INTERVIEW: Asta vil gerne være skuespiller, hun går til DR-castings og mingler med VIP’s i det eftertragtede filmmiljø – heriblandt virkelighedens instruktør og skuespiller Aske Bang, som hun dater, men som mildt sagt virker mindre interesseret i hende, end hun er i ham.
Men livet tager hende bagfra, som taglinen til den nye, veloplagte DR3-serie ’Doggystyle’ proklamerer, og uden en klink på lommen må Asta (spillet af Rosemarie Mosbæk) flytte hjem til sine forældre i det lille udkantsområde Odsherred, som hun ellers føler sig alt, alt for fin til.
5 stjerner til ‘Doggystyle’: Uundværlig ungdomsserie fra allerøverste DR3-hylde får hjertet til at svømme over
Bag ’Doggystyle’ står den debuterende Anna Emma Haudal, der er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og både har skrevet og instrueret serien, der har ligget og simret i hendes bevidsthed i årevis.
»Jeg er selv opvokset i Odsherred. Det var vigtigt for mig at skrive om et sted, jeg havde en relation til, men min store vision er ikke, at det handler om Odden. Det er en historie om fordomme, og jeg synes, der er nogle ret fede ting imellem land og by, som er virkelig idiotiske. Vi er jo sindssygt fordomsfulde«.
Den norske arv
Serien ligger i kølvandet på en fiktiv webserie-søster, nemlig Julie Andems ‘Skam’ – en arv, som Anna Emma Haudal har skullet forholde sig til fra day one:
»Det allermest angstprovokerende er at lave noget i et format, som nogle andre lige har haft succes med. ‘Skam’ er jo blevet synonym med ungdomsserie. Du kan nærmest ikke fortælle, at du er ved at lave fiktion til unge, uden at folk siger ‘nå, er det ‘Skam’, du laver?’«.
»I Odsherred, når vi spurgte nogle unge, om de var okay med at være statister i baggrunden, sagde de, ‘nå, er det jer, der er ved at lave den der ‘Skam’-serie?’. Så står jeg der rigtigt sur bag monitoren: ‘Vi laver ikke ‘Skam’’«, siger hun og griner.
»Webserieformatet er det samme, men jeg synes, vi laver noget, der er meget anderledes. ‘Skam’ havde et kanon koncept. Jeg har ikke arbejdet konceptuelt med ‘Doggystyle’, for det er ikke min måde at arbejde på«.
På filmskolen har Anna Emma Haudal nemlig lært, at man skal skrive med kroppen og ikke med hovedet.
»Jeg er 100 procent historiefortæller, og jeg kan ikke låse mig selv til et koncept, for så er det, jeg holder op med at skrive med pikken. Det er et mantra, som har boret sig fast i mig. Det var Mogens Rukov (nu afdød manuskriptlærer på Filmskolen, red.) der sagde, at man skulle skrive med pikken, og jeg forstår det. Jeg ved godt, hvad han mente med det. Det virker for mig. Når det ikke er lystfuldt, når det ikke er skrevet med kroppen, bliver det noget lort«.
Selvkærlighed
Det var også på filmskolen, at Anna Emma Haudal fik ideen til ‘Doggystyle’, der udsprang af en søgen efter kærlighed.
»Et emne, der optog mig rigtig meget, var selvkærlighed. Og vores forhold til kærligheden, vores idé om hvordan den ser ud. Hele den der datingkultur. Det var, mens jeg gik på Filmskolen, at ‘Gift ved første blik’ kom ud sammen med sindssygt mange andre datingprogrammer. Jeg datede ret meget selv og var meget optaget af at finde den gyldne kur til at føle mig elsket. Og det gik op for mig, at den er der rigtigt mange, der forsøger at finde. Jeg kom frem til, at kærlighed ikke er noget, vi skal finde i hinanden, men noget, der opstår i os selv. Den er altid til stede, og så kan man dele den«.
»Det er jo en anden måde at se kærlighed på, og jeg synes, der var noget interessant i hele den her Instagram- og Facebook-generation og jagten efter likes, som alt sammen handler om at blive set, kløet og klappet, elsket og anerkendt. Men det er jo kortvarigt, så det fylder aldrig det tomrum, som de fleste mennesker går rundt med. Jeg tror, at selvkærlighed i virkeligheden er roden til alle former for kærlighed. Og det er vi for få, der har opdaget endnu«.
Netop Instagram-generationen har en helt særlig plads i manuskriptforfatterens hjerte: Det er både dem, hun taler til og om i serien om Asta, der gerne vil være en del af filmmiljøets inderkreds, hænge ud med smarte Nørrebro-typer og generelt blive til noget.
Ved siden af sit filmvirke har Anna Emma Haudal undervist i manuskriptskrivning og mødt mange unge, som oplever en identitetskrise:
»Der er virkelig mange, der har svært ved at finde ud af, hvad de er, hvem de er, og hvad de skal med deres liv. Det er interessant, taget i betragtning af at vi har opfostret samtlige generationer med, at man skal blive til noget. Du skal ikke blive til nogen, det handler ikke om, hvem du er, det handler om, hvad du er« siger hun.
»Jeg synes, at samfundet fortæller os, at det er vores profession, der definerer os. Det skaber de her mange unge, der tror, de kun kan få anerkendelse og selvværd, hvis de kan sætte et bestemt mærkat på sig selv i form af en profession eller mange likes og følgere. Det vil jeg gerne tale om uden at tale om det direkte. Det har taget mange år at finde den rigtige historie, og den har set ud på mange forskellige måder, men den har altid heddet ‘Doggystyle’«.
En uhyggelig tendens
Anna Emma Haudal bemærker desuden, at generationen er karakteriseret ved et manglende ungdomsoprør.
»Når jeg hører, hvad de taler og skriver om, er det fede at gå på brasseri, at have smart designertøj på, at fylde sin lejlighed op med designermøbler, at ligne et magasin både udenpå, indeni og rundt om. Det er nærmest på mode at deltage i det kapitalistiske samfund så meget som muligt: Jo rigere du er, jo bedre er du. Og det synes jeg er vildt uhyggeligt. Der er ikke plads til at være menneske«.
Er det derfor, Asta virker så relativt usympatisk i de første afsnit?
»Det synes jeg jo ikke, hun er. Hun har nogle mønstre, der får hende til at se usympatisk ud, og det er kun, når hun er sammen med sin mor og far. Jeg har aldrig nogensinde mødt nogen mennesker eller teenagere, der ikke opfører sig som små psykopater i selskab med deres forældre. Jeg finder hende enormt empatisk, men hun har problemer, som hun lader gå ud over andre«.
»Alle de karakterer, jeg portrætterer i serien, er mennesker med fejl og følelser. Jeg er meget interesseret i menneskers fejl, fordi jeg synes, det er det, der gør os til mennesker«.
De nuancerede, fejlbarlige karakterer er en mangelvare i danske tv-serier, mener Anna Emma Haudal, der derfor særligt har skelet til amerikanske serier i arbejdet med ’Doggystyle’:
»Der sidder en masse unge, som ikke gider se dansk tv, men i stedet tjekker ind på Netflix eller HBO, fordi eksempelvis en serie som ‘Girls’ taler det sprog, de efterspørger. Karaktererne er nuancerede, og de må gerne være usympatiske. Man må gerne være kvinde og være usympatisk på HBO. Det bliver hurtigt lidt firkantet på dansk tv«, siger hun og tilføjer:
»Der er også en tendens til, at alting skal være så hårdt og vredt. Det er meget store følelser, der bliver forceret frem. Jeg har gjort det omvendte. De store følelser kommer ud af de fuldstændig ligegyldige, småbitte ting. Det er jo sådan, almindelige menneske har det i hverdagen. Det er de små ting, der får bægret til at flyde over«.
Her var Pamela Adlons ’Better Things’ en vigtig inspiration.
»Her handler det heller ikke ‘om nogen der dør’, eller ‘nogen der mister’. Det er i stedet de små nuancer i, hvad det vil sige at være menneske«.
Lidt for magelig
Hvorfor skulle serien foregå i filmmiljøet?
»Filmmiljøet er et sted, jeg kender til, og vi er sgu lidt prætentiøse i filmbranchen, der er meget angst og behov for anerkendelse. Jeg ville gerne have, at hendes drøm var at blive skuespiller, fordi der ligger så meget logren med halen og behov for anerkendelse i den profession. Og det er pisse svært«.
»Jeg troede selv i mange år, at jeg skulle være skuespiller, jeg spillede sindssygt meget, fra jeg var helt lille. Jeg har altid vidst, at jeg skulle lave film i sidste ende, men da jeg gik på højskole på en teaterlinje, fandt jeg ud af, at jeg simpelthen er for doven. Jeg er alt for mageligt et menneske til at arbejde som skuespiller. Det er så vanvittigt krævende: Dit eneste redskab er dig selv og din krop. Og min krop gider ikke lave en masse styrketræning«.
»Så den lille detalje, synes jeg, passede godt til karakteren Asta: Hun er i virkeligheden også for magelig. Hun gider ikke tage ordentligt tøj på derhjemme hos sine forældre, så hun har bare nattøj på hele dagen«.
Hvorfor skulle lige netop instruktøren Aske Bang spille sig selv som Astas love interest?
»Jeg elsker Aske Bang. ’Doggystyle’ var på et tidspunkt en spillefilm, og jeg lavede en pilot, hvor historien så helt anderledes ud. Der havde han en birolle, og jeg forelskede mig bare i skuespilleren Aske Bang, fordi jeg synes, han er et kæmpe talent. I processen gik det så op for mig, at Astas love interest skulle være instruktør, og jeg tænkte, ‘gad vide om Aske Bang har lyst til at spille en fiktiv udgave af sig selv’. I øvrigt er Aske jo the cutest guy in town, så det er vildt sjovt, at han skal spille sig selv som sådan lidt en douchebag-instruktør. Sådan er Aske slet ikke«.
Tilbage til rødderne
Ligesom Asta gør det i første afsnit, pakkede Anna Emma Haudal for nyligt sin københavnertilværelse ned i flyttekasser og tog tilbage til hjemstavnen, hjem til Odden, hvor hun har købt en gård sammen med sin kæreste.
Men i manuskriptforfatterens tilfælde har det ikke været under tvang. Hun er 30 år, og udlængslen og fordommene, som konsumerer Asta, ser Haudal som et meget alderstypisk ønske om at løsrive sig:
»Jeg ville fortælle en historie om en familie, samtidig med at det er en ungdomsserie, fordi jeg synes, at noget af det vigtigste i 20’erne er separationen – men også at holde fast i sine rødder. Det er i 20’erne, det kan være hårdest at være sammen med sin familie, fordi man jo prøver at flytte sig fra dem og samtidig elsker dem«, siger hun.
»For mig er Asta sådan én, der forsøger at leve sit liv, som om det var en film. Hun har allerede lavet filmen inde i sit hoved, så dét at blive sendt hjem får filmen til at knække. Det passer ikke ind i hendes liv at skulle bo på Odden igen eller at skulle være sammen med skraldemanden Bjarke fra Odden – hun skal være sammen med filminstruktøren Aske Bang, der har været nomineret til en Oscar. Der er mange ting, der krakelerer. Det er dét, historien handler om«.
Anmeldelse af ‘Doggystyle’: Uundværlig ungdomsserie fra allerøverste DR3-hylde får hjertet til at svømme over