’Mango’: Ny dansk Netflix-film er mucho fattig på vitaminer
FILM. Seere eller stjerner. Man kan måle succes på mange måder.
Og hvor Netflix’ danske samarbejder på seriefronten har formået at score højt på begge parametre med baskere som ’Reservatet’, ’Skruk’ og senest ’Legenden’, vil det være synd at påstå, at stjerneregn eller anmelderroser har ramt streaminggigantens danske spillefilm.
Alligevel har Mehdi Avaz’ undervældende ’Toscana’ og ’A Beautiful Life’ anskaffet et bredt og begejstret publikum, og jeg spår, at det samme vil ske for instruktørens nye romcom ’Mango’, som meget passende selv kradser i fænomener som anerkendelse og (selv)realisering.
Det er i al fald sådanne hotte buzzwords, der driver den ambitiøse hotelmanager Lærke (Josephine Park) til Malaga for at overbevise den hørklædte bondemand Alex (Dar Salim) om at sælge sin mangoplantage, så hun kan bygge og bestyre endnu et hotel.
Det. Vil. Han. Bare. Ikke.
Og da slet ikke til sådan en corporate, wifi-hungrende dame, der har sine prioriteter i uorden, og som i øvrigt ikke sætter pris på solmodne frugter.
Det bliver anslaget på klassisk will-they-won’t-they-tovtrækkeri, og med forviklinger, arrogancer og en dominerende enemies-to-lovers-trope føles det som at være taget som gidsel i en discountudgave af ’Stolthed og fordom’ – en 2025-version, vel at mærke.
For 1800-tallets storladne replikføring er udskiftet med skrivebordsdialoger om semantik og skeløjne, mens fortællingens forpinte, førsteelskende Mark Darcy-figur kører ATV og går med kniv.
Hyggelig fætter, ja. Og mens han trasker rundt mellem grene og traumer, sideløber et momentvist rørende familiedrama, hvor Lærke forsøger at genetablere forholdet til sin medbragte teenagedatter Agnes (Josephine Højberg).
Men det er ikke nemt, for hun er simpelthen så skidesur. Sur over ikke at være optaget på arkitektskolen. Sur over ikke at være på Bornholm. Og sur over, at hendes mor er en fraværende arbejdsnarkoman.
Sidstnævnte er der nu en rimelig grund til at forbande, og de moralske prædikener om det moderne menneskes jagt efter lykke de forkerte steder – og den evigt skæve work/life-balance – står i kø i denne feelgood-komedie, også når vi støder ind i Paprika Steen som Lærkes onde kapitalist-chef, der vil drive rovdrift på både arbejdskraft og små lokalsamfund.
Hun minder sådan lidt om Kuzco i ’Kejserens nye flip’ – en kæk og fashionabel egotripper uden nævneværdig situationsfornemmelse eller sans for bæredygtighed, der bare vil bygge et rigmandsutopia.
Men hvor Disney-perlen faktisk har en vellykket spændingskurve og ægte sjove jokes om hjemmestrikkede ponchoer og gamle damer med håndlangere og strømpebånd, er ’Mango’ desværre så kedelig, at både Dar Salim og publikum flere gange klør sig i øjnene.
Det visuelle er nu ellers on point, og med sprøde, gyldne billeder og et solidt soul-soundtrack ser vi med, når karaktererne taler om store drømme eller overskrider GDPR-politikker, så motiver afsløres, og relationer brydes. Gisp!
Nej. U-gisp. For det hele er forudsigeligt og fortærsket, og på intet tidspunkt er vi sådan ægte revet med – ikke engang når voksne mennesker slasker rundt i et vandland.
Men det er altså hverken skuespillernes eller baderingenes skyld. De er alle udmærkede, og jeg er sikker på, at Josephine Park – der uden tvivl er filmens bedste element – kunne have leveret et mangeartet portræt af en kvinde (og en mor) i eksistentiel krise, hvis materialet og bagmændene havde tilladt det.
Desværre bevæger Mehdi Avaz sig hele tiden i overfladen på sine karakterer og sine tematikker – og de er ellers alvorstunge.
Ja, faktisk kunne man mistænke instruktøren for at have en kunstnerisk fetish for død og trauma bonding. For som i sine tidligere Netflix-film sniger der sig også sorg, svigt, ulykke og mere eller mindre intentionel brandstiftelse ind i denne romcom.
’Mango’ vil altså lidt af det hele, uden at være sådan ægte sød, syrlig eller saftig. Mest af alt efterlader den bare en let bismag af ligegyldig streamingfrugt – men mon ikke den nok skal blive fortæret alligevel.
Kort sagt:
Mehdi Avaz’ ’Mango’ er smuk og velcastet, men mucho kedelig og fattig på kunstneriske vitaminer.