‘Cold Hawaii’: Komedieserie med Aske Bang og Allan Hyde surfer lige ind i hjertet

‘Cold Hawaii’: Komedieserie med Aske Bang og Allan Hyde surfer lige ind i hjertet
Aske Bang og Allan Hyde i 'Cold Hawaii' på Xee.

Om han er single eller i et parforhold, fra København eller Klitmøller, så har den moderne mand et gevaldigt hængeparti:

En fallos-fiksering der kan sætte selvtillid, selvforståelse og sexliv over styr.

Nu skal vi ikke skære alle over en kam, men i Aske Bang og Allan Hydes første fællesprojekt ’Cold Hawaii’, er det usikkerheden ved penis og parforhold, der får to gamle folkeskolevenner til at underholde tanken om et partnerbytte.

Bjørn (Aske Bang) har været sammen med Karla (Marie Tourell Søderberg) længe, men det er aldrig lykkedes ham at give hende en orgasme uden en vibrator. Det har Karlas ekskæreste og Bjørns bedste ven Mads-Emil (Allan Hyde) til gengæld. Han dater for tiden Simone (Marie Boda), der besidder en særligt »følsom fisse«, og hvis glædesstøn kan høres gennem væggene.

Begge par er samlet i Bjørn og Karlas hus i Klitmøller i et par måneder for at ride Vesterhavets bølger og se til projekter som specialeskrivning og fotografering. Og nu hvor de er samlet … Hvad så hvis Bjørn kunne tilfredsstille Simone for et selvtillids-boost, og Mads-Emil kunne vise Bjørn lidt tricks til at få Karla i den syvende himmel?

Det er de seksuelle overtoner, der præger de første afsnit af ’Cold Hawaii’, hvor Vesterhavets bølger støder stranden og østers slupres og slikkes. Men det seksuelle partnerbytte er ikke omdrejningspunktet, men derimod afsættet for en rigtig fin serie om at navigere 20’ernes parforhold.

Placeret midt imellem det ungdommelige og voksne, åbner den skøre idé op for en interessant samtale om, hvad der er kriterierne for et godt forhold. Er det at være fuldstændig ærlig eller gemme det der sårer væk? Er lykken monogami eller fri kærlighed? Og er man en dårlig elsker eller kæreste, hvis man aldrig har givet sin partner en orgasme?

’Cold Hawaii’ har en bromance med sine to mandlige hovedroller, hvilket i de første afsnit efterlader meget lidt til nuanceringen af den snerpede Karla og frisindede Simone. Men det bliver der hurtigt gjort op for; Snart viser Allan Hyde og Aske Bang sig som to virkelig talentfulde fortællere der forstår at omdanne en drengestreg til en dybere personlig rejse.

På en særegen, men troværdig facon bliver der argumenteret for partnerbyttet, så det faktisk giver mening. Midt i absurditeten er der kausalitet, og selv når tingene er sat på spidsen, er serien god til at forblive jordbunden. Som afsnittene skrider frem bliver man helt naturligt mere investeret i Bjørn, Karla, Mads-Emil og Simones vestjyske eskapader.

Et højdepunkt er utvivlsomt Aske Bangs Bjørn, der ryger ud på en forunderlig rejse fra tøffelhelt til slesk charmør, fra beskytter til truer og fra hyggefar til hulemand. Allan Hydes ellers sorgløse Mads-Emil bliver konfronteret med sin fortid, nutid og fremtid, så det giver serien ekstra tyngde. Karla og Simone oplever også deres, men det er klart fra de to mænd verdenen går.

I sidste ende, ville jeg dog ønske, at ’Cold Hawaii’ havde troet mere på sig selv.

Man mærker den humoristiske ambition, men det havde klædt serien at turde være ligeså sjov som den er seriøs. Som om man ikke nåede at lade vittighederne løbe vildt og justere ned derfra. Lidt mere nerve havde klædt serien.

Efter en omgang ’Cold Hawaii’ er jeg overbevist om den moderne mands fallos-fiksering, men i selskab med Aske Bang og Allan Hyde ser jeg også en mand, som er en usikker og småpatetisk lykkejæger. Indimellem er han selvisk og rådløs, men i sidste ende gør han det hele for kærligheden.


Kort sagt:
’Cold Hawaii’ er en reflektionssøgende og samtalestartende serie om parforhold i sen 20’erne, der sagtens kunne have satset mere på sine jokes og sårbarhed, men som sikkert baner vejen for Allan Hyde og Aske Bang som makkerpar.

Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.

’Cold Hawaii’. Serie. Hovedforfattere: Allan Hyde og Aske Bang. Medvirkende: Aske Bang, Allan Hyde, Marie Tourell Søderberg og Marie Boda. Spilletid: 8 afsnit á 25 min. Premiere: 30. august på Xee.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af