Céline Sciamma er en af vor generations vigtigste stemmer – nu kan alle hendes film ses i Danmark

Mesterværket ’Portræt af en kvinde i flammer’ kan stadig fanges i de genåbnede, danske biografer. Afsted i en ruf, hvis du ikke allerede har set den! Men før franske Céline Sciamma triumferede med en af årtiets bedste film, både skrev og instruerede hun en række ynde- og længselsfulde coming of age-film, der alle er aktuelle i Cinemateket her i juni og juli. Vi guider til instruktøren og hendes mildest talt fremragende bagkatalog.
Céline Sciamma er en af vor generations vigtigste stemmer – nu kan alle hendes film ses i Danmark

I branchebladet The Hollywood Reporters dugfriske Pride-nummer har redaktionen sammensat en liste, der tæller de 50 mest indflydelsesrige LGBTQ-folk i Hollywood. Heriblandt velkendte navne som Kristen Stewart, Billy Porter, Ellen DeGeneneres og Laverne Cox. Og så den franske instruktør Céline Sciamma. Og det endda helt uden, at hun på noget tidspunkt har forladt hjemlandet eller lavet film på andet end det frankofone.

Baggrunden er selvsagt den verdensomspændende kritiker- og publikumsucces ’Portræt af en kvinde i flammer’, der blandt andet hjemtog manuskriptprisen på sidste års filmfestival i Cannes. Sciammas fjerde spillefilm er en stormende, tragiromantisk fortælling om lesbisk kærlighed i 1700-tallets Frankrig. Blødende smuk, billedskøn ud over alle grænser og intelligent i hvert eneste, kunstneriske strøg.

Celiné Sciamma med prisen for bedste manuskript til ‘Portræt af kvinde i flammer’ ved Cannes i 2019.

Men det sirlige, præcist iscenesatte periodedrama hensat til Bretagnes vilde kyst er helt og aldeles ny grund for den 41-årige Céline Sciamma.

Karidja Touré i ‘Girlhood’.

Hendes såkaldte coming-of-age trilogi – ’Water Lilies’ (2007), ’Tomboy’ (2011) og ’Girlhood’ (2014) – foregår i og omkring et nutidigt Paris. Særligt og kærligt blik har hun for forstæderne, der i Sciammas optik er affolkede, arkitektoniske rum, hvor børn og teenagere kan drysse rundt og identitetssøge i deres eget tempo. På scoret i samtlige film spiller den franske elektromusiker og producer Para One i øvrigt med og indhyller Sciammas fortællinger i en ekstra, drømmende synthdimension. Et stærkt og ofte overset kunstnerisk samarbejde. Og egentlig ganske atypisk for Céline Sciamma, hvis filmhold – både foran og bag kameraet – nærmest udelukkende består af kvinder.

Et helt bevidst valg fra den filmpolitisk engagerede instruktør, der egentlig er uddannet på manuskriptlinjen fra den prestigefulde filmskole La Fémis i Paris.

»Bravo la pédophilie!«

Sciamma er lesbisk og tager aktivt del i det filmfeministiske initiativ 50/50 by 2020, der kæmper for en mere lige kønsbalance i filmindustrien. Og så har hun stået klippefast skulder ved skulder med ekskæresten og skuespillerinden Adèle Haenel, der sidste år fortalte offentligt om seksuelle overgreb begået mod hende som mindreårig af instruktøren Christophe Ruggia under indspilningen af sin filmdebut, ’The Devils’.

Den i dag 31-årige Haenel fik hele Frankrig – der ellers havde været pinligt sløv i optrækket –  til at tale om #MeToo. Ikke mindst da hun i et forståeligt frustreret vredesudbrud udvandrede fra dette års César-uddeling, da den voldtægtsanklagede Roman Polanski blev tildelt prisen for årets instruktør. Med rullende kameraer i hælene råbte Haenel et bidende sarkastisk »Bravo la pédophilie!« (hvilket vist ikke behøver nærmere oversættelse), imens hun, Sciamma og Noémie Merlant (Haenels medspiller fra ’Portræt af en kvinde i flammer’) forlod salen.

Blot to dage senere, på kvindernes internationale kampdag, marcherede Sciamma og Haenel med armene om hinanden igennem Paris’ boulevarder i en stor demonstration. I øvrigt begge iført fodboldhalstørklæder med slagordene »Feminist« og »Lebbe« broderet på. Politik, privatliv og filmkunst er uadskillelige størrelser. Både for Sciamma og Haenel. Og engagementet i LGBTQ-repræsentation mærkes i alle instruktørens værker.

Adèle Haenel og Pauline ‘Water Lilies’.

I debutfilmen fra 2007, ’Water Lilies’, spiller Haenel Florianne en übercool synkronsvømmer med udlængsel fra forstadens trivialiteter og forventninger. Hende forgaber den nørdede, lidt yngre Anne sig ikke uforståeligt i. Og resten er dovne, varme sommerdage, længselsfulde blikke og tøvende intimitet.

Haenels talent kan mærkes på richterskalaen, og Sciammas filmblik indfanger hende overlegent elegant. Spirende seksualitetserkendelse hensat til teenageværelser, tomme parkeringskældre og svømmehallens omklædnings- og baderum gør ’Water Lilies’ til et sfærisk billedkatalog over alting ungt og fint. Filmen er i øvrigt indspillet i Paris-forstaden Cergy-Pontoise, hvor Sciamma selv er vokset op.   

Venindehymne med Rihanna

Opfølgeren ’Tomboy’ tackler helt ung kønsidentitet og lader forbilledligt både spørgsmål og svar flyde frit. Filmen følger 10-årige Laure, der som nytilflytter og venneløs introducerer sig til kvarterets andre børn som Mickäel. Mickäel kan spille fodbold i bar overkrop med drengene, kysse Lisa og lege frit. Men har legen en ende?

Det er sublimt set, at Sciamma aldrig gør ’Tomboy’ til en problemfilm, hvor der skal findes ’løsninger’ på Laure/Mickäels ’problem’, men i stedet insisterer på de stemninger og følelser, fortællingen bæres op af. Sommeren og mulighederne synes uendelige i ’Tomboy’ – og Mathieu Demy (søn af de legendariske nybølge-filmskabere Agens Varda og Jaques Demy) spiller verdens skønneste far.

Sciammas coming of age-trilogi afrundes med venindehymnen ’Girlhood’. Filmsproget er forfinet og lækkert koreograferet, farvene labert mættede, og hver en scene fremstår gennemkomponeret. Præcisionen fra ’Portræt af en kvinde i flammer’, der på dette tidspunkt lå fem år ud i fremtiden, træder tydeligt frem allerede her.

‘Tomboy’.

Handlingen følger den 16-årige Marieme, der finder selvsikkerhed, glæde og søsterskab i en småkriminel pigebande ude i Paris’ socialt belastede betonkvarterer. I brede scope-billeder hylder Sciamma Marieme og banden og kaster nyt, varmt lys på en del af Paris, der oftest kun tager sig trøsteløs ud på det store lærred. Og på lydsiden hamrer Rihanna hyldesten direkte ind i hjertet på os til de opløftende toner af ’Diamonds’.

Ved siden af instruktørgerningen har Céline Sciamma også lånt sit indlysende manuskriptflair ud til andre filmskabere. Hendes aftryk er således umiskendeligt i veteranen André Téchinés nuancerede ungdomsdrama ’Being 17’ fra 2016. Her slår tiltrækningen mellem to unge fyre ude på bøhlandet i Pyrenæerne knytnævetunge gnistrer med Sciamma bag tasterne.

Og i stop-motion perlen ’Mit liv som squash’ fra samme år banker hendes hjerte for akavede outsider-unge også igennem. Begge film havde været et fornemt vedhæng til Cinematekets perfekt timede Céline Sciamma-serie.     

Til seriens åbningsvisning af ’Water Lilies’ den 10. juni arbejder Cinemateket efter sigende på at få selskab af Céline Sciamma selv per Skype. Som om du overhovedet manglede en grund til at indløse billet.

Cinemateket i København viser ’Water Lilies’,’ Tomboy’, ’Girlhood’ og kortfilmen ’Pauline’ i juni og juli. Læs mere HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af