De 20 mest ventede nye serier i 2019

Fra Nicolas Winding Refn og George Clooney til ’Watchmen’ og DR’s nye søndagssatsning. Der er masser at glæde sig til på den lille skærm det kommende år, hvor også serier som ‘Game of Thrones’ og ‘True Detective’ naturligvis vender tilbage. Her fokuserer vi dog på de spritnye af slagsen.
De 20 mest ventede nye serier i 2019
John Hawkes i Nicolas Winding Refns 'Too Old To Die Young'.
Miles Teller i ‘Too Old to Die Young’.

1. ’Too Old To Die Young’

Hvem står bag?
Vi havde også Nicolas Winding Refns Amazon-serie på listen sidste år, men den lader sig vente på sig. I 2019 kommer den dog med sikkerhed. Refn producerer og instruerer samtlige afsnit af serien, som han har skrevet i fællesskab med den anerkendte tegneserieforfatter Ed Brubaker. Det spændende cast består af blandt andre unge Miles Teller (‘Whiplash’), John Hawkes (’Winther’s Bone’), Billy Baldwin (‘The Squid and the Whale’) og Jena Malone, der ikke holdte sig tilbage i Refns seneste værk, ‘The Neon Demon’.

Hvad handler den om?
Politibetjenten Martin (Miles Teller) gennemgår en eksistentiel rejse i Los Angeles, da han efter sin partners død bliver trukket ned i byens kriminelle underverden. Der finder man både den japanske yakuza, mexicanske kartelmordere, voldelige teenagere og den russiske mafia.

Premiere
Amazon Prime i løbet af 2019

Tegneserieforlægget ‘Watchmen’.

2. ’Watchmen’

Hvem står bag?
Damon Lindelof er én af de manuskriptforfattere i Hollywood, der deler vandene mest, og han har eksempelvis fået læsterlige hug for manuskriptet til ’Prometheus’. Men på seriefronten brød han ny grund med ’Lost’, og senest skabte han den mesterlige sci-fi-dystopi ’The Leftovers’ på HBO, så det er en mand i god form, der nu kaster sig over sit mest ambitiøse projekt hidtil: At filmatisere Alan Moores hæderkronede grafiske roman ’Watchmen’, som Zack Snyder vakte til live på det store lærred i 2009, men som mange mener fortjener mere og bedre. Måske er Lindelof manden, der kan levere det.

Hvad handler den om?
I en alternativ virkelighed i 1985 raser den kolde krig på sit højeste. Vi følger en gruppe pensionerede superhelte, som efterforsker mordet på en af deres egne og afdækker en konspiration, der kan ændre verden.

Premiere
HBO Nordic i løbet af 2019 

Ava DuVernay (Foto: Paras Griffin/Getty Images)

3. ’Central Park Five’

Hvem står bag?
Ava DuVernay er de seneste år blevet en af de centrale stemmer i amerikansk film. Hun fik et bredt gennembrud med Martin Luther King-filmen ’Selma’, fejlede med blockbusterforsøget ’ A Wrinkle in Time’, men bevarer sin store anseelse som både instruktør, producer og meningsdanner – heriblandt med den glimrende Netflix-dokumentar om det amerikanske fængsels- og retssystems forhold til den sorte befolkning i ’13th’. Nu vender hun tilbage til Netflix – denne gang i fiktionens klæder, om end baseret på virkelige begivenheder.

Hvad handler den om?
Miniserien ’Central Park Five’ tager nemlig udgangspunkt i en berømt sag fra 1989, hvor en løber blev angrebet og voldtaget i New Yorks store grønne park. Fem sorte teenagere fra Harlem blev dømt for forbrydelsen, men siden frifundet, og serien dykker ned i, hvordan både medier og retssystemet anså dem som skyldige på forhånd, selvom det viste sig, at de ikke havde gjort noget.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’What We Do in the Shadows’

Hvem står bag?
Jemaine Clement (fra ’Flight of the Conchords’) og Taika Waititi (senere ’Thor: Ragnarok’-instruktør) skabte et veritabelt kulthit med deres mockumentary ’What We Do in the Shadows’ fra 2014, som fulgte en flok vampyrers både almindelige og meget ualmindelige hverdagsliv som roommates i en newzealandsk forstad. Deres interaktion med det moderne liv affødte et væld af hysterisk morsomme situationer, som man sagtens kan se for sig leve videre i tv-formatet.

Hvad handler den om?
Og det er netop, hvad FX’ ’What We Do in the Shadows’ gør: Den følger vampyrerne Nandor, Laszlo og Nadja, der har boet sammen i århundreder. Dermed er castet også udskiftet, for det var Clement og Waititi selv, der indtog de bærende roller i originalfilmen, men denne gang nøjes de med at udfolde sig bag kameraet.

Premiere
HBO Nordic i løbet af 2019

Pedro Pascal i ‘Game of Thrones’.

5. ’Star Wars: The Mandalorian’

Hvem står bag?
En af årets helt store tv-begivenheder indfinder sig, når Disney lancerer deres konkurrent til Netflix, Amazon, HBO og de andre under navnet Disney+. På streamingtjenesten vil mediegiganten samle deres indhold, som tæller alt fra Marvel- til Pixar-filmene, men også skabe helt nye eksklusive serier, som skal trække folk til truget. Og en af de første bliver ’Star Wars’-serien ’The Mandalorian’, der udspiller sig i galaksen tre år efter begivenhederne i ’Return of the Jedi’. Jon Favreau (’Iron Man’, ’Junglebogen’) skriver og producerer, folk som Rick Famuyiwa (’Dope’), Bryce Dallas Howard og Taika Waititi (se ovenfor) instruerer enkeltafsnit, mens castet består af folk som Pedro Pascal (’Game of Thrones’, ’Narcos’), Giancarlo Esposito (’Breaking Bad’), Gina Carano (’Haywire’, ’Deadpool’) og legenden Werner Herzog.

Hvad handler den om?
Efter Imperiets deroute – og før The First Order – følger vi en kriger, der opererer i de ydre dele af galaksen langt fra The New Republics styre.

Premiere
Disney+ sidst i 2019

Lukas Moodysson.

6. ’Gösta’

Hvem står bag?
Svenske Lukas Moodyson har siden ungdomsklassikeren ’Fucking Åmål’ fra 1998 stået som en af Skandinaviens væsentligste instruktører, som siden har markeret sig med film som ’Tilsammans’, ’Lilja4ever’ og senest den knuselskelige ’Vi er de bedste’. Han er bedst, når han lader varmen, komikken og humanismen strømme gennem sine film, og alt tyder på, at det er netop, hvad han gør i sin første tv-serie, som tilmed også er den første lokalproducerede serie fra HBO Nordic.

Hvad handler den om?
’Gösta’ handler over otte afsnit om den 28-årige børnepsykolog af samme navn, som får sit første job i en lille svensk flække. Gösta vil gerne tro på det bedste i alle mennesker, hvilket ikke altid gør livet lige let.

Premiere
HBO Nordic i efteråret 2019

John Carneys ‘Sing Street’.

7. ’Modern Love’

Hvem står bag?
Den kommende Amazon-komedieserie er skabt af John Carney, som har slået sit navn fast med de gennemmusikalske dramaer ’Once’, ’Begin Again’ og ’Sing Street’. Carney skriver, instruerer og producerer alle otte, halv time lange afsnit af den nye serie.

Hvad handler den om?
’Modern Love’ er en antologiserie, hvor hvert afsnit fortæller en ny historie, der tager udgangspunkt i New York Times’ populære Modern Love-klumme, som har kørt i næsten 15 år, de seneste år også som podcast. Afsnittene vil kort sagt handle om kærlighed i alle dens afskygninger.

Premiere
Amazon Prime i løbet af 2019

Christian Torpe (tv.) under et arrangement for hans amerikanske serie ‘The Mist’. (Foto: Joshua Blanchard/Getty Images)

8. ’Fred til lands’

Hvem står bag?
Bag DR’s kommende store søndagsserie står Christian Torpe, som lavede TV 2’s ’Rita’ og blev en af de eneste danske showrunners på en amerikansk serie med ’The Mist’ – sammen med Marie Østerbye, der også har skrevet på ’Rita’ samt serier som ’Bedre skilt end aldrig’ og ’The Rain’. Louise Friedberg (’Herrens veje’, ’Norskov’) skal instruere.

Hvad handler den om?
’Fred til lands’ beskrives som en psykologisk dramaserie, men meget mere vides endnu ikke om handlingen – ud over at den foregår på Fyn.

Premiere
DR i efteråret 2019

Michelle Williams i ‘I Feel Pretty’.

9. ’Fosse/Verdon’

Hvem står bag?
FX er med ’Atlanta’, ’The Americans’, ’Pose’, ’Better Things’ og ’Fargo’ måske tidens mest interessante serieproducent. Og miniserien ’Fosse/Verdon’ er en af deres store satsninger. Den relativt upåagtede Steven Levenson er showrunner, mens castet er mere opsigtsvækkende: Sam Rockwell og Michelle Williams fører nemlig an.

Hvad handler den om?
Rockwell spiller den legendariske film- og teaterinstruktør og -koreograf Bob Fosse, og serien følger hans professionelle og private forhold til datidens største Broadway-danser, Gwen Verdon (Williams). Den er baseret på biografien ’Fosse’ af Sam Wasson.

Premiere
FX i løbet af foråret – dansk streamingpremiere uvis

Serieskaber Ryan Murphy med Sarah Paulson til Emmy Awards i 2016. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

10. ’The Politician’

Hvem står bag?
Det var tv-historiens vildeste handel, da Netflix signede serieskaberen Ryan Murphy (’Glee’, ’Pose’, ’American Horror Story’) for over en milliard kroner. Så der er noget at leve op til for Murphy, når han nu kommer med sin første serie for streaminggiganten.

Hvad handler den om?
Vi ved endnu ikke meget om plottet, men det står klart, at historien centrerer sig om den rige Payton fra Santa Barbara og hans politiske aspirationer. Hver sæson skal følge en ny valgkamp, han er involveret i.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Adnan Syed

11. ’The Case Against Adnan Syed’

Hvem står bag?
Amy Berg er en af tidens mest respekterede dokumentarskabere og -producere, som har stået bag alt fra Netflix-serien ’Hunde’ til ’Janis’ og ’An Open Secret’. Nu kaster hun sig over en af de mest omtalte kriminalsager fra de seneste år – i øvrigt med musik fra Nick Cave og Warren Ellis.

Hvad handler den om?
Som titlen antyder, at det nemlig selveste sagen fra podcastfænomenet ’Serial’ (2014), som er omdrejningspunktet for den nye HBO-satsning på true crime-området. Amy Berg har arbejdet på serien siden 2015, og det skal blive spændende at se, om hun kan levere nye afsløringer i sagen om Adnan Syeds dom for mordet på Hae Min Lee i 1999. Serien lover i hvert fald »eksklusiv adgang til Adnan Syed, hans familie og advokater«.

Premiere
HBO Nordic i løbet af 2019

Zachary Quinto (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

12. ’NOS4A2’

Hvem står bag?
AMC er kanalen bag serier som ’Breaking Bad’, ’Mad Men’ og ’The Terror’, og en af deres ambitiøse satsninger i 2019 er dette overnaturlige horrordrama baseret på Joe Hills bog af samme navn. Zachary Quinto og Ashleigh Cummins er på rollelisten.

Hvad handler den om?
Cummings spiller den unge kunstner Vic McQueen, som må prøve at redde sin søn fra den tilsyneladende udødelige Charlie Manx, der lever af sjælene fra små børn, og som hun har en særlig forbindelse til.

Premiere
AMC i løbet af 2019 – dansk streamingpremiere uvis

Alex Garlands instruktørdebut ‘Ex Machina’.

13. ’Devs’

Hvem står bag?
Den måske allermest interessante kommende serie fra førnævnte seriespydspids FX er ’Devs’ – alene af den grund, at manden bag hedder Alex Garland. ’The Beach’-forfatteren er de seneste år sprunget ud som instruktør med de mildest talt tankepirrende ’Ex Machina’ og ’Annihilation’, som har gjort ham til en af disse års mest attraktive filmskabere.

Hvad handler den om?
Garlands første tv-projekt er en miniserie på otte afsnit og handler om en ung computeringeniør, Lily Chan, som efterforsker den hemmelige udviklingsenhed hos sin arbejdsgiver, et progressivt tech-firma med base i San Francisco, som hun mener står bag mordet på sin kæreste. Med kombinationen af thriller og teknologi lyder det som prototypisk Garland – og vi kunne ikke ønske os mere.

Premiere
FX i løbet af 2019 – dansk premiere uvis

Idris Elba i ‘Luther’

14. ’Turn Up Charlie’

Hvem står bag?
Netflix har givet Idris Elba (’The Wire’, ’Luther’) mere eller mindre frie tøjler til at lave komedieserien ’Turn Up Charlie’, som den britiske superstjerne både har skabt (med Gary Reich) og spiller hovedrollen i. Elba har tidligere lavet serien ’In the Long Run’, hvor han også indtog hovedrollen.

Hvad handler den om?
Elba – der selv er tidligere musiker – spiller en falleret dj, som prøver at genopfinde sig selv og karrieren, mens han samtidig bliver børnepasser for sin berømte bedste vens 11-årige datter.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Manden bag ‘BoJack Horseman’ kreerer nu en ny animationsserie.

15. ’Undone’

Hvem står bag?
Raphael Bob-Waksberg er manden bag en af de bedste animationsserier nogensinde, ’BoJack Horseman’. Det er således lidt af et scoop, at Amazon har fået fingrene i netop ham til deres første animationsserie for voksne. Han har skabt ’Undone’ sammen med Kate Purdy, som han også samarbejder med på den nye serie om den fallerede skuespillerhest, der i øvrigt stadig lever i bedste velgående.

Hvad handler den om?
’Undone’ fortæller om Alma, som efter en bilulykke, der nær tog livet af hende, opdager, at hun har fået et elastisk forhold til tid – en evne, hun bruger til at efterforske sandheden om sin fars utidige død.

Premiere
Amazon Prime i løbet af 2019

Seth Rogen (Foto: Kevin Winter/GettyImages)

16. ’The Boys’

Hvem står bag?
Seth Roben og Evan Goldberg er det succesfulde makkerpar bag alt fra ’This Is the End’ til ’The Interview’ og tv-serien ’Preacher’, og deres næste seriesatsning er beslægtet med sidstnævnte, al den stund at den også er baseret på en tegneserie: Garth Ennis og Darick Robinsons superheltefortælling ’The Boys’.

Hvad handler den om?
Mens Netflix er ved at udfase deres Marvel-superhelte (i kølvandet på tidligere nævnte Disney +), er de også ved at køre afløserne i stilling. Og heltene i ’The Boys’-universet er knap så renskurede – her udnytter mange superhelte nemlig deres berømmelse på kynisk vis, hvorfor en gruppe vigilantes, The Boys, har besluttet sig for at rense ud i de mest korrupte af slagsen. Selv skyr de ingen midler.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

George Clooney (Foto: Alberto E. Rodriguez/Getty Images)

17. ’Catch-22’

Hvem står bag?
Hulu slog for alvor igennem på dramafronten med ’The Handmaid’s Tale’, men de har stadig til gode at bevise, at de kan være med i den hårde konkurrence på den lange bane. Det kan de meget vel komme til med ’Catch-22’, som ingen ringere end George Clooney instruerer og producerer. Han skulle tilmed også have spillet hovedrollen, men den har han dog overladt til Kyle Chandler.

Hvad handler den om?
Miniserien over seks afsnit er baseret på Joseph Hellers satiriske romanklassiker af samme navn fra 1961 om en amerikansk bombeeskadrille på en ø i Italien under de sidste år af Anden Verdenskrig. I serien vil hovedrollen efter sigende være den pacifistiske kaptajn John Yossarian, der står over for et sandt dilemma: En bureaukratisk lov tilsiger nemlig, at man er sindssyg, hvis man frivilligt bliver ved med at flyve ud på farlige bombemissioner – men at man må være rask, hvis man beder om at blive fritaget.

Premiere
C More i første kvartal af 2019

Camilla Ahlgreen har tidligere lavet ‘Broen’ – nu skal nu lave det næste nordic noir-hit for Netflix.

18. ’Quicksand’

Hvem står bag?
’Störst av Allt’ – eller på engelsk: ’Quicksand’ – er Netflix’ første svenskproducerede serie baseret på Malin Persson Giolitos prisvindende og bedstsælgende krimi fra 2016. Camilla Ahlgreen, som var en af hovedkræfterne på ’Broen’, står bag serien.

Hvad handler den om?
En helt almindelig gymnasielev, Maja Norberg, bliver anklaget for mord efter et masseskyderi på en kostskole i Stockholms mest velbjærgede forstad.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Cara Delevingne. (Foto: Tristan Fewings/Getty Images)

19. ’Carnival Row’

Hvem står bag?
Rollebesætningen er bemærkelsesværdig på denne kommende Amazon-serie, som Orlando Bloom (på vej mod et comeback?) og supermodellen/skuespillerstjernen Cara Delevingne har hovedrollerne i. Travis Beacham (’Pacific Rim’-manus) og René Echevarria (’Star Trek’) er hovedforfattere.

Hvad handler den om?
’Carnival Row’ bliver beskrevet som en mørk fantasy-fortælling om byen Burque, hvor mytiske væsener har søgt tilflugt fra deres krigshærgede hjemland, og spændingerne raser mellem borgerne og den voksende indvandrerbefolkning. Plottet koncentrerer sig om en mordefterforskning, efter en række drab skaber panik i byen.

Premiere
Amazon Prime i løbet af 2019

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

20. ’The Umbrella Academy’

Hvem står bag?
Som allerede nævnt arbejder Netflix hårdt på at tilfredsstille superheltetørsten, nu hvor Marvel-helte som Daredevil og Luke Cage snart er passé på tjenesten. Ud over ovenomtalte ’The Boys’ er også tegneseriefilmatiseringen ’The Umbrella Academy’ undervejs med Steve Blackman – der tidligere har skrevet på serier som ’Fargo’ og ’Legion’ – som hovedforfatter.

Hvad handler den om?
Page spiller én af 43 personer født samme dag i 1989 af mødre, der forinden fødslen ikke viste nogen tegn på graviditet. Børnene lader til at have overnaturlige evner. En milliardær ved navn Sir Reginald Hargreeves adopterer syv af børnene for at skabe ‘The Umbrella Company’, hvor han forbereder børnene på at skulle redde verden. Det går dog ikke helt efter Hargreeves planer.

Premiere
Netflix 15. februar

Læs også: De 30 mest ventede film i 2019

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af