1. ’Før frosten’
Michael Noers nye film – co-skrevet med manustalentet Jesper Fink – er noget så sjældent som en historisk film, der hverken baserer sig på virkelige begivenheder eller et bogforlæg. Jesper Christensen spiller bonden Jens, der efter en usædvanligt mager høst må indgå en aftale med storbonden på nabogården, som involverer hans nyforelskede datter (Clara Rosager). Det er starten på en moralsk og menneskelig deroute med store omkostninger.
Noer slog igennem med de intenst realistiske nutidsfortællinger ’R’ og ’Nordvest’, men selvom han nu springer tilbage til 1800-tallet, fortsætter han sin stil, hvor naturalisme og autenticitet er i højsædet. Og så må man give den dokumentaruddannede instruktør, at han formår at udfordre sig selv – hans seneste danske film var plejehjemsdramaet ’Nøgle hus spejl’, og han har udtalt, at han slet ikke kan lide kostumedramaer. Så derfor besluttede han sig for at lave et.
Premiere 10. januar
2. ’Selvhenter’
Brødrene Magnus og Emil Millang er ude i et modigt ærinde med deres første spillefilm. ’Selvhenter’ er nemlig baseret på deres egen barndom med en fordrukken far.
Filmen handler om to brødre – spillet af Millang & Millang – der rejser til Spanien for at hente deres døde far, som er bukket under for et liv med alkohol i voldsomme mængder. Brødrenes egen far døde, dagen efter han kom hjem fra Porto Banus i 2014 efter en druktur med en veninde.
Magnus og Emil har skrevet manuskriptet sammen, mens Magnus debuterer som spillefilminstruktør. Der er en kulsort roadmovie-komedie i vente.
Premiere 7. marts
3. ’Cutterhead’
Var man grebet af ’Den skyldige’s intense one location-fortælling, må man heller ikke snyde sig selv for ’Cutterhead’, der ligeledes er en debut på lille budget med stor effekt. Rasmus Kloster Bro har begået den måske mest klaustrofobiske danske film nogensinde om en pr-medarbejder, der er på visit i det københavnske metrobyggeri langt under jorden, da ulykken pludselig indtræffer. Hun må kæmpe for sit liv sammen med to østeuropæiske metroarbejdere i denne intime katastrofefilm, som tager flere overraskende drejninger undervejs og fængslende sætter fokus på menneskets natur sat under pres.
Vi nominerede sidste år Rasmus Kloster Bro til Fremtidsprisen, og når vi nærmer os premieren, præsenterer vi da også en forpremiere på ’Cutterhead’, som vi har gjort med flere af de andre opsigtsvækkende danske debutfilm, fra ’Holiday’ til ‘Brakland’, ‘Christian IV’ og førnævnte ’Den skyldige’.
Premiere 21. marts
4. ’Dronningen’
May el-Thoukhy spillefilmdebuterede med dramakomedien ’Lang historie kort’ i 2015, der indbragte hende en Bodil for bedste manuskript sammen med Marie Louise Käehne. Nu har el-Thoukhy og Käehne igen brudt hovederne i fælles front, men denne gang virker det til, at de bevæger sig ud i mere alvorligt farvand.
’Dronningen’ handler nemlig om den succesfulde advokat Anne, der er lykkeligt gift med lægen Peter. Indtil hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, og risikerer at sætte hele sin og familiens tilværelse over styr… I hovedrollen har el-Thoukhy sikret sig Trine Dyrholm, der altid er garant for høj kvalitet, så forventningerne er til at føle på. Mand og stedsøn spilles af svenskerne Magnus Krepper (’Liberty’) og Gustav Lindh.
Premiere 28. marts
5. ’Danmarks sønner’
En af årets absolut mest ventede debutfilm er Ulaa Salims ’Danmarks sønner’. Salim – lillebror til Dar – tog afgang fra Den Danske Filmskole med den glimrende kortfilm ’Fædreland’ om en konfrontation mellem en dansk-jordanesisk mand og hans voksne søn.
Med sin debutfilm fortsætter Salim med at behandle presserende aktuelle tematikker. Filmen udspiller sig omkring årsdagen for et stort bombeangreb mod København, hvor højrenationalismen boomer, og den nationalistiske politiker Martin Nordahl (Rasmus Bjerg) står over for en jordskredssejr, der kan føre direkte til statsministerposten. Samtidig bevæger den 19-årige Zakaria (Mohammed Ismael Mohammed) sig ud på et radikalt og farligt spor – og undervejs møder han Ali (Zaki Youssef), der selv bærer på en livsfarlig hemmelighed.
Mens flere unge danske talenter har blomstret de seneste par år, er det forbløffende få, der laver film, som beskæftiger sig konkret med den aktuelle samtid, og man kan således kun håbe, at ’Danmarks sønner’ bliver en bragende succes ved at gnide fingeren i det danske samfunds åbne sår.
Premiere 11. april
6. ’Til vi falder’
Fra lillebror Salim til storebror. Dar Salim spiller i ’Til vi falder’ den ene del, Adam, af et ægtepar, hvis 10-årige søn er forsvundet. Politiet siger, at det var en drukneulykke, men liget er aldrig blevet fundet, og Adam og Louise (Lisa Carlehed) lever således i ubeskrivelig smerte med alt for mange ubesvarede spørgsmål.
’Til vi falder’ er den danskuddannede og herboende franskmand Samanou Acheche Sahlstrøms anden film efter aktiv dødshjælp-dramaet ’I dine hænder’, der også havde Carlehed i en af de store roller. Sahlstrøm har også denne gang selv skrevet manuskriptet.
Premiere 25. april
7. ’De frivillige’
Anders Matthesen havde en stor sidste del af 2018 med sit ambitiøse show i Royal Arena og siden premieren på ’Ternet Ninja’, som fik bragende gode anmeldelser og har slået rekorder ved billetlugerne.
Og også i 2019 kommer han til at være synlig i dansk film. Han har nemlig en stor birolle i Frederikke Aspöcks ’De frivillige’, hvor det dog er Jacob Lohmann, der (endelig – så fortjent!) har hovedrollen som den berømte finansmand og jetsetter Markus Føhns, der er blevet varetægtsfængslet i ’De frivillige’. Efter et rockeroverfald går Markus i frivillig isolation blandt fængslets svageste – hvor han beslutter sig for at blive en del af fængselskoret ledet af en anden indsats, Niels, spillet af Matthesen. Men også her er kampen om at komme øverst i hierarkiet hård.
Aspöck er en af dansk films mest lovende instruktører, der stadig venter på det store gennembrud trods fine takter i såvel debuten ’Labrador’ og opfølgeren ’Rosita’ med Mikkel Boe Følsgaard. Måske slår hun for alvor igennem med ’De frivillige’, der i hvert fald godt kunne lyde som en crowdpleaser. Også Christoffer Læssø, Søren Malling og Signe Egholm Olsen er på rollelisten.
Premiere 13. juni
8. ’Kød og blod’
Der går efterhånden en rum tid mellem Sidse Babett Knudsens danske roller, men i år er en af landets dygtigste skuespillere aktuel i intet mindre end to, særdeles imødesete film – endda med premiere med blot en uges mellemrum, hvis de nuværende datoer holder stik.
I den første film, ’Kød og blod’ instrueret af talentet Jeanette Nordahl (uddannet fra Super16), spiller Babett Knudsen tante Bodil, der tager imod filmens hovedperson, 17-årige Ida, efter dennes mor omkommer i en bilulykke. Bodil styrer håndfast familiens kriminelle levevej, og selvom hjemmet er fyldt med kærlighed, bliver det sværere og sværere for Ida at adskille vold og omsorg.
Manuskriptet er skrevet af Ingeborg Topsøe, der også skrev det langt hen ad vejen stærke forlæg til ’Charmøren’ fra sidste år. Rollen som Ida spilles af det nye navn Sandra Guldberg Kampp, mens Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove er blandt hendes kriminelle fætre. Og så dukker det store, ’Yes No Maybe’-aktuelle talent Carla Røder, som vi allerede sidste år nominerede til Fremtidsprisen, op i en vigtig birolle.
Premiere 22. august
9. ’Undtagelsen’
Mange danskere har læst Christian Jungersens bog ’Undtagelsen’ om mobning og dødstrusler på Dansk Center for Information om Folkedrab. Så der er meget at leve op til, men man må bare sige, at instruktør Jesper W. Nielsen (’Der kommer en dag’) har samlet sig et helt uovertruffent cast ført an af fire af dansk films absolut førende kvindelige skuespillere: Sidse Babett Knudsen, Danica Curcic, Lene Maria Christensen og Amanda Collin, som fik et Bodil- og Robert-vindende gennembrud som ’En frygtelig kvinde’ i Christian Tafdrups omdiskuterede film.
Da Iben (Curcic) og Malene (Collin) begynder at modtage dødstrusler, mistænker de, at en serbisk krigsforbryder, de har undersøgt, står bag. Men snart begynder de at vende sig mod hinanden i historiens kompromisløse spidning af en giftig arbejdskultur, som lidt for mange nok kan spejle sig i.
Premiere 29. august
10. ’Ser du månen, Daniel’
Ligesom ’Undtagelsen’ blev korrespondent Puk Damsgårds ’Ser du månen, Daniel’ en bestseller, som nu får en ambitiøs filmisk overhaling af Niels Arden Oplev, der efter successen med ’Mænd der hader kvinder’ har penduleret frem og tilbage mellem Danmark (’Kapgang’) og USA (’Dead Man Down’, ’Mr. Robot’).
Både film og bog fortæller den virkelige historie om den danske fotograf Daniel Rye, der var gidsel i 398 dage hos Islamisk Stat i Syrien. I hovedrollen ses Esben Smed, der netop har været aktuel i ’Lykke Per’ og snart kan ses i ’Bedrag’ sæson 3 på DR. Anders W. Berthelsen har også en stor rolle i filmen som gidselforhandler, men mere interessant er det måske, at han også selv er en af hovedkræfterne bag projektet. Han co-instruerer således sammen med Oplev, som han har arbejdet sammen med mange gange gennem årene – første gang i Oplevs debut, Aalborg-gangsterfilmen ’Portland’ fra 1996, som også var Berthelsens første egentlige filmrolle.
Premiere 19. september
11. ’Valhalla’
Efter den massive succes med ’Underverden’ går Fenar Ahmad all in på at filmatisere et veritabelt drømmeprojekt: Peter Madsens klassiske tegneserie om Thor, Odin og de andre guder fra den nordiske mytologi, som instruktøren selv skatter højt.
Fenar Ahmads nye film skal samle hele familien i efterårsferien, men der er ingen tvivl om, at det bliver mere ’Pans labyrint’ end klassisk kantløs familiefilm. Roland Møller spiller Thor, Dulfi al-Jabouri er Loke, Jacob Lohmann Tyr, Ali Sivandi Skrymer, Stine Fischer Christensen Frigg, Andreas Jessen Balder, Reza Forghani Quark, Uffe ’Guf’ Lorenzen Udgårdsloke og Sanne Salomonsen Elle.
Men de egentlige hovedroller er, som i forlægget, børnene Røskva og Tjalfe (Cecilia Loffredo og Saxo Moltke Leth), som kommer ud på en dramatisk rejse fra Midgård til Valhalla, som er truet af både jætter og Fenrisulven.
Hele filmen er optaget i de nordiske lande, ikke mindst Island, og Fenar Ahmad arbejder sammen med store dele af holdet fra ’Underverden’, heriblandt manusforfatter Adam August, fotograf Kasper Tuxen og Jens Ole Wowk McCoy fra Ukendt Kunstner på lydsiden.
Premiere 10. oktober
12. ’Kollision’
Avaz-brødrene slog stort igennem med dramaet ’Mens vi lever’, som de selv finansierede og indspillede for en slik uden om det gængse støttesystem. Nu står de over for den svære toer.
Denne gang har de fået støtte fra Det Danske Filminstitut, og både forventninger og budgettet (på 19 millioner mod omkring 3 mio. på ’Mens vi lever’) er således større til ’Kollision’, hvortil de har landet en af dansk skuespils tungeste drenge i form af Nikolaj Lie Kaas. Lie Kaas spiller Leo, der er ved at blive skilt fra Olivia (Cecilie Stenspil), hvilket får store konsekvenser for deres niårige datter Liv. Historien er inspireret af virkelige hændelser, som Avaz-brødrene har researchet sig frem til i samarbejde med Foreningen Far.
Også Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Sebastian Jessen, Casper Crump, Charlotte Munck, Gordon Kennedy og Henning Jensen er på rollelisten. Mehdi Avaz instruerer, Milad Avaz skriver manuskript, og Misam Avaz producerer. ’Kollision’ blev optaget i Aarhus og Nordjylland i slutningen af sidste år.
Premiere 7. november
13. ’Selvmordsturisten’
Nikolaj Coster-Waldau havde sidste år travlt med at indspille sidste sæson af en vis tv-serie, men han har på imponerende vis stadig haft tid til at indspille den kommende danske film ’Selvmordsturisten’.
Her spiller han den kriseramte forsikringsagent Max, som under efterforskningen af en gift mands forsvinding tjekker ind på det hemmelige hotel Aurora, et afsidesliggende luksusresort, der specialiserer sig i selvmord. Opholdet afslører en foruroligende sandhed, der får Max til selv at sætte spørgsmålstegn ved sin opfattelse af liv og død.
’Selvmordsturisten’ er den ventede anden film fra Jonas Alexander Arnby, der debuterede med den overnaturlige thriller ’Når dyrene drømmer’ fra 2014, som vi her på sitet kvitterede med fem stjerner.
Sonja Richter, der også var med i debuten, har også en rolle i Arnbys nye film. Det samme har Tuva Novotny, Peder Thomas Pedersen og Kaya Wilkins.
Premiere 21. november
14. ’Usynligt hjerte’
Victoria Carmen Sonne havde godt nok allerede vundet en Bodil (for ’I blodet’) og en Robert (for ’Vinterbrødre’), men det var med ’Holiday’, at hun for alvor fik mulighed for at bevise sit særlige talent for nuanceret, uudgrundelig skrøbelighed.
Og hun er kommet for at blive. Hun har således også en af hovedrollerne i Laurits Flensted-Jensens debut ’Usynligt hjerte’ som den unge Laura, der går til casting på en pornofilm. I filmen møder vi også Frederik, der planlægger et overfald, og Niklas, som har ansvaret for to mænd med Down’s Syndrom, og de tre skæbner fletter sig sammen i den poetiske og ud fra traileren at bedømme visuelt prægnante film.
Frederik og Niklas spilles af henholdsvis Noah Skovgaard Skands og Niklas Herskind i filmen, der er skudt på et meget lavt budget i lighed med eksempelvis ’Holiday’ og ’Cutterhead’.
Premiere 9. maj
15. ’Psykosia’
Mere Victoria Carmen Sonne! Stortalentet har også en rolle i debutfilmen fra en af de mest lovende instruktører herhjemme. Marie Grahtø har imponeret med sine kortfilm som ’Daimi’ og ’Lækre til vi dør’, og nu kommer hun endelig igennem med sin første spillefilm, hvor hun tilmed – ud over Victoria Carmen Sonne – har fået selveste Trine Dyrholm med om bord.
Hovedrollen spilles dog af Lisa Carlehed (ligesom Dyrholm og Sonne aktuel i to af filmene på denne liste): En 38-årig, særdeles disciplineret forsker, Viktoria, med speciale i selvmord. Hun bliver inviteret til et psykiatrisk hospital for at behandle den selvmordstruede, 19-årige patient Jenny (Sonne), med hvem hun knytter et tæt bånd, så hun langsomt åbner sig mere op, end hun nogensinde har gjort i sit liv. Men jo tættere relationen bliver, jo mere står det også klart, at noget ikke er, som det ser ud.
Trine Dyrhom spiller hospitalets erfarne læge Dr. Klein i filmen, der tidligere gik under titlen ’Teenage Jesus’, og som er optaget på det tidligere psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde. Premieredatoen er endnu ikke fastlagt, men vi krydser fingre for, at det bliver i år. Optagelserne gik i hvert fald ned sidste sommer.
Premieredato endnu ikke fastlagt.
Og hvad så med…
Meget nævnt og også en hel del glemt. Pernille Fischer Christensens dansk-svenske (men vist grundlæggende mest svenske) Astrid Lindgren-film ’Unge Astrid’ (premiere 31. januar) med Alba August i titelrollen har allerede fået ros på Berlinalen og er blevet seksdobbelt nomineret til den svenske filmpris Guldbaggen.
Ask Hasselbalch fører familie-fantasy-staffetten videre med ’Skammerens datter II: Slangens gave’ (24. januar), mens Danica Curcic, Julie Agnete Vang, Lærke Winter, Martin Buch, Marijana Jankovic og Anders W. Berthelsen fører an i Charlotte Sachs-Bostrups komedie ’Mødregruppen’ (7. februar).
Legenden – og hyppig Trier-assistent – Anders Refn gør comeback som instruktør med Anden Verdenskrigs-dramaet ’De forbandede år’ (25. december), som han har arbejdet på i 10 år, mens ’Jagtsæson’ med Anders W. Berthelsen og Stephania Potalivo køres i stilling som den nye ’Klassefesten’. Og så debuterer den unge skuespiller Malou Reymann, der har instrueret nogle glimrende kortfilm, såmænd som instruktør med børnefortællingen ’En helt almindelig familie’ (4. april).
Vi håber, at Josephine Kirkeskovs ’Lifeboat’ med Sofia Helin fra ’Broen’ får en dansk biografpremiere, om end det lige nu er usikkert. Og vi venter i spænding på David Denciks ’Miss Osaka’ med Victoria Carmen Sonne (!) og Mikkel Boe Følsgaard, som allerede er indspillet, men som lige nu ikke står til en 2019-premiere.
Lige så spændte er vi på comebacket fra dansk films ultimative arthouse-instruktør, Simon Staho: ’Den Danske Racekrig’. Det tyder dog ikke på, at vi får den at se allerede i år.
Og hvad med Lone Scherfigs dansk-amerikanske ensembledrama sat på en restaurant i New York, ’The Kindness of Strangers’ med Zoe Kaza, Tahar Rahim, Bill Nighy, Caleb Landry Jones, Esben Smed og David Dencik, som har fået æren af at åbne Berlin-festivalen i februar? Den må næsten også få en premieredato i løbet af året.
Vi venter ligeledes utålmodigt på Ole Christian Madsens film om terrorangrebet på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge, på Thomas Vinterbergs ’Druk’ og Jens Dahls horrorfilm ’Breeder’, Kristian Levrings ’Amerika’ og Daniel Borgmans ’Harpiks’, men det bliver med garanti tidligst i 2020, at vi får fornøjelsen.
Læs også: De 30 mest ventede internationale film i 2019
Læs også: De 20 mest ventede serier i 2019