Internationale medier roser ‘Druk’: »Mads Mikkelsens bedste præstation i årevis«

Internationale medier roser ‘Druk’: »Mads Mikkelsens bedste præstation i årevis«
Mads Mikkelsen i 'Druk'.

Thomas Vinterbergs imødesete gymnasiedrama ‘Druk’ fik premiere på Toronto International Film Festival i sidste uge til en overvejende positiv modtagelse blandt den internationale anmelderskare.

Filmen handler om en gruppe gymnasielærere, der i smug begynder at drikke i arbejdstiden for at teste en kontroversiel teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet.

Blandt de mest positive er Indiewire, som giver ’Druk’ den flotte karakter B+ med overskriften: »Mads Mikkelsens bedste præstation i årevis er en fordrukken historielærer«. Filmmediet hæfter sig ved, at filmen trods dens triste tematik aldrig skyr væk fra håbet, hvilket ifølge mediet føles »opmuntrende i lyset af de omstændigheder, der omgiver dens skabelse (Thomas Vinterbergs datter døde, lige før optagelserne skulle starte, red.)«.

The Guardians anmelder Peter Bradshaw er ligeledes positiv og giver filmen tre ud af fem stjerner. I anmeldelsen fremhæver Bradshaw det gode skuespil anført af Mikkelsen, men han skriver dog også, at han undervejs i filmen ikke følte, Vinterberg vidste, hvad han ville sige om drukkultur »udover, at den er her for at blive – og det at være fordrukken ser meget, meget værre ud på midaldrende mennesker, end det gør på unge mennesker«.

The Hollywood Reporter mener heller ikke, at ‘Druk’ bringer noget nyt om beruselse og afhængighed, men anmelderen roser til gengæld filmen for at være »en engagerende hyldest til venskab, familie og bacchanaliansk hedonisme i moderation«.

Mere kritisk er branchemediet Variety, som kalder Vinterbergs eksekvering af den provokerende idé for et »buzzkill« og konkluderer, at filmen ikke bringer noget nyt.

»’Druk’ udtrykker i virkeligheden intet udover den evige idé om, at det moderne middelklasseliv indeholder perioder med kedsomhed, som måske kræver, at man må tage stimulanser for at komme igennem dem«.

Vinterberg er en af vor tids største danske instruktører med titler som ‘Festen’, ‘Submarino’ og den Oscar-nominerede ‘Jagten’, som også havde Mads Mikkelsen i hovedrollen.

‘Druk’ får premiere 24. september i de danske biografer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af