
’Limboland’ er allerbedst og decideret fængslende, når venindesamtalerne får lov at flyde naturligt og lavmælt det ene øjeblik og charmerende eufori og udgakkethed tager over i et splitsekund efter. At se Frederikke Dahl Hansen og Emma Sehested Høeg hoppe og growle til Medinas inderlighedshit ’For altid’ er et kæmpe mood og ’Limboland’s mest mindeværdige scene.
Kort sagt:
’Limboland’ både famler og falder igennem hist og her, men serien fejler ikke fuldstændig. Ikke mindst takket være Frederikke Dahl Hansen (og hendes øjenbryn), der jo gør alt sindssygt seværdigt, men i særlig grad puster liv i Freja og hendes fuck-ups uden ende.