Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Skuespiller Carla Philip Røder

Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Skuespiller Carla Philip Røder
Carla Philip Røder er nomineret til Fremtidsprisen 2018.

Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen

Der er næppe nogen uden for en meget snæver filmbranchekreds, der i skrivende stund ved, hvem 20-årige Carla Philip Røder er.

Men det vil ændre sig inden for det næste års tid, idet stjerneskuddet troner frem over for Sidse Babett Knudsen i en opsigtsvækkende birolle i Jeanette Nordahls debutfilm ’Kød og blod’, indtager en gennemgående rolle i anden sæson af Mads Rosenkrantz Grages komedieserie ’Yes No Maybe’ på DR og spiller en af to hovedroller i Andrea Stiefs kommende kortfilm ’Himmelknald’.

Rygtet om Carla Philip Røders ufornægtelige talent er allerede kommet præstationerne i forkøbet, og tidlige klip af hendes scener fra spillefilmen, tv-serien og kortfilmen understreger hendes magnetiske tilstedeværelse foran kameralinsen.

I ’Himmelknald’ spiller hun således med inciterende naivitet en engel, der prøver at overbevise en ugidelig, liderlig og tømmermændsramt fyr om, at han er Guds særlige udvalgte. Og i ’Yes No Maybe’ kan hverken den kærlighedshungrende hovedperson eller seeren tage øjnene fra hendes direkte, forførende væsen, der ved nøjagtigt, hvilke emotionelle strenge hun kan spille på.

Man fornemmer konturerne af en skuespiller, der trods sin unge alder er særdeles bevidst om sine virkemidler, og som flot formidler en bagvedliggende sårbarhed grænsende til det sorgfulde under den storøjede, bramfri facade. Carla Philip Røder lader lyset sive ind i karakterernes mørke sjælesprækker – og så virker hun fuldstændigt frygtløs. Som da hun allerede under sin audition på ’Kød og blod’ (om en dybt kriminel familie i provinsen) smed alle hæmninger over for medspilleren Elliott Crosset Hove og blæste samtlige tilstedeværende i rummet omkuld med en, for hendes alder og erfaringsgrundlag, forbløffende ublufærdig intensitet. Og herefter – uden at afsløre for meget – gik hele planken ud i rollen som den unge Anna, da hun fik rollen.

I anledning af Carla Philip Røders nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt hende afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem hun er, og hvad hun står for.

Carla Philip Røder i den kommende sæson af DR-serien ‘Yes No Maybe’.

Jeg blev skuespiller, fordi…

»… jeg aldrig har været i tvivl om, at jeg skulle være skuespiller. Som femårig indspillede jeg filmen ’Pigen med fletningen’ af instruktør Jytte Rex, og jeg kan stadig huske følelsen af at blive draget af et parallelunivers og fortælle andre menneskers historier – og derigennem også lære mere om mig selv, for jeg er et rigtigt ’følelsesmenneske’.

I min kommende film ’Kød og blod’ går min karakter igennem nogle meget hårde ting, og der var dage, hvor jeg kunne komme hjem fra en optagelse og have lyst til at tude i timevis. Men det var mega befriende, for det betød jo, at jeg kunne mærke karakteren. Skuespillet er det, jeg elsker mest. Jeg ville gøre det gratis. Det er det største privilegium at få den vildeste lykkefølelse, når man får at vide, at man skal på arbejde«.

Folk tror nogle gange, at jeg…

»…er heldig. Min mor Anja Philip er caster, så der er dem, der tror, at jeg får ting forærende. Men sådan forholder det sig på ingen måde. Faktisk frarådede min mor mig at gå ind i branchen, da jeg var lille, fordi det er »risky business, honey«, og man skal have en rygrad af stål for at klare sig«.

Men jeg vil gerne have, at de ved, at jeg…

»…at jeg har knoklet røven ud af bukserne og arbejdet ulideligt lange dage for nul kroner for at nå dertil, hvor jeg er i dag – som jo forhåbentlig bare er begyndelsen. Jeg har fået tips og forståelse med på vejen, men er ikke blevet ført frem af nepotisme. Det ord provokerer mig«.

‘Yes No Maybe’.

Om fem år er min største drøm, at jeg…

»…stadig får lov til at fortælle vilde og fantastiske historier, og at jeg kan leve af det. Jeg bliver tiltrukket af karakterer med dybde og mørke sprækker, hvor livet ikke helt spiller. Selv i komedieserien ’Yes No Maybe’, hvor jeg er en meget ovenpå type, har karakteren noget, hun gemmer bag facaden.

Substans og sørgmodighed fascinerer mig. Og ja, så ville det da være dejligt, hvis vi om fem år sad her og snakkede igen, fordi jeg var blevet nomineret til en Oscar takket være en stor international karriere, det er klart. Jeg har altid elsket sprog og taler fem, så jeg har faktisk været til casting på nogle udenlandske projekter«.

Hvis jeg kunne være en anden person i filmverdenen i en uge, så skulle det være…

»…Matthew McConaughey under optagelserne til ’True Detective’. Han er mesterlig i den serie, og jeg ville gerne vide, hvordan han arbejdede med karakteren. Og så ville det være interessant at opleve verden som mand for at kunne sammenligne det med at være kvinde i branchen. Jeg ville dog heller ikke have noget imod at prøve at være Ghita Nørby i 1962, da hun indspillede ’Baronessen fra benzintanken’. Jeg har været kæmpe fan af Ghita Nørby, siden jeg var barn«.

Når jeg arbejder, sørger jeg altid for…

»…at forholde mig åbent og nysgerrigt til nuet og dem, jeg arbejder sammen med, og ikke være låst i mit spil. Men samtidig være sindssygt velforberedt. Det er en hårfin balance. Jeg køber mange notesbøger og skriver noter om den karakter, jeg spiller: Hvilken musik lytter hun til, hvorfor føler hun sorg over ikke at have talt med sin far i flere år, hvad køber hun i Netto osv. Jeg kan sagtens fylde 50 sider og bruger det sammen med instruktørens vision.

Carla Philip Røder.

Jeg lytter også gerne til bestemte sange i optageperioden, der minder mig om karakteren. Det er surrealistisk, men fordi musik er det, der vækker de stærkeste erindringer i mig, så bliver jeg Anna i ’Kød og blod’, hvis jeg hører den playliste, jeg har lavet til hende. Og det samme med sangene til Milla fra ’Yes No Maybe’. Sangene hjælper mig til at komme ind i karakteren inden en scene«.

Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at se en film eller serie, så skulle det være…

»…Ali Abbasis ’Grænse’. Den er både rå og smuk og rørende i en samlet pakke, og jeg har aldrig set noget lignende. Den satte sig i min krop. Men jeg vil faktisk helst ikke afsløre for meget, for den bliver endnu mere fantastisk, hvis man ikke ved noget om den på forhånd«.

Når jeg går igennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske at…

»…jeg ikke ville undvære dem, og at jeg skal prøve at bruge dem til noget positivt. For noget tid siden var jeg til casting på en drømmerolle, som jeg lagde sindssygt meget arbejde i – jeg læste bogen, filmen var baseret på, og tog til møde efter møde. Da jeg ikke fik rollen, blev jeg virkelig ked af det, men så kom castingen på ’Kød og blod’, og det endte med at blive det bedste, jeg har lavet. Everything happens for a reason – det er en kæmpe kliché, men det er sådan, jeg har det«.

Hvis jeg skulle lave én ting om i filmbranchen, så skulle det være…

»…at gøre kvinderoller mere alsidige. Vi kvinder har så mange roller i den virkelige verden, så er det vigtigt for mig, at de kvindebilleder, jeg portrætterer på film, også er nogen, man kan identificere sig med. På ’Kød og blod’ var det så fantastisk at lave et mafiadrama med Sidse Babett Knudsen i centrum og de her to seje kvinder bag kameraet, Jeanette Nordahl og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe, der turde fortælle en helt anderledes ’kvindehistorie’«.

Når jeg vinder en Oscar – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…

»…mine forældre. Det er måske endnu en kliche, men det kan ikke være anderledes. Jeg droppede ud af gymnasiet for at fokusere på skuespillet og fandt en lille skodlejlighed uden helt at vide, hvad fanden jeg skulle stille op – men mine forældre har altid troet på mig, også når jeg ikke har troet på mig selv. Og så vil jeg takke Jeanette Nordahl, for hun var den første, der virkelig anerkendte mig for mit arbejde, og det vil jeg aldrig glemme«.

Carla Philip Røder, Anna Emma Haudal, Rasmus Kloster Bro og Nadim Carlsen er de fire foreløbigt nominerede i Fremtidsprisens filmkategori 2018. Den sidste følger i morgen. De efterfølgende dage annonceres de fem nominerede i musikkategorien – og vinderne offentliggøres i slutningen af måneden.

Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt instruktør Annika Berg (‘Team Hurricane’) i film/tv. Erika de Casier vandt i musik. Se de øvrige 2017-nominerede her.

(Interviewet med Carla Philip Røder er lavet af Lise Ulrich).

Nomineret til Fremtidsprisen #1: Rasmus Kloster Bro har skabt den mest intime katastrofefilm nogensinde

Nomineret til Fremtidsprisen #2: Nadim Carlsen er billedmager på årets to mest markante arthousefilm i Skandinavien

Nomineret til Fremtidsprisen #3: ‘Doggystyle’-skaber – »Jeg prøver at huske at spise, sove, skide og være glad, præcis som en baby«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af