Før David Finchers ‘Mank’: Det skal du vide om »verdens bedste film«, ‘Citizen Kane’

David Finchers ventede nye film dykker dybt ned i Hollywoods guldalder med historien om den miskendte manuskriptforfatter på ’Citizen Kane’. Og det er en god idé at kende de grove træk i historien om filmen, der hyppigt omtales som verdens bedste nogensinde, før man går om bord i ’Mank’, der efter udvalgte biografvisninger fra 19. november lander på Netflix 4. december.
Før David Finchers ‘Mank’: Det skal du vide om »verdens bedste film«, ‘Citizen Kane’
Orson Welles i 'Citizen Kane'.

David Fincher er ikke bange for at lægge sig ud med filmhistoriens mastodonter.

I sin længe ventede biopic ’Mank’ kommer den 58-årige instruktør ind på livet af Herman J. Mankiewicz, den ofte oversete medforfatter til alle tiders største filmklassiker, ‘Citizen Kane’ (1941).

Her spiller Gary Oldman den afdankede og fordrukne Mankiewicz, der slås med at holde både abstinenser og anmassende studiechefer på afstand i Hollywoods guldalder.

Enhver, der har viet sin kærlighed til filmmediet, er formentlig klar over, at ‘Citizen Kane’ – en episk fortælling om aviskongen Charles Foster Kanes storhed og fald – regnes for at være et af historiens største mesterværker. Selvom ‘Citizen Kane’, der var den kun 26-årige Orson Welles’ debut som filminstruktør, ikke var nogen ubetinget succes i sin samtid, har filmen i de næsten 80 år siden premieren opnået status som en af filmkunstens mest visionære bedrifter.

Med sin sofistikerede deep focus-fotografering, overdådige kulisser og komplekse flashback-struktur satte filmen nye standarder for Hollywood-produktioner og inspirerede en hel generation af filmskabere.

Vidt forskellige instruktører som Stanley Kubrick, François Truffaut og Yasujirō Ozu har tilkendegivet deres beundring for ‘Kane’, ligesom filmen i et halvt århundrede toppede det britiske magasin Sight & Sounds liste over de bedste film nogensinde (først i 2012 blev filmen henvist til andenpladsen af Alfred Hitchcocks ‘Vertigo’).

Gary Oldman i David Finchers ‘Mank’.

Det er med andre ord filmkunstens hellige gral, som instruktøren bag ‘Seven’, ’Fight Club’, ’The Social Network’ og ‘Mindhunter’ nu har valgt at kaste sig over. Måske derfor har de store filmstudier længe tøvet med at støtte projektet, der har været 30 år undervejs. ‘Mank’ er skrevet af instruktørens egen far, Jack Fincher, der ligesom filmens hovedperson kultiverede sine skriveevner som journalist og nærerede stor sympati for den underkendte Mankiewicz.

Nu har Netflix så givet Fincher Jr. frie hænder til at realisere fortællingen om den fallerede manuskriptforfatter, der efter færdiggørelsen af ‘Kane’ ragede uklar med Welles og beskyldte den unge instruktør for at tage al æren for hans arbejde. Men hvem er mesterværkets egentlige ophavsmand – og hvorfor bliver ’Kane’ stadig hyldet som et uovertruffet stykke filmkunst?

Guldfugl møder fordrukkent forfattergeni

Orson Welles (1915-1985) var en stjerne, inden han overhovedet satte fod i Hollywood. Allerede i teenageårene brød han igennem som skuespiller på Broadway, hvor hans enestående talent hurtigt gav ham mulighed for at iscenesætte sine egne teaterproduktioner. Samtidig dyrkede Welles en karriere i radiobranchen, hvor han som leder af skuespillertruppen The Mercury Theaterskrev, instruerede og fremførte adskillige hørespil for stationen CBS.

Gruppens mest berømte udsendelse fandt sted i oktober 1938, hvor Welles og hans kolleger opførte en adapteret udgave af H.G. Wells’ science fiction-roman ‘War of the Worlds’. Welles havde på kontroversiel vis omskrevet fortællingen om en Mars-invasion til en række tilsyneladende autentiske nyhedsoplæsninger, så lytterne blev foranlediget til at tro, at kloden rent faktisk var ved at blive erobret af rumvæsener.

Hvorvidt der ligefrem udbrød panik hjemme i de amerikanske stuer, som pressen efterfølgende kunne berette, hersker der fortsat tvivl om, men sikkert er det, at udsendelsen gjorde Welles til et etableret navn i showbusiness. Inden længe begyndte han at modtage jobtilbud fra Hollywood-producenter, der så deres snit til at profitere på radiostjernens berømmelse. Welles havde dog ingen interesse i filmmediet og fremsatte derfor en række uhyrlige krav i håb om, at de ville lade ham være i fred.

Orson Welles i ‘Citizen Kane’.

Mod forventning valgte filmbosserne at imødekomme hans ønsker, og i sommeren 1939 underskrev Welles en hidtil uhørt kontrakt med studiet RKO, der gav ham næsten total kunstnerisk frihed over sin første film. Welles kunne selv vælge sine skuespillere og fik eneretten over filmens final cut – et privilegium, der var helt exceptionelt dengang. Efter en kuldsejlet bogadaptation lykkedes det Welles at få studiets opbakning til en original historie, der senere skulle blive til ‘Citizen Kane’.

‘American’, der var filmens arbejdstitel, var tænkt som et prestigeprojekt, og derfor var det vigtigt for RKO, at Welles fremstod som filmens ubestridte idémager. Så da Welles i første omgang begyndte at sparre om plotidéer med Herman J. Mankiewicz (1897-1953), der tidligere havde leveret manuskripter til instruktørens radiodramaer, blev Mankiewicz kun tildelt status som »manusdoktor« og ville derfor ikke blive krediteret som medforfatter på filmen.

Mankiewicz var på det tidspunkt en berygtet skikkelse i Hollywood, notorisk for sin utilslørede alkoholisme og hang til hasardspil, men samtidig beundret for sin intelligens, vittighed og politiske skarpsyn. Efter at være nået til enighed om filmens overordnede linjer udstyrede Welles sin medforfatter med 300 siders noter og sendte ham til en afsidesliggende ranch i den californiske ørken, så Mankiewicz kunne få ro til at arbejde på manuskriptet.

Aviskonge ville bandlyse filmen

Welles og Mankiewicz havde besluttet, at filmen skulle være et portræt af en nyhedsmagnats liv og død, fortalt igennem de mennesker, der kendte ham bedst. Den primære inspiration til karakteren fandt de i virkelighedens mediemogul William Randolph Hearst (1863-1951), der som grundlægger af et kolossalt avisimperium var en af de mest velhavende og magtfulde forretningsmænd i datidens USA.

I flere år havde Mankiewicz selv været en del af Hearsts inderkreds og mænget sig med samfundets spidser i publicistens overdådige palads på Stillehavskysten. Mankiewicz, der havde en fortid som politisk reporter, opbyggede således et nært forhold til Hearst og ikke mindst hans unge elskerinde, skuespilleren Marion Davies. I løbet af 30’erne blev Mankiewicz dog udstødt fra det gode selskab, efterhånden som hans alkoholforbrug og skandaløse opførsel tog overhånd.

Efter 12 uger i skriveeksil afleverede Mankiewicz det første udkast af ’Citizen Kane’ til Welles, der sideløbende havde arbejdet på sin egen udgave af filmen. Welles kombinerede de to versioner, kondenserede historien kraftigt og omskrev den ad flere omgange, indtil han havde et færdigt manuskript, han var tilfreds med.

Dorothy Comingore og Orson Welles i ‘Citizen Kane’.

Under filmoptagelserne begyndte Mankiewicz dog at anklage Welles for at nedtone deres samarbejde og truede med at lancere en smædekampagne, hvis ikke han blev krediteret for sin indsats. Studiet gav efter og satte Mankiewicz’ navn på rulleteksterne, endda over instruktøren selv. Selvom Welles ved flere lejligheder offentligt anerkendte forfatterens bidrag til filmen, tilgav Mankiewicz ham aldrig og foragtede Welles resten af sit liv.

Siden har der været debat om, hvem der er den egentlige fader til ‘Kane’. Diskussionen tog for alvor fart i 1971, da filmkritikeren Pauline Kael udgav et nu legendarisk essay med titlen ‘Raising Kane’, hvori hun hævdede, at Mankiewicz var det sande geni bag filmen, og at Welles aktivt forsøgte at fravriste ham æren. Efterfølgende er dele af Kaels kritik blevet modbevist, og i dag er der bred enighed om, at Mankiewicz og Welles bidrog ligeligt til filmens manuskript.

Spørgsmålet om kreditering var dog langt fra den eneste kontrovers, der omgav lanceringen af ‘Kane’. Allerede inden premieren havde Hearst erfaret, at filmen var baseret på hans person og blev rasende på både Welles og RKO. Således forbød Hearst enhver form for omtale af filmen i sine aviser og truede hele Hollywood med sagsanlæg, hvis ikke udgivelsen blev standset. Mange biografer turde derfor ikke vise ‘Kane’, og trods et hæderligt billetsalg blev filmen aldrig den enorme publikumssucces, som studiet havde håbet på.

Revolutionerede Hollywood

‘Kane’ høstede mange flotte anmeldelser ved premieren, men det var først i løbet af 50’erne, at filmens status som mesterværk begyndte at vinde udbredelse. Det skete især på grund af filmkritikere som franske André Bazin og amerikanske Andrew Sarris, der var blandt de første til at hylde ‘Kane’ for sit nyskabende filmsprog og påpege værkets indflydelse på periodens øvrige film.

Selv med et nutidigt blik er det svært ikke at blive imponeret af filmens storladne scenografi, virtuose kameraføring og blændende skuespil. Welles indtager selv hovedrollen som Charles Foster Kane, der opfostres af en velhavende finansmand, efter hans fattige forældre har givet afkald på sønnen i en handelsaftale. Over flere årtier følger vi Kanes udvikling fra ihærdig avisredaktør og idealistisk samfundsborger til en forbitret og detroniseret velhaver, isoleret fra omverden i sit monstrøse palæ.

Joseph Cotten og Orson Welles i ‘Citizen Kane’.

‘Kane’ udmærker sig især ved sin sirlige fortælleform. Filmen begynder med Kanes død, netop som han ytrer sit sidste, kryptiske ord: »Rosebud«. Herefter opsummeres hans karriere i en nyhedsmontage, produceret af en gruppe journalister, der arbejder på et indslag om aviskongens liv. En ung reporter sættes til at opklare betydningen af Kanes lakoniske afskedsord, og gennem interview med de personer, der stod ham nærmest, tegnes et omfattende og flertydigt portræt af den mystiske rigmand.

Samtidig bliver ‘Kane’ fremhævet for sit visuelle raffinement, som Welles forfinede i samarbejde med fotografen Gregg Toland. Filmen var banebrydende i sin brug af deep focus-fotografering, hvor alt i billedet er skarpt, så karakterer og objekter kan fordeles i flere niveauer. Herudover har kritikere ofte lovprist filmens ekvilibristiske tracking-skud, ekspressive belysning og udprægede brug af special effects. Således har den amerikanske filmteoretiker David Bordwell anslået, at over halvdelen af indstillingerne i ‘Citizen Kane’ er skabt ved hjælp af visuelle effekter.

Welles’ mageløse præstation som instruktør, producer, forfatter og skuespiller gik heller ikke fagfællerne i det amerikanske filmakademi forbi, og det følgende år blev ‘Citizen Kane’ nomineret i hele ni kategorier ved Oscar-uddelingen.

Ironisk nok modtog filmen kun en enkelt statuette: Prisen for bedste manuskript.

‘Mank’ får premiere i udvalgte biografer den 19. november og på Netflix den 4. december. ‘Citizen Kane’ kan blandt andet ses på iTunes og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af