Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen
Kvinden bag dens spritny DR3-serie ’Doggystyle’, 30-årige Anna Emma Haudal, har ikke lavet en dansk ’Skam’. Det vil hun gerne slå fast, og vi skal gladelig hjælpe hende med at sprede budskabet:
’Doggystyle’ er nemlig helt sin egen og 100 procent Anna Emma Haudals vision, der ligefremt og bagfra og med stor usentimental kærlighed til sin unge hovedperson Asta (fremragende spillet af Rosemarie Mosbæk) skildrer den retningsforvirrede selfie-discipels weltschmerz, da hun ikke kan make it som skuespiller i København og tvinges til at flytte hjem til forældrene i vindblæste Odsherred – hvor Haudal selv er fra.
Serieskaberen er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og har skrevet og instrueret kortfilmen ’Sofa’ (2016) såvel som fungeret som episodeforfatter på TV2 Zulu-serien ’Sjit Happens’ femte sæson (2017). Med sin aktuelle DR3-serie markerer hun sig som en af dansk tv’s stærkeste nye historiefortællere, der udviser beundringsværdig visuel og dramaturgisk tæft i sammenfletningen af snapchat-billedpoesi, ungdommelig livsklogskab og grå hverdagsrealisme, der får vores hjerter til at flyde over.
I ‘Doggystyle’ gemmer der sig dybe, såre menneskelige følelser bag selv den mest skudsikre facade, og Haudal går smukt den humanistiske solidaritets ærinde, når hun rusker op i vores alle sammens værste fordomme – og lader Asta udvikle sig i mødet med modstand, sin egen og andres.
I anledning af Anna Emma Haudals nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt hende afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem hun er, og hvad hun står for.
Jeg blev først og fremmest manuskriptforfatter, fordi…
»…jeg er historiefortæller. Jeg har noget på hjertet og en vision om at gøre mennesket opmærksom på sig selv og dets færden i samfundet – og i livet. Selvfølgelig er det forskelligt, hvad jeg har på hjerte fra projekt til projekt, men mine historier udspringer altid af en slags en undersøgelse, en konspirationsteori eller ide om noget inde i mennesket. Jeg har skrevet, siden før jeg kunne skrive. Dengang skrev min mor for mig, mens jeg dikterede«.
Folk tror nogle gange, at jeg…
»…er gravid. Det er, fordi jeg vist godt kan se lidt gravid ud, men i virkeligheden er jeg bare glad for mad! Jeg er et ret sensitivt menneske, så i perioder, hvor jeg kæmper for mine projekter, tager jeg altid på. Og den måde, fedtet fordeler sig på min krop, er, at det sætter sig ret intenst midt på maven. Det er en form for skjold. Men det er efterhånden mere pinligt for dem, der antager, at jeg er gravid, end det er for mig. Vægt er jo et ømt punkt for mange, også for mig, men jeg bliver mere ked af det, når jeg kan se, at folk tænker det, end når de siger det højt«.
Men jeg vil gerne have, at de ved at jeg…
»…bare er glad for mad!«
Om fem år er min største drøm, at jeg…
»…har mit eget firma med en producer, som jeg holder af, og at vi laver vedkommende film og serier, der kan være både folkelige og kunstneriske på samme tid. Jeg vil gerne fortælle historier, der ikke er så endimensionelle, hverken i deres historier eller genre. Og publikum fortjener fiktion på højt kunstnerisk niveau, uden at det mister underholdningsværdien af den grund. Det vil jeg gerne bidrage med i fremtiden«.
Hvis jeg kunne være en anden person i filmverdenen i en uge, så skulle det være …
»…Nicole Kidman. Hun er mystisk, og jeg har lyst til at kravle ind i hende og udforske hendes magi. Hun er en af de personer, der kan udtrykke alle følelser uden at fortrække en mine. Jeg tror simpelthen, at hun er en alien. Og så er hun er helt vildt tidløs og har haft en utrolig karriere«.
Når jeg arbejder, sørger jeg altid for…
»…at få noget at spise. Det er meget banalt, men det er altså mit bedste svar på det spørgsmål. Det er min overspringshandling number one. Når jeg skriver, arbejder jeg mest hjemmefra – min kæreste og jeg har lige købt en gård i Odsherred, hvor jeg kommer fra, og hvor ’Doggystyle’ også er filmet. Men når jeg instruerer, foregår det i nuværende tilfælde meget ude i DR Byen«.
Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at se en film eller serie, så skulle det være…
»…’Transparent’, fordi den nuancerer det at være menneske, mere end nogen anden serie før har gjort efter min mening. Karaktererne føles helstøbte – de er menneskelige og originale på én og samme tid. Jeg synes, hele konceptet omkring serien er så dejlig organisk: Spillet, replikker, billederne, klipningen og musikken stemmer overens med fortællingens måde at bevæge sig på«.
Når jeg går igennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske at…
»… ej, nu bliver jeg altså nødt til at blive banal igen. Men det, jeg prøver at huske, er at spise, sove, skide og være glad. Præcis som en baby«.
Hvis jeg skulle lave én ting om i filmbranchen, så skulle det være…
»Niveauet af angst. Angsten for at fejle, for ikke at blive hørt og for, at andre hele tiden er bedre end en selv. Jeg oplever meget angst omkring mennesker i filmbranchen, og jeg forstår godt, at den er der, men vi har ikke brug for den. Vi skal være gode ved os selv og hinanden. Angsten er ikke hierarkisk, den er til steder alle vegne blandt både unge og ældre i branchen«.
Når jeg vinder en Oscar – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…
»… det vil jeg aldrig være i tvivl om: Alle engle og andre guddommelige væsner, som har hjulpet mig på min vej. Det står faktisk også i rulleteksterne på ’Doggystyle’«.
Anna Emma Haudal, Rasmus Kloster Bro og Nadim Carlsen er de tre foreløbigt nominerede i Fremtidsprisens filmkategori 2018. De to sidste følger de kommende dage. Derefter annonceres de fem nominerede i musikkategorien.
Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt instruktør Annika Berg (‘Team Hurricane’) i film/tv. Erika de Casier vandt i musik. Se de øvrige 2017-nominerede her.
(Interviewet med Anna Emma Haudal er lavet af Lise Ulrich).
Nomineret til Fremtidsprisen #1: Rasmus Kloster Bro har skabt den mest intime katastrofefilm nogensinde
Nomineret til Fremtidsprisen #2: Nadim Carlsen er billedmager på årets to mest markante arthousefilm i Skandinavien