’Madeline’s Madeline’: Svimlende kunstfilm præsenterer afsindigt debuttalent
CPH PIX: Grisemasker, dyrelyde, kormusik og midt i det hele, blandt de slørede fragmenterede billeder, en pige, der lægger sig på kommoden og spinner som en kat.
Jeg har svært ved at finde ord, der kan beskrive Josephine Deckers ’Madeline’s Madeline’.
Jeg kunne kalde filmen en ambitiøs udforskning af den identitetsskabende proces gennem performance-teater? Eller et impressionistisk blik ind i et sprængfarligt teenagesind? Jeg kunne også betegne den som en instruktørs selvransagende undersøgelse af spændingsfeltet mellem udnyttelse og samarbejde i den kreative proces.
Eller jeg kunne slet og ret kalde ’Madeline’s Madeline’ en drøngod film, der med en imponerende debut i centrum og med et rammende, eksperimenterende sprog bliver alt det, jeg netop har nævnt.
I filmen følger, eller skulle jeg måske snarere sige invaderer vi den talentfulde unge skuespiller Madeline. Fra start advares vi om, at de følelser, vi skal til at opleve, ikke er vores egne, og Decker skaber rigtigt nok, ved hjælp af point of view-shots samt en overordnet sløret og klaustrofobisk stil, fornemmelsen af at træde direkte ind i Madelines teenagesind. Herfra kan vi følge med, når hun som indfølende skuespiller både på og væk scenen forvandler sig til en kat, en havskildpadde og en sindsforvirret hjemløs.
Vi er altså på det nærmeste inden i vores hovedperson, der dog alligevel forbliver herligt svær at afkode. Der er nemlig intet nemt eller normalt over Madeline: Hun lider af en udefineret psykisk lidelse, oscillerer fra det ene yderpunkt til det andet og har et knugende og kompliceret – om end meget teenageagtigt – forhold til sin overbeskyttende mor Regina (en vidunderligt neurotisk Miranda July), som det ene øjeblik er hendes fortrolige, det næste hendes ærkefjende.
Madelines stormfulde natur gør hende til en fascinerende karakter, der spilles både afsindigt og afsindigt godt af debutant Helena Howard. Der er derfor intet at sige til, at hendes dramalærer, Evangeline – Molly Parker i rollen som en slags alter ego til instruktøren Decker, der selv har erklæret sig helt overvældet af Howards skuespil – bliver så betaget af sin elev, at hun overskrider elevens såvel som sine egne grænser i bestræbelsen på at opdyrke det lysende talent.
I processen bliver de andre dramaelever reduceret til et græsk kor i Evangelines nye store kunstprojekt, der graver ned i Madelines personlige forhold til sin mor. Det hele kulminerer, da dramalæreren bogstaveligt talt spiller mor og datter ud mod hinanden i øvelokalet – en handling, der inkluderer en skræmmende pragtpræstation fra Madeline/Howard og resulterer i dramalærerens endelige kontroltab over sin egen kunstproces.
Sympatierne forskydes konstant i filmen, og det er svært helt at vide, om man bør sympatisere med, hade eller frygte Regina, Evangeline og sågar Madeline. Der er noget umiskendeligt Aronovskys ’Black Swan’ over grundstemningen i fortællingen, der hele tiden, ligesom sine karakterer, truer med at falde fra hinanden og slippe de mørke kunstneriske kræfter fri.
Samtidig er det svært at afgøre, om Evangelines besættelse af Madeline er gavnlig eller skadelig for eleven. Og det er jo også pointen, for rigtige kunstprocesser er så intime og til tider grænseoverskridende, at de både gør skade og gavn. Det skal gøre ondt for at gøre godt.
Og selvom det nok er grundessensen i filmen, ville det være synd ’bare’ at betragte ’Madeline’s Madeline’ som en kunstfilm, der kun er optaget af at navlepille i sin egen kunstneriske proces. Filmen er som sagt rigtig mange ting, og mest af alt er den en svimlende fascinerende filmoplevelse, der gør sig særligt bemærket ved sin opdagelse af et helt igennem forrygende nyt skuespiltalent: Helena Howard.
Se også: Alle vores PIX-anmeldelser samlet på ét sted