Alle Thomas Vinterbergs film – rangeret fra værst til bedst

Oscar-nominerede Thomas Vinterberg er en af landets største instruktører, og med ‘Druk’ lyser hans stjerne lige så stærkt, som den gjorde ved gennembruddet med ‘Festen’. Vi kigger nærmere på hans karriere, der har budt på både op- og nedture.
Alle Thomas Vinterbergs film – rangeret fra værst til bedst
Mads Mikkelsen i Thomas Vinterbergs 'Jagten'. (Foto: Charlotte Bruus Christensen)
‘En mand kommer hjem’. (Foto: Nimbus Film)

12. ’En mand kommer hjem

Titlen var så symbolsk, at det halve kunne være nok: Thomas Vinterberg havde været udenlands for at lave ’It’s All About Love’ og ’Dear Wendy’ med internationale stjerner og undervejs fået drøje hug fra anmeldere såvel som publikum.

Nu vendte han tilbage til fædrelandet, og alle håbede på det store comeback. Men ak. Filmen blev hans hidtil svageste, et komediedrama med en skævt castet Thomas Bo Larsen i hovedrollen som den arrogante operastjerne Karl Kristian, der rejser fra Italien for at lade sig hylde af de benovede beboere i den danske landsby, som han stammer fra.

Stammer gør også den unge Sebastian, som står over for at skulle giftes, men ender i kornmarken med en gammel flamme og får halvgode råd fra den bramfri Karl Kristian, der selvfølgelig viser sig at være hans far.

Filmen er ikke uden komisk timing, men lander et underligt sted mellem dansk folkekomedie, frodig Fellini-imitation og oprigtigt drama. Det centrale kærlighedsforhold fanger aldrig an, og symbolikken er hårdt trukket op.

Mest interessant er filmen gennem de biografiske briller. Vinterberg har nok både kunnet spejle sig i historien om den hjemvendte stjerne og i den naive yngling, der har et dobbelttydigt forhold til en ældre kunstner, som sagtens kan ses som en projektion af Vinterbergs mentor Lars von Trier.

Jamie Bell i ‘Dear Wendy’. (Foto: Zentropa)

11. ’Dear Wendy’

Netop Lars von Trier skrev manuskriptet til Vinterbergs anden engelsksprogede film, ’Dear Wendy’. Trier havde besluttet sig for ikke selv at instruere og gav historien videre til sin yngre kollega i et på papiret stærkt samarbejde. Men den endelige film blev hverken rigtigt Trier’sk eller rigtigt Vinterberg’sk.

Filmen foregår i en amerikansk mineby, hvor en flok unge drenge stifter The Dandies, en gruppe af pacifister med et paradoksalt fetichistisk forhold til våben. De ophøjer og kæler for deres pistoler, men sværger over for hinanden aldrig at bruge dem, et løfte, man selvfølgelig aldrig er i tvivl om vil blive brudt efterhånden.

Man kunne sagtens se den beske kritik af Amerikas våbenfascination udfolde sig flertydigt hos drilske Trier, men glimtet i øjet og stenen i skoen er ikke Vinterbergs force. Han er sublim til det intime og inderlige, men i ’Dear Wendy’ taber han interessen for sine karakterer, mens pointerne slås fast med syvtommersøm. Filmen er lækker at se på i al sin stilisering, men på én gang for meget og ikke helt crazy nok. Vel nok Vinterbergs eneste følelseskolde film.

Joaquin Phoenix og Claire Danes i ‘It’s All About Love’. (Foto: Nimbus Film)

10. ’It’s All About Love’

Kærlighedseposset med den vanvittigt velcastede stjernetrio Joaquin Phoenix, Sean Penn og Claire Danes er, uanset hvordan man vender og drejer det, en mislykket affære. Det er den eneste af Vinterbergs film, der er blevet stemplet som et makværk, hvilken dog er en for hård dom.

Man må nemlig tage hatten af for filmens ambitioner og dens opbud af vilde ideer, konciperet af instruktøren med hans dengang faste manuskriptmakker, Mogens Rukov.

Det vil være en halsløs gerning at forklare plottet i detaljer, men vi befinder os i et fremtidsunivers, hvor forretningsmanden John (Phoenix) tager til New York for at afslutte skilsmissen med sin (eks)kone, kunstskøjtestjernen Elene (Danes), mens vi samtidig følger Johns bror Marciello, der hele filmen igennem er på et fly, fordi han dør, hvis han befinder sig på landjorden.

Man fornemmer, at Vinterberg og Rukov har hjertet med, og faktisk er filmen stedvist bevægende i sit filosofiske og plotmæssige overbud. Højdepunkt er naturligvis den lille historie om de ugandere, der har så svært ved at finde fodfæste i denne fremtidsverden, at de helt bogstaveligt svæver i luften. Som Thomas Vinterberg selv har sagt i et interview med Soundvenue:

»Der er enormt mange styrker i den film. Men den prøver så alligevel også at være en straight story med et kriminalplot. Den skulle bare have været et billeddigt. Det skulle bare have været de der fucking flyvende ugandere. Så må I tage det og forstå det eller lade være. Men jeg turde ikke helt«.

‘Kursk’.

9. ‘Kursk’

Den engelsksprogede film om ubådstragedien ‘Kursk’ er ikke en helt så ringe film, som placeringen på denne liste måske antyder. Stedvis er den faktisk både klaustrofobisk og intens i udfoldelsen af den autentiske begivenhed i august 2000, hvor den russiske undervandsbåd K-141 Kursk sank til bunds under en øvelse, og alle 118 besætningsmedlemmer døde.

Der er nervepirrende scener under vandet, når 24 af besætningsmedlemmerne kæmper for livet, og det er umuligt ikke at blive revet fysisk med, ligesom kapaciteter som Matthias Schoenaerts, Lea Seydoux, Pernilla August og Max von Sydow leverer hæderlig præstationer.

Det er distancerende, at hele den østeuropæiske fortælling udspiller sig på 30 nuancer af engelsk med tyk dialekt, og selvom der tematisk er noget klassisk Vinterberg’sk i fortællingen om mænd på dybt vand (sorry), kunne ‘Kursk’ lige så godt være lavet af enhver anden kapabel instruktør. Det er da også sigende, at det var efter bestillingsarbejdet ‘Kursk’, at Vinterberg besluttede sig for, at han nu kun ville lave film, som han selv skabte fra bunden.

Så uden ‘Kursk’ måske ingen ‘Druk’ – og det er jo noget i sig selv.

Matthias Schoenaerts og Carey Mulligan i ‘Far from the Madding Crowd’.

8. ’Far from the Madding Crowd’

Det er svært at placere Thomas Vinterbergs periodefilm på denne liste, for han var selv helt ærlig om, at det er et stykke bestillingsarbejde og ikke en personlig auteur-film.

Og det mærkes da også. Filmatiseringen af Thomas Hardys klassiske roman er en vanvittigt flot (filmet af Charlotte Bruus Christensen) og professionelt udført periodefilm, som man aldrig ville have gættet bar Vinterbergs signatur, hvis man ikke vidste det.

Vinterberg så en udfordring i at lave en storfilm for et internationalt studie ud fra et manuskript, der blev lagt i hænderne på ham, og han slår da også fast, at han er en yderst kapabel instruktør, der kan sine virkemidler, også selvom vi befinder os i 1800-tallets victorianske England. Firkantsdramaet mellem Carey Mulligan og hendes bejlere – spillet af Matthias Schoenaerts, Michael Sheen og Tom Sturridge – er lovlig passionsløst, men man hengiver sig gerne til den atmosfæriske periodeskildring understøttet af et dragende score.

Thomas Vinterberg spillede sig ikke af den internationale bane med ’Far from the Madding Crowd’, og man forstår godt, at han efter ’It’s All About Love’ og ’Dear Wendy’ ikke kastede sig ud i et nyt kunstfilmsprojekt på engelsk. Det var forfriskende at se ham fortælle en historie med et for ham sjældent kvindeligt centrum, men samtidig savnede man unægtelig den sensibilitet og energi, Vinterberg normalt bringer til sine film.

‘Kollektivet’.

7. ‘Kollektivet’

‘Kollektivet’ blev født som et teaterstykke, som Vinterberg skrev sammen med Mogens Rukov, og er den af hans film, der trækker mest direkte på hans eget liv. Instruktøren voksede nemlig selv op i et akademikerkollektiv i 70’erne af den slags, filmen udspiller sig i.

Kollektivets grundlæggere er ægteparret, arkitekten Erik og nyhedsoplæseren Anna, spillet som altid solidt af Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, der forsøger at skære et liv uden om de småborgerlige rammer, særligt Anna frygter at blive kvalt i. Men de idealistiske forestillinger lider hurtigt et knæk, da Erik forelsker sig i en ung studerende, som han tilmed lader flytte ind i kollektivet.

I ‘Festen’ og ‘Druk’ udviser Vinterberg en fænomenal fornemmelse for blandingen drama og komik, hvor de to elementer løfter hinanden i gensidig vekselvirkning, men ‘Kollektivet’ er den af hans danske film, hvor instruktøren har sværest ved at finde tonen.

Filmen er stedvis sjov, bevares (blandt andet drevet af biroller som Magnus Millang, Julie Agnete Vang og Fares Fares), men ofte også for stereotypt fjollet, mens den alvorlige del aldrig rigtigt fanger an: Måske fordi det lidt traurige ægteskabsdrama føles som så mange andre skilsmissehistorier med skrig, skrål og sidespring, dansk kollektivkultur eller ej.

‘Kollektivet’ er ingen dårlig film – den blegner blot blandt højdepunkterne i Vinterbergs danske oeuvre.

‘De største helte’. (Foto: Zentropa)

6. ’De største helte’

Mere end at være et formfuldendt værk pegede Vinterbergs debutspillefilm i en ny og spændende retning for dansk film, da den fik premiere i 1997.

Filmen handler om den tvivlsomme Karsten (Thomas Bo Larsen), der på sin friweekend finder ud af, at han har et barn, som han sammen med sin bedste ven tager med til Sverige (læs: kidnapper).

Det var noget så uhørt som en dansk road movie, og den overbeviste med sin naturalistiske dialog og herlige humor. Og selvom den kører af sporet i sidste akt, er det en særlig fornøjelse at se Thomas Bo Larsen og Ulrich Thomsen som umage makkerpar i tidlige, upolerede præstationer – flankeret af Paprika Steen, Trine Dyrholm og Bjarne Henriksen i fine biroller. Holdet til ’Festen’ var sat.

‘Submarino’.

5. ’Submarino’

I dag bliver ’Jagten’ betragtet som Thomas Vinterbergs helt store comeback, hvilket da også er forståeligt dens internationale prishøst taget i betragtning.

Men i virkeligheden var det med ’Submarino’, at Vinterberg fandt hjem – hjem til sin blændende sans for det troværdige menneskelige drama fortalt uden dikkedarer, men med utrolig sans for at skabe indlevelse.

Det var Vinterbergs første filmatisering (af Jonas Bengtssons roman) og også hans første samarbejde med Tobias Lindholm, der spiller en væsentlig rolle i instruktørens comeback. Filmen handler om to brødre, der efter mange års adskillelse forenes ved morens begravelse. Langsomt forsoner de sig med hinanden, samtidig med at filmen optrevler deres fælles, skæbnebestemmende barndomstraume.

Jakob Cedergren og Peter Plaugborg leverer begge toppræstationer i hovedrollerne, mens Patricia Schumann vandt en fortjent birolle-Bodil som Cedergrens nabo-fling Sofie. Vinterberg er Danmarks måske bedste personinstruktør, hvilket ’Submarino’ sætter en tyk streg under.

Onde tunger mente, at man kunne mærke, at Vinterberg ikke selv havde erfaring med det underklassemiljø, filmen udspiller sig i, men det virker som en lidt fortænkt pointe, og man ville næppe tænke over det, hvis man ikke lige vidste det. Selvom filmen måske forfalder til en lidt entydig psykologisk kausalitet, står karakterdramaet utroligt stærkt. Mænd under pres er en Vinterberg’sk spidskompetence, og man mærker på sin egen krop brødrenes gode viljer bremset af desperation og determination.

‘Drengen der gik baglæns’. (Foto: Rolf Konow)

4. ’Drengen der gik baglæns’

Efter den rørende og fandenivoldske filmskoleafgangsfilm ’Sidste omgang’, som stiftede Vinterbergs faste samarbejde med Thomas Bo Larsen, var instruktørens næste skridt en lille film om en dreng, der bærer rundt på et forfærdeligt traume.

Som en novellefilm på lidt over en halv time stikker ’Drengen der gik baglæns’ ud på denne liste, men den fortjener alligevel at komme med, fordi den med stor modenhed og sikkerhed indvarslede Vinterbergs talent og pegede frem mod mange af de kvaliteter, han senere skulle perfektionere.

Som i ’Jagten’ møder vi et barn, der reagerer på sine indre problemer med en let grad af autisme, og allerede her demonstrerede Vinterberg den evne som instruktør af børn, der skulle blive en vigtig forudsætning for hans senere succes. Som i ’Submarino’ blandes fortid og nutid umærkeligt, så vi efterhånden forstår fortidens deterministiske kraft. Og som i alle hans mest vellykkede film fortæller han en simpel historie med blik for de største følelser i de mindste nuancer.

’Drengen der gik bagløns’ og ’Sidste omgang’ gav løfter om noget stort i dansk film – løfter, der skulle blive indfriet og mere til.

‘Jagten’.

3. ’Jagten’

Med Cannes-udtagelse, Oscar-nominering og i det hele taget verdensomspændende hæder rystede Vinterberg endegyldigt ’Festen’-forbandelsen af sig med filmen om Mads Mikkelsens børnehavepædagog Lucas, der uretfærdigt anklages for at have misbrugt et barn.

Understøttet af en fortræffelig præstation fra Mads Mikkelsen forplanter Vinterberg følelsen af uretfærdighed dybt i tilskueren. Her viser Vinterberg, hvordan han på niveau med nogle af filmhistoriens største instruktører – fra Fritz Lang til Sidney Lumet – formår at bygge effektiv suspense op om en elementært gribende menneskelig historie. Som i ’Festen’ vrider vi os i sædet af harme over, hvordan forvredne fællesskaber og konsensusspiraler kan hindre sandheden i at komme frem.

Filmen er ikke helt uden knaster (børnehavelederens reaktionsmønster og Mads Mikkelsens passivitet virker momentvist naturstridig), men det tilgiver man nemt, mens man overværer Lucas’ deroute. Der er masser af stof til eftertanken, og så formåede Vinterberg, sammen med medmanuskriptforfatter Tobias Lindholm, at ramme en nerve i tidsånden, en diskussion om en omsiggribende frygt for pædofili, som satte en national dagsorden.

’Jagten’ er en af den type film, der er mere kompleks, end den giver sig ud for ved første øjekast. Og så kunne den i øvrigt næppe være lavet i dag, hvor det havde været noget mere kontroversielt at lave en film om falske anklager end her små 10 år senere.

‘Druk’. (Foto: Henrik Ohsten)

2. ‘Druk’

Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede fortælling om dansk drukkultur, midtvejskriser og modet til at leve frem for blot at eksistere kom til verden på en dybt tragisk baggrund, der på en måde forstærker filmens tematikker. Instruktørens datter døde lige omkring optagestart.

Alligevel lykkedes det Vinterberg og hans nære filmhold at skabe en stærkt vedrørende fortælling, der slår på filmskaberens fremmeste attributter: Et skarpt, provokerende og debatskabende koncept, naturalistiske menneskeskildringer og en øm forløsende humor, der er alt for sjælden i danske dramaer.

Historien om Mads Mikkelsens gymnasielærer, der indleder et alkoholeksperiment med tre af sine lærerkollegaer, startede egentlig som en ublu hyldest til alkohol, men endte som noget meget mere nuanceret: Dels en film om alkoholens forløsende såvel som forbandende sider, dels en almengyldig fortælling om at turde gribe livet.

Mads Mikkelsen er suveræn i den bærende rolle – bare scenen på restauranten i begyndelsen, hvor han med tårer i øjnene fremstammer, at han »ikke ser så mange for tiden«… Ren verdensklasse.

Heldigvis fik den danske skuespilstjerne dog ikke sin vilje omkring slutningen, som Thomas Vinterberg havde en særlig vision for, der lykkedes over al forventning. De afsluttende billeder gik med det samme over i dansk filmhistorie.

1. ’Festen’

Enhver instruktør ville have haft svært ualmindeligt svært ved at komme videre i karrieren efter at have lavet et uomtvisteligt mesterværk som blot 29-årig.

Vinterberg drog sublimt fordel af dogmereglernes frisættelse og fandt en uimodståelig energi i det simple, håndholdte filmsprog. Dialogen er naturlig, og de enkelte scener bobler af vitalitet, men filmen undgår samtidig at skære filmsproget så meget ind til benet, at det ender som prosaisk socialrealisme. Vinterberg dyrker poesien i blandingen af drøm og mareridt i de fint forløste scener, hvor Ulrich Thomsens Christian svømmer hen i en døs, eller Lars Brygmanns hårdt prøvede receptionist lægger sig ned i det badekar, hvor Christians tvillingesøster begik selvmord.

Filmen er ikke bare en udforskning af soning og familiehemmeligheder. Det er også en blændende satire over dansk fællesskab og hygge som repressivt filter over sandhed og retfærdighed: Den trækker en lige linje fra uskyldigheder som brok over aircondition i bilen og endeløse samtaler om hummersuppe til en usympatisk ulyst til at konfrontere det grimme, der ikke lige passer ind i fødselsdagsfestens krav om god stemning.

Midt i traurigheden står de gyldne humoristiske øjeblikke i kø, og Thomas Bo Larsen leverer oneliners på stribe (»deet sgu da min bror«, »det er DIG, der pakker skoene« og »hvor får du krøllet din skjorte« er et par af mine favoritter). Filmen var et gennembrud for den vel nok bedste danske skuespilgeneration, vi har set i Danmark nogensinde, med Ulrich Thomsen, Paprika Steen, Trine Dyrholm, Bjarne Henriksen og Thomas Bo Larsen i uforlignelige præstationer.

’Festen’ står ikke bare tilbage som dogmebølgens kronjuvel, men er også i dag – løsrevet fra bevægelser og tidstypiskhed – en perfekt film.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af