Bølgerne gik højt, da de franske César Awards – landets svar på Oscars – blev uddelt i fredags. Uden for prisuddelingen var adskillige aktivister mødt op for at demonstrere mod den årlige prisfest, der i år nominerede den dømte sexforbryder Roman Polanski og hans film ‘J’acusse‘ til hele 12 priser.
Filmen vandt i alt fire statuetter, og da Polanski – som ikke selv var tilstede ved ceremonien – modtog prisen for bedste instruktør, blev det for meget for det franske stortalent Adèle Haenel (‘Portræt af en kvinde i flammer’, ‘120 BPM’), der udvandrede fra salen i protest. Se videoen herunder.
Haenel har været en udtalt forkæmper for #MeToo, som hun tidligere har udtalt er slået fejl i Frankrig, hvor man stadig belønner dømte overgrebsmænd med priser.
Det blev mødt med stor kritik, da årets César-nomineringer blev offentliggjort med Polanski i førertrøjen. Hele prisuddelingens ledelse måtte siden gå af, men Polanski løb altså alligevel med prisen for bedste instruktion i sidste ende.
Polanski har levet i eksil i Europa siden 1978, hvor han stak af fra USA, efter at have erklæret sig skyldig i at have sex med en mindreårig. Siden har adskillige nye anklager set dagens lys, men Polanskis karriere fortsætter ufortrødent. Han har blandt andet vundet en Oscar og hele ni César-priser, siden han flygtede fra sin dom.
César-prisen for bedste film gik til Ladj Lys Oscar-nominerede debutfilm ‘Les Misérables‘, mens aftenens anden storfavorit, Céline Sciammas fænomenale ‘Portræt af en kvinde i flammer‘, måtte nøjes med kun én pris (for bedste fotografering).
Adèle forever. pic.twitter.com/Fhe9xSLxCK
— Portrait of a Lady on Fire (@Portrait_Movie) February 28, 2020