’Portræt af en kvinde i flammer’: Mageløst mesterværk knuser dit hjerte – og genopfinder sexscenen på vejen
»Føler alle elskende, at de opfinder noget?«
Sådan siger Héloïse (Adèle Haenel) til Marianne (Noémie Merlant), da de to kvinder slynger sig langsomt og ømt om hinanden i begær foran kaminilden i 1700-tallets Frankrig. Og på samme måde kan du spørge, om filmens instruktør, Céline Sciamma, har følt eller endda vidst, at hun opfandt noget så radikalt, som ’Portræt af en kvinde i flammer’ er endt som?
I sin bjergtagende, fjerde spillefilm, der kort fortalt handler om en kunstner, der hyres til at male et portræt i smug, har Sciamma skabt en ny, filmisk forestillingsverden. Udtalt feministisk og udtalt lesbisk. Hun begaver os med noget, der føles som et nyt filmsprog og sætter åndeløst smukke billeder på en type længsel og begær, hvis rendyrkede udtryk har manglet i vores filmvokabularium.
’Portræt af en kvinde i flammer’ er så godt som renset for mandlig tilstedeværelse og de få tilfælde, hvor en mand træder ind i billedet, føler du et veritabelt chok gå igennem din krop. Utopien brister, og virkelighedens åg tyngder dig helt ned biografsædet i solidaritet med kvinderne i filmen. Selv kalder Sciamma øjeblikket for patriarkatets jump scare, hvilket siger alt om det ærinde, hun er ude i.
’Portræt af en kvinde i flammer’, hvis titel er hentet fra et af Mariannes malerier, er et stramt fortalt periodekærlighedsdrama med en hyperaktuel, politisk agenda sitrende ud fra hvert et billede og hver en replik. Det her er verden set og drømt på ny igennem et kvindeligt blik.
Céline Sciammas film har hidtil kredset rørende nuanceret om børne- og ungdomslivets coming of age-ballader. I debuten fra 2007, ’Walter Lillies’, der også har kæmpetalentet Adèle Haenel på rollelisten, udforskes teenagepigers flydende forhold i grænselandet mellem begær, jalousi og venindeskab i et synkronsvømme-miljø. Opfølgeren ’Tomboy’ er uovertruffen i sin filmiske fremstilling af forhandling af køn, fortalt fuldstændig i øjenhøjde med pigen Laure, der som nytilflyttet møder sine kammerater som drengen Mikäel.
I ’Girlhood’ (2014) inviterer Sciamma os med ind i inderkredsen af en småkriminel pigebande i en belastet pariserforstad uden at løfte pegefingre. Søsterskab er frisættelse, og Rihannas ’Diamonds’ er teenagepigernes forløsende fællessang. Alle er de fintfølende queerfortællinger med visuel slagkraft.
Med ’Portræt af en kvinde i flammer’, der nærigt måtte tage til takke med manuskriptprisen i Cannes, træder den franske instruktør ny voksen-grund. Vi er ikke længere blandt nutidens forstadsungdom, men hensat til 1770 på en isoleret ø ud for Bretagnes vilde klippekyst. Perfekt sceneri for en rivende, tragiromantisk kærlighedshistorie, du kan skiftevis dåne over, fortabe dig hovedkulds i og tudbrøle over. Jeg gjorde det hele.
Her ankommer portrætmaleren Marianne på oprørt hav med staffeli og blanke kanvasser, hyret af en enkegrevinde (Valeria Golino) til at male datteren Héloïses portræt uden hendes vidende. Hvis portrættet falder i god jord hos bejleren i Milano, kan Héloïse blive giftet bort.
Som Marianne indfinder sig, opdager hun imidlertid tingenes rette sammenhæng. Tjenestepigen Sophie (Luàna Bajrami) fortæller, at Héloïse har overtaget søsterens skæbne, efter denne sprang ud over en klippeafsats. Dertil nægtede Héloïse stædigt at posere for den forrige, mandlige portrætmaler, der måtte rejse med uforrettet sag. Det giver på urromantisk vis sig selv, at Marianne er den rette kvinde til opgaven.
Og herfra iscenesætter Sciamma med taktfast præcision den ulmende forelskelses og uundgåelige tragedies trin. Marianne stjæler sig først til blikke og memorerer Héloïses træk. Om natten maler hun i det skjulte: Héloïses buede mund, skarpe kindben og intense, grønne øjne. Hændernes position (du ved, lesbiske og hænder. Blink-blink), kjolens folder og selv øresneglens snirkler. Om dagen ledsager hun Héloïse på gåture langs klipperne og på stranden. Og i det skjulte kigger Héloïse hele tiden tilbage på Marianne. Blikkene danser op og ned, og Sciamma bygger mesterligt en hel film op omkring lighedsforholdet i det kvindelige blik – og sender samtidig en vred fuckfinger til den ulige kunstner-muse-konvention.
Alene synet af disse to kvinder: Marianne med det mørke hår og Héloïse med det lyse hår, bevægende sig egensindigt igennem den vilde natur, gjorde mig underligt rørstrømsk. Hvorfor egentlig? Måske fordi jeg aldrig har set det før. Som et romantisk, lesbisk drømmesyn uden filmisk fortilfælde. Helt renset for budskaber og koder, der skal læses mellem linjerne.
Bag kameraet står Claire Mathon, der også har filmet Mati Diops magisk-brillante ’Atlantics’ fra sidste år. Hun er officielt min nye favoritfotograf. Hver en indstilling i filmen er meningsfuld og barberbladspræcist konstrueret som et levende tableau. Som da Héloïse, gemt under en tung hætte, spadserer hjemmefra, og kameraet følger hende bagfra, som var det Mariannes fikserede blik. Da de raske skridt og kystens konstante blæst får hætten til at glide tilbage, afsløres Héloïses gyldent skinnede, løst opsatte hår midt i det efterårsfarvede landskab.
Mathon indfanger det hele med skønhedsåbenbaringen som nærmest Hitchcock’sk klimaks – a la Kim Novaks hypnotiserende spiralhårknold i ’Vertigo’. Sådan tager filmen igen og igen vejret fra dig med frapperende billeder, intense, gengældte blikke og replikker så skamløst begærromantiske, at de ikke burde ramme så rent: »Drømte du om mig?« spørger Marianne søgende. »Nej, jeg tænkte på dig«, svarer Héloïse uden omsvøb. Åh!
I hænderne på Sciamma, Haenel og Merlant er der ikke én falsk tone, og alt suger i maven som den første, dybe forelskelse. Særligt Haenel er et mageløst, konstant intenst bekendtskab. Langlemmet og påfaldende moderne i de historiske kjoler og svimlende smuk i Bretagnes ruskende landskab. Sådan er ’Portræt af en kvinde i flammer’ også Sciammas rørende kærlighedserklæring til ekskæresten Haenel og deres ligeværdige, kreative forhold. Det er personlig og politisk filmkunst.
Uden underliggende score til at sovse følelserne unødigt ind i opleves filmen ekstremt taktil. Pejseilden knitrer og popper, regnen slår ruden, dørene knirker, og selv en kulstift på et stykke papir larmer øredøvende. Munde klistrer sammen i laaange kys, replikkerne hviskes, og du følger hvert et åndedrag med din egen krop. Filmen har sin egen, langsommelige puls, hvor et enkelt ’jeg vil ha’ dig’-blik pludselig får hjertet til at galopere vildt i uforfalsket gay panic.
Desto mere forløsende opleves det, da Sciamma bryder formen. To tredjedele inde i filmen samles egnens kvinder om et bål i det høje markgræs. Her snakker de sagte og drikker sammen, indtil de overraskende forenes i en messende, latinsk korsang, der bare stiger og stiger i crescendo. Et kvindeligt fællesskab syngende og klappende i takt om bålets høje flammer, som var de hekse. Som ’Girlhood’s Rihanna-fællessang er det et overrumplende intermezzo, der både transformerer fortællingen og besegler Marianne og Héloïses skæbne. I et ikonisk skud går der bogstaveligt talt ild i Héloïses kjole. Fra første til sidste indstilling er filmen en sansemættet billedstorm.
Alt op til da er frydefuldt langsommeligt. De to kvinders søgende blikke og afmålte samtaler erstattes så af (vide)begærlige diskussioner om kunst, litteratur og musik, og de udforsker hinandens kroppe. Selv sexscenen synes Sciamma at genopfinde for i ét magisk skud at gøre armhulen til det mest sensuelt ophidsende og sjovt-sexede, jeg mindes at have oplevet på film.
Som en politisk, nutidig handling broderer Céline Sciamma med sirlige korssting de huller sammen, som (film)historien har efterladt. Hos Sciamma er verden anno 1770 hel: kvindelige portrætmalere findes. Abort findes. Lesbiske findes. Deres tragiske, men også opløftende kærlighedshistorier findes. Sensuelle armhuler findes.
’Portræt af en kvinde i flammer’ er en cinematisk og politisk programerklæring, et dirrende romantisk kærlighedsmanifest, der prædiker lighed, fortalt i et både øjenåbnende og bevidsthedsudvidende filmsprog. Filmen er et mageløst mesterværk fra vor tids måske vigtigste instruktør, Céline Sciamma. Intet mindre.
Kort sagt:
’Portræt af en kvinde i flammer’ både knuste mit hjerte, styrkede min tro på kærligheden og fik mig til at genforelske mig i filmkunsten som genopfundet af Céline Sciamma.