»Man skal ikke sige til Frank og mig, at dét kan man ikke gøre grin med«

Efter femten år, 70 afsnit og tre film er Frank Hvam og Casper Christensen nået til ’Klovn The Final’. Og denne gang har det ikke handlet om, hvor mange gange Frank kunne få pikken i klemme, slår de fast. Men om venskabet, ægteskabet og at have det så sjovt som muligt. Vi har mødt dem til en snak om den sidste ’Klovn’-film, om tabuer og om fremtiden.
»Man skal ikke sige til Frank og mig, at dét kan man ikke gøre grin med«
Foto: Dennis Morton for Soundvenue

I begyndelsen var Casper.

Med sjovt hår og briller slog han igennem i 90’erne med først ’Hvaffor en hånd?’, derefter landeplagerne ’Husk lige tandbørsten’ og ’Tæskeholdet’, før… radio silence.

Enter Frank. Med et deadpanfjæs så tørt, at det slog gnister.

’Mandrilaftalen’ inklusive Frank Hvam genfødte Casper, men fra ilden steg noget endnu mægtigere: Det største tohovede komikermonster siden Keld og Dirch.

Lige siden har de været allestedsnærværende, Casper Christensen og Frank Hvam. Sjældent alene, ofte sammen. Og sådan gik to årtier.

De ser distingverede ud, de to herrer, på dagen hvor jeg sætter dem stævne til en samtale om den proklamerede filmfinale på det livsværk, der blev sendt første gang på TV 2 Zulu i 2005, ’Klovn’.

Christensen med gråsprængt skæg og nye håndtatoveringer. Hvam i skovmandsskjorte og uden den ikoniske kasket/brille-uniform. Den første har rundet de 50, den anden gør det næste gang.

De er dog stadig on display, akkurat som i størstedelen af ’Klovn The Final’. I stedet for at rejse på fisketur (yeah, right!) til Island (gæt hvem, der klokker i det?) bliver Frank og Casper fanget i Lars Hjortshøjs tomme liebhavervilla, passende beliggende lige over for Franks egen. Og på grund af forskellige, klassiske ’Klovn’-redeligheder kan de pludselig ikke komme hjem til deres respektive kvinder uden at afsløre et endnu større bedrag. Og det er ligesom ikke rigtigt en mulighed.

Langsomt vokser det selvvalgte eksil til et grotesk kammerspil af ’Rear Window’-ske proportioner: Løverne indser, at de er buret inde. Og imens spirer græsset på den anden side af vejen, hvor Mia får herrebesøg, og sønnen Malte udforsker sin mors garderobe.

»At vi fik os selv placeret i det hus, er det mest inspirerende, vi har gjort i ti år«, siger Frank. Han er god til at tale i absolutter, men gør det kun, når han virkelig mener noget.

»Der sker jo alt, alt for lidt, tænkte jeg først, der er ingen fremdrift. Men det gjorde, at vi var helt fremme i skoene. Super nysgerrige og søgende. Vi var 25 igen«.

Du har satme sagt de vildeste og mest vanvittige ting i tidens løb

»I bund og grund er ’Klovn’ bedst, når det bare er Frank og mig, der sidder og snakker, med Mia lige udenfor«, uddyber Casper. »Kammerspillet. Det er super simpelt«.

For min skyld kunne I sagtens have lavet en hel sæson inde i det hus.

»Det er jeg glad for, at du siger«, bemærker Frank.

»Og Frank-figuren ønsker intet andet end at blive i sin boble af selvfedhed«, supplerer Casper, der i virkeligheden fremstår som antitesen til selvsamme selvfedme, der er varemærket for Casper-figuren.

»Men det går selvfølgelig ikke. Hvis man ikke plejer det omkring én, mister man det. Franks mission bliver derfor at få trukket hovedet ud af sin egen røv, se menneskene omkring sig og begynde at være noget for dem«.

Mia vil skilles

Jeg ved fra serien og filmene, at Hvam og Christensen elsker uskrevne regler, som de navngiver og omtaler, som var de naturlove. For eksempel 15 minutters-reglen®, der dikterer, at man aldrig må skide på nogens toilet inden for det første kvarter af et besøg.

I vores samtale er reglen – som jeg har bestemt – at Casper skal svare på spørgsmål om Frank og omvendt ud fra devisen, at din bedste ven kender dig bedre end dig selv.

I har udtalt, at ’Klovn: The Movie’ handler om faderskab, ’Klovn Forever’ om venskab og nu, ’Klovn: The Final’, om ægteskab. Hvad betyder ægteskabet for Frank?

»Jo, jeg vil…«, begynder Frank tøvende, men afbrydes hurtigt af Casper.

»Nej, altså, Frank, du er ikke blevet spurgt«.

»Uha, uha, uha«.

Det skal nok blive din tur, Frank, det lover jeg.

»Ja, det skal nok blive din tur, Frank«.

»Hvornår?« spørger Frank og læner sig tilbage med korslagte arme.

»Ægteskabet med Mia er den mest værdifulde ting for Frank«, fortsætter Casper: »Det er hans base. Mia retfærdiggør Franks tossede opførsel. Mia gør, at Frank kan holde ud at have sin gang på jorden. Og: Hende er han ved at miste. Fordi hun vil skilles«.

»Vi adresserer også det spørgsmål, folk har stillet siden dag ét,« tilføjer Frank roligt. »Hvorfor går Mia ikke fra Frank? Men for os giver det forhold bare mere og mere mening, for det er gået op for os, at par kommer igennem livet på utroligt mange måder. Par er aldrig perfekte. Men mellem Mia og Frank er der ægte varme«.

(Foto: Dennis Morton for Soundvenue)

Ja, de havde det for eksempel meget godt sammen i sidste sæson, da de tog MDMA.

»Nu har de fleste det jo godt, når de tager MDMA«, griner Casper, men folder så hænderne alvorligt. Det er her, jeg opdager, hvad der står mejslet på fingrene: »HOLD/FAST«.

»Ej. Når man bliver 50, er ægteskabet vigtigt på en anden måde, end da man var 30. Fordi man godt er klar over, at man ikke lige går ud og finder en ny livspartner. Når man først er 50, skal de satme fungere, de ægteskaber der«.

Nu er jeg 32 og har en kæreste. Skal jeg blive gift eller ej?

Casper: »Mit råd er: Lad vær’ at tænke for meget over tingene. Der er ikke noget rationelt klogt i noget af det, det er bare at gå med følelsen, når den er der. Go with the feelings, man, all in«.

Frank: »Hvis din kæreste er sund og godt begavet, skal du aldrig tøve med at få et barn med hende«.

»Få nu bare…« begynder Casper og lyder et øjeblik fuldstændigt som sit fiktive jeg i afsnittet Nina kære Nina’ (»Giv mig nu lige lov til at knalde Sofie Lassen-Kahlke ordenligt«). Men han bider det i sig og siger voksent: »Og venter du for lang tid, går der praktik i den«.

»Du kan også vente, til du begynder at køre lidt træt i hende«, siger Frank og læner sig tilbage i stolen som en fyndig far, der let modstræbende giver sin umodne søn et kontroversielt livsråd. »Og fri til hende for at få et nyt kick. For bare rolig, den skal nok komme, trætheden«.

Slangen i paradis

Trætheden, eller måske nærmere kedsomheden og økulleren, sniger sig også ind på Frank og Casper i Hjortshøjs hus. Tiden går, og med tiden bliver deres løgn mere kompliceret. De skal selvfølgelig nok komme ud til det store showdown, men hvorfor roder vores antihelte sig altid ud i noget dumt?

»Casper keder sig helt grundlæggende,« forklarer Frank. »Han kan simpelthen ikke holde ud at være derhjemme, han skal ud og have noget frisk luft og nogle oplevelser, more sig. Og så bliver han slangen i Franks paradis, når han stiller sit evige spørgsmål: Vil du gå glip af det her?«.

»Frank vil jo gerne lige kigge, ikke. Må jeg for resten lige indskyde noget? Det, der sker inde i huset, er præcis det modsatte af, hvad Casper ønsker sig, nemlig at have det sjovt. Han kommer til at kede sig i ekstrem grad, og det er det værste, der kunne ske for ham«.

(Foto: Dennis Morton for Soundvenue)

Så meget for reglen om ikke at tale om sig selv.

»Og der er jo ingen, der nogensinde finder ro nogen steder,« siger Frank og giver sig selv et øjeblik til klart at formulere et af de aksiomer, der afslører et tænksomt sind – og måske den største lighed mellem Frank-figuren og den virkelige Frank Hvam: Rastløsheden. »Der er en grundlæggende rastløshed i menneskenes liv«.

Det lyder som en omformulering af August Strindbergs »det er synd for menneskene«, men selvom Frank ikke just fremstår som en jubeloptimist, opleves nihilismen ikke som afgrundsdyb. Der er også altid en positiv side: »Men rastløsheden er så også grunden til, at vi ikke lever på stenalderniveau, men er på vej til Mars. Vi er jo lidt nysgerrige på, hvad der er ovre på den anden side«.

En ferieinvitation

Frank og Casper er et af nyere tv- og filmhistories mest ikoniske vennepar. Men på en skala fra Bent Fabricius Bjerres mobile luksusbordel Alley Cat til hygge-hygge med Mia befinder de sig i ’Klovn’-universet i hver deres ende. Så hvorfor er de overhovedet venner?

»Det har altid interesseret os, uden at vi har fundet frem til et endegyldigt svar. Men i virkelighedens verden er det med venskaber ligesom med ægteskaber: Dem, man ikke kan forestille sig fungere, er dem, der gør. Fordi den ene supplerer den anden med de manglende egenskaber. Og for Casper er det rart at have én, han føler, han kan imponere og styre. Ligesom at have…«

»En tro væbner?«, foreslår Frank.

»The upper hand. Når man går ved siden af Frank, virker man jo nemt som en libertiner. Som ham den vilde«.

Frank: »Frank er rugbrødsmotoren i forholdet. Jeg vil tro, det er ham, der sørger for, at de har et kontor. Og måske er Casper lidt – sådan helt ubevidst – fascineret af den stabilitet, der er i Franks liv. Det, at Frank kan bo i det samme hus med den samme kvinde igennem mange år«.

Engang imellem får man vinger, andre gange styrter man ned

Casper: »Vi skal heller ikke tage fejl af, at de har kendt hinanden længe. Og de morer sig også, det ser vi jo i filmen«.

Frank: »Rent privat er det også det, der binder os sammen. At vi simpelthen har det så sjovt. Vi elsker at fantasere og finde på sammen«.

Så venskabet i ’Klovn’ minder om jeres venskab?

Casper: »Vi har aldrig været på ferie sammen«.

Frank: »Nej«.

Casper: »Vil du være interesseret i, at jeg inviterede dig på ferie? Næste år? På skiferie?«

Frank: »Med familie?«

Casper: »Nej, bare os to. Ned til… Chamonix?«

Frank: »Ja, det vil jeg rigtigt gerne se«.

Disciplin, disciplin, disciplin

Casper Christensen og Frank Hvam har da også skabt meget sammen. Danmarks første sitcom, ’Langt fra Las Vegas’ (2001-2003), et fælles stand-up-show, ’Casper og Frank – Nu som mennesker’ (2012), og selvfølgelig ’Klovn’. Og meget andet, naturligvis. Men har det nogensinde ikke kørt derudaf?

Frank: »I mine tidlige standup-år gik det hele meget, meget langsomt, og jeg lavede virkelig mange dårlige shows. Jeg kunne ikke se, hvor det skulle ende, og jeg var hele tiden i tvivl. Jeg evnede for eksempel ikke at melde mig ud af mit dyrlægestudie. Det var nogle slidsomme år. Og jeg skulle ikke bare kæmpe med mit materiale, jeg skulle også kæmpe med mine forældre og mine venner. Man skal ikke forvente nogens opbakning, når man kaster sig ud i showbiz«.

Men heldigvis møder Frank Casper en dag i slut-90’erne.

»Jeg kunne straks se, at den mand var skidedygtig, selvom han lige havde været igennem en form for krise med ’Safari’ og ’Darios Joint’. Men Caspers talent er, at han hele tiden kan genopfinde sig selv og finde et nyt udtryk. Og så lavede du Mandrillen, og så var du genfødt«.

‘Klovn The Final’ (Foto: Per Arnesen)

»Alle har kriser, ok. Man skal bare blive ved. Men en succes holder ikke længe. Der er ingen ro på den måde. Det handler seriøst om at nyde processen og lade dét være målet hver eneste dag. Processen kan du forfine, den kan du styre. Og man skal have det sjovt. 100 procent«.

Er hemmeligheden bag jeres succes ’bare’ at have det sjovt?

Casper: »Vi har også den kedelige del af det at skabe til fælles: Arbejdsdisciplinen. Den kan faktisk godt være svær at finde i branchen. Nogen, der gider slide lige så hårdt i det. Vi bliver ikke uvenner over, hvor meget der bliver arbejdet, lad mig sige det sådan«.

Fortæl om jeres måde at arbejde på.

Casper: »Vi starter i et dødssygt lokale og kigger på en tavle med ideer. Derefter er arbejdsopgaverne fordelt sådan, at jeg går hjem og bruger nogle dage på ’at pakke det sammen’ og skrive det ned. Så viser jeg det til Frank, og så streger han og så videre«.

Frank: »Derefter kommer Mikkel Nørgaard (instruktør på alle tre ’Klovn’-film, red.) på. Og han har spillet en virkelig vigtig rolle på dette manuskript. Jeg vil sige: Han har aldrig været så vigtig som nu«.

Tabulisten

Når Casper og Frank taler om idéer, forestiller jeg mig en lang liste med tabuer, de ønsker at nedbryde.

Hvilke grænser har I ønsket at bryde i ’Klovn The Final’?

Frank: »I udgangspunktet starter vi aldrig med at sige: Nu skal vi gøre noget superprovokerende. Det er så rigtigt nok, at vi i vores unge år havde en tabuliste«.

Casper: »Som vi har været igennem to gange«.

Frank: »Vi har faktisk slet ikke talt om grænser i forbindelse med den her film. Vi prøver at fortælle en historie så sjovt som overhovedet muligt. Og så kommer vi helt naturligt ind i nogle grænseområder«.

Casper: »’Klovn The Movie’ lavede vi på fuldt tryk, fordi vi ikke anede, hvordan man lavede film«.

Den er ellers vanvittigt god, synes jeg.

»Ja, næsten lige så god som ’Klovn The Final’«, siger Casper snapt. »Men med ’Klovn Forever’ var vi ude at lede efter grænser og chokting. Og det, kunne vi mærke, havde vi ikke lyst til igen. Og en anden ting: Vi ledte også efter komikken steder, der ikke nødvendigvis var eksplicit seksuelle. Vi må gerne ende derovre, men tænkte ikke: Hvor mange måder kan Frank få pikken i klemme på?«

Frank, Casper og Mia i ‘Klovn The Final’. (Foto: Per Arnesen)

Ja, du har jo udtalt, Frank, at du ikke var videre stolt over drømmefangerscenen i ’Klovn Forever’.

»Jeg var ikke flov over den specifikke situation, for jeg er parat til hvad som helst for at lave en sjov scene. Det er Casper også. Der kender vi ingen grænser. Men hvis jeg laver noget grænseoverskridende, som folk ikke griner af, ærgrer jeg mig, det er klart. Og der var måske lige et øjeblik med en drømmefanger i toeren…«

Og det er din rigtige p…

»Det er en rigtig drømmefanger, ja,« indskyder Casper så hurtigt, at jeg først fanger det på optagelsen bagefter.

Frank: »Jeg gik hele vejen, ja, fordi jeg tænkte, det lige netop var det, der kom til at gøre det mindblowing. Men altså: Man løber ud over klippeskrænten med 100 kilometer i timen. Engang imellem får man vinger, andre gange styrter man ned«.

Casper: »Man skal ikke sige til Frank og mig, at dét kan man ikke gøre grin med. For så prøver vi. Og vi har lært, at man kan lave comedy på alt, hvis man placerer grinet det rigtige sted, det vil sige: Ikke på offeret. Vi kan ikke grine af én, der skal ind til kemo, men vi kan grine af Frank, der får en kemobehandling ved en fejl«.

»Din dumme mongol«

Siden 2005 er det ikke bare teknologien, der har ændret sig. Identitetspolitik er ikke længere et fremmedord, men det lader sig ikke altid afsløre i Frank-figuren, når han uden tøven bruger ord som »mongol« og »bøssekarl«.

Frank: »Bare lige for at slå det fast: Det er ikke os, der taler direkte i ’Klovn’-universet. Når det er sagt, så har vi i ’Klovn’ altid bestræbt os på at tale, som vi taler i lukkede, private rum. Og der kan man sige de mest forfærdelige ting. Det er et udtryk for tillid. At vi tror på hinandens gode intentioner«.

»Casper gør det ikke så meget, og i virkelighedens verden er det også lidt sådan,« siger Casper og lyder en smule som Casper-figuren, der smider Frank ud foran løverne i et forsøg på at redde sig selv.

Frank knækker sammen af grin. »Du har satme sagt de vildeste og mest vanvittige ting i tidens løb. Det er faktisk derfor, jeg elsker dit selskab«.

»Ja, ja, eller jo, jo«, siger Casper. »Jeg har sagt de mest vanvittige ting om handicappede for eksempel, det er slet ikke det. Men det med hvilke ord man bruger i hvilken forbindelse… Jeg siger for eksempel ikke ’neger’ mere«.

»Men det er jo personligt,« siger Frank.

Personligt?

Casper: »Det er, fordi min hustru er 25 procent fra Nigeria. Men jeg siger heller ikke ’mongol’, og det er da ikke personligt«.

Frank: »Der sagde du det lige«.

Casper: »Det gjorde jeg da ikke. Men du sagde ’neger’ forleden dag. Offentligt endda«.

Frank: »Gjorde jeg det? Nå, ja, ’negerkonge’. Men det er, fordi jeg er kæmpe stor Pippi Langstrømpe-fan«.

Casper: »Ja, men det synes jeg ikke, du fik nævnt i den forbindelse«.

Frank: »Jeg tænkte ikke så meget over det«.

Casper: »Det er jo det, jeg mener, Frank. Det kan godt være, at jeg siger nogle rants, men jeg tænker lidt mere over ordene«.

(Foto: Dennis Morton for Soundvenue)

Frank: »Privat kan jeg godt finde på at sige ’din dumme mongol’. Men når jeg taler om et menneske med Down’s syndrom, siger jeg Down’s syndrom. Det er kun i ’Klovn’, at jeg tillader Frank, der mangler et filter, at sige ’mongol’. Men giv mig ret i, Casper, at det handler om intentioner. Der, hvor det er ubehageligt, det er, når man kan høre, at folk siger noget for at få skovlen under nogle mennesker«.

Casper: »Ja, jo, men det handler også om, at folk bruger visse ord, fordi de ikke gider sætte sig ind i, at det er en krænkelse. At man ikke vil omstille sig«.

Samtalen fortsætter i en anden retning, men flere gange vender Frank Hvam tilbage til spørgsmålet om Frank-figurens ordvalg. Måske fordi han føler, han ikke har svaret ordentligt – måske fordi man (og den mand er nok ofte Casper) ikke har hørt ordentligt efter svaret.

»Når Frank-figuren får sagt de forkerte ting, handler det jo også om, at han er voldsomt presset«, siger Frank lidt senere. »Når han er urimelig over for en handicappet eller en dværg, er det lige så meget, fordi han i det øjeblik selv er et meget lille menneske«.

Hvis ’Klovn’ er død, hvem er så den største?

Selvom Casper Christensen og Frank Hvam har været med i snart tre årtier, og ’Klovn’ er nået til finalen, er det forhåbentligt ikke ensbetydende med, at de er i gang med at pensionere sig selv.

I afsnittet ’White House Potential’ siger Casper: »Når nu Jarlen er død, så er jeg nok den største«. Hvis ’Klovn’ er død, hvem er så den største?

Casper: »Dermed sagt er vi jo de største. Det var meget pænt sagt«.

»Lad os bare stoppe interviewet her«, siger Frank, tongue-in-cheek.

Casper: »Ej, lad os tænke os om engang«.

Frank: »Der er Frederik Cilius og Rasmus Bruun. De er måske lidt ligesom, vi var engang. Lidt elitære. Men de har alderen med sig. Og begavelsen. De kan igen folde noget ud, der bliver en landeplage. Det er jeg sikker på«.

Casper: »Der er også Ditte og Louise. De er skidedygtige«.

Bliver I nogensinde sure, når for eksempel Ditte og Louise låner jeres formel med to kendte, der spiller fiktive udgaver af sig selv?

Frank: »Nej, nej, nej. Vi stjæler selv. Det må du godt skrive. Og så giver vi det selvfølgelig et personligt twist og får noget nyt ud af det. Desuden er det kun folk, der ikke selv er kreative, der hidser sig sådan op. Alle står på skuldrene af alle. Det er kun en ære, at nogen låner fra en. Så længe man kan kende forskel på ’Ditte & Louise’ og ’Klovn’, er der jo ingen problemer«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvad skal I selv lave, hvis ’Klovn’ er slut? Kører det bare derudaf?

Frank: »Nej, det kører da ikke derudaf, der er slet ikke noget, der er sikkert. Fordi man har lavet én god ting, betyder det ikke, at man på nogen måde er safe«.

Casper: »Du kommer aldrig til at slappe af«.

Frank: »Det er Danmark, det her. Der er mange fordele ved velfærdsstaten og vores skattesystem, men så er der lige den bagdel, at man aldrig rigtigt kan trække sig tilbage«.

Casper: »Men hvad fanden skulle vi også lave? Jeg kender nogle ekstremt rige mennesker, og enten giver de sig i kast med et eller andet åndssvagt, eller også har de det ikke særlig godt. Det er ikke lykken at kunne trække sig tilbage«.

Frank: »Da vi havde lavet første sæson, var der nogle, der sagde: Det var perfekt, nu skal I ikke lave mere. Men der kiggede vi på hinanden og sagde: Når vi har det så skide sjovt, skal vi ikke stoppe, bare fordi nogle mennesker siger det. Næh! Så længe det er magisk for os, fortsætter vi«.

Casper: »Og vi har det stadig for sjovt«.

Men I har jo sagt, og jeg citerer: »En tredje og sidste film er en sjov og naturlig måde for os at afslutte det fantastiske filmeventyr, der begyndte med ‘Klovn The Movie’ for snart et helt årti siden«.

Casper: »Mmm«.

Frank: »Det er rigtigt«.

Casper: »Nå, for søren«.

Jeg forstår ikke helt.

Casper: »Jamen, det betyder, at det er slut. Med ’Klovn’-filmene«.

Ahhh… Så altså… det er slut med ’Klovn’-filmene, men I ved ikke, om det er helt slut med ’Klovn’?

Frank: »Det er det, det betyder«.

Casper: »Det er det, det betyder«.

‘Klovn The Final’ får premiere torsdag den 30. januar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af