’She Dies Tomorrow’: Morbid gyser om dødslyst er skrækindjagende god
Hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?
Drop den kiksede 00’er-attitude, pengene på din firmakonto og alle de venner og ekskærester, der har gjort dig til den du er og virkelig tænk over, ikke spørgsmålet, men tilstanden.
For Amy (Kate Lyn Sheil) er hendes snarlige afgang fra verden lige så såre sikker, som at solen står op i øst – en sol hun er overbevist om, hun aldrig vil se igen. Med mascaraen løbende ned ad kinderne, iklædt en glitrende pailletkjole og med et hvidvinsglas uden bund som sin eneste kompagnon tøffer den unge kvinde rundt i sin nyligt købte villa, som var hun allerede et gespenst.
Da veninden Jane (Jane Adams) kommer over for at trøste hende, ved hun pludselig også, at hun skal dø i morgen. Til lyden af fjerne telefonsamtaler fra et andet liv og blinkende neonlys fra en uidentificerbar kilde, bærer hun nyheden videre til sin bror, svigerinde og deres middagsgæster, kun iført pyjamas.
Mens den nidkære bror Jason (Chris Messina i storform efter ’Birds of Prey’) prøver at berolige Jane, vil svigerinden hellere snakke om delfinsex og affejer straks den uvelkomne gæst. Men som natten skrider frem, bliver resten af selskabet også inficeret med den uhyrlige tanke.
Dette middagsselskab fra helvede, hvor gæsterne fniser nervøst ned i deres dessert, mens Jane citerer Albert Camus, er det tætteste ’She Dies Tomorrow’ kommer på et traditionelt handlingsforløb. Filmen er snarere et kalejdoskop af forskellige sanseoplevelser fra de personer, der kommer i kontakt med den intellektuelle virus.
Med en spilletid på 82 minutter er der da heller ikke tid til meget mere. Der klippes fra tid til anden til Amy og hendes forhold med eks’en Craig, som et nødvendigt afbræk fra elendigheden, men ellers er seeren fanget med et persongalleri, hvis livslyst daler med sekundet.
Det er i disse morbide skæbner, at instruktør Amy Seimetz finder en humanistisk kerne i det sorte hul af sørgmodighed. En nattevagtlæge, der undersøger Jane, får pludselig et rystende angstanfald efter realiseringen. En godmodig portør for en ATV-bane (en glimrende cameo fra Adam Wingard) deler et intimt øjeblik med en skæv Amy, men hiver sig hurtigt væk i vemodig melankoli.
Skæbnerne akkompagneres af konstant cikadekimen fra den endeløse amerikanske ørken og et sirligt elektronisk soundtrack samt en markant visuel stil, hvor silhuetter skæres ud i billedet fra enkelte lyskilder. Samtidig holder klippestilen én på dupperne med pludselige skift i lydskabet og voldsomme klip fra én dødslystig person til en ny, som var de verdener fra hinanden.
Fra manuskriptet til det fantastiske øje for detaljer – Amys spøgelsesgang gennem hele filmen er særligt slående – er det helt åbenlyst, at der er tale om en instruktør med noget på hjertet. Seimetz’ konfronterende visuelle snarrådighed vækker minder om Josephine Deckers angstfremkaldende ’Madelines Madeline’ og Gaspar Noés dans med døden i ’Climax’. Og accepten af menneskelige dårligdomme, som ligger uden for vores handlekraft, er ikke ulig Jessica Hausners sortseersatire ’Little Joe’ fra tidligere i år.
Ligesom sidstnævnte lanceres ’She Dies Tomorrow’ mere eller mindre tilfældigt på et særligt relevant tidspunkt; det er næsten umuligt ikke at drage paralleller mellem virkelighedens COVID-19 og det depressive tæppe, sygdommen har lagt over verden, og så en film, der specifikt omhandler en virus, der spredes gennem nærkontakt og kommunikation mellem mennesker.
Med det in mente er det værd at akkompagnere denne anbefaling med en advarsel.
Først og fremmest til folk med epilepsi, som bør gå en lang bue uden om filmen og dens pulserende rød-blå lys. Men måske simpelthen også for folk, der selv har et særligt skrøbeligt sind. Selv havde jeg lyst til enten at begrave hovedet i græsplænen eller omfavne det nærmeste menneske og aldrig give slip efter at have set filmen til ende.
’She Dies Tomorrow’ præsenterer os ærligt og redeligt for et skrækindjagende spørgsmål. Det er ikke, hvad du ville gøre, hvis du havde én dag tilbage, men snarere, hvad fanden der overhovedet holder os fast i tilværelsen til at begynde med.
Til dette giver filmen ingen moraliserende svar eller belejlige forklaringer. Blot visheden om, at der i morgen er endnu en dag – om man selv er der til at opleve den eller ej.
Kort sagt:
Amy Seimetz’ glødende smukke gyser om vores forhold til døden og depression kunne ikke være landet på et mere relevant tidspunkt end nu.