De 20 bedste film i 2020

Biograferne har haft et hårdt 2020, mens flere og flere film til gengæld – corona eller ej – får premiere direkte på streamingtjenesterne. Det afspejler sig i årets liste over internationale film, hvor godt halvdelen af filmene i Danmark skulle fanges på streaming.
De 20 bedste film i 2020
'Queen and Slim'.
STREAMING TOGETHER
‘The Vast of Night’.

20. ‘The Vast of Night’

I sidder jo bare og hiver obskure titler ud af mørket for at virke interessante.
Jamen den er altså interessant, vi sværger, og det er ikke vores skyld, at Andrew Pattersons – i USA – vældigt roste debut er blevet dumpet på Amazon Prime i Danmark, uden at nogen har opdaget det. Forhåbentligt kan vi gøre lidt for at trække den ud af glemslen!

Ok ok, hvad er det så for noget, dette Schwast of Schmight, eller hvad I nu kalder den, hvis det overhovedet er en rigtig film?
Styr sarkasmen, det er en fortættet lille sag om to radionørder i New Mexico, der i 50’ernes koldkrig opdager et underligt radiosignal. Som båndbevæbnede detektiver sætter de sig for at udforske, hvor det kommer fra, og i et par særdeles creepy scener opdager de, at det ikke er første gang, signalet rammer den lille by.

Patterson har iscenesat filmen med stemningsfuld koldkrigsparanoia tilsat et stykke Spielberg’sk ungdomsvibes, så man både kommer til at tænke på ’Nærkontakt af tredje grad’ og J.J. Abrams’ 80’er-hyldest ’Super8’. Det hele bygger op mod et overvældende crescendo.

Kan ses på Amazon Prime.

Robin de Jesús, Jim Parsons og Andrew Rannells i ‘The Boys in the Band’.

19. ’The Boys in the Band’

Det lyder som en musical, og jeg er stadig ikke kommet mig over ’Cats’…
Der er nul mikrofoner her, bare lutter skarpe kløer. Netflix’ guldfugl Ryan Murphy (ham med ’Hollywood’ og ’Ratched’) har produceret denne filmatisering af 1960’er-teaterstykket af samme navn, hvis fortælling om en flok homoseksuelle mænd til fødselsdagsfest markerede en milepæl for LGBTQ-repræsentation på scenen i New York. Og selvom vi måske går og tænker, at underholdningsindustrien er kommet langt siden, føles filmversionen med et rent homoseksuelt cast både banebrydende og nødvendig.

Okay, jeg er nysgerrig. Hvad går den så ud på?
Handlingen foregår stadig i 60’erne, hvor den lettere nihilistiske Michael (Jim Parsons) har arrangeret en fødselsdagsmiddag for sin BFF Harold (Zachary Quinto i dræberhumør). De tætteste fem venner dukker op klar til fest (heriblandt Matt Bomer og Andrew Rannells), men stemningen tager hurtigt en giftig drejning, da frustrationer og fordomme bobler op til overfladen, og Michaels hetro-collegeven Alan banker på døren.

Parsons og Rannells især er tornadoer af selvlede og spydigheder, og man får selv helt ondt i maven, mens relationerne går op i limningen.  

Kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse.

Hugh Jackman og Allison Janney i ‘Bad Education’.

18. ‘Bad Education’

Hugh Jackman! Ham gider jeg godt, hvis han enten synger, danser eller flasher lange dødbringende kløer.
Han gør så ikke nogen af delene i ’Bad Education’. Men det er altså nærmest grunden til, at du skal se den. For Jackman viser for første gang i mange år en ny side af sit dramatiske talent som skolelederen Frank Tassone, der har ført sin lille folkeskole til national anerkendelse, men som har smuglet et par gedulgte metoder i succesdrikken. Filmen er baseret på den største svindelsag i amerikansk skolehistorie, og Jackman er først fortryllende og siden usædvanligt afskrallet i en formidabel hovedrollepræstation.

Hmm, skolesvindel, det lyder ikke just sexet.
Måske ikke, men der er en fed, let energi i ’Bad Education’, og den vil ærligt være noget for alle, der nyder en god svindlerfortælling, fra ’Catch Me If You Can’ og ’The Wolf of Wall Street’ til podcasts som ’Man kan aldrig vide’ eller ’The Dropout’. Cory Finley fortæller langt hen ad vejen i en humoristisk tråd, godt hjulpet af Allison Janney og Ray Romano, og tilbage står en fascinerende historie om, hvor meget man er villig til at se igennem fingre med, når alt kører på skinner.

Kan ses på HBO Nordic.

Michael Stuhlbarg og Elisabeth Moss i ‘Shirley’.

17. ‘Shirley’

Jeg er træt at Elisabeth Moss’ lidende ansigt efter ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 17.
Tal pænt om en af de største skuespillere i sin generation. Okay, June-Offred blev lidt anstrengende i længden, men Moss har vist vilde sider af talentet i film som ‘Us’ og ‘Her Smell’ de seneste år, og i ‘Shirley’ føjer hun endnu en kraftpræstation til cv’et som den virkelige horrorforfatter Shirley Jackson i Josephine Deckers opfølger til gennembruddet ‘Madeline’s Madeline’.

Er det så en horrorfilm?
Lige knap, men det er i hvert fald en original og anderledes biopic. Shirley lever i et smågiftigt forhold med sin professormand, spillet skønt af Michael Stuhlbarg i et slags bedrevidende og passivt-agressivt modstykke til sin professor i ‘Call Me By Your Name’. Dramaet starter, da et ungt par flytter ind hos dem for en kort periode, og den unge kvinde Rose begynder at gøre et markant indtryk på den ellers deprimerede og introverte Shirley, der ikke har været uden for huset i flere måneder.

Filmen er både et gennemført impressionistisk studie i Shirleys skriveproces og et sydende kammerspil spækket med stikpiller fra især Shirley og Stanley, der er stærke kandidater til det mest uimodståeligt modbydelige ægtepar på film.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster. Læs vores anmeldelse.

‘Palm Springs’.

16. ‘Palm Springs’

Andy Samberg spiller en mand, der vågner op til den samme dag igen og igen og igen. Vi har lige haft ’Russian Doll’, kører det ikke lidt i ring med de tidsloop-historier?
I see what you did there. Men hey – ’Palm Springs’ har et fedt lille twist på ’Groundhog Day’-konceptet. Sambergs Nyles har nemlig allerede gennemspillet samme dag – hans ulidelige kærestes venindes bryllupsdag – hundredvis af gange, da vi kommer ind i fortællingen, og filmen får herlig komik ud af hans milimeterpræcise kendskab til hver en detalje under festen.

Historien kickstarter, da brudens fuckup af en søster Sarah – spillet vidunderligt charmerende af Cristin Milioti – kommer for skade at ende i samme loop som Nyles.

Lad mig gætte: Først kan de ikke fordrage hinanden, så forelsker de sig og lever lykkeligt til deres dages (okay, dagens) ende?
Vi skal ikke spoile noget, men blot sige at der er rigeligt med overraskende drejninger til, at man ikke føler, filmen kører fast i forudsigelighedens rille. Og så er kemien mellem Milioti og Samberg bare sprudlende, tilsat veloplagte biroller fra især J.K. Simmons.

’Palm Springs’ er en slags metakomedie på hele tidsloop-genren, samtidig med at den har nok hjerte til, at det aldrig bliver distanceret. Føles dine fredage på sofaen i sig selv som en evig gentagelse, er Max Barbakovs debut et særdeles forfriskende indspark.

Kørte i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne.

Aisling Franciosi i ‘The Nightingale’.

15. ’The Nightingale’

Romantisk titel. Jeg tænker ‘1001 nats’-eventyr?
Tænk om igen – og gør dig så klar til at fortære en af årets mest brutale film, serveret af instruktøren bag gysermesterværket ’The Babadook’, Jennifer Kent. Der er mere feberdrøm end vuggevise over ’The Nightingale’s fortælling om den irske immigrant Clare (fremragende Aisling Franciosi), hvis lille familie myrdes af afstumpede britiske soldater i 1800-tallets Tasmanien (ledet af lede Sam Claifin). Hvorefter der er dømt blodigt hævntogt igennem vildnisset, hvor kvinder såvel som aboriginals undertrykkes og udnyttes af den hvide mand.

Opløftende!
Well, no. Kent iscenesætter et uafrysteligt studie i køn, race og uligheder på baggrund af et stykke virkelig historie, vi dårligt har hørt om i Vesten. Men der er også overraskende lyspunkter af ægte varme og strejf af humor i filmen, når den langsomt zoomer ind på venskabet mellem Clare og den aboriginal-guide, Billy, som kommer hende til hjælp (spillet af talentet Baykali Ganambarr) – begges fordomme om hverandre til trods. Og så er ’The Nightingale’ ligesom ’The Babadook’ en hjemsøgende visuel oplevelse.

Kan ses på Blockbuster.

Kate Lyn Sheil i ’She Dies Tomorrow’.

14. ’She Dies Tomorrow’

Er vi ude i noget slasher-film a la ’Happy Death Day’?
Det kunne man godt forledes til at tro, ikke mindst fordi ’She Dies Tomorrow’ flere steder blev hypet som en vild gyser. Vild er den da også – men på dybt besynderlig, anti-slasher-vis. ’She Dies Tomorrow’ fra skuespiller og instruktør Amy Seimetz (’The Girlfriend Experience’) er slet og ret et indie-syretrip, du ikke vil kunne få ud af hverken krop eller hoved i dagevis.

Tell me more, tell more, like does she have a…
… tro på, at hun vil dø i morgen? Ja, det har hovedpersonen Amy (udtryksfulde Kate Lyn Sheil) lige præcis. Og »ideen« smitter tilsyneladende alle, hun kommer i nærheden af. Hvad fanden foregår der? Det skal naturligvis ikke afsløres her, men lad os bare slå fast, at ’She Dies Tomorrow’s creepyness og nihilisme er oprigtigt gåsehudsinducerende, samtidig med at filmens drømmeriske billedside fucker med ens egen virkelighedsopfattelse undervejs. Det skal ses, ikke forklares.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster. Læs vores anmeldelse.

Emma Watson, Florence Pugh, Saoirse Ronan og Eliza Scanlen i ‘Little Women’.

13. ‘Little Women’

Det er lidt en »kvindefilm«, er det ikke?
Hvis du mener, at det er en film lavet af og med kvinder, så ja. Men hvis du hentyder til, at den dermed også kun er for kvinder, så snyder du dig selv for en flot og medrivende filmoplevelse fra en af Hollywoods bedste unge instruktører, Greta Gerwig.

Stadigvæk, det er jo remake nr. 117. Kunne Gerwig ikke have fortalt en ny historie?
Det her er ‘Little Women’, som du ikke har set klassikeren før. Både på den bragende flotte billedside og indholdsmæssigt, hvor Gerwig – som også har skrevet manuskriptet – har givet fortælleformen et interessant, nyt twist, der især vender slutningen på hovedet. Det er en opløftende, feministisk film om søskendebånd (med fremragende skuespilpræstationer af blandt andre Saoirse Ronan og Florence Pugh) og om at turde favne sit eget potentiale – også selvom det betyder, at man måske vælger den rosenrøde romance fra i processen.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster. Læs vores anmeldelse.

‘Systembryder’.

12. ‘Systembryder’

Noget med et barn, man ikke kan nå?
I den grad. ‘Ulven kommer’ var ikke den eneste gribende fortælling om tvangsfjernelser og socialrådgivermiljøet i år, for Nora Fingscheidts tyske drama gjorde stort indtryk med sin historie om niårige Benni, der er det, man i gamle dage ville kalde uden for pædagogisk rækkevidde.

Det er der en grund til: Hun har traumer med i bagagen og kastes nu fra institution til plejefamilie til institution igen, hvorfra hun hver gang smides ud, efter låget på hendes vanvittige arrigskab igen er poppet af, og hun har tævet de andre børn, smadret ruder eller gjort skade på sig selv.

Det lyder barskt. Kan man holde det ud?
Man slukker ikke, når man først er kommet under huden på Benni, der også har blide og charmerende sider, mens man indimellem tager sig selv i at sidde med samme opgivenhed, som systemet også kan rammes af. Hvad fanden stiller man op med én som Benni? Der er håb i filmen, da en ny skoleledsager (og ekskriminel) tager hende under vingerne, og man håber så dybt, som man har håbet noget for nogen filmkarakter i år, at hun kan få den kærlighed, hun så inderligt trænger til.

I hovedrollen som Benni er Helena Zengel en naturkraft i denne socialrealistiske og humanistiske, men langt fra blåøjede perle om såre menneskelige skæbner på begge sider af socialkontorbordet.

Kørte i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs vores anmeldelse.

‘Queen and Slim’.

11. ‘Queen & Slim’

En afroamerikansk Bonnie & Clyde?
Det er ikke helt forkert, og de to hovedpersoner bliver da også i filmen sammenlignet med det ikoniske forbryderpar, om end Queen og Slim (Daniel Kaluuya og Jodie Turner-Smith) har en helt anden årsag til deres flugt fra politiet på tværs af stater: Efter en mislykket Tinder-date bliver de stoppet af en racistisk politibetjent, og efter en konfrontation skyder Slim betjenten med dennes pistol. Og så er gode råd dyre, for historien er ikke just spækket med eksempler på, at sorte går ustraffede fra sådan en affære.

Derfra udvikler filmen sig til en slags roadmovie, hvor Queen og Slim bliver nationale ikoner for sorte – levende billeder på USA’s uretfærdighed.

Bliver det ikke alt for woke-pædagogisk?
Filmen er lidt usleben i kanterne, men Melina Matsoukas har drejet en både medrivende og poetisk film, som hele vejen til slutscenen lever i kraft af dens ikonografi, dens evne til at få os til at indse, at det ville tage sig radikalt anderledes ud, hvis Bonnie og Clyde havde haft en anden hudfarve. Derigennem bringer ‘Queen & Slim’ fine nuancer om racisme og oplevelsen af at være sort i USA på bordet.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster.

Morfydd Clarke spiller nonnen Maud i ‘Saint Maud’.

10. ‘Saint Maud’

Åh, det er en af de der fancy-pancy, såkaldte gysere, som anmelderne elsker.
Man skal ikke forvente jumpscares i minutintervaller, når man ser Rose Glass’ A24-producerede psykodrama, men gysergenren er heldigvis også mere alsidig end letkøbte forskrækkelser. Og med ’Saint Maud’ får man et »nerveangreb af krybende ubehag«, som vores anmelder rammende udtrykte det, med historien om den introverte hjemmesygeplejerske Maud, som har et, lad os bare sige, tæt forhold til Gud, som hun prøver at presse ned over sin nye patient, en tidligere feteret danser.

Nå, men det lyder altså mere som noget, man ser på en festival, end til en gyseraften med popcorn og slumretæpper.
Der er spor af Trier og Haneke i den klaustrofobiske stemning og opbygning, men fortællingen er sådan set lige ud af landevejen, og det er svært ikke at blive påvirket af den gådefulde Maud, hvis sande natur gradvist afdækkes med gruopvækkende resultat. Tænk tegnestifter i skosålen!

Kørte i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs vores anmeldelse.

‘Waves’.

9. ’Waves’

Var det den med det lækre soundtrack?
Ja! Den 31-årige instruktør Trey Edward Shults (’Krisha’, ’It Comes at Night’) sammensatte en af årets bedste playlister i ’Waves’, der byder på blandt andre Tame Impala, Tyler, The Creator, Kendrick Lamar, SZA og Kanye West. Sammen med den æstetiske billedside i blød neon og flimrende sollys væver sangene sig fornemt ind i fortællingen om brydetalentet Ty (Kelvin Harris Jr.), hvis sorgløse highschool-liv pludselig krakelerer, da en skulderskade sætter punktum for sportsdrømmene.

Så vi er ovre i noget med en ung mands rejse for at genopfinde sig selv…
Ikke helt, for halvvejs igennem historien tager filmen en højest overraskende drejning, der retter fokus mod Tys lillesøster Emily (Taylor Russell). Som børn af en sort, self-made forretningsmand i Florida (Sterling K. Brown) er Ty og Emily vokset op med presset for at claime deres plads i samfundet, og skildringen af de to unges vidt forskellige temperamenter og (fatale) skæbneveje er intet mindre end fremragende.

Kan ses på Youtube. Læs vores anmeldelse.

Riz Ahmed i ‘Sound of Metal’.

8. ‘The Sound of Metal’

Plakaten med Riz Ahmed på trommer er ret fed. Men jeg skal lige være med: Er det en musikfilm eller en film om at være døv?
Det er en film om en musiker, der mister sin hørelse, og Riz Ahmed (’Nightcrawler’, ’The Night Of’) kan nøjes med et svinge trommestikkerne i et par scener i starten. Men musikken er ikke uvæsentlig, for det er netop kontrasten mellem det liv, Ahmeds Ruben lever – som i al væsentlighed handler om lyd – og den nye situation, han befinder sig i, som gør Darius Marders debut som instruktør til så stærk en oplevelse. For eksempel er brugen af subjektiv lyd helt enestående.

Men vent: Nåede den overhovedet at få premiere i år?
Vi nåede vores forpremiere aftenen inden biografernes nedlukning, men den officielle premiere er udskudt til januar (fingers crossed), når salene får lov at genåbne. Så se det her som en reminder om en must-see-film til lysere dage i 2021: En fantastisk rørende film med et suverænt portræt af en mand, der skal forsøge at finde sig selv. Og Riz Ahmed… Han bliver altså bare bedre og bedre.

Eventvisning i biografen i 2020 – officiel premiere i 2021, når biograferne åbner.

Jessie Buckley i Charlie Kaufmans ‘I’m Thinking of Ending Things’.

7. ‘I’m Thinking of Ending Things’

Seriøst, den fattede jeg ikke en hat af.
Netflix-filmen fra den viltre hjerne bag film som ’Adaptation’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ var sandt for dyden også forvirrende. Først en relativt simpel fortælling om et par i en bil på vej mod mandens forældre, siden en total opløsning af tid og rum, og hvem fanden er ham highschool-pedellen, som vi også følger, hvorfor skifter kvinden hele tiden navn, hvorfor virker manden til at kunne læse hendes tanker, og hvorfor bryder de nu ud i sang?

I modsætning til en vis anden af årets store kryptiske fortællinger var der her en mening med galskaben: Dels kunne puslespillet faktisk lægges meningsfyldt på tilfredsstillende vis, dels gemte der sig en vemodig fortælling om stille liv og uforløst potentiale.

Jeg gider ikke en film, jeg skal høre 14 podcasts bagefter for at forstå.
Og det er også fair nok. Men selv hvis man giver slip på jagten efter mening, kan man fornøje sig med forrygende skuespilpræstationer af Jesse Plemons og Jessie Buckley i hovedrollerne – og af hysterisk morsomme indfald fra Toni Colette og David Thewlis som Plemons’ forældre, der skifter alder og sindstilstand fra scene til scene.

’I’m Thinking of Ending Things’ er en sjov, creepy og melankolsk fortælling, som rumsterer i hovedet, længe efter man har set den. Vent, hvem sagde det?

Kan ses på Netflix.

Pixars ‘Soul’.

6. ‘Soul’

Jamen jeg synes altså, at Pixar er faldet lidt af på den de se…
Lad os stoppe dig der. For hvad end du måtte mene om Pixars output de seneste år, kan vi kun slå fast: De er på toppen af deres game med deres nye film instrueret af geniet bag ‘Up’ og ‘Inside Out’, Pete Docter, en film om en midaldrende musiklærer, der ikke kan give slip på drømmen om et gennembrud som jazzpianist. Men som, den dag chancen endelig byder sig, falder ned i et hul i jorden og pludselig er reduceret til en sjæl i stadiet lige før efterlivet.

Øh. Er det virkelig en børnefilm?
Umiddelbart er det svært at se ‘Soul’ spille rigtigt godt for børn under ni-ti år. Men det siger også noget om, hvor dristigt et projekt ‘Soul’ er: en fortælling, der blander den fotorealistiske stil fra eksempelvis ‘Up’ med en lang passage, som mest af alt ligner en psykedelisk tegnefilm, som umuligt kan være konciperet af en upåvirket hjerne.

‘Soul’ tager – som den jazz, filmen også hylder – adskillige afstikkere og flere vellykket komiske chancer end i nogen af Pixars foregående film, samtidig med at det – helt i animationsstudiets ånd – er en dybt bevægende film om nogle af de allerstørste tematikker, her intet mindre end meningen med livet. Det er så godt tænkt og forløst.

Kan ses på Disney+ 25. december.

Julia Garner i ‘The Assistant’.

5. ’The Assistant’

… har jeg dårligt hørt om.
Og det skal der laves om på! En af årets mest hypede amerikanske film lander på streaming herhjemme på årets sidste dag, og lad os slå fast med syvtommersøm, at her er tale om en lille genistreg med stor slagkraft. Den spillefilmdebuterende instruktør Kitty Green har nemlig begået den hidtil mest effektive MeToo-film om en ung assistent på et filmselskab i New York, der får fornemmelsen af, at hendes magtfulde chef driver rovdrift på kvindelige ansatte såvel som klienter.

Jeg ved ikke helt, om jeg orker mere MeToo i år.
Fordi vi har bundet så fint sløjfe på problematikkerne, eller…? ’The Assistant’ er helt ærligt det modsatte af en film, der råber sit budskab igennem en megafon, men derimod en afdæmpet, uhyggeligt realistisk skildring af magthierarki og hverdagsudnyttelse på en arbejdsplads i mediebranchen, hvor det er de yngste ansatte, der trædes på af indifferente chefer. Og Julia Garner (’Ozark’) er en åbenbaring i hovedrollen som Jane, hvis øjne afslører hvert et lille selvværdsknæk og tvivl, da hun forsøger at gå imod »systemet«.

Tilbage sidder man med ondt i maven og spørgsmålet: Hvad ville jeg selv gøre?

Kan ses på Viaplay fra 31. december.

‘Les Misérables’.

4. ‘Les Misérables’

Det er den franske udgave af ’Shorta’?
Ro på, Ladj Lys debutfilm, der fik dansk biografpremiere helt tilbage i januar, blev lavet inden den danske actionthriller, men der er bestemt paralleller i den forstand, at også ’Les Miserables’ handler om en flok betjente i et belastet område, her Paris-forstaden Montfermeil, hvor Ly selv er vokset op, og hvor han selv har været med til at dokumentere politiets hårdhændede fremfærd.

De erfaringer bruger han til at skabe en historie, hvor området eksploderer både på grund af politibrutalitet og en stjålet løveunge, mens en ny betjent prøver at navigere i det kaotiske mikrokosmos, han kastes ind i.

Jeres anmelder skrev, at det er en film, der potentielt kan ændre verden. Er det virkelig rigtigt?
Det er i hvert fald en film, som sætter fokus på et hjørne af Frankrig, som sjældent bliver beskrevet, og som har blik for nuancerne i de strukturerer og hierarkier, som hersker der. Og så går den altså direkte i blodet med en heftig finale. Så på mange måder gør den det, film gør bedst, nemlig at åbne verden og sætte følelserne i kog.

Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Youtube. Læs vores anmeldelse.

Awkwafina i ‘The Farewell’.

3. ‘The Farewell’

Det er med hende der fra ’Ocean’s 8’ og ’Crazy Rich Asians’, som nogle åbenbart synes er sjov?
Awkwafina, ja. Og glem alt om, hvorvidt du synes, hun er sjov i sine komiske roller, for her leverer hun en dramatisk storpræstation som amerikansk-kinesiske Billi, der rejser fra sin semimislykkede tilværelse som forfatter i New York tilbage til Kina, hvor hendes farmor er dødeligt kræftsyg. Hvilket familien efter kinesisk tradition undlader at fortælle hende.

Lyder det for mærkeligt til at være troværdigt, så er det faktisk instruktør Lulu Wangs egen historie, hun her gengiver med skønt blik for sammenstødet mellem amerikanerdelen af familien og den del, der er blevet tilbage i hjemlandet.

Kræft og en komiker, der ikke får lov at være sjov. Skønt.
’The Farewell’ er faktisk sjov. Ja, den er faktisk indbegrebet af det, man med et forslidt ord vil kalde hjertevarm. Forholdet mellem småtriste Billi og den livsglade farmor er ikke til at stå for, og selvom man starter filmen med en klar vestlig overbevisning om, at farmoren selvfølgelig skal kende sin helbredstilstand, ender man med at komme i tvivl. Det siger lidt om, hvor nænsomt Lulu Wang har fortalt sin historie.

Kørte i biografen – har endnu ikke ramt streamingtjenesterne. Læs vores anmeldelse.

Adèle Haenel og Noémie Merlant i ‘Portræt af en kvinde i flammer’.

2. ’Portræt af en kvinde i flammer’

Har I ikke snart talt nok om den film?
Nope – for vi kan stadig ikke få armene ned over den billedskønne, bitterligt melankolske kærlighedshistorie fra én af tidens bedste instruktører, Celine Sciamma, der her forlod sine poetisk-realistiske nutidsfortællinger for at lave årtiers mest sanselige film med udgangspunkt i mødet mellem en portrætmaler og hendes ’offer’ på en (vældigt symbolsk) stormomsust og isoleret ø ud for Bretagnes klippekyst i 1770.

’Blue is the Warmest Colour’ som periodedrama?
Bedre. Storspillende Adéle Haenal og Noémie Merlant brænder sig fast i hukommelsen som kvinderne, hvis sjæle og kroppe drages mod hinanden ét længselsfuldt blik af gangen, mens den omkringliggende vilde natur reflekterer de turbulente drifter under dydige rober. Sjældent har en »stille« film været så fuld af neglebidende suspense. Det er periodedrama fra et fokus, du aldrig har set det før – og slutningen vil efterlade dig i en pøl af tårer så salte som det brusende hav. Som vores anmelder så smukt opsummerede i sin hengivne anmeldelse til topkarakter:

»’Portræt af en kvinde i flammer’ både knuste mit hjerte, styrkede min tro på kærligheden og fik mig til at genforelske mig i filmkunsten som genopfundet af Céline Sciamma«.

Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay. Læs vores anmeldelse.

Adam Sandler i ‘Uncut Gems’.

1. ’Uncut Gems’

Adam Sandler på førstepladsen over årets bedste film! Kun i 2020.
Jep, velkommen til The Upside Down, hvor stranger things er blevet reglen snarere end undtagelsen. Og så alligevel ikke helt: For Sandler har jo før flashet evnen til at lægge kritikerstaben ned, når han (cirka hvert femte år) pludselig lyster en pause fra at blive heglet igennem af selvsamme for sine pruttekomdier. Måske skuespilleren alle dage bare har ventet på det helt rigtige tidspunkt til at kyle et regulært mesterværk i smasken på os?

Sikkert er det, at Sandler aldrig har spillet så rasende Oscar-værdigt (buh til akademiet!) som i Safdie-brødrenes geniale, frenetiske New York-drama om den speedsnakkende juveler/uhelbredelige spillefugl Howie, der ikke kan åbne munden uden konsekvent at gabe over mere, end han kan sluge.

Det er ikke for at lege djævlens advokat, men Sandler spiller jo ALTID en irriterende fuck-up.
Ja, og så meget desto mere grumt er det at se typen male sig selv op i et seriøst mørkt hjørne i ’Good Time’-instruktørernes grynede, Scorsese-inspirerede univers, hvor lykken ikke Hollywood-automatisk tilsmiler den godhjertede klovn, eller lede håndlangere får som fortjent.

Fra første scene hænger der en sky af skæbnesvanger fatalisme over evigt optimistiske Howie, der skylder penge til gud og hver (mafia)mand og skyder sig selv i foden, da han udlåner en ædelsten til basketballspilleren Kevin Garnett (spillet med herlig selvironi af stjernen selv). Filmens location til trods navigerer Howie i et newyorker-mikrokosmos, vi sjældent ser på skærmen, og man får stadigt mere svedige håndflader som karakterens vilde ridt fra elskerens arme til børneputning til undvigelsesmanøvrer fra lånehajer spidser til. På slingrekurs mod en slutning, der sender rystelser igennem hele nervesystemet…

Vanvidstempoet er ikke for folk med dårlige nerver, men ’Uncut Gems’ er mere end en usleben skat: Den er 2020’s pureste filmguld.

Kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af