’Klovn the Final’: Et overraskende intimt punktum for Casper og Frank – og et flot farvel

4 6
’Klovn the Final’: Et overraskende intimt punktum for Casper og Frank – og et flot farvel
Frank Hvam og Casper Christensen i 'Klovn The Final'.

Casper Christensen lufter knap nok pikken i ’Klovn the Final’.

Det er måske mærkeligt at nævne, men når nu han havde den fremme næsten uafbrudt i ’Klovn Forever’, forgængeren, der for det meste foregik i Hollywood, er det et fravær, man bemærker.

Det siger også en del om ’Klovn the Final’: Det er den klart mest afdæmpede film i trilogien. Der er færre kønsorganer og aparte sexstillinger og egentlig også færre provokationer, alt det, der måske blev lidt for meget et mål i sig selv i ’Forever’.

Mådeholdet er fornuftigt, for det giver Frank og Casper muligheden for at finde ’Klovn’-universets essens, her i den definitivt sidste film (tv-serien er endnu ikke stendød).

Og der er virkelig skåret ind til benet. Faktisk er der noget næsten demonstrativt over, hvordan den rejse, som makkerparret har været på i de seneste to film, her bliver afblæst. Frank mislykkes i sædvanlig stil med at kopiere et af Caspers scoretricks i lufthavnen, og pludselig bliver mandeturen til Island afblæst, bedst som vi troede, at vi skulle på endnu en hørmet udflugt i stil med Tour de Fisse eller Hollywood-besøget med tys-tys i lange baner.

I stedet installerer Frank og Casper sig i Lars Hjortshøj og Tina Bilsbos villa, bevæbnet med forårsruller og kun en enkelt tandbørste (Casper har glemt sin…), for de orker ikke at tage hjem til deres koner, der tror, de er i Island.

Frank, Casper og Mia i ‘Klovn the Final’. (Foto: Per Arnesen)

Problemet er bare, at en vulkan i mellemtiden forhindrer al flytrafik fra Island, og så kan Frank og Casper jo ikke tage hjem, selv om de aldrig tog afsted.

Opskriften er den samme, som den altid har været i ’Klovn’, nemlig at Frank lader sig lokke ud af familielivets monotoni af Casper, med alvorlige følger for sit i forvejen hårdt prøvede ægteskab. Men at Casper Christensen, Frank Hvam og instruktør Mikkel Nørgaard i den grad har held med at udfordre deres egen formel, viser, at de ikke bare er store humorister, men begavede fortællere.

De har blik for, at den intime tomgang mellem Frank og Casper i Hjortshøjs villa – et meget ’Klovn’sk kammerspil med børneorm og ét chokerende dødsfald – netop er et passende punktum for serien om de umage venner, der altid har kollideret, fordi de er forskellige, men aldrig har mistet varmen i venskabet, måske af samme grund.

Også Franks forhold til Mia genfinder den troværdighed, der krakelerede en smule, efter hun af mystiske grunde tilgav sin mand for at have knaldet Caspers datter i USA (ikke et ord om, at Frank også var skyld i, at Casper voldtog hende).

Mia Lyhne er et komisk geni, også i ’Klovn the Final’, hvor hun i åbningsscenen hæver sengen under et samleje til det, Frank kalder »en umulig arbejdsstilling«, og senere kaster sig ud i en forløsende hobbykarriere som korsangerinde.

Hun føler ikke, at Frank ser hende, og gud, hvor har hun ret, men da husbonden først indser, at deres forhold reelt er ved at forvitre, indser han, at det at miste hende er at miste alt.

Mon ikke en enkelt eller to i biografsalen kan genkende den situation. Det er – som det altid har været i ’Klovn’ – den genkendelige menneskelige fejlbarlighed, fra de små pinagtige dumheder til den store eksistentielle tomgang, der er afsættet for de vilde udskejelser.

Og lidt vildt bliver det trods alt i ’Klovn the Final’. Et visit i Ronjas pandekagehus bliver afløst af en roadtrip med drag queens, med en kavalkade af jokes om handicappede og homoseksuelle før og efter.

‘Klovn The Final’ (Foto: Per Arnesen)

Der er få som Frank og Casper, der kan slippe afsted med at stikke nallerne i en hvepserede, og det skyldes, at de mere end at sparke nedad, sparker mod sig selv og i lige så høj grad mod os, der kigger på. Når Frank gør grin med Lille Christians dværgvækst, efter han har flirtet noget så grundigt med Mia, eller forgæves forsøger at formidle sin accept til sin søn, der måske er homoseksuel, udstiller han mest af alt sig selv, og idet vi genkender de tanker, han er dum nok til at sige højt, træffer scenerne også vores egen forkvaklede moral.

Det er grænseoverskridende komik af den bredtfavnende slags, hvor gamle og unge, progressive og stokkonservative, kan le af klovnen på skærmen og af klovnen inde i dem selv, iblandet vekslende mængder af foragt.

Alligevel mangler ’Klovn the Final’ noget, som både de to forgængere og utallige afsnit af serien havde: Det ikoniske øjeblik, scenen, der går viralt, det absurde ordsprog, som mange vil gentage. 15 minutters-reglen, kussetuden, fingeren i røven.

De mange dværgjokes udløser kun nogle kluk, og Franks fordomsfulde sammenstød med en muslim er set før og bedre i serien.

Samtidig tester filmen ikke for alvor vores grænser, sådan som tv-serien tidligere har gjort i adskillige afsnit (tænk bare på Pivert og Bodils prøvelser). Det hele bliver måske en tand for ufarligt, også i slutningen, der er for genkendelig til for alvor at gøre indtryk.

Derfor står ’Klovn the Final’ ikke tilbage som et højdepunkt i serien. Men filmen er så afgjort et flot farvel til en duo, der i grænselandet mellem det tragiske og komiske igen og igen har ramt vores ømme punkter – i leverpostejslivet og i flugten fra det. Og tak for det.


Kort sagt:
’Klovn the Final’ skruer ned for forgængerens lumre påfund og sætter et veldrejet og overraskende intimt punktum for trilogien, også selvom de udødelige øjeblikke mangler.

Læs også interviewet: »Man skal ikke sige til Frank og mig, at dét kan man ikke gøre grin med«

Spillefilm. Instruktion: Mikkel Nørgaard. Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lars Hjortshøj, Trine Bilsbo. Spilletid: 94 min.. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Viaplay
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af