Engang i 00’erne sad en dreng i den sønderjyske by Haderslev og havde en våd drøm om at blive revisor.
Drengens mor og far var skuespillere på det lokale teater og stod ofte på scenen, mens vennernes forældre serverede aftensmad. Drengen længtes efter sine forældre og drømte selv om et liv, der var mere 9 til 17, og det kunne revisorjobbet give.
Så kom han på handelsskolen. Og fandt ud af, han var dårlig til tal.
Drengen bor i dag i København og er blevet alt andet end revisor. »Jeg er skuespiller, kæreste med en skuespiller og bor under en anden skuespiller, så jeg kan ikke lade være med at tænke: ’For helvede, nu endte jeg der alligevel!’. Jeg skulle bare have fået arbejde i Danske Bank,« siger drengen, der nu er blevet voksen. Han storgriner.
Ari Alexander tog rejsen fra 61 dobbelt skudhul – det eneste postnummer i Danmark, du kan lave som et håndtegn, fortæller han – og direkte ind på den danske film- og tv-scene. Udenom teaterskolerne og kun med modermælken at styrke sig på dumpede han ned i faget. Fra han fik sin første rolle som 23-årig og til i dag syv år senere, skulle han lære det hele selv.
Hans lod blev hurtigt småroller i serier som ’Badehotellet’, ’Norskov’ og ’Vild sommer’ og film som ’Den bedste mand’, ’De frivillige’ og ’Danmarks sønner’. Men nu tegner der sig et gennembrud. Med ’Limboland’, ’Cold Hawaii’, ’Doggystyle’, ’Alfa’, ‘Rita’ og nu den biografaktuelle ’Erna i krig’ er Ari Alexander for tiden svær at komme uden om. Næste år får han sin første hovedrolle i Anders Morgenthalers nye tv-serie ’Try Hard’.
»Det har været svært for mig at sige, at jeg turde. Når man ikke har gået på teaterskolen, så tror jeg, man skal tage et lidt større tilløb, før man tør springe helt ud i skuespillet«, siger han.
Selvom han ikke altid kan være hjemme klokken 17, har Ari aldrig været lykkeligere, end han er nu. Da han i år fyldte 30, tænkte han ligefrem, at han nu kunne dø glad.
Den jyske væddeløbshest
Rejsen fra Haderslev sendte i første omgang Ari Alexander mod Sydney, et sted han stadig har et nært forhold til og besøger. »Der havde jeg nogle dramatimer, hvor lærerne sagde, jeg skulle forfølge det, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over«, fortæller han.
Alligevel endte Ari til en casting, da han flyttede til København, og som 23-årig fik han tilbudt sin første rolle i tv-serien ’Dicte’. »Jeg fik et blackout, da jeg så Lars Brygmann. Jeg blev så starstruck, at da han kom over til mig i pausen for at høre, hvordan det gik, så tror jeg, at jeg sagde ’Ja La Cour, NEJ, Lars! Du er jo ikke La Cour længere’.
Jeg følte virkelig, jeg var forfærdelig i ’Dicte’. Alligevel fik jeg et opkald fra casteren om, at det var gået skide godt, og jeg tænkte: ’Tager du pis på mig?!’«
På det her tidspunkt gik Ari på universitetet, men var ifølge en af sine venner uigenkendelig som it- og markedsføringsstuderende. »Han sagde, jeg var en anden og virkede død indeni, så det var også lidt et wake-up call. Og da jeg så fik en rolle i ’9. april’, så blev jeg virkelig bidt af skuespillet«.
Efter menig Justesen i Roni Ezras Andenverdenskrig-film blev det svært at se sig tilbage. Men der ventede nogle år, hvor Ari skulle igennem et langt og sejt træk. Det stod snart klart, at hans skuespilsuddannelse ikke foregik på de skrå brædder eller i en skole, men gennem én rolle han ville komme til at spille gang på gang: Den store jyde.
»Men jeg tror også, den rolle lagde fundamentet for, hvad jeg har kunnet gøre senere. De små store jyderoller har været min skole, og det er dem, der har lært mig, hvordan maskinen kører. Som smårolle har du kun fire-fem takes, så du er nødt til at kunne levere. Det lærte mig at følge mit instinkt og tro på min mavefornemmelse.
Men i lang tid var jeg på jagt og prøvede ihærdigt at undslippe den rolle. Jeg opsøgte filmfolk, der skabte nye ting og viste dem, at jeg var sulten og ville have chancen for at vise, hvad jeg kunne.
Så der var ikke én rolle, der fik mig ud af den boks. Det skete gradvist efter flere års hårdt arbejde. Jeg var ligesom en væddeløbshest, der holdt hovedet nede, havde skyklapper på og ikke ænsede de andre heste på banen. Jeg koncentrerede mig om min egen, og jeg havde en stærk vision for, hvad jeg ville. Så var det meget nemt at kigge lige ud«.
Misbrugeren og det dumme svin
Og det endte med at vende for Ari. I Mikkel Serups ’Den bedste mand’ var der mere kød på rollen som bokseren Jørgen Hansens småracistiske boksekammerat Preben, og som den forelskede homoseksuelle landmand i tv-serien ’Rita’, begyndte han virkelig at kunne udfolde sit talent.
Og for mange blev mødet med Ari Alexander uforglemmeligt med rollen som Oliver i Avaz-brødrenes TV 2-serie ’Alfa’. Oliver er en småkriminel barndomsven, der på trods af flere års adskillelse fra Andreas Jessens hovedrolle forsat har sin vens ryg, mens han samtidig prøver at etablere en ny og bedre tilværelse med sit livs kærlighed.
»Med Oliver tænkte jeg: ’Okay… nu begynder det sgu at ligne noget’. Efter mange år med småroller følte jeg, at nogen havde betroet mig noget«.
Oliver var en interessant karakter – ikke bare fordi han lå uden for jyde-stereotypen, men fordi han også lå langt fra Aris egen verden. Faktisk er han fucking træt af at spille sig selv. Som misbrugeren, roden og den bundkærlige Oliver kunne han nu tage på en længere seriel rejse, hvor hans karakter skulle igennem op- og nedture.
»Jeg tror, Oliver lykkedes for mig, fordi jeg førhen har haft så få chancer til at ramme det, jeg skulle, inden næste take. Så da jeg lige pludselig havde mere tid og plads, så føltes mulighederne uendelige for at dykke ned og finde hans lag«.
Samme oplevelse havde Ari i den biografaktuelle ’Erna i krig’, hvor han spiller soldaten Max Petersen, en skurk i Ernas plan om at følge og beskytte sin søn under Første Verdenskrig.
»Lige meget hvad du gør som skuespiller, skal du kunne forsvare din rolle. Der må være et sted i din karakter, hvor du siger: ’Okay det kan jeg godt sætte mig ind i’, for ellers leverer du aldrig en troværdig karakter. Hvis du aldrig føler for din rolle, så kan du ikke selv føle den.
Det er en af den slags roller, jeg har ventet på at få. Det var ikke den største rolle, men mit game har længe været de små roller, så jeg er vant til at lægge alt, hvad jeg har i dem«.
What doesn’t kill you…
»Jeg har jo vitterligt altid måtte kigge på de andre og se, hvad der virkede for mig selv«, mindes Ari om sin vej gennem karrieren. Han har altid vidst, at hvis han skulle gøre det lige så godt som ham fra skuespillerskolen, så skulle han arbejde dobbelt så hårdt – og virkelig smadre igennem.
»Jeg gik på en teaterhøjskole for nogle år siden, hvor en lærer spurgte en elev, om hun helst ville knipse med fingrene og nå toppen af sin karriere, eller om hun ville have kampen dertil med. Hun ville bare gerne derhen, for hun syntes, det var hårdt. Og det kan det også være! Men jeg vil hellere have rejsen og nederlagene med og blive bedre på grund af dem. Det er, ligesom Kelly Clarkson siger: ’What doesn’t kill you makes you stronger’«.
I dag kan Ari leve af skuespillet, og efter årevis af bijobs som natportier, bartender og billetkontrollør i skuespilhuset er det en sindssyg følelse.
»Jeg har altid skullet fortælle mig selv, at det ikke er et sprint, men et maraton. Det fede ved skuespil er, at du spiller, til den dag du dør. Om du når det som 30-årig, som 40-årig eller 50-årig… Så længe du jagter det. Det er hele romantikken i det«.
’Erna i krig’ kan ses i biografen. Ari Alexander er i 2021 aktuel med sin første teaterrolle i Haderslev på Teater Møllen i ’Romeo & Julie’ og med sin første hovedrolle i Viaplay-komedieserien ’Try Hard’ instrueret af Anders Morgenthaler.