’Mank’: David Fincher har skabt enhver filmelskers våde drøm

6 6
’Mank’: David Fincher har skabt enhver filmelskers våde drøm
Amanda Seyfried som Marion Davies. (Foto: Netflix)
STREAMING TOGETHER

Jeg må indrømme, at jeg havde bange anelser forud for David Finchers længeventede passionsprojekt, ’Mank’.

Kunne instruktøren, jeg i mange år har regnet som en af Hollywoods absolut ypperste, slippe godt fra at lave en film om tilblivelsen af Orson Welles’ klassiker, ’Citizen Kane’? Filmen, der, siden premieren for 79 år siden, hyppigt er blevet udråbt til verdens bedste. Og så tilmed optaget i sort-hvid, med cigarette burns og et minutiøst, periodespecifikt lyddesign, så filmen både ligner og lyder som noget fra ’Kane’s tid.

Det lugtede af småprætentiøs helligbrøde. Men jeg kunne dårligt have taget mere fejl.

’Mank’ er filmen, der vil genantænde enhver filmelskers kærlighed til mediets lunefulde magi. Det er filmen om Hollywoods guldalder, Quentin Tarantino ville have ønsket, han havde lavet, havde han været i stand til at tilsidesætte sit eget ego. Og så er det ikke bare en film om ’Citizen Kane’, men en gnistrende udstilling af de pilrådne grundpiller den amerikanske filmindustri hviler på.

Gary Oldman som Herman Mankiewicz, Arliss Howard som Louis B. Mayer og Tom Pelphrey som Joe Mankiewicz. (Foto: Netflix)

Den 24-årige wunderkind, Welles (spillet fremragende af Tom Burke), spøger kun i periferien af historien om 1930’ernes Hollywood, hvor Den Store Depression truer med at vælte drømmefabrikken, filmfagbevægelserne pibler frem som modsvar til de trange økonomiske kår, og omstillingen fra stumfilm til talkies skaber gunstige omstændigheder for skarpe dialogforfattere.

Konturerne af hovedværket ’Citizen Kane’ hører vi kun omtalt i glimt. Alligevel gennemsyrer den kanoniserede klassiker hvert minut i ’Mank’, der er en utilsløret hyldest til Welles’ mesterlige debut. Filmens fortælleform er lånt fra ’Kane’s snørklede flashbackstruktur, og adskillige indstillinger mimer Welles’ virtuose deep focus-skud, men Finchers ærinde er i lige så høj grad at punktere legenden om det unge geni og det formfuldendte mesterværk.

Filmens hovedperson skal nemlig findes i den undselige og dybt alkoholiserede manuskriptforfatter Herman J. Mankiewicz (Gary Oldman i sit livs rolle), der skrev filmen med Welles, men måtte kæmpe en årelang kamp for at blive anerkendt for sit arbejde (der ganske vist var mindre egenrådigt, end ’Mank’ beskriver).

Ligesom i ’Kane’ følger vi Manks forfaldshistorie i to tempi: Den begynder i Mojave-ørkenen i 1939, hvor han – på bunden af sit liv: afdanket, gældsat og fuldkommen falleret – påbegynder manusarbejdet på det, der senere skulle blive Welles’ magnum opus. Med stenografen Rita (Lily Collins) som eneste selskab og uden alkohol i miles omkreds.

I flashbacks får vi historien om Manks storhed og fald fra at være en af Hollywoods mest eftertragtede manusforfattere og den sjoveste person i byen til en fordrukken hofnar – korrumperet af hasard, sprut og moralske tømmermænd – ved mediemogulen William Randolph Hearst (altid seværdige Charles Dance) og elskerinden Marion Davies’ (ustyrligt morsomme Amanda Seyfried) luksuriøse middagsselskaber i Hearsts overdådige palæ.

Gary Oldman som Herman J. Mankiewicz i ‘Mank’. (Foto: Nikolai Loveikis/Netflix)

Hearst var som bekendt den slet skjulte inspiration bag Charles Foster Kane-karakteren i ’Citizen Kane’, og filmen motiverer særligt Welles og Manks ønske om at bringe den republikanske aviskonge ned med nakken med et plot, der langsomt, men sikkert sammenkæder oprindelsen af fake news med Hearst og hans Hollywood-håndlangere.

Det lyder måske som en tør historielektion i 30’ernes Hollywood, men ’Mank’ sprudler af en fortællelysten energi og humor, når den udforsker datidens splittede politiske miljø og samfundsmæssige ulighed. Og selvom filmen er tung på historiske skikkelser som producerne Irving Thalberg og David O. Selznick, kan man sagtens nyde dens pulserende miljøskildring uden den store cineastiske forhåndsviden.

Filmen er nemlig først og fremmest en elegant satire over et uhelbredeligt økosystem, der er lige så relevant i dag, som det var i 1930’erne. Et system, hvor kreativitet fungerer i vekselvirkning med kapitalistiske drivkræfter, og hvor filmmediets evner til massemanipulation prissættes højere end samfundskritisk kunst. Ironisk nok er ’Mank’ produceret af Netflix, som mange cinefile nok vil fremhæve som et af tidens mest kapitalistiske konglomerater, for hvem en film som denne blot er en mulighed for at indhente nye abonnenter.

Men det er ikke så meget de politiske undertoner, der gør ’Mank’ til en ekstraordinær filmoplevelse som dens oprigtige ode til filmmediets muligheder – på godt og ondt – og dens selvrefleksive og yderst morsomme hudfletning af de fisefornemme kreative typer, der tror, de redder verden, men i virkeligheden prostituerer deres talent og idealer for lettjente penge, så de taber den verden, de burde skildre, af syne.

Gary Oldman som Herman Mankiewicz i ‘Mank’.

David Fincher blotlægger et kynisk Hollywood, hvor filmfolk græder falske tårer til hinandens begravelser og roser hinanden i stride strømme for dernæst at dolke hinanden i ryggen. Hollywood skildres som en gamblerbule, et sted hvor man kan vinde alt det ene øjeblik og tabe det hele på gulvet i det næste. Den amerikanske drøm inkarneret.

På den måde bærer filmen et slægtskab med instruktørens ’The Social Network’, der med et uovertruffent karakterstudie satte Finchers karrierelange mediekritik på spidsen i en sønderlemmende knytnæve mod Silicon Valley-æraen.

I ’Mank’ er miljøskildringen og rakettempoet på højde med ’The Social Network’. Replikkerne falder som granater i en skyttegrav, nøjagtigt som var de forfattet af Finchers ’The Social Network’-partner Aaron Sorkin og ikke instruktørens afdøde far, Jack Fincher.

Gary Oldman høster frugterne i rollen som Mankiewicz – en af skuespillerens bedste præstationer til dato og en karakter, man aldrig får nok af at være i selskab med. Han får stærkt modspil fra det stærke birolle-cast, hvor særligt Amanda Seyfried åbenbarer sig som et fantastisk, komisk talent.

Der er måske ikke helt lige så mange ikoniske scener som i Finchers bedste film. Men særligt to middagsselskaber og en uforlignelig walk and talk-scene, der ville gøre Sorkin stolt, står blandt instruktørens skarpeste. Samtidig fastslår filmen en gang for alle, at Fincher ubesværet kan bevæge sig mellem genrer, sågar tidsperioder, hvis bare han får lov. På den måde kan man heller ikke undgå at læse filmen som en kommentar til hans egen karriere, der indtil hans nylige autonomi hos Netflix har været dikteret af markedsfokuserede film executives.

Sådan kan man blive ved at afkode ’Mank’, der åbner op for nye perspektiver ved hvert gensyn uden nogensinde at slippe taget i én.

Dét er ren filmmagi.


Kort sagt:
David Fincher er i absolut topform med ’Mank’, en syleskarp Hollywood-kritik, der aldrig taber sin menneskelige forfaldshistorie af syne – anført af en fænomenal Gary Oldman og flankeret af Amanda Seyfried i sit komiske es.

’Mank’. Spillefilm. Instruktion: David Fincher. Medvirkende: Gary Oldman, Amanda Seyfried, Lily Collins, Charles Dance, Tom Burke, Tuppence Middleton. Spilletid: 131 min. Premiere: I biograferne 19. november og på Netflix 4. december.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af