’Doggystyle’: Uundværlig ungdomsserie fra allerøverste DR3-hylde får hjertet til at svømme over
Har du været, eller er du stadig et ungt, fremtidsforvirret menneske med røven i vandskorpen, minimal likviditet på bankkontoen og med direkte, økonomisk hjælpelinje hjem til mor og far i provinsen, vil DR3s nye, præcissjove ungdomsserie ’Doggystyle’ ramme dig. Både i hjertet og lige mellem øjnene.
I serien, der er skrevet og instrueret af det nye talent Anna Emma Haudal, møder vi 21-årige Asta (Rosemarie Mosbæk), der ikke rigtigt har fået gang i den skuespillerkarriere i København, hun forlod provinskedelige Odsherred for. Jo, hun går da til casting hos DR, stjæler sig til et selfie med Petra Nagel på rulletrappen og tager til premierefest på Litteraturhaus med veninden. Men hvad nytter det, når kontoen er tom, hun ikke kan betale husleje, og casterne ikke ringer tilbage?
Asta sidder bogstaveligt talt fast i svingdøren i DR Byen og kikser totalt samtalen i venindens veganske bofællesskab med de skæbnesvangre ord »Altså, jeg elsker pølser. Især de der pølsesnacks oppe ved kasseapparatet, når jeg er ude at handle«. Og trods ihærdige forsøg på indsmigring hos bollevennen Aske Bang (ja, instruktøren og skuespilleren Aske Bang spiller en virkelig røvhulsagtig version af sig selv), er der heller ikke bingo på boligsituationen der.
Asta er med andre ord pisket helt ned på alle fire. Og med halen mellem benene må hun luske tilbage til barndomshjemmet i provinsen, hvor mor, far og lillesøster Ida (Sarah Juel Werner) tager imod med åbne arme.
Titlens ’Doggystyle’ og seriens undertitel ’Når livet tager dig bagfra’ leder bevidst tankerne syd for bæltestedet (hvilket selvfølgelig er en god taktik, når ungdommen skal lokkes ind), men Haudals serie handler også og i højere grad om Astas iboende flovhed over provinsophavet og frygten for alligevel ikke at blive til noget i København og i stedet gå i hundene i Odsherred. Hun forsøger i hvert fald, så godt hun kan, at glamourisere hjemstavnen, når hun tuller rundt med lyserøde, hjerteformede solbriller og sipper azurblå slush ice på den mennesketomme hovedgade i den lille flække. Der skal jo stadig sendes lækre snaps til veninden i København. Men mon ikke provinsen vil vise sig ikke at være så slem endda?
Særligt synes gensynet og genoptagelsen af hverdagen med lillesøster Ida, der har cerebral parese og derfor er bundet til sin kørestol, i hvert fald glædeligt for Asta. Mosbæk og Werner portrætterer søsterskabet de to imellem med lige dele drilleri og dybfølt alvor, og da de to danser rundt i stuen til Shit & Chanels eviggyldige ’Bella Mia’, hvor Anne Linnet og Lis Sørensen synger kvindeduet, så hver en kind bliver rød og varm, svømmede mit hjerte faktisk over.
’Doggystyle’ sætter præcise billeder på dét at være tilbage. Modstanden, der også rummer sprækker af nostalgi, forankring og kærlighed. At sidde på bordet af bænkesættet nede på havnekajen med sin gamle bedsteveninde, ryge smøger og snakke, som om man aldrig har været væk. Mågerne skriger, og en knallert med mælkekasse bag på tøffer forbi. Det er pissekedeligt, men også rart genkendeligt. ’Doggystyle’ favner kompleksiteten og gør den til sin drivkraft. Fortællingen løber over skærmen med en charmerende umiddelbarhed, der vægter tilstandsbilleder højere end cliffhangere, men alligevel giver dig lyst til at binge hele serien i et hug, hvis det var muligt.
Anna Emma Haudal, der er uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 2015, har begået en vildt velskrevet serie, hvor replikkerne skiftevis svirper mundret, slår trodsige gnister og rummer store sandheder: særligt i munden på Josephine Park, der spiller Astas gamle veninde Jose.
Parks no-bullshit attitude og grove kækhed dækker måske over mørke sandheder i Joses liv, og måske, men kun måske, kan det genfundne venskab med Asta (spillet så skønt af Rosemarie Mosbæk) vise sig som en forløsende faktor.
Bralrende forsigtigt – og med Møs mere melankolske version af Spice Girls’ venindehymne ’Say You’ll Be There’ som velvalgt underlægningsmusik – lakerer de negle, drikker Mokai’er og tager en helt vildt moden snak om uddannelse, sex og kunst, sgu. Og jeg tror på hvert et ord, de siger.
Kort sagt:
’Doggystyle’ er et stykke uundværligt ungdomsfiktion fra allerøverste DR3-hylde, og i Haudals nænsomt bevidste instruktørhænder bliver Astas retur til provinsen en konstant vedkommende, men på intet tidspunkt pædagogisk fortælling, hvor spejleffekten er påfaldende præcis.
Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.
Mød holdet bag ‘Doggystyle’ i Soundvenues INPUT-rum på torsdag – og få stillet dine egne spørgsmål!
Læs interviewet: Anna Emma Haudals ‘Doggystyle’ er meget mere end ‘Skam’ – den er skrevet med kroppen