’Druk’: Thomas Vinterbergs alkofilm boltrer sig eminent mellem eufori og afgrund
Under en forpremiere introducerede Thomas Vinterberg ’Druk’ med en anekdote:
Da hans datter gik i gymnasiet, fortalte hun en udenlandsk gæst, at hun senere på dagen skulle løbe søløb. En konkurrence, hvor eleverne skal nå at bunde en hel kasse øl, mens de løber rundt om en sø. Hvis de brækker sig undervejs, får de en tidsstraf. Medmindre to elever brækker sig på samme tid, så er det okay.
Den udenlandske gæst kunne ikke forstå, at det foregik, og kiggede bebrejdende på Vinterberg. Instruktøren blev ramt af to følelser i det øjeblik, sagde han. Han tænkte, at gæstens forfærdelse var berettiget, men han kunne heller ikke lade være med at være lidt stolt.
Jeg tror, mange danskere ville have følt det samme. Uden måske for alvor at forstå, hvor stoltheden kommer fra.
Det er den dobbelthed, der gennemsyrer Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’.
Det er en film om at drikke øl og spiritus i store mængder, sådan som mange danskere har for vane at gøre, men det er mindst lige så meget en hyldest til druk, som det er en advarsel. Ligesom dets portræt af livet – og ikke hvilket som helst liv: livet i Danmark – er mindst lige så opløftende, som det er trist.
Det starter med et eksperiment.
Gymnasielæreren Martin (Mads Mikkelsen) stammer sig gennem lærebøgerne i historie med en så forsvindende entusiasme, at hans elever forlanger et møde med ham. De er bange for, at hans undervisning er så ringe, at han vil trække deres karaktersnit ned.
I hjemmet vandrer han rundt som et genfærd, børnene ignorerer ham, og konen ser på ham med et blik, der er tomt af resignation. Hendes mand har mistet den version af sig selv, hun forelskede sig i, og han kommer ikke tilbage, lyder den tavse konklusion.
Da foreslår en kollega på gymnasiet, at han selv, Martin, idrætslæreren Tommy og musiklæreren Peter indleder et eksperiment med at drikke i hverdagen. Promillen skal konstant danse omkring 0,5 – når de underviser, når de er sammen med familien, men aldrig efter klokken 8 om aftenen. Ideen har de fået fra den norske psykiater Finn Skårderud, der står bag en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt.
Med alkoholen kommer livsgnisten tilbage, den ungdommelige følelse af frihed og gåpåmod. Martin tager styringen i klasselokalet og imponerer sine elever, og han kaster sig tilbage i kanen med sin kone og lægger planer som sjældent før. Med gnisten kommer lysten til at sigte højere, at få mere. Promillen stiger og stiger, med en så eksplosiv hast, at det må gå galt.
Alkoholismen lurer i horisonten, men det er ikke moralen. Det er en af filmens styrker, at den ikke afslutter forsøget med to streger under facit.
Grænsen mellem eufori og afgrund er skrøbelig, når gymnasielærerne svømmer i våde varer, men Vinterberg dømmer dem ikke. Ofte får alkoholens forløsende og frigørende kraft lov til at stå alene, selv i øjeblikke, der på papiret er umoralske. Det gælder ikke mindst, når lærerne underviser med alkohol i blodet og opildner deres elever til at drikke, endda før eksaminer.
Samtidig skøjter filmen på ingen måde over det mørke hav, der lurer under isen af alkoholinduceret ekstase, og når lærerne falder i, hvirvler de tragisk mod bunden.
’Druk’ er kort sagt en eminent afstemt film, der tør at være nysgerrig.
Den er også vildt morsom, selv – eller måske især – i øjeblikke, der burde være sørgelige eller ynkelige.
For eksempel da lærerne skruer eksperimentet op på maksimalt blus og ender på en vildt underholdende torskejagt i Irma. Eller da Thomas Bo Larsen med vodka i vandflasken forsøger at træne sit fodboldhold af spinkle skoledrenge.
Det skyldes et perfekt doseret manuskript, som Thomas Vinterberg har skrevet med sin siden ’Submarino’ faste manuskriptmakker Tobias Lindholm (også instruktør bag ’Krigen’ og ’Kapringen’), men så sandelig også firkløveret øverst på rollelisten. Mads Mikkelsen fører med sin gymnasielærer fra de udsluktes rækker over sammenbruddet til forløsningen og frem og tilbage igen, mens Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen står for det komiske guld, alt imens de skildrer hele mennesker.
Til sammen skaber de et bevægende fællesskab bestående af personer, man med garanti genkender fra hverdagen. I hvert fald hvis man bor i Danmark.
Med afsæt i kampdrukken formår Vinterberg nemlig at fremstille et overbevisende destillat af det danske samfund og den danske folkesjæl. Der er fodboldtræneren, der råber ad de små drenge på boldbanerne efter arbejde, der er præstationspresset i gymnasiet, hvor unge mennesker plager sig selv i jagten på høje snit, der er middelklassetrummerum på villavejene, Dannebrog strakt ud på vindblæste havne, studentervogne, der indvarsler sommeren, og frisk torsk i Irma.
Der er demokratiske klasseværelser, hvor eleverne er venner med læreren, men også vil have, at han skal være en autoritet, og der er tilknappede eksistenser, der lyser op og bliver selskabelige, så snart øllene kommer på bordet.
De fleste danskere kan ikke undgå at føle deres virkelighed afbildet på skærmen, og det gør ’Druk’ til en enormt vedkommende film.
Det er ikke en film, der opfordrer os til at kigge dybt i flasken, men den opildner os til at bryde ud af trancen og angribe hverdagen med nærvær, mod og energi.
Filmens eneste akilleshæl er, at det er svært at heppe passioneret på forholdet mellem Martin og hans svenske kone (Maria Bonnevie), måske fordi hun ender som en lidt irriterende birolle. Det er ikke hende, filmen handler om, men det er ærgerligt, at den nysgerrighed, der gennemsyrer filmens andre portrætter, ikke strækker sig til hende.
Det er en defekt i en af plottets motorer, nemlig om Martin kan redde sit ægteskab.
Det virker dog underordnet, da den vidunderlige slutning først løber over lærredet og sammenfatter filmen et sted, hvor man ikke kan være helt sikker på, om man skal huje eller hulke. Man er kun sikker på en ting: ’Druk’ er dansk filmkunst, der kan gøre os stolte.
Kort sagt:
Med ’Druk’ leverer Thomas Vinterberg ikke bare et suverænt portræt af alkoholens virkninger, men også af selve livet i Danmark.