De bedste danske film i 2020

Det har været et flot dansk filmår, og kampen om topplaceringerne på vores liste har været usædvanlig hård. Men i sidste ende skilte fem film sig ud.
De bedste danske film i 2020
Mads Mikkelsen i 'Druk'. (Foto: Henrik Ohsten)

Dansk film holdt ikke kun et rigtigt flot kvalitetsniveau i det dystre forgangne år, de landede også i landets biografsale som en slags frelsende engle. For biograferne led og lider gennem coronakrisen, men havde det ikke været for hjemstavnens billedfortællinger, havde de mere eller mindre godt kunne dreje nøglen om og først åbne igen post-vaccine.

De danske film solgte billetter i stimevis – flotte 10 film solgte mere end 100.000, ’Druk’ peakede med næsten 800.000 – og beviste, at danskerne faktisk havde mod på at gå i biografen trods pandemien, så længe der var noget, de higede efter at se.

Og på den måde var det jo heldigt, at de hjemlige film netop i år leverede varen. ’Blokhavn’ serverede lystig humor for de unge, Christina Rosendahl skar et nyt hjørne ud af Anden Verdenskrig med stilistisk tæft i ’Vores mand i Amerika’, Ole Christian Madsen gik bevægende i kødet på nyere danmarkshistorie i ’Krudttønden’, ’Undtagelsen’ lancerede fire storpræstationer i de bærende roller, og også det danske gangsterdrama ’Kød og blod’ præsenterede et imponerende ensemblecast.

I sidste ende var det dog disse fem film, der efterlod det største indtryk på os:

Frank Hvam og Casper Christensen i ‘Klovn the Final’.

5. ’Klovn the Final’

Efter den vage toer havde vi frygtet, at ’Klovn’-triumftoget var kørt endegyldigt af sporet, men Casper Christensen, Frank Hvam og Mikkel Nørgaard tog røven på os ved at vende roadtrip-formen fra de to forrige film til et intimt kammerspil af stilstand og vanvid.

Casper og Frank strander i Lars og Tinas hus – og i et spind af løgne og fortielser – da deres tur til Island bliver afblæst. Og på den måde kommer filmen til at rotere stringent om det, der alle dage har været det bankende hjerte i ’Klovn’, det umage venskab mellem Frank og Casper. Og det er både ømt og sjovt, når de to midaldrende mænd går i opløsning i et miskmask af druk, forårsruller, tandbørstepranks og børneorm.

Var det her vitterligt filmfarvellet til Casper og Frank, kan Christensen og Hvam godt være det bekendt.

Læs vores anmeldelse.

Andrea Gadeberg og Mads Mikkelsen i ‘Retfærdighedens ryttere’.

4. ’Retfærdighedens ryttere’

I de fleste andre årgange havde Anders Thomas Jensens nye film ligget endnu højere på listen, og den kunne for så vidt også sagtens have blandet sig i top 3, for der måtte målfoto til for at lave de sidste rangeringer i toppen. Instruktøren mestrede med ’Retfærdighedens ryttere’ den svære kunst at forny sig, samtidig med at han gav publikum det, man forventer af en Anders Thomas Jensen-film: Kulsort humor, stump vold og tragiske skæbner.

Fornyelsen kom først og fremmest fra et genuint spændende thrillerplot, der skabte stor suspense i en fortælling, der vellykket satte menneskets behov for at søge mening i det meningsløse på spidsen. Og så var nytilkommeren i Anders Thomas Jensen-regi, Lars Brygmann, altså bare hysterisk morsom.

Læs vores anmeldelse.

Simon Sears, Jacob Lohmann og Tarek Zayat i ‘Shorta’. (Foto: Tine Harden)

3. ‘Shorta’

Dansk film fik sig et sjældent potent actiondrama, da Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid stak alle fire hænder i hvepsereden og lavede en film om to politimænd fanget i et socialt boligbyggeri, på et tidspunkt hvor politibrutalitet og racisme blev debatteret som aldrig før i kølvandet på George Floyd-mordet, og ghettopakken var på den politiske dagsorden.

Filmen vakte debat, og man kan sagtens diskutere, om vi ikke trænger til flere film, hvor de brune danskere er andet end biroller, men Ølholm og Hviid skabte til gengæld den første danske film nogensinde, der har sat racisme og brutalitet i det danske politi på dagsordenen. Hverken Mike eller Jens skildres ligefrem som Guds bedste børn.

Først og fremmest er ’Shorta’ dog en stram, veldrejet og stilistisk overbevisende film med tre forrygende skuespilpræstationer i centrum: Jacob Lohmann og Simon Sears som de to betjente Mike og Jens med forskelligt moralsk kompas, der udviskes og delvist ombyttes undervejs, og stortalentet Tarek Zayat som den unge knægt, der bliver offer for førstnævntes chikane.

Læs vores anmeldelse.

Rigmor Ranthe, Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Toft Loholt i ‘En helt almindelig familie’. (Foto: Jonas Svensson)

2. ’En helt almindelig familie’

Malou Reymann trak på sin egen historie, da hun i sin spillefilmdebut fortalte historien om den 11-årig pige Emma, der kæmper med modstridende følelser, da hendes far springer ud som kvinde. At stoffet er personligt, mærker man i de fine observationer og det specifikke perspektiv fra den unge pige, men Reymann formåede også at skabe en alment vellykket film, hvor der er humor og lune i den ultrapræcise skildring af de uskyldsrene (læs: naive) 90’ere, og hvor man rives naturligt med af dynamikken i familien, hvor mor og to børn reagerer meget forskelligt på, at far Thomas bliver til Agnete.

Reymann fremkalder store følelser ved at zoome ind på de små situationer frem for at lade dramaet køre op i en Hollywood’sk spids. Det er såre menneskeligt og ekstremt rørende, og så viste filmen, hvordan der altid er nuancer i diskussionerne af, hvem der kan spille hvilke roller. For selvom man kan have en generel holdning om, at transkønnede bør spille transkønnede roller, må man bare sige, at ingen dansk skuespiller havde kunnet løfte rollen som først far Thomas og siden far Agnete som sublime Mikkel Boe Følsgaard, der i øvrigt havde Malou Reymanns autentiske far Helenes velsignelse.

Det bliver ikke nemt for 32-årige Malou Reymann at leve op til denne indiskutable perle af en personlig film. Men vi kan næsten ikke vente med at se hende prøve.

Læs vores anmeldelse.

Mads Mikkelsen i ‘Druk’. (Foto: Henrik Ohsten)

1. ’Druk’

Hvad mere kan man sige om Thomas Vinterbergs nye hovedværk, der blev hyldet af anmelderne, er blevet en sensationel biografsucces, er kørt i stilling som tung Oscar-kandidat og med en vis dansescene har fået den nationalkollektive forelskelse i Mads Mikkelsen til at skvulpe over?

Det er faktisk både usædvanligt og opmuntrende, at man føler, alt er sagt om ’Druk’: For det betyder, at fortællingen om fire gymnasielæreres alkoholeksperimenter og livskriser, er gået ind som få andre film i nyere dansk historie: Der er skrevet think pieces om, hvordan den minder os om, at livet skal leves, den er med sine ukontrollerede festscener blevet læst som netop det, vi har haft brug for i en afsondret coronatid, den er blevet endevendt og diskuteret af unge som gamle over hele landet. Det lyder måske lidt skolemester-agtigt (apropos), men at en dansk film har opnået den form for kulturelle betydning er sgu da bare… rørende.

Og grundlæggende fortjent, fordi filmen erudsøgt komponeret, fortalt med et tempo og en boblende humor, som er et særsyn i danske prestigefilm, hvor man har en tendens til ikke at ville tage for let på sagerne. Vinterberg forener sit opsigtsvækkende koncept, der udgør en besnærende præmis, med en lun humor og et skarpt blik for danskernes omgangsform og menneskets eksistentielle udfordringer. Mere kan vi ikke bede om.

Læs vores anmeldelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af