’Shirley’: Vi bør prise os lykkelige for Elisabeth Moss – nu har hun igen overgået sig selv

’Shirley’: Vi bør prise os lykkelige for Elisabeth Moss – nu har hun igen overgået sig selv

Shirley Jacksons øjne brænder af vrede og skadefro, da hun hælder vin ud over dekanens sippede kones dyre divan til et middagsselskab. De to kvinder skændes om Shirleys utro mand, da konen råber, at han aldrig vil forlade Shirley, fordi Shirley er så patetisk, at hun ville myrde sig selv, hvis han gjorde. Shirley replicerer ved at tage fat i kvindens vrist, mærke efter en puls… og smile sirligt med et blik, der kunne få en hel hær til at vende den anden vej.

Vi bør alle prise os lykkelige for at have en skuespiller så nuanceret og interessant som Elisabeth Moss. Fra hendes gennembrudsrolle i ’Mad Men’ til hendes udskejende wunder-præstation i Alex Ross Perrys mesterlige ’Her Smell’ er det aldrig kedeligt at være i selskab med Moss på skærmen. Alligevel er hendes præstation som Shirley Jackson, skjult under en fuglerede af en frisure med en smøg konstant hængende ud af mundvigen og et par skæve bibliotekarbriller over næsen, meget muligt hendes stærkeste til dato.

’Shirley’, som er baseret på bogen af samme navn, er en fiktiv fortælling over skriveprocessen bag den renommerede gotiske gyserforfatters anden roman ’Hangsaman’ fra 1951. Akademikeren Fred og hans nygravide kone Rose (Odessa Young) logerer hos den introverte Shirley og manden Stanley (fænomenale Michael Stuhlbarg), der konstant mundhugges, når de da ikke kører rænkespil mod deres gæster.

Hvad der starter som et edderspændt kammerspil mellem det ung-naive par og deres monstrøse, kontrollerende værter i stil med ’Who’s Afraid of Virginia Wolf?’, ændrer karakter til en introspektiv rejse i Jacksons sind, hvor grænserne mellem hendes skriveproces og den trofaste, husbundne kone Rose langsomt udviskes.

‘Shirley’.

I hænderne på instruktør Josephine Decker og manuskriptforfatter Sarah Gubbins (’Better Things’) forvandles den træge biopic-genre til et sprudlende, gotisk univers, der tager udgangspunkt i Jacksons vidunderligt makabre skrivestil fra bøger som ’The Haunting of Hill House’ og ’We Have Always Lived In the Castle’.

Som i sin gennembrudsfilm ’Madeline’s Madeline’ (der kan ses på MUBI) går Decker helt tæt med kameraet på sine skuespillere i deres mest intime øjeblikke og bader dem i et støvet, naturalistisk lys. Det føles aldrig voyeuristisk, som hun fører os ind bag den hårdtprøvede, men manipulerende Jackson, hendes kreative proces og de forhindringer, som stilles i hendes vej. Den norske fotograf Sturla Branth Grøvlen, der må siges at have haft et fænomenalt 2020 (’Druk’, Last and First Men’ og ’Wendy’) giver Shirley og Stanleys idylliske hus og omkringliggende skov i Vermont de samme spor af ruin og dårligdom, der præger de hjemsøgte huse i Jacksons egne romaner.

Og ligesom i hendes bøger er fokus på kvinders forhold til hinanden og måderne, hvorpå samfundet røver dem for deres indre væsen. Rose og Shirleys forhold gror fra et antagonistisk had over en platonisk respekt til en vilter, romantisk affære, hvor Shirley i én særligt mærkbar scene fodrer Rose med svampe, som måske, måske ikke er giftige, mens de to kigger dybt i hinandens øjne med skovbundens fugtige mos som underlag.

Kan man forestille sig noget mere romantisk?

Men trods de mange uretfærdigheder, som Shirley udsættes for, navnlig i form af hendes frygtelige mand Stanley, der konstant undergraver hende, undskylder filmen aldrig hendes til tider modbydelige opførsel. Da Stanley ved middagsbordet sviner Freds akademiske afhandling til som en middelmådig smøre, smiler hun blot billigende. Og lige så meget som Rose og Shirleys romance er dragende, lige så meget behandler Shirley sin unge muse som et objekt af sine egne lyster og morskab.

I stil med David Finchers ’Mank’ vil nogle sikkert skyde ’Shirley’ i skoene, at portrættet af mernnesket i centrum ikke stemmer overens med virkeligheden. Shirley var først en shut-in i start-60’erne, tæt på sin pludselige død, og hun havde fire børn, som ikke ses eller høres i filmen.

Men ligesom i Finchers mesterværk er den mesterlige tryllestreg i ’Shirley’, at den tegner et portræt af sit geni gennem ideerne bag deres værk og kreative proces snarere end blot at følge de faktuelle detaljer fra deres liv over en forudsigelig berettermodel.

’Shirley’ er samtidig den meget sjældne film, som skildrer og hylder det usympatiske kvindelige geni over det mandlige. Og jeg hungrer efter flere film så vovede, vittige og magiskrealistiske, som den anstændige og dødsens kedelige biopic-genre ellers så sjældent giver plads til.


Kort sagt:
Instruktør Josephine Deckers intenst introspektive fortællestil passer som fod i hose til Shirley Jacksons makabre skrivestil i en perfekt, alternativ biopic, der tager udgangspunkt i det usympatiske genis egne værker snarere end virkelighedens begivenheder.

'Shirley'. Spillefilm. Instruktion: Josephine Decker. Medvirkende: Elisabeth Moss, Michael Stuhlbarg, Odessa Young, Logan Lerman. Spilletid: 107 min. Premiere: Kan ses på Viaplay og Blockbuster.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af