INTERVIEW. Den 12. august 2000 forulykkede den russiske ubåd K-141 Kursk 100 meter under overfladen efter en mislykket affyring af en torpedo i Barentshavet. 23 af 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen og ventede desperat på en hjælpende hånd, der aldrig kom. De russiske admiraler nægtede at få assistance fra den britiske og norske flåde, der besad den type redningsudstyr, som Rusland selv havde solgt væk til turistattraktionen omkring Titanic-vraget.
I sidste ende døde alle 118. Hvilket betyder, at alle ved, hvordan den nye film baseret på de tragiske begivenheder ender.
Mere overraskende er det, at det er danske Thomas Vinterberg, der står bag.
Vinterberg er kendt for sit ærligt-naturalistiske blik for komplekse menneskelige relationer. Undervandseksplosioner og geopolitik? Not so much. Så hvad laver instruktøren bag ’Festen’, ’Jagten’ og senest ’Kollektivet’ pludselig i internationalt farvand om bord på ’Kursk’?
»Det kan man selvfølgelig spørge sig selv om, men faktisk har jeg haft det som en lille dreng i en chokoladebutik«, siger den 49-årige dansker, da vi møder ham på stamstedet Hellerup Klub Brasserie tæt på bopælen.
Thomas Vinterberg overtog projektet fra danske Martin Zandvliet og arbejdede tæt sammen med manuskriptforfatter Robert Rodat (’Saving Private Ryan’) om at bearbejde fortællingen, som er baseret på en bog om ulykken og dens efterspil, så den passede bedre ind i hans kunstneriske gebet.
»I bogen sker eksplosionen på side 9, og så er det det politiske spil, der fylder. Jeg sagde, at hvis I vil bede mig om at lave den, så bliver det en film om mennesker, forhåbentligt en større og mere eksistentiel film, og så kommer jeg til at skære ned på det politiske. Hele historien om venner og familie var næsten ikkeeksisterende, før jeg kom på«, fortæller han.
Der er også et »men«
I centrum for ’Kursk’ står således søofficeren Mikhail (spillet af den belgiske stjerne Matthias Schoenaerts, som også havde hovedrollen i Vinterbergs ’Far from the Madding Crowd’ fra 2015) og det tætte bånd mellem de sømænd, som stævner ud på det, der bliver deres sidste færd.
Før vi dykker under vandet, er vi til højstemt bryllup, ligesom vi får etableret Mikhails varme forhold til sin hustru Tanya (Lea Seydoux) og deres søn. Fortællingens hjerte ligger i de menneskelige konsekvenser af det bureaukratiske svigt: Dem, der må indstille sig på at sige farvel. Og dem, der bliver efterladt med deres frustration og sorg derhjemme.
Så er vi pludselig mere i Vinterbergland.
»Når jeg læser alle de her manuskripter, stiller jeg jo spørgsmålet: Hvad kan jeg tilføje det, som alle mulige andre ikke kan? Her var der nogle temaer omkring afsked og død, som jeg har kredset om siden min afgangsfilm fra Filmskolen (’Sidste omgang’, red.). Og ’Kursk’ er jo også en film om familie, på alle mulige måder. Så jeg kan godt se, hvorfor de tænkte på mig«, siger han.
Flere af filmens scener lægger sig tæt op ad virkeligheden, særligt en følelsesmæssig mavepuster af et åbent informationsmøde, hvor hustruen Tanya skælder de arrogante og provokerende passive russiske flådespidser ære og hæder fra, så hun til sidst bliver smidt ud af lokalet.
»Man kan se den originale scene på nettet. Det er godt nok skræmmende«, siger Thomas Vinterberg.
Mikhail selv er dog en fiktiv figur baseret på den kolossale research, bogforlægget præsenterede.
»Jeg foreslog filmstudiet, at vi skulle opsøge de efterladte familier, men de var skeptiske. Det ville være svært for dem at kontrollere. Men det gav mig så anledning til at kigge dybere på det, og vi havde jo valgt at gøre historien til fiktion. Mikhail skal repræsentere fædrene til de 79 børn, der blev efterladt. Og jeg har forsøgt at repræsentere dem så dybt, vi overhovedet kan. Filmen er til dem«, fortæller Vinterberg.
Han forklarer, at hans interesse for historien blandt andet bunder i, hvordan begivenheden de facto blev enden på pressefrihed i Rusland. Efter kaosset omkring Kursk strammede Kreml grebet.
Men så var der også det med chokoladebutikken.
»At se 200 mand hejse en ubådskonstruktion ned i en pool. En stuntdykker, der ligger 14 dage i det varme vand og lige på det rette tidspunkt får løftet én op, der er i fare. At der bliver fløjet forsikringsmænd ind fra London udelukkende for at holde øje med ledningerne, mens vi optog i vand. At opleve poryteknikkerne, der ved, hvordan man arbejder med ild, hvor farligt det er, hvor man skal stå. Eksplosionerne er jeg ligeglad med, men jeg er optaget af at se kompetente mennesker arbejde«, understreger han med et tilfredst smil på læben.
»Og så har jeg mødt 108 helt fantastiske europæiske skuespillere«, tilføjer han med reference til det sammensurium af kendte og ukendte navne, der er på rollelisten – fra Colin Firth til Max von Sydow og danskere som Magnus Millang, Peter Plaugborg, Katrine Greis-Rosenthal og instruktørens egen hustru Helene Reingaard Neumann.
»Det har alt sammen været skide sjovt«, fastslår Vinterberg. Og så kommer det: »Men…«.
For når man er hired gun på en stor studieproduktion, er der også et »men«. Og det »men« fører ham direkte tilbage til det postnummer, vi sidder i lige nu.
Rejsen indad begynder
Allerede før Vinterberg takkede ja til opgaven, var der et forbehold, som rumsterede.
»Russerne taler engelsk i filmen, og det var den ting, der gjorde, at jeg var tæt på ikke at sige ja. Det generede mig på en fundamental måde. Men jeg valgte at lave det spin i mit hoved, at filmen så skal være tilsvarende mere universel og ægte. Jeg har vendt det til en udfordring og søgt sandheden i alle tænkelige momenter. Der var en russisk ubådsekspert med fra start til slut, og den engelske admiral David Russell, som Colin Firth spiller, var med hele vejen. Så jeg håber, at publikum glemmer sproget efter fem-ti minutter«, siger Thomas Vinterberg.
Hans »men« stikker dog også dybere end det. For selvom han er glad for ’Kursk’, er det ikke 100 procent en Thomas Vinterberg-film, erkender han.
»Vi er ikke inde ved sagens kerne. Det er en anden, der har skrevet filmen. Baseret på en tredjes bog«, som han udtrykker det.
Så derfor har den danske stjerneinstruktør også taget en beslutning. Og den beslutning er, at en mand vender hjem.
»Jeg har været væk i tre år. Nu er jeg vendt tilbage og er begyndt at skrive mit eget igen. Det er en kæmpe fornøjelse. Og måske også mere end bare en fornøjelse. Måske nok en påmindelse om, at det er det, jeg skal. Det er bare mere meningsfyldt at lave noget, ingen andre kunne have lavet«, fastslår han.
»Min kone, venner og kolleger siger, at jeg skal lave mine egne ting. De siger, ’du har fået den her gave, og du har ikke tid til det andet. Jeg fylder snart 50, og nu er det på tide at lytte til dem«.
Det er andre toner, end da du lavede ’Far From the Madding Crowd’, hvor din udlængsel fyldte meget?
»Ja, men nu har jeg været væk. Og først og fremmest har jeg været væk fra at skrive, og det har jeg virkelig savnet. Jeg kan mærke, at når jeg kommer hjem og sætter mig ved computeren, så… så er det det, jeg gerne vil. Jeg synes, jeg på ’Kursk’ har skabt så meget, jeg kunne, men der er en naturlig begrænsning, og den begrænsning gider jeg ikke møde et stykke tid. Og min rejselyst er mættet for en stund. Det er en rejse indad, der starter nu«.
Næste stop ’Druk’
Spørgsmålet ’Hvad Vinterberg Gør Nu?’ har altid interesseret filmpressen i nærmest fetichistisk grad. Kun Lars von Trier og Nicolas Winding Refn kan mønstre samme nidkært dissekerende auteur-analyser herhjemme, et resultat af et tidligt verdensgennembrud og et mærkat som wunderkind med ’Festen’, en eklatant nedtur med ’It’s All About Love’, en række jævne år og så det store comeback med ’Submarino’ og ’Jagten’.
Er du selv træt af al den snak om, hvad du gør og ikke gør med din karriere?
»Virkelig træt. Udelukkende fordi det er kedsommeligt. Ikke fordi det er specielt traumatiserende, for jeg har jo både været oppe og nede og oppe igen. Og jeg har fundet nydelsen ved at lave film tilbage.
Skal man hæve det til et lidt større niveau, må jeg sige, at det, jeg elsker ved at lave film, er oplevelsen af at skabe noget kollektivt. En kollektiv forståelse af et moment eller en karakter. Omvendt er det store åg at skulle vurderes hele tiden. Ikke kun i anmeldelser og publikumsdom, men også i hvor mange der ser filmene, hvilke lande den bliver solgt til, hvilke festivaler den udtages til. Og tidligere i processen hvem der skal finansiere, og hvad alle mulige mener om manuskriptet. Der er ikke en dag på året, hvor jeg ikke har noget til vurdering. Det er jeg træt af. Og jeg vænner mig aldrig til det«, siger Thomas Vinterberg og er tavs et øjeblik.
»Jeg kom ikke til premieren på min midtvejsfilm på Filmskolen, fordi jeg var for skrækslagen. Det er ikke nogens skyld, det er bare noget, jeg har taget med mig. Men jeg er blevet bedre til det og arbejder intenst på kun at koncentrere mig om at lave film«.
Og skabe film, det er altså netop, hvad Thomas Vinterberg er i gang med nu. På dansk. Arbejdstitlen er ’Druk’, og han skriver den sammen med Tobias Lindholm, med hvem han også fabulerede ’Submarino’, ’Jagten’ og senest ’Kollektivet’.
Filmen skal sætte fingeren på dansk kulturs ømme alkopunkt.
»Jeg er interesseret i den danske kombination af overfornuft, middelmådighed, selvkontrol og så et fuldstændigt grotekst alkoholforbrug. Vi omtaler alkohol som farligt og vanedannende, samtidig med at vores børn må bælle løs. Og jeg har altid haft behov for at pege på elefanten i rummet. Når hele verden siger, ’vi kan ikke forholde os til pædofili’, så råber jeg det højt i ’Festen’, og når hele verden har besluttet sig for, at det altid er de voksne, der tager fejl, når der er tvivl om pædofili, så siger jeg, at børn en gang imellem lyver og kan være onde«, fortæller han.
»Der en kæmpe tyk mur mellem, hvordan vi taler om alkohol, og hvordan vi bruger det. Og vi vil slå en knytnæve gennem den mur og faktisk lave en slags hyldest til alkohol. Vi har forfulgt en teori fra en norsk filosof og videnskabsmand, der argumenterer for, at mennesket er født med en promille for lidt. Som peger på, at man bliver mere åben og kreativ af alkohol – i hvert fald af starten af branderten«.
Skriver I den så på druk?
»Nogle gange. Lige ved det her bord, hvor vi sidder nu. Men vi er nu mest sådan nogle cola light-forældre«, smågriner Thomas Vinterberg og tilføjer:
»Filmen bliver også et angreb på den grufulde død, man lider i form af kyskhed, snusfornuft og middelmådighed«.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019